Ich fühle Kraft des Weltenseins:
So spricht Gedankenklarheit,
Gedenkend eignen Geistes Wachsen
In finstern Weltennächten,
Und neigt dem nahen Weltentage
Des Innern Hoffnungsstrahlen.

 

 

Jeg føler verdenseksistensens styrke:
Således taler tankeklarhed
Erindrende den egne ånds vækst
I de mørke verdensnætter
Og henvendt den gryende verdensdag
af indre strålen af håb.

 

Jeg har adgang til tænkningen. Jeg kan anvende den til noget. Tilsyneladende efter mit eget ønske.. Tænkningen optræder som noget, jeg kan betjene mig af.

I mig er der behov, trang, lyst, begær, følelse. Ofte i uoverskuelige blandinger. Omkring mig er natur. En stor del af tænkningen har jeg og mine forgængere brugt til at bringe naturen i en form, der kan tilfredsstille min trang, forkæle min følelse, mætte mine begær. Det er der kommet rigtig meget ud af: skoler, skovhugst, militært isenkram, internet, glo­balisering. Alle de tekniske landvindinger, vi lever af og for. Vækst, så velstanden vokser ind i himlen.

Også vores sociale tænkning anvendes til det samme formål. Vi skal have demokra­ti, markedsøkonomi, forskning mv. fordi det kan forbedre vores samfundsmæssige styrke, forøge nationalproduktet, sikre stabiliteten, reducere risikoen.

Det meste af uddannelsessystemet er designet til at gøre os og vore børn kompetente til at føre den velstand videre, som vi har skabt. Og de dele af uddannelserne, der ikke er nyt­tepræget er ved at blive tunet til at være det, om ikke andet så ved at opfinde nye økono­miske baner: Oplevelsesøkonomi. Kunstøkonomi. Med vore hænder? Med vores tænk­ning.

Produktivitetsforøgelse; materielt, fagligt og socialt! For vi vil og skal have brød på bor­det.

 

Jeg har adgang til tænkningen. Jeg oplever, at tænkningen er i overensstemmelse med verden. Jeg kan finde strukturer i verden, principper i det levende, idealer i det skønne, som rækker langt ud over mig selv. Jeg kan forstå.

Når jeg retter tænkningen mod den store sten, der ligger langt nede under mulden ude under det nye æbletræ, sker der noget. Det er ikke en fantasi at jeg kan opleve at jeg kender stenen og at den er glad for at jeg tænker på den? Når jeg koncentrerer min op­mærksomhed om den forvandler den sig fra at være noget til nogen. Den er nogen i min bevidsthed. Den har fået adgang til bevidsthed, fordi jeg har lånt den min – for en tid.

Jeg har adgang til tænkningen, til ånden. Tænkningen tænker i mig; tænker mig. Tænk­ningen, ånden har adgang til mig. Skulle jeg måske bruge lidt mere af min ypperste men­neskelighed til at tænke ud over det nyttige, ud i det der er større end mig? Skulle vi som samfund anvende flere kræfter på at udvikle tænkningen ud over det nyttige ind i det væ­sentlige.

Det sker ved at lære og ved at øve at handle kunstnerisk. Situationsrationelt! Handle så tænkningen ikke går forud for handlingen men ligger i handlingen. Handle åndsnærvæ­rende.

Og hvordan kan man så gøre det?

Kunstnerisk handling er altid og grundlæggende en afklaring: Fænomener viser sig altid forvrængede og vævet ind i talrige andre fænomener og sammenhænge, således at de ikke fremstår klare og begribelige. Afklaringen består i at søge fænomenets egen lovmæssig­hed og dermed at afdække dens eget væsen, dens begreb. Derved er kunstnerisk arbejde samtidigt en erkendelsesproces og en faktisk omformning af materialet:

’Det virkelige skal ikke synke ned til at være udtryksmiddel: Nej det skal vedblive med at bestå med sin fuldgyldige selvstændighed; det skal blot få en ny udformning, en udform­ning der tilfredsstiller os.’

 

At kunne handle kunstnerisk betyder at man kan håndtere hverdagssituationer ud fra det kunstneriske handlingsparadigme, at kunne gå til hverdagsagtige opgaver med kunstne­risk indstilling, holdning.

Dette har intet at gøre med at man skal stræbe efter de smukke eller at man skal arrangere tingene på en æstetisk måde, men det drejer sig om noget mere grundlæggende. Den der er øvet i at handle kunstnerisk har lært

at udholde ubestemtheder,

at bemærke og inddrage egenskaber og problemer, der uventet dukker op i forlø­bet,

at fremelske at tingene afslører deres væsen

ikke at operere med vilkårlige definitioner om tingene, men

at agte på sagens objektive væsen, agte på dens begreb.

 

Den kunstnerisk handlende tænker og arbejder:

Processuelt – ikke statisk.

Beslutnings orienteret – ikke planorienteret.

Dialogisk – ikke instrumentelt.

Situationsrationelt, ikke formålsrationelt.

 

Når jeg arbejder kunstnerisk søger jeg i mine handlinger efter overensstemmelse med virkelighedens egne lovmæssigheder, ikke efter tilpasning af virkeligheden til mine egne intentioner, og jeg kan erfare, at dette kun er muligt når jeg ikke udelukkende nærmer mig virkeligheden på tænkende, analyserende målende måde, men tillige fornemmende, indfølende kontemplativt, skuende, meditativt.

Når jeg øver mig i at handle kunstnerisk kan jeg opleve, at det forhold jeg kan opnå til verden og dens åbenbaringer ganske væsentligt afhænger af skolingen og forfiningen af mine egne evner til at iagttage og fornemme. Jeg oplever, at vedholdende øvelse gør det muligt at trænge dybere ind i tingene, lag efter lag.

Gennem kunstnerisk arbejde kan man vide, at mødet med tingene i verden ikke kan lyk­kes ved køligt at holde en erkendende afstand til dem, men at det kræver at man engage­rer sig aktivt i dem på en så respektfuld og beskeden måde, at man ikke underkaster tin­gene sin egen plan, men omvendt tilfører dem noget, som kan vise sig at være deres egen udvikling, deres egen højere eller egentlige virkelighed.

Kunstnerisk arbejde er væsentligt i sin natur.

Men det er også anti-markedsøkonomisk fordi det tilfredsstiller så dybe behov og giver så overvældende glæder at trangen til shopping mindskes.

Derfor er opdragelse til kunstnerisk handlemåde noget der kræver et bevidst opgør med de eksisterende samfundsparadigmer.

Derfor er opdragelse til kunstnerisk handlemåde nødvendig for at kunne løse nogle af de fundamentale problemer som overforbrug, naturødelæggelser, finanskriser..