Uge 38 – Jul

Uge 38 – Jul

38. Weihe-Nacht-Stimmung

Ich fühle wie entzaubert
Das Geisteskind im Seelenschoß;
Es hat in Herzenshelligkeit
Gezeugt das heil’ge Weltenwort
Der Hoffnung Himmelsfrucht,
Die jubelnd wächst in Weltenfernen
Aus meines Wesens Gottesgrund.

Jeg føler som af-fortryllet
Åndsbarnet i sjælens skød:
I hjertets lys har det
Hellige verdensord født
Håbets Himmeslfrugt, som jublende
Vokser ind i det verdensfjene
Ud fra mit væsens guddomsgrund.

Disse lange nætter – deriblandt den længste – hjælper med af-tryllelsen. Sanseindtrykket fra naturen er forenklet, så det føles langtrukkent – der sker jo ingenting derude. Det er næsten fuldmåne og natten kan være så klar og lys som var den dag. Men det er den ikke: ingen farver ingen lyde, ingen bevægelse. Eller det er overskyet og tungt, så det sorte mørke bliver gråt. 
Dvale
De 12 hellige nætter bliver frugtbare, fordi mørket tilbyder en så nedsat sanselighed, at vi lettere kan  vende opmærksomheden mod mørket.
At våg(n)e i disse lange kolde farveløse nætter og fokusere på mørket omkring og indeni, at blive stille midt i julens gøremål åbner muligheden for at fornemme den enhed, vi udgør med verdens væsner – med verdens væsen.
Åndsvæsner, som vi og alle andre, lever inden i hinanden. Jeg lever inden i de andre – og de i mig.
Det, at muligheden åbner sig, indbyder os til at forlade sikkerheden og vove at fornemme åndsvæsnerne inde i og uden om os. Og blandt åndsvæsnerne at fornemme Åndsbarnet. 
Dette må være kernen i julen:  at forestille sig og senere at fornemme, hvordan det er at være indeni nogen, og hvordan det er at huse nogen indeni. 
– og give dem jeg er indeni plads til at være indeni mig. En plads, som jeg selv derfor må vige fra. At have plads til andre end mig selv. 
Det er grænseoverskridende at se grænserne viskes ud.
Når vi forestiller os det sådan kan vi mærke, at det er rigtigt. Det er muligt. Det er jul..

Kan denne forestilling vokse til erkendelse i mig og af mig, kan jeg også tro på at det er et vendepunkt: I morgen er natten lidt kortere. De kommende hellige nætter bliver lysere.
Men lad os kunne holde på fornemmelsen af forening. Holde bevidstheden rettet ned og ind mod mit væsens gud-grundlag, hvor foreningen er realitet.
Også selv om vi fysisk er adskilt nede ved overfladerne.

Se lige lidt på billedet ovenfor. Det er Grünewalds altertavle, som findes i Colamar. Hele værket er vældigt: Altertavlen kan åbnes på forskellige måder og vise båder fødsel, død og opstandelse. Og hvordan man som menneske kan forholde sig til livet og døden.   Dette billeder er todelt, men sammenhængende: til højre moderen med barnet. Åndsbarnet, for se bare ånden oppe over: Den Lysende guddommelige ånd. Den venstre side er et orkester, men se lidt mere på musikerne og på hvordan de spiller deres instrumenter. Lidt bagvendt! Altså ikke muligt i jordisk regis. Så det er nok musik i himmelsk regis. Himmelsk musik. Sværenes harmoni. De sært udseende musikanter kommer til deres væsen ved at spille, her kan de spille sammen, være i harmoni. En harmoni, de ikke oplever i deres kroppe men i deres kunstneriske udfoldelse. Fordi den er i overensstemmelse med Åndsbarnet.  Overensstemmelsen bliver ligesom påpeget at Grünewald ved den særligt glødende og lysnede ‘engel’ der smiler frem mellem søjlerne i billedets midte.