Uge 17

Uge 17

Uge 17

Es spricht das Weltenwort

Das ich durch Sinnestore

In Seelengründe durfte führen:

Erfülle deine Geistestiefen

Mit meinem Weltenweiten

Zu finden einstens mich in dir.

Således taler Verdensordet 

Som jeg fik lov til at føre gennem 

Sansers porte ind i sjæledybder: 

Opfyld dine åndsdyb 

Med mine verdenvidder 

For engang at finde mig i dig.

Hvordan kan de mon finde plads derinde i mig: Verdensvidderne, hele den udbredte verden inde i mig. 

Hvem er egentlig inde i hvem? Jeg er i verden, verden er i mig. Så er vi eet? Eller er der en afstand, en skelnen, så jeg kan forholde mig til verden?

Verdensordet taler. Ikke så underligt, for ord har det jo med at tale. Mine ord, dine ord, ordene i aviser og tv, de taler allesammen. Men selve Verdensordet (med stort V) taler også. Det må være det ord, der var i begyndelsen. Og ordet er blevet kød og har boet iblandt os. Ordet er blevet verden og bor i os. Bor og taler! 

Evangelieskriver Johannes taler sluttet om det guddommeliges udvikling, dets sammensmeltning med jorden så livet som menneske på jorden ikke KAN andet end at føre Verdensordet ind i sig gennem sanserne. Egentlig er der to Johannes evangelier: Det så kaldte kapitel 1, prologen, der fortæller hvad der er sket i en knap og komprimeret begrebsform, og så resten af teksten, der igen fortæller hvad der er sket, men nu som en ’Kristus biografi’.

Mærkeligt, at disse tekster har givet anledning til dannelse af religioner, foreninger der bekender sig til et eller andet bestemt, en eller anden tolkning af teksten. For teksterne er tilgængelig for enhver og vil udfolde sig for enhver, der ofrer dem opmærksomhed. Uden hensyn til deres kultur, opdragelse, sociale stade, politiske overbevisning mv. Teksterne kunne være allemandseje, og hvis nogen skulle kende en biografi, der på tilsvarende måde fortæller om det guddommeliges sammensmeltning med jorden, kan de jo bare fortælle den og dermed være med til at berige andre. 

Sådan er det med ugeverset. Det knytter sig ikke til nogen særlig overbevisning. Det forlanger ikke noget medlemskab. Det åbner sig ganske fredeligt for hvem som helst, der ofrer det opmærksomhed. Men det fortæller givetvis ikke det samme til enhver; der er plads til mangfoldighed, både før og efter mødet med ugeverset. Det fordrer ikke nogen særlig forhåndsviden inden man arbejder med det, og det fører ikke til nogen ensretning når man har beskæftiget sig med det.  

Lige så universelt som årstiderne: de påvirker os om vi vil det eller ej, på varieret måde afhængigt af breddegrad mv, men vi er alle påvirket af årets gang og variation. Vi er alle underlangt klimaet, ligesom vi er afhængige af jordens uforudsigelige opførsel. Et enkelt supervulkanudbrud kan udslette livet på jorden, og det kan angiveligt ske når som helst. Men det er jo netop ikke sket. 

Verdensordet taler til enhver, uanset race, køn, religion, opvækst, skolegang, økonomi osv. Og alle indtager verdensordet blot ved at sanse, og det gør alle, selv døve og blinde, nyfødte og oldinge: vi sanser og danner begreber om det sansede. Dermed er vi parthavere i det guddommelige, dermed er det guddommelige parthavere i os. 

Og så siger verdensordet: Du skal gøre noget: ’Opfyld dine åndsdyb med mine verdensvidder’. – Ikke dine egne. Så kan der ske noget i dig: du kan finde verdensordet inde i dig selv. 

Men at gøre noget gør ikke alle. (ikke alle gør noget)  Og da slet ikke det samme. Nogen tror at de har fattet det og laver en klub, der udelukker alle de andre. ’Vi er særlige, de andre er – udelukket’. Ekskluderet. (så er temaet tilbage igen, men det vil jeg ikke skrive mere om lige nu) Andre vagabonderer rundt med nye begreber, der skubber lidt til de gamle og omgrupperer værdiskalaerne. Så vil værdivagabonderne gerne udveksle med andre for så at få atter nye begreber…

Det lyder i øvrigt enkelt: Opfyld dine åndsdybder med mine verdenvidder! Læn dig tilbage i tilværelsen og lad det strømme ind i dig. Ånd det ind i hvert åndedræt. 

Og det er måske meget let, hvis vi ikke lige havde brugt en hel opvækst med at lære det stik modsatte: Træd i karakter. Bliv noget! Vær nogen! Vid meget, tjen meget. Og værn om dit, du har ejendom og ret til samme. Du skal kende forskel på dit og mit. – og i hvert fald holde fingrene fra mit. 

Hvis man bliver vidtskuende af at fylde sig med verdensordets verdensvidder så er der pludselig ikke plads til selviscenesættelsen. så er der faktisk ingen forskel på dit og mit. For så er alt vores og vi er alt. Men så ville verdensordenen (den med USA i spidsen) blive erstattet af verdensordet. Og det ville sikkert være en gruelig uorden, så det gælder om at holde folk fast i rollerne, så vi ikke frigør os fra alle de konstruerede normer på een gang.

Det her er for stort. Der må være en mindre måde at se det på. 

Den fandt jeg i nedenstående citat:

‚Der Vertreter der Anthroposophie macht die Erfahrung, dass die Begriffe, abgesehen davon, dass sie auf die Sinneseindrücke bezogen werden sollen, noch ein eigenes leben für sich in der Seele entfalten können. Und dass sie, indem sie dieses Leben innerhalb der Seele entfalten, in dieser selbst eine Entwicklung zustande bringen. Er wird sich bewusst, wie der Seele, wenn sie auf diese Entwicklung die notwendige Aufmerksamkeit wendet, innerhalb ihres Wesens die Entdeckung macht, dass sich in ihr Geistorgane offenbaren.’

(Repræsentanten for antroposofi gør den erfaring, at begreberne, bortset fra at de skal knyttes til sanseindtryk, også kan udfolde deres eget liv inde i sjælen. Og at de, idet de udfolder dette liv inde i sjælen, frembringer en udvikling i sjælen selv. Han bliver sig bevidst, hvordan sjælen – når den retter den nødvendige opmærksomhed på denne udvikling – gør den opdagelse inde i sit eget væsen, at der åbenbarer sig åndsorganer i den.) (Steiner: Von Seelenrätslen. kap 1)

Senere i teksten skriver Steiner at åndsorganer er nogen finurlige nogen: De er sjælelige, ikke fysiske, så de kan ikke eftervises med fysiske metoder. Og så har de den særlige egenskab at de kun er der når de virker. Det er altså en slags funktionelle organer. hvis vores øje var ligesådan ville det forsvinde hver gang vi lukkede det. 

Hvis man lader dem få lov, de ellers så uskyldigt udseende begreber, så vil de som guddommelige parasitter begynde at udfolde deres eget liv i min ellers helt private sjæl. og sjælen vil få sanser, til at sanse noget der slet ikke kan sanses med de almindelige sanser. Så vil jeg altså kunne se sammenhænge, som vil underminere mine eller så trygge fordomme. Jeg mærker en panikagtig angst; Hvad skal jeg så holde mig til? Er jeg måske allerede gået for langt? Har begreberne måske allerede rottet sig sammen inde i min sjæl? 

Eller er begreber ikke bare de gode gamle: Veldefinerede og døde. 

Jeg måtte se efter: Er der nogen tegn på at begreber lever deres eget liv inde i min sjæl. Jeg tænkte for mange år siden intenst over begrebet ’biografi’: hver handling præger os, former os som en billedhugger former i ler. Så man kunne se biografien. Det har jeg siden glemt. ’Glemt’?

Det dukkede op i forvandlet form, da en gammel skrøbelig høj og slank kvinde med stort besvær gik forbi, medens jeg nød en beskeden frokost sammen med Lisbeth. Pludselig kunne jeg se hendes biografi, ikke i detaljer, men som tableau. Og det gik stærkt. Og så affødte det en overvældende respekt for den skrøbelige kvinde.

Oplevelsen var jeg både glad og rædselsslagen over. 

Men måske finder jeg engang verdensordet inde i mig?