Uge 52

Wenn aus den Seelentiefen
Der Geist sich wendet zu dem Weltensein
Und Schönheit quillt aus Raumesweiten,
Dann zieht aus Himmelsfernen
Des Lebens Kraft in Menschenleiber
Und einet, machtvoll wirkend,
Des Geistes Wesen mit dem Menschensein..

 

Når ånden ud fra sjæledybder
vender sig mod verdens væren
Og skønhed strømmer fra rummets vidder
Da drager fra fjerne himle
Livets kræfter ind i menneskelegemer
Og forener, magtfuldt virkende,
Åndens væsen med menneske væren.

 

Vi kan vende os mod verdens væren, være vidende om verdens væren.

Det er det åndelige i os, der kan det.

Det sjælelige i os henvender sig til verdens foranderlighed og giver os fornemmelse af det, der sker.

Det forbigående modtager varighed af vores erkendende fornemmelse. Vi knytter begreber til fornemmelserne og kæder dem sammen til forståelse.

Begreberne er varige. Desto mere fyldig et begreb er desto mere oplever vi dets varighed, dets væren.

Det Skønne: Det sker når skønhed strømmer fra rummets vidder. Den skønhed, vi ikke kan give billede af, men må opleve direkte. Stjernenatten. Fuglesangen, Spirene.

Derfra kommer livets kræfter ind i kroppen. De æteriske kræfter, der forener legeme og ånd.

Det er de æteriske kræfter, der danner foreneingsfunktionerne mellem fysisk krop og ånd.

I mennesket forener livskraften stof og ånd. Mennesket er til, mennesket har væren.

Dermed er den ring sluttet, som verset dynamisk beskriver.

Verset er samtidigt det sidste, det der står lige før det første, Året er i sjælekalenderen sluttet, men på en måde, der i sig bærer dynamikken til at begynde et nyt.

Den livskraft der her er så fremhævet er den, der er den egentlige sejr over døden. Den der er temaet for påsken.

Korsfæstelsen