Uge 48

Im Lichte, das aus Weltenhöhen
Der Seele machtvoll fließen will,
Erscheine, lösend Seelenrätsel,
Des Weltendenkens Sicherheit,
Versammelnd seiner Strahlen Macht,
Im Menschenherzen Liebe weckend.

 

I lyset, som fra verdenshøjder
Vil tilflyde sjælen med kraft
Viser verdenstænkningens sikkerhed sig
Løsende sjælegåder
Og ved at samle sine strålers kraft
Vækker det kærlighed i menneskehjerter

 

At være hjemme i universet. Ikke være en fremmed, en indvandrer i n-te generation.

At være hjemme: biologisk og psykologisk i overensstemmelse med verden,

at opfatte sig selv som i familie med planter og dyr, endog sten og vand.

Det er hvad man kan få ud af en undren over tænkningen:

De tanker jeg gør mig om verden viser sig faktisk at være i overensstemmelse med verden!

De lovmæssigheder, mennesker har forsket frem, har både en smuk form og en universel betydning. Som relativitets­teoriens enkle men overraskende formel:

e=mc2

energi er af samme størrelse som masse ganget med kvadratet på lysets hastighed.

Ellers har vi knapt nok en anelse om hvad energi er. Dens virkninger kender vi, men energien selv?

Ligesom vi er i slægt med planter og dyr er vi i slægt med tænkningen og den er i slagt med verden.

Men at verdenstænkningen skulle være i slægt med kærlighed er en anden historie.

Som jeg måske kan gøre nærværende med en modsat betragtning:

 

Den frie konkurrence kombineret med profitmaksimering og et globalt finansvæsen. Alt helt legitimt. Virksomheder er sat i verden for at tjene penge, skabe overskud. De skal drives rationelt, ellers kommer der spild og ’fedt’: Omkostningerne vokser, udbudspriserne stiger og konkurrenten løber med markedet. Det er indlysende at profitmaksimering bidrager til at fremstille de bedste produkter til de mest konkurrence­dygtige priser og dermed drive overskuddet i vejret. Ellers går investeringerne til andre virksomheder. Det er godt at kunne udkonkurrere andre virksomheder, det er beviset på at virksomheden er veldrevet.

Helliger målet (at vinde i konkurrencen) så også midlet? Hvis der er grænser for hvilke midler, man kan tillade sig at bruge for at vinde, må man selv sætte dem: Indenfor dette område og kun med disse midler vil vi konkurrere.

(Da jeg var leder af et medicinalfirma havde vi ofte drøftelser om s.k. udvidede indikationsområder: Hvis vi nu bare kunne sælge et bestemt medikament til en lidt bredere patientgruppe: Ikke bare ekstremt forhøjet blodtryk, men alvorligt forhøjet?? Straks er der mange flere potentielle kunder. Men hvor går grænsen? Og er det profitmaksimering der kan sætte den?

Tydeligvis ikke: Vi brugte da også internt ’mostertesten’: Ville du anbefale det til din elskede moster. Hvis nej, så røg den profitmaksimering. Mere præcist: Der måtte foreligge dokumentation i form af lødige kliniske undersøgelser, der viser, at produktet er både relativt ufarligt og effektivt. Og hvis der er usikkerhed, må nye undersøgelser sættes i værk, inden en evt. udvidet anvendelse kan anbefales. Det afstedkom naturligvis mange drøftelser, afvejninger og til tider veritable skænderier. Men som regel vidste vi at denne grænse måtte etableres inden en profitmaksimeringsstrategi kunne sættes i værk. Eller sagt mindre idealistisk: Vi måtte bevare den tillid, der var opbygget over lang tid, for blev den sat over styr, ville fremtidig markedsføring blive meget besværlig og bekostelig, så på den lange bane kunne det ikke svare sig at løbe efter den kortsigtede proft.

Det drejede sig om medmenneskers vel. Hellere anbefale en anden behandling end få ridser i troværdigheden.

Det karakteristiske var en meget nær kobling til det produkt vi fremstillede. Produktet blev undersøgt, kontrolleret, nyforsket, revurderet løbende. Vi holdt styr på virkninger og bivirkninger. Og på andre virksomheders nyudviklinger.

Siden er der sket meget. Særligt på to områder: De finansielle markeder kan ikke have nær-kontakt med produktet og dets brugere, med mindre man bilder sig og andre ind, at der er tale om finansielle produkter og de er ligestillet med piller, pærer eller plæneklippere. Bag de finansielle produkter er der ingen produktion, ingen realværdi tilvækst. De er varm luft. Og de kan udvide sig ubegrænset ved fortsat opvarmning.

Det andet område er, at den omtalte grænsesætning, diskussionen om hvad der er forsvarligt, etisk osv. er svundet ind i takt med at læren om profitmaksimering er blevet udbredt.

Man kan vel ikke bebrejde Roskilde bank at den ville tjene penge? Eller Stein Bagger, Eller HA-erne? Eller en lang række virksomheder som nu viser sig at have så mange lig i skabene, at deres overlevelse er truet.

Eller bare virksomheder, der lever af at fremstille svin, landbrugsproduktion, juletræer, transport osv. med begrundelsen at der er profit at hente i netop denne produktion. Uden hensyn til klimaændringer, miljøpåvirkninger mv. Produktion ud fra tænkning som markedsøkonomien har lært os. Men det er ikke den tænkning, der får os til at opleve os som hjemme i universet!

Kan vi skelne mellem handlinger der gøres af kærlighed til handlingen og handlinger der udføres af legitimeret profitmaksimering, griskhed?

Handlinger styret af markedsøkonomiske holdninger har et mål, og målet kan ret let karakteriseres. Målet er profit; man handler for vindings skyld.

NB vinding for begge parter: Den, der erhverver varen, må opleve sig beriget, lige så vel som den, der modtager betalingen. Derfor skal begge parter på lige fod kunne vurdere deres vinding, og det er nok ikke altid tilfældet.

Handlinger udført af kærlighed til handlingen har ikke noget forud fastlagt mål. De er styret af den øjeblikkelige indlevelse i situationen, de er præget af det mest intense nærvær. Mål og proces bliver ét.

Det er skabende handlinger, der sker i nuet i fuld opmærksomhed på alt, der er tilstede i situationen. Derved opstår deres formålstjenlighed medens de udføres. De viser sig at være ’gode’ handlinger afhængigt af hvor ’godt’ den handlende har opfattet situationen. De kan hverken på forhånd eller imedens de udføres bedømmes som gode eller onde, de bliver udført fordi den handlende i hvert øjeblik anser det, der gøres, som nødvendigt for helheden.

Det er overensstemmelsen mellem den handlendes bevidsthed i handlingen og den helhed, der handles indenfor, der er ugeversets kerne. Overensstemmelsen vil tage sig forskelligt ud afhængigt af hvem der handler, men den tænkning, der ledsager og giver styrke til handlingen er generel. For tænkningen er, når den stilles frit, altid hjemme i verden.

 

P.S: I en årrække, begyndende efter murens fald, har samfundet udviklet sig i liberalistisk retning: det har værdsat individets evne til at tjene penge, det har værdsat griskhed, fordi teorien har været at den individuelle griskhed automatisk medfører de størst mulige gode for de fleste. I denne periode har samfundet (vi) i stigende grad forsømt at udvikle de evner, der er nødvendige for at kunne handle af kærlighed til handlingen. Det er symptomerne på den forsømmelse, vi kan aflæse i den aktuelle s.k. bandekrig i storbyernes gader. Derfor er det tvivlsomt om strengere straffe og mere politi vil virke. Der må tænkes anderledes: Hvis friheden ikke skal udleves i markedsmekanismerne, hvilken frihedsforståelse kan vi da udvikle.

Mit svar mangler, men en retning kan jeg angive: nedton alle aktiviteter, der har til formål at minimere individuelle forskelle, tænk f. eks integration om fra at være et ekskluderende til at være en inkluderende funktion: ’De skal integreres’ betyder at de er udenfor, ekskluderet. Så må de sørge for at komme indenfor.

’Vi skal integrere dem’ betyder at vi udvider vores kulturelle forståelse og byder dem velkomne indenfor.

De individuelle forskelle kan vise sig at være kilden til mangfoldige måder at virkeliggøre fælles ideer på.

Den enkeltes økonomiske berigelse virker bremsende på individuelle forskelle: Den enkelte bliver rig med de mange får ringere muligheder for at beholde deres individueller forskelligheder. (det er masseproduktionens forudsætning).