Uge 47

Es will erstehen aus dem Weltenschoße,
Den Sinnenschein erquickend, Werdelust.
Sie finde meines Denkens Kraft
Gerüstet durch die Gotteskräfte,
Die kräftig mir im Innern leben.

 

Fra verdensskødet vil lysten til at blive til
vokse frem og opmuntre sanseskinnet.
Lad den finde min tænknings kraft
Styrket af de gudekræfter
Som lever stærkt i mit indre

 

De gudekræfter, der er i menneskets indre, viser sig ved nærmere eftersyn at være erin­dringen. Ikke bare for at fortsætte linjen fra sidste uge, hvor der var en direkte henven­delse til Erindringen. I denne uge bliver ’min tænknings kraft’ styrket af gudekærfter; og det at huske tidligere situationer er en væsentlig forudsætning for at udvikle begreber. Vi kan genkende foråret, selv i de ganske tidlige tegn, vi oplever lige nu, og vi kan også op­leve forårets komme som anderledes end tidligere. Alt sammen fordi vi omgås Erindrin­gen.

Tænkningens kraft er skabende fordi den forbinder de ellers usammenhængende elemen­ter vi opfatter. Tidens strøm tilintetgør tænkningens kraft. Vi flyder gennem tilværelsen på tidens strøm, som fører os forbi begivenhed efter begivenhed. For at opleve begiven­heden må vi leve mest muligt i øjeblikket. Snart har tiden båret os videre og begivenhe­den, der lige var så livsalig, fortaber sig i fortid medens vores opmærksomhed fæstner sig på atter en begivenhed. Hvis det da ikke går sådan, at opmærksomheden bliver træt af de evindelige skift og lægger sig til at døse. Så bliver begivenheder til trommerum. Tilvæ­relsen bliver rutine og den opleves som stilstand, trods sin omskiftelighed. Dermed bleg­ner begreberne, eller måske skrumper de bare ind til definitioner, små faste ensartede en­heder, der er stablet sammen til den forståelsebygning, vi søger tilflugt i. Den glædes­fulde udvikling, lysten til at vokse, forvandle, skabe er svundet ind så den højest ytrer sig som irritation over de ændringer der trænger sig på. Handlinger bliver styret af den mest forenklede rationalitet: Hvordan kan jeg opretholde status quo.

Det er i den slags livsfattigdom, markedsøkonomi har sin styrke. Markedsøkonomi bliver til samfundsformen hvor berigelse bliver den alment accepterede norm og drivkraft for handlinger. Det skal kunne betale sig. De relativt få kreative mennesker kan få afløb for deres kreativitet ved at berige sig og de mange livstrætte kan stille sig tilfredse ved at anvende underholdningen, forudsigeligheden og den fornemmelse af tryghed, der tilby­des af markedets mange ’innovative’ produkter.

Selvforstærkende kredsløb opstår: flere skal arbejde mere for at velstanden kan stige. Velstanden består i at købe, så hjulene holdes i gang, så der er brug for flere hænder. Som sidder på mennesker, der arbejder mere, fordi det kan betale sig mere end at arbejde min­dre. Så kan flere bruge mere så flere kan arbejde mere. Jeg beklager den primitive og overfladiske fremstilling, men den er blot et forsøg på at gengive den gennemgående tråd i den politiske debat om velfærdsreform, skattereform, krisestyring osv.

 

Skulle det da være muligt at finde andre veje ved hjælp af et ugevers af Steiner?

Jeg vil da forsøge:

Problemet er – ud fra ovenstående – at fastholde begivenheden trods tidens strøm. At hengive sig til nuet, som jo strømmer med tiden, og samtidigt fastholde essensen af ople­velsen.

Det var også den store problemstilling i middelalderen: Hvordan opnå blivende værdi, når alting forandrer sig og intet varer? Dengang var svaret at se bort fra det timelige, det forgængelige. Vanitas! Det kunne man – efter kirkens anvisninger – kun gøre ved at fra­skrive sig fornøjelsen ved livet og henvende sig til det guddommelige, længslen efter det evige liv, den ophøjede afklaringstilstand. Den som vi kan se i nogle af de middelalder­lige kunstværker, skulpturer i romanske kirker eller særligt i nogle af Cimabues billeder.

Billedet, der findes i Franciskus katedralens underkirke i Assisi er særligt interessant, fordi det viser evigheden, det blivende, det himmelske sammen med et kendt, for nyligt afdødt jordisk menneske. Frans står med sin lille uanseelige skikkelse lidt ved siden af himmeltronen, han er slidt op af tidens tand, men hans ansigt er evigt, måske mere strålende af værdighed og tilblivelse. Han har set og op­levet. Han er blevet rig af sin fattigdom.

Billedet er en slags overgang fra den middelal­derlige verdensanskuelse til den moderne, hvor mennesket står i centrum. Her er mennesket med, men ikke i centrum. Men fordi menne­sket Frans er med er balancen i hele billedet forskudt. I andre Cimabue billeder af den tronende himmeldronning udgør hun og barnet den selvfølgelige midte. Her er det hele blevet påvirket, så evigheden er kommet ud af balance, fordi der skulle være plads til dette særlige menneske.

Det særlige ved Frans fra Assisi: Han så med kærligt blik på verden, han tog verden til sig og elskede hver eneste skab­ning som sine brødre og søstre. Derfor afskrev han sig rig­dom og foretrak fattigdom, det ikke at eje noget – ud over det mest nødvendige. Og det med det mest nødvendige er så naturligvis en overraskende fleksibel standard. Man kan – især når man er opdraget med markedsøkonomiske standar­der – let overbevise sig selv om nødvendigheden af at eje stort set hvad som helst. Men Frans ejede broder kærlighed og derfor behøvede han ikke eje ret meget andet.

Kulturhistorisk kan Frans fra Assisi godt ses som forløber for vores tid: Kærligheden til verden skubber det guddommelige ud af billedet. Og i nutiden er det så sat i system: kær­ligheden til sig selv skubber alt andet ud af billedet. Egoismen bliver mål og drivkraft. En defaitistisk anskuelse: vi er jo egoister, så hvorfor ikke erkende det og lade egoismen få frit løb – til alles bedste. Næ, for vi er vel ikke udelukkende egoister. Ud over krybdyr­hjernen har vi også følelseshjernen og indsigtshjernen. Samme argumentation kunne an­vendes: vi er kreative og indsigtsfulde, så hvorfor ikke lade kreativiteten og indsigten få frit løb til alles bedste.

At få fat i det varende trods tidens strøm: At erindre, bide mærke i, huske. Ofte tror vi at det at huske og det at leve i øjeblikket udelukker hinanden. Men prøv selv. Se på forårets komme, gå tæt på hvert eneste lille tegn: Fuglesangen inden det bliver lyst om morgenen, grenfarverne, haslens rakler, glinsende knopper. Medens man går på iagttagelse vælder erindringsbilleder frem: i går var det anderledes, sidste uge, i efteråret, sidste forår. De samme planter men nye knopper. Erindringen stimulerer iagttagelsen og iagttagelsen vækker erindringen. De er i familie. Faktisk er de alle iagttagelser, bare på forskellige tider. Vi bærer det blivende med os i erindringen. Og erindringen lader os iagttage det nye, det der har ændret sig, for det ses selvfølgelig kun ved at huske det, der ikke har ændret sig og drage sammenligning.

Her er adgangen til at se det dynamiske. At se et frø. Det samme slags frø på forskellige udviklingsstadier. At se blomsten i frøet; plantens dynamik. Dvs. at man efterhånden læ­rer at opleve de kræfter og samspil, der ligger som mulighed i frøet. Dermed får vi chan­cen til at omforme begrebet frø, til at udvide frøets begreb med vand, varme, lys, næring, vækst, kim, blomst, bi, frø. Alt på een gang, i samme billede lige nu. Bevidsthedens overvindelse af tidens strøm. Dermed får tænkningen sine kræfter tilbage, fordi tænknin­gen bliver lige så dynamisk som billedet af frøet, tænkningen kan opføre sig lige så for­vandlende fordi den har lært af frøet i tiden.