Uge 45

Es festigt sich Gedankenmacht
Im Bunde mit der Geistgeburt,
Sie hellt der Sinne dumpfe Reize
Zur vollen Klarheit auf.
Wenn Seelenfülle
Sich mit dem Weltenwerden einen will,
Muß Sinnesoffenbarung
Des Denkens Licht empfangen

 

Tankekraft grundlægges
i forbund med åndsfødslen
Den lyser de dumpe sanseindtryk
op til fuld klarhed.
Når sjælefylde vil forene sig
med verdenstilblivelse skal sanseåbenbaring
modtage tænkningens lys.

Tingenes væsen.

Vi handler, – vi gør noget.

Moderne mennesker har fået tudet ørene fulde med at de ikke bare skal gøre noget,

-de skal gøre en forskel,

oven i købet helst en forskel, der gør en forskel.

Bateson har en væsentlig og elegant formuleret pointe med udsagnet ’at gøre en forskel , der gør en forskel’ (selv om det er blevet misbrugt til det klicheagtige. Det kommer alt for ofte ud af managermunde, der lyder som om de har været til den samme coach: Du skal gøre en forskel, der ses på bundlinjen!)

Hvis vi ser på forskellens forskellighed uden at lade os påvirke af af markedsøkonomisk ledelses-snak åbner det nye forståelser og handlemuligheder:

Det eneste, vi kan sanse, er forskelle.

Ensheder forsvinder for vort blik, bliver til masser, som tæt grå tåge. Selv om det er lyst er det – som i mørket – umuligt at skelne. Kun når jeg selv skaber forskelle ved at bevæge mig, være aktiv, kan jeg opfatte omverden.

De forskelle, vi kan sanse, opstår af at vi bevæger os i forhold til tingene, eller ved at tingene bevæger sig i forhold til os. Hvis både tingene i omgivelserne og vi selv bevæger os ens, opstår der ingen forskelligheder.

Vi lever. Det betyder nødvendigvis at vi gør noget. Flytter rundt på naturting, fordøjer dem, bygger hus af dem, fremstiller våben og banker af dem. Vi frembringer uafladeligt forskelle.

Vi lever i forskelle, som vi selv har frembragt. Men vi opdager det sjældent. For vi har fastlåste begreber om vores omverden. Et eksempel:

Dette er en skov. Skoven var mindre i min barndom, men stadig en skov. Inde i skoven vokser der træer. Når træet er vokset, kan det fældes og bruges til samtalekøkkener og blyanter, savsmuldet kan presses til briketter, der varmer i brændeovnen. Det hele kan være økologisk og bæredygtigt. Fint. Men skoven er ikke længere skov på samme måde, som den var før; den er vokset ind i min blyant, forvandlet til møder i samtalekøkkenet og varme i ovnen. Men mit begreb om skov har ikke ændret sig. Det er forskelsløst i forhold til tidligere.

Det kan godt være at jeg ikke misforstår skoven, selv om jeg ikke hver eneste dag reviderer mit begreb om den. Men på et eller andet tidspunkt har forholdene ændret sig så meget, at jeg nødvendigvis må komme til at forstå og handle uhensigtsmæssigt, fordi mit skovbegreb ikke har fulgt med. Skove det med at udvikle sig i en så lav hastighed, at vi moderne mennesker slet ikke opfatter ændringerne. Ligesom indlandsisen, temperaturen, faunaen.

Mennesker ændrer sig –  eller er det mig der ændrer dem –  i et tempo, jeg kan følge med i. Og trods det, beholder jeg det samme begreb for hvert enkelt menneske. . Hvis det da ikke lige er børn, som ændrer sig så hurtigt, at de lærer os at møde dem på en ny måde hver gang. Indtil de en dag siger: ¨jamen mor, jeg er altså ikke noget barn længere.¨

Vi lever ved og af at gøre forskel. Konsekvensen er at vi dagligt må revidere den måde, vi forstår på, vi må danne nye begreber, begreber der passer til situationen. Det er et gevaldigt iagttagelses- og tanke-arbejde der kræves: Hele tiden at opleve ting på ny, høre Beethovens 9. som om du aldrig har hørt den før, se din partner som velkendt fremmed.

Umulig opgave? Eller bare en overvældende opgave?

Løsningen er at danne begreber på en anden måde:

Læg Galilei til side og begynd på noget nyt. (Det var ham der lærte os at måle alt og gøre det ikke målelige måleligt. At vi skulle se bort fra tingenes sekundære kvaliteter og kun fokusere på det objektivt målbare)

Øv dig i at opleve, uden hjælpemidler.

Lev dig ind i situationen lige her og nu. Når du skræller gulerødder, så gør dét og kun dét. Gå helt og holdent op i guleroden i din hånd, dens fugtighed, duft, indvendige struktur som du ser på snittene, den lysere stamme med dens små forgreninger ud i den omgivende bark, jorden den har medbragt til din vask, spor af dyr, der har fornøjet sig hvor toppen har siddet.. Lev dig ind i gulerodens væsen. Så vil guleroden – og også den næste – møde dig som om den var et væsen. Du danner begreber om guleroden medens du begriber den, befamler den, besnuser, berører, tygger, synker.

Vis tingene interesse, ret din fokuserede opmærksomhed mod genstanden, ikke mod dens nytteværdi for dig. Træd til side og lad tingene – eller de andre – komme til orde, hold mund og lyt. I situationer dagen igennem.

Vores verden er fuld af hobby og fritidsaktiviteter. Hver by har sit aktivitetscenter, sportsanlæg, folkeoplysningsliv, hvor der strikkes, svedes og snedkereres. Vi ’gør det selv’. Måske for at spare den dyre professionelle håndværker. Måske fordi vi oplever tilfredsstillelse ved at komme i direkte berøring med tingene, med hænderne at gennemskue, hvordan en pudset væg er lavet, hvordan kroppen virker.

Måske fordi vi føler savnet, der kommer af at vide det hele uden at kende det.

Dette vældige og varierede område af fritidsaktiviteter udgør en verden, parallel til den professionelle.

Grundtvig argumenterede meget skarpt imod ’skolen til døden’ og for ’skolen for livet’. I skolen for livet opstår der dannelse, i skolen til døden ophobes ’papirlærdom’. Måske kan hans skelnen frugtbart anvendes på fritidsaktiviteter versus professionalisme i vor tid:

Samfundet har i fritidsaktiviteterne, (amatør)håndværket en uvurderlig kilde til inspiration og nytænkning. Det kunne være der, begreberne bliver revideret i den direkte kontakt med materialerne, i de uøkonomiske processer. Der hvor folk med begejstring oplever hvordan de selv former stoffet og møder det på ny, samtidig med at de lærer om sig selv og andre med samme interesser.

Samfundet kunne bruge denne ressource ved at opfatte den mere som kunst end som håndværk. Eller for ikke at bruge for store ord: som kunstnerisk aktivitet snarere end nytteaktivitet.

At lade det være leg, hvor handlingerne sker på tingenes betingelser.

Det er i dette unyttige område vi kan få inspiration og evne til at gøre forskelle, der gør forskel.

Grundlaget for frihed.

Hvad må nemlig være forudsætningen for at man kan gøre en forskel, der gør en forskel?

En hel del handlinger er tvungne: Af biologien, af samfundet, af vanerne, lysterne, tilbøjelighederne, drifterne osv. Det kan der laves et helt katalog over. (Men ikke her.)

Tilbage bliver nogle handlinger, der er præget af at være frie handlinger. Om dem kan man naturligvis indvende, at de kun opfattes som frie fordi vi ikke er klare over, hvilke dybtliggende drifter og sindrige mekanismer, der fører til netop denne handling. Vi tor os frie, men er det ikke?

Hele vores samfund er bygget på forudsætningen at vi er frie mennesker, der – fordi vi handler i frihed – kan drages til ansvar for vore handlinger.

Hvem kunne drømme om at stille en Bulterier for retten fordi den har fulgt sin natur og bidt et barn ihjel? Nej, ejeren stilles for retten, for han (eller er det her man skriver hun?) alene kan bære ansvaret for hunden.

Alle de handlinger, vi måtte gøre af drift og nødvendighed ud fra bevidste eller ubevidste kræfter, alle ufrie handlinger, gør en forskel, der nok ikke gør nogen forskel.

At handle i frihed er at kunne handle så der sker noget nyt! Der optræder altså en ny forskel, og det gør en forskel.

I den udstrækning mennesket har handlet frit, har det have afsat spor, der fører mennesket – og samfundet – ud af det blot naturlige. Det er en række enkeltpersoners handlinger, der har forandret naturen, således at kulturen er opstået, og handlinger, der har forandret kulturen. Det kaldes kulturhistorie.

At der findes kulturhistorie er – for mig lige nu – tilstrækkelig tungtvejende til at jeg vil være overbevist om at der findes menneskelig frihed.

Men hvad er det så, der adskiller menneskers frie handlinger fra alle andre handlinger? Enkelt nok: At de ikke er fremprovokeret af nogen form for nødvendighed og at de er fuldt bevidste.

Det er her, tænkningen viser sig som den afgørende forskel mellem frie og ikke-frie handlinger. Via tænkningen finder vi begreber, som vi knytter til iagttagelsen. Tænkningen foretager vi selv, iagttagelserne er givne udefra, uden vor medvirken. Det betyder to ting:

Da vi slev frembringer tænkningen kan vi blive helt og fuldt klare over, hvad og hvordan vi tænker. Ved at iagttage tænkningen.

De begreber, vi hæfter på det iagttagede, er vi ansvarlige for. Måske ikke personligt, men socialt. Vi arver i vid udstrækning et begrebsapparat, men hver enkelt af os er i stand til at udvikle begreberne og deres indbyrdes forbindelser.

Derfor er det så nødvendigt at holde begreberne levende, som beskrevet ovenfor.

Kulturhistorien er altså – set på denne måde – historien om menneskets frie handlinger og hvordan disse frie handlinger på godt og ondt har skabt den kulturelle og civilisatoriske verden, vi lever i.

Derfor kan en ændring af tingenes tilstand ikke skabes uden først at omtænke begreberne og de begrebssammensætninger vi betjener os af.

At dette ikke behøver blive højtflyvende filosofi men tværtimod kan være livsnær praksis ligger i kan man indse ved at danne sig begreber ud fra den konkrete håndtering af materialer. Ud fra den kunstneriske handling.

Tænkningens placering:

’Naturen tænker, fordi mennesket, som er en del af naturen, tænker. Ræsonnementet får min hjerne til at slå knuder. Er der så noget, der IKKE tænker, når mennesket tænker? Er der noget, mennesket ikke kan siges at være en delmængde af, og som derfor ikke tænker?’

Det er der vel ikke.  Det er virkelig et svimlende perspektiv.

Som man sagtens kan forkaste. Ved at gå tilbage og ændre forudsætningen: ’I mennesket kommer naturen til sig selv’ til sin modsætning: ’mennesket kan reflektere over sin egen tilværelse, men den er ganske isoleret fra resten af verden’. ’Den’ betyder her både refleksionen og tilværelsen, for så vidt refleksionen er en del af menneskets tilværelse.

Jeg ved at jeg her springer fra tænkning til refleksion. Fordi tænkning kan bære så mange forskellige betydninger, som refleksion blot er en lille del af. Refleksion er snævrere end tænkning, den begrænser sig til den selvoptagede tænkning:

Som Jesper Hoffmeyer forklarer det: Ser vi på udviklingen af verden, naturen, sker der bestandig en forøgelse af biologisk kompleksitet. Det (foreløbige) højdepunkt af kompleksitet – stadig biologisk – findes i mennesket, oven i købet tydeligst i menneskets hjerne. Andre livsformer har kunnet iagttage og reagere formålstjenligt på iagttagelsen, bevæge sig hen hvor fødemængden er bedst, søge mod lyset, hvis man er en alge, Dyr skelner på grund af genstandenes formåls – tjenlighed for dem. Til sidst kommer mennesket, som på et tidspunkt vender sig om og betragter hele udviklingen og stiller det helt nye spørgsmål: Hvad der du for en? DU betyder her både ’du udvikling’ og ’Mig’ selv.

Set som helhed har udviklingen haft et resultat: at komme til refleksionen: At gå fra at se alt andet som tolkbare tegn, til også at tolke sig selv.

For 50 år siden havde man en mere statisk opfattelse af biologisk liv: Hjertet pumpede blodet rundt, musklerne bevægede kroppen, leveren nedbrød næringsstoffer og hjernen koordinerede det hele. Hjernen var en overordnet chef, der sad i sit hovedkontor og udstedte instrukser, så alt gik rigtigt til. Hvert organsystem havde sin ekspertrolle.

Nu er der en ganske anden opfattelse: En flad organisation, hvor hver eneste organ, hver celle er autonom og samtidig tager vare på sit eget miljø, dvs. nabocellerne. Hjernen er ikke overordnet i forhold til tarmen, tarmen styrer hjernen lige så vel som hjernen styrer tarmen. Tænkningen (refleksionen) er ikke et produkt af hjernen, men den kommer ’til syne’ i hjernen, men er egentlig et resultat af hele organismens aktivitet.

Næste skridt er så at afgrænse den menneskelige organisme. Tidligere var det enkelt: Huden var grænsen, Indenfor huden er jeg, udenfor er de andre. Grænsen er faldet på to måder:

Dels må vi revidere opfattelsen af hvad jeg er indenfor huden: Er jeg også mine tarmbakterier? Jeg kan ikke undvære dem, men er de derfor en del af mig? Beslutter man sig til at de ikke hører med til mig, kommer næste angreb på grænsen. Mine celler: De er mig. Men inde i cellen er der nogle energiproducerende organer (organeller) de s.k. mitokondrier. Uden dem kan cellen ikke leve. Så mitokondrier er også mig. Nu viser det sig, at de har deres eget DNA, de er en slags mikroorganismer helt for sig. Engang fandt cellen på at optage dem i sig og har siden været vært for dem, til gensidig gavn. Det giver anledning til at opgive tanken om biologisk nationalisme: jeg er mig og kun mig. Jeg udgøres i væsentlig grad af de andre; jeg er det for tiden samvirkende multibiologiske fællesskab, og det lader sig ikke afgrænse.

Den anden grænse: Indenfor/udenfor kan man let se, ikke holder. Den gravide, er ikke alene indenfor sin hud. Heller ikke efter fødslen kan huden opfattes som den absolutte grænse: Familien er enheden, og at sætte grænser for den er stigende vanskeligt.

Forestil dig en familie af bier: Den består tilsyneladende af enkeltindivider, men hver bi er som et organ eller en celle i bifamilien. Og familiens geografiske placering er ganske variabel: Om natten og vinteren er hele familien i stadet, om dagen flyver bierne i et mange kvadratkilometer stort område.

Bifamilien har givet anledning til at opfatte organismen som en sværm, endog en sværm af sværme.

Så når tænkningen optræder i organismen, holder den sig så til sværm 1: hjernen, eller har den betydning for sværm 2: kroppen, eller sværm 3: samfundet, eller sværm 4: naturen. Læg ikke for meget i nummerangivelsen.

Hertil kommer så opfattelsen af at hver organisme udgør et selvopretholdende ’system’, et s.k. autopoietisk system.