Uge 46

Die Welt, sie drohet zu betäuben
Der Seele eingebor’ne Kraft;
Nun trete du, Erinnerung,
Aus Geistestiefen leuchtend auf
Und stärke mir das Schauen,
Das nur durch Willenskräfte
Sich selbst erhalten kann.

 

Verden truer med at bedøve
Sjælens medfødte kraft.
Nu må du, Erindring fremtræde
lysende fra åndsdybder
og styrke min skuen,
som kun med viljesstyrke
kan opretholde sig selv.

 

Verden truer med at bedøve min sjæl?

Beruse mig i farver, bjergtage mig med former, forføre mig med dufte, henrykke mig med smag. Fortrylle mig med de andre.

Mit første møde med verden er fuld af følelse: Mest fryd, af og til smerte. Som lille glædede jeg mig intenst over at se ansigter, smile til dem, få dem til at smile igen. Frydede mig over at tage den lune vælling i hænderne og smøre den ind i munden. Smagte ivrigt på jorden og pillede nysgerrigt ved dens underlige insekter, hylede jammerligt ved at blive stukket af hvepsen, der også havde fundet saftevandet tiltrækkende.

Efter nogle år på den måde, sikkert kraftigt begrænset af mine forældre, som jo bedre end jeg vidste hvordan tingene skulle anvendes, begyndte jeg at spørge: Hvad er det? Det var sjovt: Alle tingene havde navne og det var fornøjeligt at få de store til at sige de mærkelige lyde gang på gang – og at sige dem selv.

Nu begyndte sammenhænge at dukke op: Et forår fik jeg nogle frø, som jeg skulle putte i jorden ligesom de store. Så ville der komme salat og spinat op! Jeg gjorde det og der skete absolut ingenting selv om jeg sad længe og ventede. Jeg fik forklaringen at det ville tage flere dage! Så jeg måtte forlade eksperimentet og beskæftige mig med mere spændende ting. Da jeg helt og holdent havde glemt frøene i det lille jordstykke viste de store mig et helt grønt område, der hvor min jord engang var: Alt det var spinat og salat, Det kunne jeg hive op og spise – vask det først! Om jeg fattede sammenhængen første år er tvivlsomt, men efterhånden kan jeg huske delene af processen. Sideløbende med den viden er min viden om den umiddelbare oplevelse af jord i munden og dufte fra muld og planter blevet skubbet i baggrunden.

Jeg fik dannet mange flere begreber og sammenhænge mellem dem. Begreberne kunne jeg pege på med ord, jeg kunne bruge i sætninger for at forklare, hvad jeg mente og høre andres forklaringer. Der var vel en tendens til at leve i en verden af meninger, uden at den nødvendigvis havde ret megen kontakt med de oprindelige oplevelser. Måske var de nye oplevelser, dem af andre mennesker, der havde set og oplevet noget andet end jeg.

I hvert fald lærte jeg som de fleste andre, at tingene har egenskaber, der kan anvendes. Jorden har egenskaber, der får planter til at spire frem, planter har ernæringsværdi, køkkener kan der fremstilles måltider i, måltider giver mæthed og samvær.

Pludselig mødte jeg en mand, der brugte ordet væsentlig på en overraskende måde. For mig var det væsentlige at anvende tingene rigtigt, så måltidet blev lækkert, eller være sammen med andre, så vi kunne udrette noget sammen.

Han havde en underlig måde at sige væsentlig på. Som om han så ned medens han sagde det. Jeg så frem, når jeg sagde væsentlig. Det væsentlige lå derude i fremtiden, det var det det hele skulle resultere i, der afgjorde om noget eller nogen var væsentlig. Han så ’nedad’ som om han mente, at det væsentlige var der, lige her og nu i hans hænder, hans bevidsthed. – Det førte til en lang søgen efter tingenes væsen: Har alt et væsen? Kan man møde det? Eller er forelskelsen bare et bevis på at vi forestiller os et væsen, som vi bliver forelskede i, men aldrig rigtigt møder. Vi forsøger at forene os, men det lykkes kun lidt og kun en gang i mellem?

Senere kom den samme mand med udtalelsen: ’Virkeligheden er det, du opfatter den som’. Altså ikke nogen fast tingest derude, men noget du selv har indflydelse på. Føj for et ansvar!

Det hele drejer sig om erkendelse: Opfattelse er ikke bare en tilfældig mening, men en erkendelse af tingene ud fra iagttagelse og tænkning. Iagttagelsen formidler os genstanden, tænkningen dens væsen. Så verden er de væsner du møder. Det væsentlige er ikke økonomien rller resultatet men det der lever i genstanden og især i medmennesket lige her og nu!Det er det, man kan møde med erkendelsen.

Væsner kan man elske. Man kan ikke elske farven i form af det, der er i dåsen med maling, men man kan godt elske farvens væsen: Som Ives Klein, der møjsommeligt fik frembragt den ægte blå. Og stående overfor en flade med Ives Klein blå kan man dykke ned i dens væsen ved ’bare’ at lade den blå virke, omslutte, gennemfarve. Men det er en risikabel affære, for hvem ved om du er den samme efter mødet?

Findes Ive Klien blå i naturen? Ja det gør den vel! Når man har set den kan man godt genfinde den i naturen. Der forekommer den bare ikke isoleret. Den er altid sammen med andre farver og det er ikke til at beslutte sig til, hvilken nuance det nu er, der er den rette?

Jeg mødte den engang i Østrigs bjerge: Jeg så ned i en Enzian. Det svimlede for mig og jeg kunne ikke få øjnene væk fra dette uendelige væsen, der pludselig mødte mig i en så ydmyg skikkelse. Jeg husker den!

Som jeg husker en lille række af andre væsensmøder. Naturens væsner – og det gælder også kulturens – optræder altid forplumrede, forvirrede, i sammenhæng med en masse andre ting. Aldrig er de alene, klare, selvstændige. Ofte er de belastede, nedslidte, misbrugte. Og det kæver at vi ofrer dem stor opmærksomhed for at få dem til at leve op og fremstå som de er i sig selv.

Vi udførte for nylig en øvelse: 6 mennesker skulle hver af en klump ler lave en beskyttende form. Det blev til mane forsøg og til mange aspekter af, hvad beskyttelse er. Er det autistisk skjold mod verdens ondskab? Er det en inkluderende gebærde? Mange spørgsmål af den art blev behandlet koncentreret, men uden ord af de 6 mennesker, der i to timer stod i samme rum og lod begrebet, væsnet fremstå mellem deres hænder. Bagefter kunne vi forstå ’beskyttende’ på hver vores egen måde og samtidig på hver af de andres måde. Vi havde et mangfoldigt møde med væsnet og dermed et mangesidigt begreb om ’beskyttende’. I den påfølgende samtale kunne vi konstatere at vores begreb var blevet langt mere end ord kunne udtrykke, vi måtte bestandigt henvise til den og den detalje i den ene eller anden skulptur.

Ikke at vi nu har fået et udtømmende kendskab til væsnet ’beskyttende’ men vi har mødt det sammen og oplevet at vi ved andre møder kan lære det nærmere at kende. Uden at vi dermed nogensinde lærer det at kende til bunds.

Den skuen af væsnet var båret af fælles vilje. Når vi husker tilbage på denne viljesbårne oplevelse vil vi hver for sig kunne bevare og bygge videre på bekendtskabet.

At være på udkik efter det væsentlige har sin pris? Kræver sin indsats!