Uge 43

In winterlichen Tiefen
Erwärmt des Geistes wahres Sein;
Es gibt dem Weltenscheine
Durch Herzenskräfte Daseinsmächte;
Der Weltenkälte trotzt erstarkend
Das Seelenfeuer im Menscheninnern.

 

I de vinterlige dybder
Varmer åndens sande væren;
Den giver verdensillusionen
Tilværelsesmagt via hjertekræfter;
Og styrker trods verdenskulden
Sjæleilden i menneskets indre.

– og styrker trods verdenskulden, sjæleilden i menneskets indre. ..

En kvinde i Afrika lånte 16 kroner og fik mad til sine børn og et par høns, som hun kunne sælge. Senere havde hun samlet penge til en gris og så – efter mange trin ligesom i ’Konen med æggene’ kunne hun sørge for sin familie.

Historien om ’Konen med æggene’ vendt om.

Endelig og langt om længe, for den historie har altid generet. Jeg fik den fortalt som barn og skulle dermed lære, at det at drømme om at komme ud af fattigdommen ikke bare var illusorisk men direkte latterligt. Konen med æggene havde da trods alt nogle rigtig gode ideer, oven i købet økologiske.. Men historien skulle latterliggøre hende og alle hendes medsøstre: Stop dreaming! – bliv ved med at være fattig! Og os der hørte på historien skulle i en tidlig alder lære at holde os fra den slags vanvid.

Men Konen fra Afrika har vendt historien om, og stor tak til hende for det: Det nytter. Et lån på16 kroner kan ændre en hel families skæbne.

Det nytter. Hvis vi blot ikke tror på tåbelige fordomme, der blev hældt ind i os fra barnsben af.

Gør op med fordommene, se friskt og nyt på verden.

Det nytter fordi vi lader hjertekræfter, næstekærlighed, overtage den småborgerlige skepsis.

Men vi har lært at tro på de gamle fordomme og dogmer, som vi har internaliseret: De er så tæt på os, at det er noget af en kunst at få øje på dem.

Og gerne få øje på dem inden overvældende problemer vækker os af drømmene.

Som f. eks Klimakrisen gør?

I alle vor fremskridt må vi have tænkt og gjort noget galt: Klimaet kan ikke holde til det.

’Vi’ kunne i stor hast vedtage gigantiske bankpakker for at redde det globale finansvæsen. Det lykkedes, men hvorfor kom det til en finanskrise? Vi må vel have tænkt og gjort noget galt?

 

Og så læste jeg for nylig – i forfølgelsen af de to begreber ’autotelisk’ og ’instrumentel’, som en venlig læser gjorde mig opmærksom på – på udtalelsen:

Børn er autoteliske, skoler er instrumentelle! – Med andre ord: skoler er ikke for børn!

(de to begreber svarer vist nogenlunde til ’situationsrationel’ og ’formålsrationel’.)

Skulle vi så ikke se at komme i gang med at lave om på skolerne, finansvæsnet, CO2-samfundet?

Men for at lave om på det kræver det at vi først laver om på vores måde at tænke på: Hvis der skal mere ’kunst i skolerne’ skal det ikke være som nye vidensfag, men selve måden at opnå viden på må suppleres med den situationsrationelle måde at erkende på.

 

’Hvis skole og undervisning skal beriges, er det ikke kunstneriske oplevelser som indhold, der er brug for. Det er kunstneriske arbejdsprocesser, sensitive erkendelsesveje, andre måder at gribe stof, opgaver og problemstillinger an på. Så handler det om workshops, hvor verden udforskes på andre måder og med helt andre ekspressive alfabeter. Toner, klange, rytmer, former, farver, flader, bevægelser, sprog.

Det handler det om ligestilling, om at få de andre veje til viden og erkendelse gjort til en del af skolens fag, at sidestille de analytiske og de musiske fag og deres arbejdsprocesser.

Se det er en platform – hvor metoder og processer gensidigt ville kunne udfordre og inspirere hinanden!’

Citeret fra Beth Juncker: ’En skolerevolution – Metakultur, børns kultur – en æstetisk udfordring til børns institutioner’.

Naturligvis drejer ovennævnte citat sig ikke kun om skoler, det gælder hele den måde, vi har indrettet vores samfund og verden. Ændringen, revolutionen sker i og udgår fra det enkelte menneske. Den giver verdensillusionen tilværelsesmagt.