Uge 42

Es ist in diesem Winterdunkel
Die Offenbarung eigner Kraft
Der Seele starker Trieb,
In Finsternisse sie zu lenken
Und ahnend vorzufühlen
Durch Herzenswärme, Sinnesoffenbarung.

 

 

I dette vintermørke åbenbares
sjælens stærke drifts egen kraft
til at lede sig selv i mørket
og anende ved hjælp af hjertevarme
forudføle sanseåbenbaring.

Vintermørket.

Dette blide væsen, der forlænger freden og legitimerer langsomme handlinger. Det op­fordrer til at være til stede i situationen, fordi situationerne skifter i roligere rytmer, som man let kommer ud af, fordi vanen er at være i hektisk action. At ting tager tid er en slags overfladisk undskyldning når vi lejlighedsvis opdager at ikke alt kan bringes til at gå hur­tigere. I vintermørket kan ting gerne tage tid, for der er rigeligt af den – om natten.

At komme ned i hastighed. Ikke lytte til kravene om stadig stigende produktivitet. Dvæle i handlingen, være til stede i bevægelsen. Lægge mærke til åndedrættet, muskel­bevægel­serne – også af de muskler, vi slet ikke mente at have. Det er forudsætningen for at opda­ge, at der ikke er holdepunkter nok til at orientere sig mod et mål, så man må slå sig til tåls med at være hvor man er i hvert øjeblik. Måske endda at komme til at fornøje sig ved at der ikke er andet end lige nu og her.

Som at løbe i en skov udenfor stierne. Nu også i mørke! Forlade sig på at synet ikke spiller herskerrollen i sansesamspillet, lade de andre sanser komme til orde – eller hvad de nu kommer til.

Samklang.

Kan man stemme sig selv i overensstemmelse med denne mørke skov, så hjerterytmen svarer til træernes rytme? Så kan man vel også orientere sig med hjerterytmen så bevæ­gelsen gennem skoven er let og glidende? At bringe kroppen som instrument i samklang med dens omgivelser. Ikke at blive neutral og falde i med tapetet, men finde styrke til at være i overensstemmelse med omgivelserne. Bevidst at underordne sig betingelserne for at leve i dem, smage dem, være solidarisk.

Snart begynder fuglesangen igen. På solrige dage hører man allerede de første tilløb. El­lers er der stille. Fuglene er talrige, for det meste gemmer de sig, men reder ser man sjæl­dent selv om væksterne står bladløse. For fuglene er tiden til at tie. Forberede sig, – må­ske bare ved at overleve,

Refleksionen af vinter i sindet, af fuglenes stilhed, buskenes bladløshed, sollysets kølig­hed, farvernes enkelthed er det, der bringer overensstemmelse.

Film i fjernsynet hindrer at komme dertil, men ser man udenom dem og deres slægtninge dukker indre film frem af overensstemmelsen:

Forestillingsbilleder indtager den ydre virkeligheds plads, især når det er mørkt. I fore­stillingerne er der mange erindringer, de er bygget op af materiale fra tidligere iagttagel­ser. Erindringsforestillingerne bliver til fremtidsforestillinger, forudsat de får lov. Frem­tidsforestillingerne er spirebed for undrende spørgsmål og ønsker.

Det er værd at se nærmere på det, der vil vokse frem. Det er herfra vi henter kraften til at omforme vores billede af verden. Her spirer viljen til forandring af verden frem.

Til enhver iagttagelse hører en bevægelse. Derfor genfindes de erindrede iagttagelser også i færdigheder. Gentagne iagttagelser har omdannet sig til bevægemønstre, sikre handlinger, rutiner, vaner. Fastlagte livsmønstre, hvor erkendelsen af tilværelsen og sel­vet hviler på den forståelse, vi har dannet til hver eneste iagttagelse. Her findes det, der giver os evne til at kunne forudse. Forestillinger om hvad der kommer, styrer handlinger. Som regel er vi knyttet tæt til tiden, som vi tror bevæger sig taktfast langs en linje. Vi kan ikke hoppe frem eller tilbage i tid – tror vi. Selv om vi konstant gør det. Tilbage i tid ved hukommelsens hjælp, frem i tid ved beregning, forudseenhed og rettidig omhu.

Fremtidsforestillinger.

Et spirebed for undrende spørgsmål og ønsker. Selv de mest fastkørte vaner kan rystes, revne, opløses af voldsomme tildragelser i tilværelsen. Hellere end at vente på drastiske slag (fra skæbnen eller hvorfra de nu måtte komme), kunne vi i mørket se nærmere på det, der spirer frem. Tag hver eneste kim til undren op i din indre hånd, ven og drej den, kærtegn den og lær den at kende. Giv den eventuelt bedre betingelser så den lille undren kan blive til forundring, beundring, kærlighed.

Gør det samme med ønskerne. Opdag at mange af ønskerne peger fremad, men ligesom når man peger med pegefingeren, er der tre fingre der peger ind mod en selv: Ønskerne er (for nogles vedkommende) opfordringer til at virke, til at gør noget – for et rigere liv, en smukkere død.

Det er herfra vi henter kraften til at omforme vores billede af verden. Her spirer viljen til forandring af verden frem.

Konstruktivisme.

Konstruktivisme er et verdensbillede, der fortæller at vores opfattelse af det virkelige er vores egen konstruktion, og at der nok ikke findes noget objektivt virkeligt derude, ud over det vi opfatter den som.

Det kunne være at vi skulle tage den mere alvorligt: Når vi selv danner virkelighed på godt og ondt er vi jo også ansvarlige for den. Og tillige er vi i stand til at skabe den om, forbedre eller forværre den afhængig af den overensstemmelse, vores fremtidsfore­stillin­ger har fået med den virkelighed, vi kunne leve os ind i i vintermørket.

Det er ikke noget vi kan udføre helt privat, isoleret for os selv, men kollektivt, socialt.. Vi indstiller vores sanseapparat til at opfatte lige det, der skal bruges for at opretholde eller forandre virkeligheden. Det sker heller ikke isoleret men kulturelt. Det er derfor en sam­fundsopgave at konstruere virkelighed. Vi bliver uddannet til det af forældrenes svar på vores undrende spørgsmål. Hvor mange gange har vi som børn stillet spørgsmålet: Hvad er det? Og fået svar, som vi stort set har stillet os tilfreds med: ’Så er det det.! Videre til næste spørgsmål.’ Vi bliver uddannet til det i skoler, universiteter og lærepladser. Overalt bliver vi fodrede med svar, og de fleste af dem må vi bare tage til os, lade som om de er tilstrækkelig sande, gode rette og skønne.

Vintermørket skulle måske give tid til overvejelser om alle disse svar.

Har du set hvad du ville? Gjort hvad du kunne?

Lukket eller åbnet øjnene for dine børn? I den bedste balance?