Uge 40

Und bin ich in den Geistestiefen,
Erfüllt in meinen Seelengründen
Aus Herzens Liebewelten
Der Eigenheiten leerer Wahn
Sich mit des Weltenwortes Feuerkraft.

 

Hvis jeg er tilstede i åndsdybderne
Fylder min sjæls fundamentale
illusion om selvværd
Sig med verdensordets ild
Fra hjertets kærlige verden.

Oversættelsen er upræcis! Men meningen er god nok: Under forudsætning af at jeg er tilstede i åndsdybderne opfyldes den indre tomhed med verdensordets ildkraft.

Det er nok det samme som ‘gentagelsen’: At have mod til at at ville leve som jeg gør nu een gang til, hvis jeg fik muligheden. At vælge gentagelsen for at give tilværelsen tyngde. At fravælge det evindeligt nye for at undgå tilværelsens ulidelige lethed. At turde være til stede uden utålmodighed og uden forventning om at snart sker gennembruddet, snart bliver jeg kendt, snart bliver jeg klarsynet.

Age quod agis. Gør det du gør.

Det moderne menneske:

Jet er et Jeg, Jeg er Mig selv. Jeg vil have frihed til ag gøre, hvad jeg vil. Ingen skal kommandere med mig, jeg er selvstændig, fri og bestemmer selv, hvad jeg vil og hvad jeg gør. Vi tager os selv alvorligt, ja højtideligt, og vi forventer at møde den samme holdning til os fra vore medmennesker: Individualismens tid, hvor enhver af os er i stand til at tage en kamp op med enhver anden for en hvilke som helst sag. At opfatte sig trådt for nær på selvhævdelsens gebet kan få venskaber til at ramle, krige il at byrde ud. I den hellige selvstændigheds navn.

Åh, så pyt da!

Det er en god og gammel floskel, at vi bare er fnug i verdensaltet. Endog uden at skifte til astronomiske måleenheder for tid og rum kan man indse og opleve at enkeltindividet, dette stolte jeg, eksisterer i kraft af andet og andre.

Dagligt bringer medierne tal for tag af menneskeliv: 40 civile blev dræbt i Gaza, tusinder omkom i tsunami-ulykken. I de store begivenheder bliver vi til tal. 5 millioner jøder! Stalin har foranlediget xx millioner døde; medborgere!

Modsat gør samfundet sig store anstrengelser for at uddanne individet: Undervisningsdifferentiering. Læringsstile. Individuelle elevplaner. Coaching.

Det er som om vi ikke ved, om mennesket har en individuel værdi eller bare er en mængde. Vi ved ikke om vi skal kræve våbenhvile, vi fremstiller nye bomber, der kan sprænge mennesker i groteske dele, ..

Det er som om vi handler ud fra nogle forestillinger om at der er noget, der er mere værdifuldt end mennesket:

Israel har ret til at forsvare sig. Det rette!

En varig fred er kun mulig når… Det gode!

I virkeligheden var det palæstinenserne selv, der begyndte. Det sande!

Vi vil opbygge et land med frihed og demokrati. Det skønne!

Desværre og naturligvis er vi slet ikke enige om indholdet af det gode, sande, smukke, rette. Og dem vi dræber, har vi end ikke forsøgt at tale med om det: De er bare De Andre.

De 4 normative begreber om det gode, sande rette og smukke har vi på en måde tilfælles, samtidigt med at de adskiller os. Vi kan være uenige om, hvad der er smukt, men ikke om at noget smukt findes. Vi kan måske enes om nogle kriterier for hvad der er smukt og ud fra denne enighed danne en kultur, medens andre danner en anden kultur, som i deres øjne er smuk, men som ikke værdsætter vores ’smukke’. Ligeledes med det gode, det sande og det rette.

Tidligere – og ikke ret meget tidligere – var det ret at kvinder ikke havde stemmeret. Nu re det uret. Selv indenfor samme kultur skifter indholdet af det normative så voldsomt at vi kun med anstrengelse kan forstå tidligere tiders forståelse af ret, godt, sandt, smukt.

Forsøg at tale med mennesker om deres opfattelse af det rette, det smukke det sande det gode. Gerne mennesker, der ikke deler din egen opfattelse. Prøv at udveksle synspunkter. Det mener jeg ganske konkret. Få tilstrækkeligt meget at vide til at kunne indtage den andens synspunkt og SE så fra dette punkt. Oplev at så er det sande stadig sandt men med et ganske andet indhold, og tilbagevendt til eget synspunkt er ens eget sande ikke blevet mindre sandt men blot sat i perspektiv. Det er måske ikke længere det eneste sande, men stadig sandt.

Den græske firkant.

Det giver (atter) anledning til en meta-opfattelse: der findes en sandhedernes sandhed, en godhedernes godhed, en retfærdighedernes retfærd og det skønnes skønhed. Og måske endnu en meta… Vi KAN indse at når vi i vores kulturkreds arbejder med det gode på denne måde, gør andre mennesker til andre tider og steder sig de helt tilsvarende anstrengelser for på deres måde at tilstræbe det gode i deres kulturkreds, selv om deres gode ikke kan være vores gode. Men stræben efter det gode har vi fælles. Det gode, det sande , det rette og det skønne er normative begreber: vi kender ikke deres endelige indhold, men vi er fælles i bestræbelserne for at lære det at kende.

De fire normative begreber har vi arvet fra den græske kultur. Platon og Aristoteles behandler dem dybtgående, og vi kender dem som ’den græske firkant’.

Senere kaldtes de 4 normative begrebers endelige indhold ‘gud’. Gud var at opfatte som det absolut skønne, sande, gode og rette. Han var personificeringen af dem. Som person var han ufattelig, af en anden verden.

Gud blev senere opfattet som projektionen af vores idealforestillinger. Ikke nogen person udstyret med almagt, alviden, alret, alskønhed. Men noget vi kan tænke. Gud har i tænkningen taget bolig i mennesket. Og i tænkningen har vi detroniseret og af -personificeret gud. Så gennemgribende at vi til daglig tror at tænkningen er noget der foregår oppe i hovedet, i milliarder af nerveceller, der som en kæmpe microchip danner mening og sammenhæng.

Underligt at disse omvandrende supercomputere alle er programmeret med ideer om det sande, det skønne, det gode og det rette.

Samtale

Snarere end at opfatte tænkningen som hjemmelavet kan iagttagelse af tænkningen føre til en opfattelse af at tænkningen er kattelemmen eller porten til en rent åndelig substans.

Lader jeg den opfattelse udvikle sig i mig indser jeg at min lille mening om hvad der er ret og rimeligt ikke kan have ret til at pådutte endsige påtvinge andre min opfattelse, men at vi sammen kan finde mere ret og bedre rimelighed.

I dette arbejde kan vi opleve at være mennesker, der kan overskride sig selv og elske forskelligheden.

Det er en vej til hellere at ville møde mennesker end bygge bomber, hellere finde fælles løsninger end krige, hellere se det smukke hos andre, end at hævde sin egen.

En relevant anerkendelse af andres og andets vitale betydning for mit liv og min selvstændighed kan erstatte frustrationen over de andre.