Uge 4

Ich fühle Wesen meines Wesens:
So spricht Empfindung,
Die in der sonnerhellten Welt
Mit Lichtesfluten sich vereint;
Sie will dem Denken
Zur Klarheit Wärme schenken
Und Mensch und Welt
In Einheit fest verbinden.

 

Jeg føler mit væsens vækst:
Således taler fornemmelsen,
Som I den soloplyste verden
Forener sig med lysets floder;
Den vil give tænkningen
varme til klarhed
Og fast forbinde menneske
og verden til en enhed

 

At forene mennesket med verden, smelte dem sammen til en enhed. Hvilken svejsetråd kan man bruge til det. En tænkning varmet op til klarhed. Ikke overophedet heller ikke kold og nøgtern.

Den varme tænkning er ladet med sympati, sympati kommer fra den oplyste verden, ikke politisk set oplyst men oplyst af solen. Det er NU man kan opleve denne solfyldte verden, de seneste uger har der næppe været en sky og vi har glemt hvordan regnvejr ser ud. Træerne bader sig i sollyset og kvitterer med et dagligt farveskift. Endnu står træerne med krøllede småblade , så man igennem deres kroner stadig har det grafiske portræt af træets væsen: grenværket. Møde mellem tegning og farve. Egene står stadig med næsten bare grene, imellem bøge, hvor kronen næsten bliver opløst af det pastelgrønne, der bare smører sig ud over det hele. Nu havde vi lige vænnet os til at kende træerne på deres anatomi, hvorledes kronen vokser, grenene fordeler sig som sorte streger mod en til tider lysere himmel.

Og solen, en virkelig vinder. Den har formået at lave landskabet om til sommer, forøget troen på et liv før døden, lavet kaos i garderobeskabene, gjort cyklerne moderne, befolket strandene med isspisende bymennesker, der dog holder sig fra vandet – det er stadig anstændigt koldt.

Veltilpashed. At være ude og nyde fornemmelsen af at være til. Afstanden fra nuet til det, jeg tænker på skrumper ind. Det er vanskeligt at håndtere lange projekter, prioriteringerne skifter, nogle sager må ganske enkelt vente til det bliver regnvejr eller vinter.

Jeg mærker en lille angst: vil jeg fortabe mig i verden, når jeg sådan går op i den? Miste tænkningen yderligere? Som om det ikke var vanskeligt nok i vinters, at holde tænkningen klar. Denne nærhed, enhed med livet! Sku jeg ikke bare give los, lade mig opsluge af den, glemme døden, smerten, kulden som om de aldrig havde eksisteret.

 

En sidste indvending inden jeg slipper tøjlerne: Er varme i tænkningen det samme som en levende tænkning? Hvordan kan varme i tænkningen føre til klarhed?

Varme – i rigelige mængder ændrer tingenes tilstandsformer. Det faste bliver flydende, det flydende luftformet. Ligesom maden i munden. Først når den bliver gjort flydende giver den smag. Derfor er det sjovt at spise is, for den smager ikke, når den kold og fast kommer i munden. Så sker miraklet i hver eneste bid. Den køler i munden, fornemmelsen af kølighed er næsten en smagsfornemmelse, men køligheden aftager og erstattes af aroma, konsistensforvandling under afgivelse af oplevelser af smag.

Den kolde verden er ikke til at sanse, ikke til at opleve. Den varme tænkning frigør som munden, tingenes kvaliteter, den kolde lader dem bestå som kvantiteter.

Men det er jo lige hvad vi har lært i vores kulturs historie: Gør alting måleligt, kvaliteterne er bare subjektive, det objektive ved tingene er det målelige.

Sætter jeg mig til at nyde mine omgivelser i varmen, kommer jeg uvægerligt til at leve mig ind i dem. Jeg oplever at beundre fuglene, smile til græsset inden jeg slår det, for det har vokset sig naturligt i uensartede tuer og grupper, der slet ikke ligner en ordentlig plæne, men mere en mangfoldig natur, hvor alskens svirreri har fundet plads, til stor fornøjelse for fuglene – de beundrede. Jeg vil bare elske det som det er, ikke tildanne det som jeg bør.

Sådan også medmennesker. Nogle. Hvor ville de være elskværdige, hvis de bare lod sig glide kontrollen af hænde i tryg forvisning om at det atter bliver vinter, lang og grå med masser af tid til at genvinde kontrollen og mere end det. For sommerens lysoplevelser bringer berigelse fordi den var varm. Jeg vil elske dem som de er, ikke tildanne dem..

Underligt at trods længslen kom varmen og lyset bag på os. Vi har ikke nået at indstille os på det, alt gik pludseligt så hurtigt, og jeg tror stadig at jeg som iagttager kan forblive neutral, jeg tror ikke, at jeg som iagttager ændrer tilstandsform påvirket af lyset og varmen. Eller jeg tror ikke at jeg må! Jeg må holde fast, for det har jeg lært.

Indeni har jeg tilstandsformer: krop, sjæl og ånd. Kroppen en fortætning af sjæl, sjæl en fortætning af ånd. Det der foregår under opvarmning er – halvt billedligt talt – en frigivelse af væsen. Naturen lader mig opleve dens væsen, inviterer mig til at være med i oplevelsen, ikke blot i anvendelsen af den. Jeg går pludselig rundt på og mellem levende væsner. De vil give mig oplevelser, de vil opleves, de vil ses, beundres, elskes.

Måske er varme i tænkningen ikke det samme som levende tænkning, men varme i oplevelsen giver væsentlige dimensioner, som gør oplevelsen levende og så må begreberne ændres, kaldes til live, for ellers ryger enheden, overensstemmelsen mellem begreb og iagttagelse og den enhed kan jeg ikke undvære.

 

2010:

Der er uklarhed med hensyn til forståelsen af ordet Wesen. Det betyder naturligvis væsen. Jeg føler mit væsens væsen! Men det har en bibetydning: vækst, trivsel. Ordet findes igen i verwesen, som verbum: at visne. Skønt ville det være at finde en oversættelse der gengav både væksten og væsnet, men jeg har valgt vækst, for at understrege et væsentligt træk i mit væsen: vækst. Fornemmelsen af vækst, af trivsel.

Fornemmelsen siger at den føler. Og så vil den give tænkningen andel i den varme, det er at fornemme indre trivsel. Tænkningen kan opnå klarhed ved at blive varm, og den klare varme tænkning kan forene mennesket og verden til en fasttømret enhed.

 

Denne måde at opfatte både fornemmelse og tænkning på er usædvanlig, men givtig at give sig i lag med. Det skal et par eksempler vise:

 

Erik Veistrup, lærer og begejstret kunstelsker har gennem livet omgivet sig med kunst, fordi værkerne har givet ham glæde og rigdom i tilværelsen. Han har gennem årene købt værker, som han begejstredes for. Han har købt af kunstnere, der på den tid ikke var kendte eller anerkendte. Det førte til en omfattende samling af nutidig dansk malerkunst. Han har givet en væsentlig del af sin kunstsamling til Kunsten i Ålborg. Uden egen vinding. At forære millioner bort, hvor uøkonomisk, set som markedsøkonomi. Men varmt og klart tænkt: Jeg har haft så megen glæde ved kunsten og det skal andre have adgang til. Måske stiger kunstinteressen og besøgstallet i Ålborg. Han havde en fornemmelse af at det var det rigtige at give sin samling bort.

Peter Lund Madsen optræder sammen med sin bror i et ganske morsomt og underholdende show. Han forklarer ganske teknisk om hvad hjernen opfatter: Den opfatter IKKE virkeligheden, den kasserer alt hvad den ikke har brug for og giver os kun en meget fejlbehæftet repræsentation af virkeligheden. Han dokumenterer sine påstande med valide eksempler på hvad han kalder ’hjernebedrag’. Så nu ved vi alle at virkeligheden kan vi ikke fatte, for vi kan ikke se eller sanse den! Men han glemmer at han jo må have en opfattelse af at virkeligheden findes og hvordan den er, for ellers kunne han ikke sammenligne hjernens billede af virkeligheden med selve virkeligheden og konstatere, at der er forskel.

Den tænkning er ikke varm og klar. Derfor bliver resultatet at vi evigt må leve adskilt fra verden, uden mulighed for at fatte den, og helt uden mulighed for at forbinde os med den til en enhed. Det kan have ædelæggende konsekvenser! Og da han hverken er den eneste eller første, der har frembragt den opfattelse, kan vi se skadevirkningerne af en sådan essentiel fremmedgørelse af mennesket overfor verden.

 

Lad fornemmelsen forene sig med lysets floder og varme tænkningen op så vi kan forenes med verden.