Uge 38 – Jul

38. Weihe-Nacht-Stimmung

Ich fühle wie entzaubert
Das Geisteskind im Seelenschoß;
Es hat in Herzenshelligkeit
Gezeugt das heil’ge Weltenwort
Der Hoffnung Himmelsfrucht,
Die jubelnd wächst in Weltenfernen
Aus meines Wesens Gottesgrund.

 

Jeg føler som af-tryllet
Åndsbarnet i sjælens skød.
Det har i hjertets lys
Det hellige verdensord født:
Håbets Himmelfrugt vokser
jublende i verdensfjernhed
ud fra mit væsens guddomsgrund.

Disse lange nætter – deriblandt den længste – hjælper med af-tryllelsen. Sanseindtrykkene fra naturen er forenklet, så det føles langtrukkent – der sker jo ingenting derude. Det er fuldmåne og natten så klar og lys som var den dag. Men det er den ikke: ingen farver ingen lyde, ingen bevægelse.
Dvale
De kommende hellige nætter kan blive frugtbare, fordi mørket tilbyder en så nedsat sanselighed, at vi må vende opmærksomheden mod mørket.
At våg(n)e i disse lange kolde farveløse nætter og fokusere på mørket indeni, at blive stille midt i julens gøremål åbner muligheden for at fornemme den enhed, vi udgør med verdens væsner – med verdens væsen.
Åndsvæsner, som vi og alle andre, lever inden i hinanden. Jeg lever inden i de andre – og de i mig.
Det at muligheden åbner sig indbyder os til at forlade sikkerheden.
Når det er muligt er det ikke sikkert.
Men fordi det er muligt kan det være frugtbart at forestille sig, hvordan det er at være indeni,
– og give dem jeg er indeni plads til at være indeni mig.
Det er grænseoverskridende at se grænserne viskes ud.
Når vi forestiller os det sådan kan vi mærke, at det er rigtigt. Det er muligt. Det er jul..

Kan denne forestilling vokse til erkendelse i mig og af mig, kan jeg også tro på at det er et vendepunkt: I morgen er natten lidt kortere. De kommende hellige nætter bliver lysere.
Men lad os kunne holde på fornemmelsen af forening. Holde bevidstheden rettet ned og ind mod mit væsens gud-grundlag, hvor foreningen er realitet.
Også selv om vi fysisk er adskilt oppe ved overfladerne.