Uge 35

Kann ich das Sein erkennen,
Dass es sich wiederfindet
Im Seelenschaffensdrange ?
Ich fühle, dass mir Macht verlieh’n,
Das eigne Selbst dem Weltenselbst
Als Glied bescheiden einzuleben.

Kan jeg erkende eksistensen
Så den genfinder sig
I sjælens skabertrang?

Jeg føler, at der er givet mig magt

til at leve det egne selv ind i

verdensselvet – som et beskedent led.

Spørgsmål og svar:

Kan jeg erkende eksistensen?     –   Jeg selv er et (beskedent) led af verdensslevet.

En todelt proces:

At erkende eksistensen, så den finder sig selv i sjælens skabertrang.    –   At leve sig ind i verdens som et integreret led, men stadigt sig selv.

Menneskets indre dynamik: At erkende og at leve sig ind i tilværelsen (eksistensen) og verden (verdensselvet).

Tilværelsen er som den er fordi vi har skabt den. (Ikke fra grunden eller begyndelsen men formet videre på den, så den nu ser ud som den gør.) Samtidigt og som følge deraf er vi selv led i tilværelsen.

Jeg og verden er vokset sammen i dette åndedræt, som finder sted i mig i form af min  erkendelse og min indlevelse. Jeg og verden er hver for sig og tilsammen autopoietiske systemer – systemer der vedholdende skaber sig selv.

Derfor føler jeg at jeg har fået magt til at være beskeden. I min omgang med og indlevelse i verden.

At have magten og evnen til at være beskeden, er at have magten og evnen til at forholde sig kunstnerisk til verden.

Jeg har magt til at være beskeden: Jeg har magt til at lade være med at anvende verdens væsner som nyttegenstande for mine behov, magt til at sætte mig selv til side og lade mine medvæsner få plads.

Plads i min erkendelse.

Plads til at være sig selv, uden at jeg tvinger dem til at være nyttevæsner.

Plads omkring mig, når jeg selv tager min beskedne plads som led i verden.

   ’Ethvert menneske er en kunstner’

(Ugevers 18  beskriver hvordan det kan realiseres.)

Hvordan er det muligt, at erkende tilværelsen eller eksistensen?

Findes der grænser for erkendelsen?

Eller kan jeg som menneske erkende stadig mere, uden frygt for på et tidspunkt at støde ind i uovervindelige barrierer for min trang til at erkende. Hvis jeg på forhånd kunne indse, at erkendelse som sådan har en grænse, der ikke kan overvindes, ville min interesse for det, der så måtte ligge på den anden side af grænsen hurtigt få mig til at opgive enhver erkendelse også på denne side af grænsen: for det, der måske findes på den anden side kunne give det, jeg kan erkende på denne side, en hel anden mening og dermed gøre arbejdet med erken­delse meningsløst og uinteressant. Hvis erkendelsesarbejdet skal gøres må det have eksi­stentiel betydning og give min sjæl fast grund under fødderne!

Ellers må jeg ty til tro: Jeg kan opstille en tro om en grænse og om det, der findes på den anden side. Det kan være gud eller intet og hvad som helst ind imellem. Det jeg således opstiller som trosind­hold om det hinsides vil afgive mening til mit liv på denne side. Hivs der er en kærlig og almægtig gud må jeg kunne hengive mig til hans kærlighed og finde spor af den på denne side. Hvis der intet er på den anden side, slutter alt personligt liv med døden og jeg må forholde mig efter de fysiske, biologiske og juridiske love, vi har fundet eller opstillet. Dualismens forbandelse!

Men det er ikke nødvendigt at tro i religiøs betydning. Vi kan afskaffe religionen i os selv ved at erkende, at der ikke er to verdener, der bliver holdt fra hinanden af en mur, man kun kan gå igennem ved at dø. Ved at indse, at der kun er een verden har vi mulig­heden for at udvikle vores erkendelse til at omfatte hele den verden.

Erkendelse af virkeligheden er resultat af iagttagelse og tænkning.

Vi kan med vores sanser iagttage noget. Dette noget giver ved den rene iagttagelse ingen mening overhovedet. Iagttagelsen tilbyder udelukkende løsrevne elementer uden indbyr­des sammenhæng. Hvis du læste denne tekst udelukkende med din iagttagelse ville det slet ikke være en tekst men bare forvirrede pixels uden betydning. Først din tænkning sætter formerne sammen til bogstaver, ord, sætninger, meninger, betydninger. Og du kan være enig eller ikke, tænke dit og forholde dig til det, du kan læse, at jeg tænker. Tænk­ningen sammenfatter dine iagttagelser til meningsfulde grupper af iagttagelser som ord, sætninger osv. Og til genstande som du anvender hver dag. Alle de diskrete (indbyrdes adskilte, isolerede) elementer bliver til helheder som cykler, – samfund, verdener, eksi­stenser  – fordi tænkningen uddanner iagttagelsen som igen udfordrer tænkningen.

Lige nu har vi muligheder for at iagttage alt det iagttagelige. Og lidt af det, der ikke kan iagttages: magnetisme, kræfter, tanker. Ikke bare på den måde at vi iagttager magnetis­mens virkninger og så slutter os til at der findes magnetiske kræfter, men på samme måde som vi kan iagttage cykler og samfund: vi danner helheder af store mangfoldigheder af diskrete iagttagelser og opfatter dem under eet.

Kan man da iagttage engle? Lige så vel som man kan lære sig at iagttage mennesker, de­res følelser og tanker. Ved at lære sig at stole på de fornemmelser, der altid ledsager mø­det med mennesker. Give dem betydning som jeg giver enhver anden sansning betydning.

Det vil sige at mennesket kan udvikle sin iagttagelse til at omfatte det, som lige nu ligger uden for sansernes rækkevidde, og vi kan også udvikle tænkningen til at danne begreber om det hidtil usete.: ‘Virkeligheden er det, vi erkender den som.’

Erkendelse kan vi til enhver tid dele med andre. Vi kan forstå andres erkendelser og de kan forstå vores. Vi er fælles i tænkningen – uden at vi behøver at være enige. Det vel tænkte kan formidles til andre, som kan forholde sig til det, stille deres tanker om det til rådighed, være kritiske, vise nye sammenhæng. Berige.

Så der er ingen grund til tilbageholdenhed med erkendelsen. Der er ingen grænser og hver gang vi erkender noget nyt opleves det som en fryd. Skaberfryd!

Eller kærlighed?

Hvis jeg vil erkende noget om naturen, – et blad eller et egern – må jeg lade det komme til orde. Og da det ikke taler særligt højt må jeg selv blive stille, holde mig tilbage for at give bladet plads.  Jeg må vige, det må vokse.

Hvis jeg gør det omvendt kan jeg stadig få erkendelse ud af det, men nu ikke af bladet men af mig selv. (men ofte står jeg så meget i vejen for mig selv at jeg ikke opdager det, så nogen ordentlig selverkendelse bliver der sjældent ud af det, mere selvforherligelse.)

Så det kræver en vis ydmyghed, tilsidesættelse af sig selv at erkende. Det er vist det, der kaldes kærlighed: at give sig selv til de andre.

Det er en ganske omfattende magt, der ligger i dette at kunne erkende tilværelsen, men magten kan ikke udøves uden beskedenhed. Beskedenheden er ikke et eller andet overle­veret religionsbaseret ideal, men en nødvendighed, der kan indses: At forstå en farve kræver at man lever sig ind i farven og lader den komme til udtryk i mange forskellige sammen­hæng, iagttage, hvordan den ændrer karakter i samspil med omgivelserne og iagttage æn­dringerne så engageret, at man selv ændrer karakter i samspil med farven. At leve sig helt og ubetinget ind i farvens væsen.

Eller i det helt store: Leve sig beskedent ind i verdens eksistens.

Væren og tilværelse.

Sjælens trang til at skabe? Trang til at erkende. Vi MÅ vide, kende, forstå, se sammen­hæng. Indsigten giver kløe i fingrene for at forbedre, forny, forvandle.

Det vi kan erkende er eksistensen. Eller er det lige præcis den, vi ikke kan erkende? Det ontologiske problem? Findes det værende i den form, vi sanser det?

At jeg overhovedet har en trang til at forstå, giver mig anledning til at se, at der må være en tilværelse eller blot en værelse at forstå. Tilværelsen forstår sig selv i mig, væren fin­des kun i at jeg erkender den som væren, dvs. væren genfinder sig i den trang jeg har til at erkende og forme. Der er ingen fast blok af virkelighed, virkeligheden er der udeluk­kende fordi vi oplever den og sådan som vi oplever den.

Der er mange begreber, der trænger sig på for at blive belyst og friseret. Tilværelse, væ­ren, verden, jeg, sjæl, skaber, selv, liv. Alt for meget, men til en begyndelse dette:

Skabertrang og følelse.

Spørgsmålet er om jeg virkelig kan erkende oprindelsen til min skabertrang. Jeg opfatter den jo helt som min egen. Den er min originalitet, min identitet, og jo mere skabende jo mere personligt opleves identiteten.

Det følelsesladede og romantiske opleves direkte som noget personligt. Det er i dette do­mæne, vi egentlige føler os hjemme. Det er vores helt private ejendom i langt højere grad end vore materielle besiddelser er det.

Erkendelsen er ikke et følelsesanliggende, selv om følelserne medoplever erkendelsen og giver den farve. Følelserne engagerer sig i erkendelsen, jubler og sørger, bringer dermed energi ind i det erkendende arbejde. Følelserne oplever trangen til at erkende, ja de udgør måske ligefrem hele trangen til erkendelse sammen med trangen til at skabe, at udføre noget.

Man kan måske relevant beskrive følelserne som formidlere, bindeled mellem den tæn­kende erkendelse og den nydannende udførende side af livet. Forestiller man sig dette på en linie kunne man have handling i den ene ende, tænkning i den anden og følelse i mid­ten. Man kunne så se tanke og handling i skabende situationer blive trukket nærmere til hinanden, følelsen forsøger at bringe dem tættere på hinanden, at forene dem.

Billedet bliver dog mere lysende, hvis man ser linjen bøje sig på midten og blive U-for­met. Som en vase, der kan fyldes med livfulde følelser.

Erkendelse er at finde de rette begreber til mine iagttagelser og begrebsmæssige sam­menhæng som forklarer iagttagelserne, ordner dem og giver dem mening. Dette be­grebsmæssige arbejde kan jeg dele med andre, det opleves i den følelsesmæssige ende som MIT arbejde, men tankerne, begreberne kan sprogligt og billedligt deles med andre, det er ikke personligt. De ideer, jeg kan abonnere på i mit erkendelsesarbejde, findes i sig selv, de er en uløselig del af det iagttagede, blot grebet af mig med tænkningen, ligesom genstandene er grebet med iagttagelsesapparatet, sanserne. Så når jeg begriber væren, også selv om det sker i småbidder, tilbyder jeg væren en vej til at blive sig selv bevidst som skabertrang, en skabertrang, der kun kan opleves i den udstrækning, handling for­binder sig med tanken gennem følelsen.

Derfor har følelsen ret til at opleve sig som noget centralt, den formidler mellem tanke og handling.

Se på dette U-billede af skabertrang:

På handlings-benet er der den fokuserede iagtta­gelse og den skabende udførelse.

På tænknings-benet  de begreber og begrebssystemer, billedmæssige sammenhæng, helhedsforståelser, der får skabt sammenhæng i alt det iagttagede.

Lever og oplever man sådanne situationer, ved man, at det er præget af stor intensitet: Jeg oplever at jer er til. Det er de situationer, hvor tiden ’står stille’, rummet opløses, alt flyder sammen til en viden om at være til lige nu og her. En oplevelse af væ­ren. Ord kan næsten ikke nå dertil, de er for langsomme, men i digtets form kan oplevel­sen genskabes, i musikkens, skulpturens, kunstens form. Det er denne fuldkommenhed, kunstnere af enhver art tilstræber. En bekendt beskrev for nylig en middag: Ordflotte be­skrivelser af detaljer om kokken, råvarerne, tilberedningen, men da det kom til stykket, selve oplevelsen, blev det bare til det ret uartikulerede Wraow!

Det er i denne oplevelse, totaloplevelsen, holismeoplevelsen mit hele væsen afgiver plads til at væren kan genfinde sig selv i min skabertrang.

Men så er væren jo ikke længere statisk, majestætisk, eviggyldig, uforanderlig eller hvad man i tidernes skiftende tankesystemer har udnævnt væren til at være.

Når væren får mulig­hed til at opleve sig i min skabertrang bliver den til kreativitet.

Kreativitet er menneskets udgave af væren, der hvor mennesket i sin fulde intensitet er i stand til at forvandle alt det eksisterende til proces, det eksisterende svinder i oplevelsesmomentet og forvandler sig til energi.

Dette er den meditative Einstein (e=mc2):

’Virkelighed er det, du oplever den som!’