Uge 33

So fühl ich erst die Welt,
Die außer meiner Seele Miterleben
An sich nur frostig leeres Leben
Und ohne Macht sich offenbarend,
In Seelen sich von neuem schaffend,
In sich den Tod nur finden könnte.

 
 
Først nu føler jeg verden,
Som uden min sjæls medopleven
I sig selv kun kunne finde frosttomt liv,
Og uden magt i sin åbenbaring
Til på nyt at skabe sig i sjælene,
Kunne den i sig kun finde døden.
 Således – som frit og skabende menneske – kan jeg nu mærke verden (32). Og først når jeg medoplever verden bliver den varm, levende, med styrke til på ny at opstå i menneske sjæle (33).

Tilsvarende oplever jeg først min egen eksistens når jeg husker det, jeg har modtaget som verdensiagttagelse (19). Og først når jeg knytter mig til verden ved at danne mening i det erindrede bliver jeg levende (20).
Verden og mennesket er gensidigt betingende hinanden.
Det bliver vi os bevidst med stigende styrke når vi engagerer os i de store spørgsmål (Liv, Død, Mening, Klima….) Den nye bevidsthed om menneskets betydning for verden vågner desværre ved de negative konsekvenser af det vestlige menneskes målrettede nytte­tænk­ning. Men dybere set er menneskets funktion i verden livreddende.
Vi oplever den positive gensidige betingen så snart vi forlader den formålsbestemte tænkning om verdens genstande og hengiver os alene til den begivenhed, vi lige nu er en del af: Nå vi øver at handle rationelt i situationen uden at have fokus på nytte eller målsætning, træder omgivelsernes væsensheder os i møde og vi kan omgås dem med respekt og hensyn.
Al erkendelse er væsenserkendelse. Nyttetænkning er ikke erkendelse.