Uge 32. (13. – 20. nov.)

Ich fühle fruchtend eigne Kraft
Sich stärkend mich der Welt verleihn;
Mein Eigenwesen fühl ich kraftend
Zur Klarheit sich zu wenden
Im Lebensschicksalsweben.

 
Jeg føler frugtbringende egen kraft
Styrkende sig giver mig til verden:
Mit eget væsen føler jeg styrket
Vende sig mod klarhed
I livets skæbnevæveri.

 

Livets Skæbnevæveri

Enhver handling (og ikke-handling) har sine følger. De planlagte , målrettede handlinger oplever vi direkte følgerne af, for det er jo derfor vi har planlagt dem. Handlingerne skaber tilsammen de omstændigheder vi lever i, og vi finder ganske betryggende sporene af handlingerne igen, når vi vender tilbage efter en rejse, en søvn (eller en død?) Koppen står, hvor jeg forlod den, døren åbner stadig indad, mit forhold til medmennesker er stadig det samme. Handlingerne er at bygge rede og de er samtidig materialet til reden. Det sociale liv er bygget af handlinger, vore egne og vore forgængeres. Det er livets substans, at vi uafladeligt gør noget, siger noget, føler noget overfor hinanden. Om vi gør det rette, gode, smukke, sande kan for så vidt være lige meget. Vi gør noget. Konsekvensen af handlingen er der som et uomgængeligt stykke virkelighed. Måske mærker eller bemærker vi ikke konsekvensen ag hver enkelt handling, men summen af handlinger udgør alligevel det net af relationer, vi liver af, i og med.

Vi opbygger et tæt væv af forhold igennem livet.

Noget er filtret sammen så de enkelte tråde næppe vil kunne udredes. Det kan være blevet til klumper. Faste mønstre, der ikke er til at bryde – på godt og ondt. Sådanne filtrede klumper ligger måske langt under overfladen, de er slet ikke aktuelle og vi aner knapt nok deres eksistens, langt mindre deres virkninger.

Andet af det sociale netværk er overfladisk, består måske bare af, at et par tråde løber parallelt en kort strækning. De bliver ikke snoet sammen og er dog ikke uden betydning, for de kan føre til at ændre retning, opdage nye områder i tilværelsen.

Det er et uoverskueligt arbejde at få klarhed over, hvad der faktisk findes af tråde, sammensnoninger, forviklinger, i denne tætte rede af relationer. Endnu mere komplekst bliver det, hvis vi også vil inddrage ’ikke-handlingerne’: De gange vi har undladt at gøre noget, vi godt kunne have gjort er naturligvis lige så rede-byggende som handlingerne. Forestiller man sig, hvordan det kunne have været, hvis man bare havde sagt, gjort, tiet på rette tid og sted, kan man få glimt ag at den aktuelle tilværelse kunne have været anderledes. Et blik, der kan sætte min virkelige tilværelse i et klarere perspektiv.

Ved at arbejde med små eller større tilbageblik kan man lære sig at se noget af netværket udefra, eller blot vinde tilstrækkelig afstand til at opdage delvise sammenhæng, små udsnit af trådvævet, danne sig et partielt kort over dele af ’reden’. Det er et arbejde man må gøre, ellers forbliver det hele en værre redelighed.

Forudsætning for at kunne skabe sig en klarhed over dette virvar af selvskabte sammenhæng af eksistensvilkår er at hengive sig til livsverdenen. At hengive sig til den medfører at man må være klar til at tage ansvar for den. Det er ikke de andres ansvar eller guds ansvar – eller skæbnens! Men det er netop mit ansvar, for jeg har været med til at udføre alle de handlinger, der har lejret sig omkring mig og som har givet mig lige netop den position i verden, hvorfra jeg iagttager verden. Verden, som jeg ser den, ser unik ud fordi jeg ser den netop fra min position, det synspunkt, jeg med alle mine handlinger har skabt mig. Dermed bliver mine handlinger (med)-bestemt at det jeg kan se. Jeg handler netop som jeg gør, fordi jeg har en række iagttagelser, der giver mig begrundelserne for at handle netop sådan.

Vi er tilsyneladende fanget i en selvforstærkende proces, der kører uafladeligt: Individet opfatter verden på en karakteristisk bestemt måde, der er betinget af individets position (synspunkt), det begrunder handlinger, der befæstiger (eller bygger videre på) positionen, hvorudfra verden derpå iagttages…

Det afføder to spørgsmål:

Hvad med de andres handlinger?

Er der veje ud af det lukkede kredsløb?

Betydningen af andres handlinger bliver for mig modificeret af at jeg ikke ser andres handlinger objektivt, udefra, men opfatter dem på min egen måde. Om jeg forstår dem rigtigt eller forkert er ikke relevant. Jeg forstår dem og behandler dem på lige netop den måde, det passer mig at forstå dem på. Iagttagelse af andres handlinger er i sig selv handlinger, der er betinget af individets særlige konstitution, altså individets sum af tidligere handlinger. Hvordan jeg vil opfatte en ydre hændelse er i første omgang op til mig selv og ingen anden.

Vi fødes således ind i noget givet, en samfundsstruktur, sædvanebygning og kultur, der er skabt af andre mennesker, som har levet og handlet før os. Vi bliver påtvunget denne struktur og må nødvendigvis tilpasse os den. Vi er prisgivet til den, hengivet til den, og helt afhængige af den. Vi kan ikke gøre oprør mod moders mælk, men suge den til os med appetit og fryd.

Hvordan vi senere vil forholde os til den er vor egen sag: vi kan skylde alle vore problemer på vor opvækst: Det er fordi…. Jeg handler, føler og tænker sådan fordi…. Dermed har jeg valgt at lade være med at tage ansvar og fortsat med at være prisgivet vilkårene som jeg hele tiden har været prisgivet dem. Med det er et valg, bevidst eller mindre overvejet.

Eller vi kan tage ansvar. Se i øjnene, at vi selv har dannet den position, situation vi er i.

 

Kan vi finde veje ud af det lukkede, selvforstærkende skæbne-kredsløb?

Ugeversets første linier: jeg føler at min egen kraft kan give mig selv til verden: Det er et spørgsmål om at investere sin kraft i verden. Uden frygt for at miste sig selv ved at overgive sig til verden, men snarere med forventning om at få klarhed i den ’redelighed’, alle vore handlinger har skabt omkring os. Dvs at hvis vi påtager os ansvaret for selv at have skabt vores nuværende livssituation med vore egne handlinger kan vores helhjertede hengivelse til verden skabe klarhed og indsigt i, hvilke drivkræfter og egenskaber, der har bevirket handlingerne. En klarhed af den art er dybest set selverkendelse, et møde med os selv.

At møde sig selv – så at sige udefra – kan givetvis være en chokerende oplevelse. Mangt og meget dukker op, som ikke ganske passer ind i det idealiserede selvbillede, vi har opbygget for at styrke vores lille personlighed. Men at komme til freds med det nye billede vil på længere sigt være en styrkelse. Så henvendelsen, investeringen af sig selv i verden er et møde med sig selv, en kortlægning af de ellers forvirrende og forviklede tråde og derfor forudsætning for et nyt udgangspunkt.

For hvor handling ligger der to faktorer til grund: Motiver og drivfjedre. At blive sig selv bevidst er i det konkrete at klarlægge motiver og drivfjedre. At mærke sig, hvilke omstændigheder, der typisk fører til handlinger ud fra drift, sædvane osv. og endelig at bemærke de – måske få – tilfælde, hvor handlingen har været fri, dvs hvor drivfjeder og motiv har været ens egen intuition. Og så se på disse handlinger og deres konsekvenser. Disse handlinger er ikke opstået som følge af tidligere handlinger, men nok på grundlag af dem. Forskellen er afgørende: Disse frie handlinger er passende i den handlende situation, dvs. de udføres på grund af indlevelse i situationen, de er situationsrationelle. Men de er ikke begrundet af situationen, der er ingen kausale sammenhænge, der har fremtvunget handlingen. Dette er vejen ud af det lukkede kredsløb.

Vejen fører nødvendigvis til en udvidet bevidsthed. Det egne væsen bliver oplevet kraftigere når det henvender sig afklarende imod livets sammenvævede skæbnetråde.

Man kan opnå klarhed over livets skæbnetrådes væven sig ind i hinanden medens man står midt i livet og overgiver sig (eller overgives) til verden. Erkende hvad man er i uden at stå over eller udenfor, uden at have afstand.

(Afstand til verden er en abstraktion: Som tænkende over verdens (skæbne)fænomener er vi altid en del af verden, det er verden der tænker over sig selv. Som tænkende udgør vi den del af verden, der tænker over sig selv.)

’Klarheden over medens man er i’ er forudsætningen for at kunne handle frit: Handle ud fra situationens væsen og af kærlighed til handlingen. Handle ud fra intuition.

Frie handlinger væver ikke videre på livets skæbnevæveri, men skaber nyt; uden at være underlagt de etablerede normer, som skæbnevæveriet har frembragt.

Frie handlinger er vejen ud af kriser og personlig stagnation.

 

Frie handlinger kan udføres af det menneske, der har ladet sig overgive til verden. – Det hengivne menneske.

Mennesket, der lader sine mål og ønsker vige for at give sin bevidsthed til andre væsner. Mennesket, der tænker på andre væsners vegne.

Mennesket, der yder en erkendelse, der yder andre væsner retfærdighed.

Dermed bliver mennesket den der mister sig selv og derved vinder sig selv.