Uge 31

Das Licht aus Geistestiefen,
Nach außen strebt es sonnenhaft.
Es wird zur Lebenswillenskraft
Und leuchtet in der Sinne Dumpfheit,
Um Kräfte zu entbinden,
Die Schaffensmächte aus Seelentrieben
Im Menschenwerke reifen lassen.

 
Lyset fra åndsdybder
Stræber solagtigt udad.
Det bliver til livs-vilje-kraft
Og lyser ind i sansernes dumphed,
For at frisætte kræfter
Som af sjæledrifter lader skabermagter
Modne i menneskeværker.
 

Forståelsen belyser de oplevelser, vi bærer i erindringen. Og de oplevelser vi kan have af det grå lys, som uden skygger lader konturer af bladløse grene aftegne sig. Hvordan har busken det nu? Hvor er den henne når den ikke er gået ud men har trukket sig sammen i sig selv. Dens ellers meget tålmodige liv bliver lydløst, dens udveksling med omverdenen er på vågeblus. Kan jeg nærme mig dens væsen nemmere nu end når den er travlt optaget med at skabe organisk stof af lyset, luften og vandet?

Hvad vil det sige at danne begreber om busken hver uge året igennem? Skærpe skelneevnen og se forskel fra uge til uge eller bruge tid til solidarisk at stille sig ved dens side – frivilligt og bevidst – nogle minutter om ugen? Ville jeg kunne mærke, at den kommer til bevidsthed om sig selv gennem mig? Måske kan man komme til en oplevelse af livs-vilje-kraft gennem busken og måske kan den oplyse det, jeg ellers undlader at lægge mærke til, lyse ind i sansesløvheden. Det er da et forsøg værd.
For det er dér, de kræfter kan frigøres, som omdanner sjæledrifter til skaberkraft i menneskets handlinger.

Sjæledrifter skulle kunne blive til skaberkraft, kreativitet?

Se først på den flerledede proces, der skildres i verset:

  • Åndslyset stræber ud
  • og bliver til livs-vilje-kraft.
  • Åndslyset oplyser sansemørket.
  • Og frigør kræfter.
  • som modner sjæledrifter –
  • der bliver til kreative kræfter
  • skaberkræfterne lever i menneskets værk – kunstværk eller dagsværk.

Den egentlige forvandling af sjæledrifter til kreative kræfter forudsætter at åndslyset bliver til kraft til livsvilje. Livsviljen forudsætter at sansningen opleves sammenhængende og meningsfuld. Det sker, når der både foregår en sanseiagttagelse og der produceres en tænkning, der henter begreber til sanseindtrykkene og sætter begreberne sammen til meningsfuld sammenhæng.

At opleve sanseindtrykkene som dele i en meningsfuld sammenhæng, der stadig ændres, udvikles og justeres, er et vedholdende erkendelsesarbejde: at erkende verden og sig selv. Dette arbejde bliver skildret i versets første 4 linjer.

Versets sidste 3 linjer går videre: Erkendelsen udføres for at anspore den forvandling, der kan skabe kreativitet. Det tænkearbejde, der skal til for at skabe sammenhæng og forståelse, er kraftkilden som bevirker, at sjæledrifter modnes og bliver til skaberkræfter.

Man kan overveje, om styrken af skaberkræfter er proportional med mængden af tilstedeværende sjæledrifter. Det giver ’drifter’ en helt ny kvalitet.

Her er der ikke tale om legemlige drifter, men sjælelige: Interesse, lyst, glæde, sorg. Tiltrækning og frastødning. Sympati og antipati. Alle de kræfter, der gør, at vi engagerer os enten forbindende eller afstandtagende med omverdenen.

Neurologisk set befinder vi os i ‘Det Limbiske System’ – området midt i hjernen, forbindelses-strukturen mellem den kropslige regulering i hjernestammen og den rationelle behandling i hjernebarken – neocortex. En gren af hjerneforskningen forklarer at kreativiteten tiltager i styrke og omfang når der er færre barrierer i Det Limbiske System og at der derfor er flere ‘kaotiske’ impulser fra hjernestammen der slår igennem til især de forreste dele af hjernebarken .

Det gælder således ikke om at kunne forholde sig neutralt, s.k. objektivt til verden, men leve løs på den med begejstring og afsky – engagement. Dette ganske særligt i tidlige livsfaser. At kunne forbinde sig følelsesmæssigt med verden er at opleve den i eventyrlige billeder, stærke farver, vældige emotionelle bølger.

Dette er en vældig opfordring til vores uddannelsessystem: Faglige mål kan vise sig at være kontraproduktive – i hvert fald hvis vi ønsker skabende løsninger på presserende samfundsproblemer: Miljø, økonomi, fred.

Ved nærmere eftersyn har vi her grundlaget for at skabe en ny pædagogik, ny samfundsorden og endelig få realiseret lidt mere menneskelig frihed.

(Matti Bergström kaldte denne midter-evne for vurderingsevne, eller vurderingskapacitet. Han indså at den moderne skoleuddannelse gør alt for lidt for at modne vurderingsevnen og han designede en hel skolemodel ud fra dette. Se: Bergström: Neuropædagogik, En skole for hele hjernen. 2013)

Uge 31 som modvers til uge 22:

Verset fra uge 22 er vel en af de tydeligste modsætninger, omvendinger eller omkrængninger, vi kan finde i rækken af ugevers. Helt ud i det sproglige fremgår både modsætningen og sammenhængen: Se min oversættelse af verset fra uge 22:

Lyset fra verdensvidderne
Lever kraftfuldt videre i det indre.
Det bliver til sjælelys
Og lyser ind i åndsdybderne,
For at frisætte frugter
Som over tid lader menneskeselvet
Modne ud af verdensselvet
Sammen beskriver de to vers en cyklisk proces, eller rettere en spiralsk proces som rampen i rundetårn: efter hver omgang er man nået højere op.

Kiefer ugevers-1995Kiefer beskriver den samme slags proces i sit billede ’Sol invictus’, Den uovervindelige sol:
Solsikken ser ud som solsikker gør for tiden: Bladende er ved at gå i opløsning, hovedet er bøjet nedad mod en lysende menneskeskikkelse ved dens fod.
Franskmændene kalder blomsten for Tournesol: Drejer med solen.
Nu er blomsterkurven forvandlet til modne solsikkefrø, som drysser ned i overflod . Kiefer har ikke malet sorte pletter, men besat billedet med mørke solsikkefrø. Solsikken er så stor som solsikker kan blive under optimale forhold. Den er blevet passet godt.
Dens frø drysser ned over mandsskikkelsen (Kiefer selv), som roligt og med et sagte smil om munden modtager solbadet.
Mennesket lever af planternes liv.
Og mennesket erkender at det lever af forvandlet sollys.
Kiefer gengiver sig selv i en slags ’pose’, en mandorla? , en sejers-skjorte? en ligpose?
Værket handler om lys, det uovervindelige sollys og dets gerninger: Lyset, der ved menneskets hjælp får planter til at vokse ved at trænge ind i dem og forvandle stof.
Og om erkendelsens lys: forvandlingen af lys til frøenes nærings- og spirekraft. Mennesket ligger ydmygt modtagende ved plantens fod. Planten vender sig mod vinterens lys og strøer sine frugter ud over mennesket medens den selv er ved at dø.
Et billede af Kiefers forståelse af ‘Livs vilje kraft, der lader skaberkræfter mode i menneskets værk’.