Uge 3

Es spricht zum Weltenall,
Sich selbst vergessend
Und seines Urstands eingedenk,
Des Menschen wachsend Ich:
In dir, befreiend mich
Aus meiner Eigenheiten Fessel,
Ergründe ich mein echtes Wesen.

 

Til verdensaltet taler
Selvforglemmende –
og ihukommende sin urtilstand –
Det voksende Menneskejeg:
Når jeg befrier mig fra
Egenhedens lænker
udforsker jeg i dig mit ægte væsen.

 

At tale til verdensaltet. Hvilken talerstol!

Det er så moderne at tale om signalværdien. Signalværdien af at tale fra FNs talerstol. Kan en diktator få lov til at tale herfra? Hvilken signalværdi ligger der i det? Hvordan bliver den bærende organisation, som har ansvaret for talerstolen, opfattet hvis… Farver det FN på en særlig og uhensigtsmæssig måde, hvis Mugabe eller Hitler havde talt fra dens talerstol? På den anden side giver det taleren en tydelig status: At få lov til – lejlighed til – at tale i radioen, i folketinget..

Menneskets jeg taler til verdensaltet! Hvilken status.

Hvad er det for en tale, på hvilken måde tales der. Ydmygt. Selv om det forlener taleren med status at tale til ikke bare en tilfældig politisk forsamling men til hele verdensaltet går talen først i gang når jeget glemmer sig selv og husker hvor det kommer fra. Det er ærlig snak.

Nu er der ikke tale om en tale, mere om en samtale. En ret intim sågar. Ej heller er der tale om det lille personlige jeg der stiller sig op som en pekingeserhund overfor en pyrenæerhund og bjæffer hidsigt. Menneskejeget taler uden at være bundet til individuelle ejendommeligheder, dvs. uden at optræde som det individuelle jeg. Og befriet fra det individuelle er menneskejeget klar over sin oprindelige tilstand, som det har forladt eller opgivet ved at deltage i individualiseringen.

Menneskejeget står overfor verdensaltet i ligeværdig samtale. I denne indser det at det kun kan udforske og begrunde sit eget væsen ved at se sig stillet overfor verdensaltet.

Verset – på tysk – spænder en lang bue fra det neutrum – neutrale ’Es’ til ’echtes Wesen’. Buen udgøres af en række betingelser: Forglemmende, ihukommende, befriende, for så endelig at komme til handlingen: ’Ergründe ich’: Udgrunder, udforsker, begrunder jeg.

 

Man kan meditativt stille sig selv op foran verdensaltet. Ikke så vanskeligt som det lyder, de fleste – tror jeg – har gjort det: Set op en stjerneklar nat og mærket proportionerne: Her står jeg, omgivet af det uendelige rum. Ufatteligt, men dog tænkeligt: Jeg kan tænke tanken, og tanken gør mig ydmyg samtidig med at jeg oplever mig i slagt med altet. Jeg står med fødderne på jorden og mærker mig som del af hele jordens kraft, der holder mig opret, giver mig mit synspunkt. Og jeg oplever mig som en slags forbindelse mellem himmel og jord, ikke i overført – religiøs – betydning. Ganske konkret: Stjernehimlen. Jorden. Min krop. Min tanke, der forsøger at fatte – omfatte det hele, situationens helhed. Den er der og den kan opleves. Rettere: Den kan ikke undviges, den er virkelig, om det så er dag eller nat, om solen giver varme med sit lys så kraftigt, at jeg aldrig ser ind i det, eller om stjerner og planeter vandrer venlige og betragtelige over mig.

Shamaner har til alle tider gjort det: Arbejdet med ’helligt rum’: Stillet sig (eller sat sig, lagt sig) bevidst om deres situation: Nord foran, syd bagved, øst til højre og vest til venstre. Jorden under sig og himlen over sig. Gjort sig klar, hvilke kvaliteter hver af de 6 retninger har: Norden, det hvide, klare. Syden det varme levende. Vest det fortærende, forvandlende, døden. Øst det kommende. Jorden det moderlige og himlen det hele.

Dette rum kan man stille sig ind i hvor og når som helst. Man er der jo om man vil det eller ej, men man kan gøre sig det særligt bevidst og forsøge at fortætte det omkring sig, danne en slags kvalitetskugle eller hvad man nu foretrækker. Henvende sig talende til de kvaliteter men kan opleve. Ikke nødvendigvis dem man har læst at man skal opleve, for gør man sig selvforglemmende og befrier man sig fra individualitetens krav, viser kvaliteterne sig i stigende grad og gør det lettere at være selvforglemmende, fordi man oplever sig som del af den ret store helhed.

I europæisk kunst findes der tilsvarende (men ikke identiske) traditioner med at lave helligt rum, rum som billedligt fortæller om menneskets situation. Her skal de ikke gennemgås, men blot nævnes som eksempler:

St. Johannes Baptisteriet i Firenze har en vældig mosaikkuppel, der i belleder og historier fortæller om de kræfter, vi er omgivet af, her naturligvis set ud fra en kristen tradition, som den var i middelalderens Italien.

Chartres Katedralen er i sig selv som helhed og hver detalje en fortælling om menneskets situation og tillige dets vej. Her samles kræfter, der viser langt ud over kristendomsdogmatik. Kræfter, der opleves direkte i katedralens rum, det indre såvel som det ydre.

 

Mit individuelle jeg opleves i meditationen som del af Menneskejeget. Ganske anderledes end det hverdagsagtige: Jeg er mig og kun mig. De andre er mulige konkurrenter. Jeg skal arbejde, tjene penge, uddanne mig, holde hus, passe familie, – det kommer an på mig. Jeg forstår min rolle til en vis grad og jeg må bruge store kræfter på at trænge dybere ind i denne selvforståelse. Dertil har vi udviklet en veritabel hær af coaches for snart sagt hvad som helst.

Opfattelsen af mit egentlige værd, min egentlige funktion og situation finder jeg imidlertid når jeg bliver mig min konkrete situation bevidst: Som for eksempel når jeg med min bevidsthed danner helligt rum. De kræfter, jeg bruger til dagligdagen opstår i det dynamiske samspil mellem kræfterne/kvaliteterne i det hellige rum. Ganske konkret: Den mad, jeg spiser, giver mig energien til at følge børnene i skole, udføre mit job.. Maden er solenergi, forvandlet af planter, fordøjet af dyr.. skænket til mig !

Det er ganske usentimentalt at være den slags bindeled mellem altet og det individuelle. Og ganske anstrengende til tider. Men det styrker at øve en vekselvirkning – et åndedræt mellem lokal og kosmisk bevidsthed – ad den vej, verset antyder.

Derved kan jeg udforske mit ægte væsen.