Uge 20

So fühl ich erst mein Sein,
Das fern vom Welten-Dasein
In sich sich selbst erlöschen
Und bauend nur auf eignem Grunde
In sich sich selbst ertöten müsste.
 

Sådan føler jeg først min væren,
Som fjernt fra verdens-eksistensen
I sig selv måtte udslukke sig
Og byggende kun på egen grund
I sig selv måtte dræbe sig.

 

Konjunktiv müsste. En hypotetisk konstruktion om eksistensen. Hvis min væren var løsrevet fra verdenseksistensen så var den tvunget til at slukkes og hvis min eksistens kun bygger på sit eget fundament ville den nødvendigvis dø.

In sich sich slebst erlöschen. Der kan næppe stoppes flere s-er ind i en linje. . Lyden af et glødende jern, der stikkes i essetruget, hvorved gløden udslukkes under sydende sprøjt.

Og for at slå det fast gentages konstruktionen ’In sich sich selbst’ endnu engang i sidste linje, nu med døden til følge!

Udslukke og dræbe sig selv i sig selv! Det ville være resultatet af at være sig selv nok.

En urovækkende advarsel, som isoleret væsen kan du slet ikke overleve. Du kan ikke konstruere din personlighed ud fra dig selv. Selvstændighedens pris er ultimativ. Som en implosion, skallen falder sammen i sig selv, bliver suget ind i sit eget tomrum og forsvinder. Ikke efterladende et spor af død og ulykke, mere som en slettet harddisk: Det hele er uigenkaldeligt væk. I den fysiske verden kan intet blive væk. Selv om vi oplever det sådan. Nøglerne, jeg lige lagde der, er pludselig væk. Men de må jo være et sted. I min ungdom troede man at man kunne køre affaldet væk. Nu kommer det på genbrugspladsen. Et betydeligt fremskridt i forståelsen af den fysiske verden. Men i den sjælelige kan ’ting’ (som jo er genstandsløse) blive væk, forsvinde, opløses, som om de aldrig havde været der. Nå ja, måske efterladende en notits i Akasha-krønikken, men den er der ikke mange der læser for tiden.

Den negative og hypotetiske konstruktion avler sin modsætning i betragtningen: Jeg eksisterer fordi jeg er tæt forbundet med verdens-eksistensen. I denne tætte forbindelse bliver jeg et lys, en glød, en varm proces. Fordi jeg som celle i en verdensorganisme tager del (og giver del) i et helhedsliv, kan min selvforståelse konstrueres som en del af verdens selvforståelse. Det gydende og lykkebringende: Min selvforståelse er en del af verdens forståelse af sig selv. I mig kommer verden til bevidsthed om sig selv.

 

Men hvad betyder ’So’?

Hvordan sådan?

Der Sinn soll werdend mir mich selber geben. – Meningen eller tanken skal skænke mig selv til mig selv medens den bliver til. Det er tanken fra ugevers 19, og det er vel rimeligt at lade den tanke klinge videre i denne uge. Min anstrengelse for at huske de vage sommeroplevelser, som ikke kan fastholdes intellektuelt, men som giver mig antydningen af fællesskab med væsner omkring mig: Stenen dybt under æbletræet, den forvirrede hveps, som tiltrækkes af den nylavede marmelade, gensynet med stjernerne. I hver oplevet iagttagelse ligger en kimagtig erfaring gemt: De er væsner som jeg og jeg lever mit liv i samklang med dem. (Eller burde leve et liv i samklang med dem.)

Stjernerne har jeg ikke oplevet i højsommertiden. Aftenerne var lyse til hen under midnat, men nu pludselig sænker mørket sig medens jeg med mine sommervaner går rundt og laver ting udenfor. Det varlser vinter, og det viser vidder, nye størrelsesordner der omgiver mig og giver mig perspektiv, plads til tanker. Et univers til trænger sig på i min bevidsthed, så omfattende at jeg er ved at miste mig selv: hvad er jeg som mindre end et fnug i verdensaltet? Med hvilken ret tillægger jeg mig nogen som helst betydning? Aftenhimmeloplevelse er også kildrende fryd, farveskiftet over havet, den langstrakte gyldne og senere grønne farvetone i himlen mod nordvest. Og i sydøst det blå, der ikke levner holdepunkter, blikket når ikke til ende, selv når det er indstillet på uendeligt. Derfor fikserer det stjernerne, lader dem være holdepunkter for blikket. Det er for overvældende at fokusere på himmelområder mellem stjernerne, og viden siger samtidigt at mellem stjernerne er – stjerner! Alt imens jeg sidder her og ser. Umættelig, beundrende, forundret.

Sådan! Det er sådan jeg først kan føle at jeg er til. Når jeg med afsæt i den sjælelige modstandsoplevelse: jeg er tæt på verdenstilværelen, min opbygning af mig selv bygger på en fælles livsgrund, jeg er bevidst og som sådan deltager i den kosmiske bevidsthed.

Nu kan ugeverset stå alene: ved åbent at følge udslukkelsen i at være emanciperet fra verdens eksistensen og villigt at indrømme, at jeg – den isolerede selvkonstruktion – er en dødelig implosion i mig og sig selv. Ved at gennemleve dét i sjælen, bliver det modsatte langsomt synligt: jeg lever i integreret sameksistens med al eksistens og jeg kan udelukkende blive til som et selv ved at bygge på det fælles fundament.

Denne kimende oplevelse kan bringes med i aftenoplevelsen, med i erindringen om ’stenen under æbletræet’ og alle de andre sommer oplevelser.

– Og pludselig er det slående: jeg mærker min eksistens.

 

Ofte har jeg i ugens løb sukket at jeg ikke havde lyst til at det ’snart er jul’! Jeg har følt med de unge, når de siger at de ikke vil være voksne. Det er næsten det samme som når jeg siger at jeg ikke vil have det bliver vinter. Og næsen det samme som Kristus sagde på bjerget skærtorsdag: Jeg vil ikke.

Og han gjorde det, gennemled døden, udslukkelsen. Det er derfor vi kan opleve ugeverset, som en sjælelig meddøen, medudslukkelse og medopstandelse: jeg mærker i den sidste ende min eksistens.

Det er årsag til utallige problemer: At vi ikke oplever at være til. Derfor er det ’at mærke at være til’ kilde til betydelig kraft og livsmod. Det må vi lære. Det må vi lære de unge: At opleve at de er til.

Så de som nye voksne ikke bliver afhængige af alle de tilbud på surrogat værens­oplevelser, der lover let tilgang til lykken.

 

Sådan føler jeg først min væren,

Som hvis den var fjern fra verdens-eksistensen

I sig selv måtte udslukke sig.

Og hvis den kun byggede på sit eget grundlag

I sig selv måtte dræbe sig.