Uge 2

Ins Äußre des Sinnesalls
Verliert Gedankenmacht ihr Eigensein;
Es finden Geisteswelten
Den Menschensprossen wieder,
Der seinen Keim in ihnen,
Doch seine Seelenfrucht
In sich muß finden.

 

Ved at gå ud i sanse-altets ydre
Mister tankemagten sin egenværen;
Åndsverdener genfinder
den menneske-spire,
som skal finde sit kim i dem
men finde sin sjælefrugt

 

Jamen så lad os da gå derud som gode renæssancemennesker, og fylde os med alverdens sansninger. Nydende – forskende – beundrende. Alle iagttagelserne lægger da helt beslag på vores opmærksomhed. Vi må sortere, ordne, kategorisere, indtænke sammenhænge årsager og virkninger eller forvandlinger. Tanken træder i sanseoplevelsernes tjeneste, den bliver deres redskab til at holde sig nogenlunde klar i den overvældende mangfoldighed. Det er alt for komplekst, herude i sansealtet, lad os få styr på det. Lad os reducere kompleksiteten, så verden bliver forståelig for os. Eller? Måske er kompleksitetsreduktion lige netop det, der gør at vi godt nok forstår det reducerede, men det er bare ikke verden!

Sanseverden kræver handling, fordi vi lever i verden med sanselige ting som kroppe, planter, dyr, hinanden. Biologien stiller sine uafviselige krav. Krav det for det meste er en fryd at efterkomme. Krav om varme, føde, forplantning, opfostring. Men handlingerne er ikke bare styret af biologiens krav, for imedens vi handler helliger vi os sanseoplevelser, der immervæk stiller os spørgsmål, eller er det os der stiller spørgsmålene til dem? Hvad er det for en plante? Den var der også sidste år, men ikke lige der, den er ny, hvor kommer den fra? Hvordan kan det være at frø kan spire, er der planter indeni frøene? Vi tilføjer begreber til oplevelserne, vi vil forstå. Hvordan kan det være at vi vil forstå? Hvad driver os til det? Det er ikke nødvendigt i samme forstand som varme og føde, men det gør mere lykkelig.

At arbejde med begreber, ideer, sammenhænge – forståelse! Det er som om nogle begreber trænger sig på, tiltrækkes af en særlig iagttagelse og mindre af andre. Et bestemt begreb passer simpelthen bedre til lige netop dette end til noget som helst andet. Begreberne danner mønstre, danner sprog. Som om de vil hjælpe os til at komme til rette i verden. En gensidig proces: Vi tænker, dvs. fører begreber sammen med iagttagelser og sammen med begreber til netværk af indsigt. Indsigten oplyser os. Jeg oplever at være hjemme i en anden verden end den konkrete ting-verden. Jeg lever i flere sfærer samtidigt: På det faste grundlag lever jeg i livets sfære og fra biosfæren har jeg adgang til begrebssfæren, tankesfæren, der giver mig muligheden for at opleve sammenhæng – og endelig muligheden for at forstå mig selv.

For en af iagttagelserne er iagttagelsen af mig. En iagttagelse, der afføder et væld af spørgsmål: Hvem, hvad, hvordan er jeg? Jeg kan opleve at jeg kan opleve, jeg kan tænke at jeg kan tænke, jeg kan forudse, jeg kan skabe nye situationer, som aldrig ville være kommet af naturen uden mig. Jeg kan finde mig selv (og ikke så få af mine medmennesker) i de handlinger, jeg lever i. De huse jeg har bygget, de veje, jeg har gået, de ord jeg har sagt. De er alle omkring mig som små streger i en tegning af – mig.

 

Tænkningen er som vi selv spundet ind i dette tætte net af handlingstråde og deres konsekvensers konsekvenser. Vi sidder fast, næsten urokkeligt i nettet og er dog nødt til at handle – igen. Med de konsekvenser en ny handling har. Bliver det hele da bare mere indviklet, mere uoverskueligt, mere urokkeligt. Er der en udvej? Måske er der en opgave, som jeg og kun jeg kan løse lige nu. Måske er det vejen? Jeg vedkender mig min situation og går et skridt til.

 

 

Den lange oversættelse:

Ved at gå ud i sanse-altets ydre

Mister tankemagten styrken til at eksistere i kraft af sig selv;

Åndsverdener genfinder menneskespiren

Den menneskespire, der nødvendigvis skal finde

Sit eget kim i de samme åndsverdener

Menneskekimen er dog samtidigt nødsaget til at

Finde sin sjæls frugt i sig selv.