Uge 1

OpstandelsenOster- Stimmung:

Wenn aus den Weltenweiten
Die Sonne spricht zum Menschensinn
Und Freude aus den Seelentiefen
Dem Licht sich eint im Schauen,
Dann ziehen aus der Selbstheit Hülle
Gedanken in die Raumesfernen
Und binden dumpf
Des Menschen Wesen an des Geistes Sein..

Påske stemning:

Når solen fra verdensvidderne
Taler til menneskeforståelse
og glæde fra sjælens grunde
skuende forener sig med lyset
Da drager fra selvheds hylster
Tanker ud i rummets fjerne
Og binder dumpt
Menneskets væsen til åndens væren.

Når Kristus-Solen fra verdens vide kreds taler til det indsigtsfulde i mennesket, og når glæden fra menneskesjælens inderste opstår i og med at mennesket sér ved det lys, solen taler, da trænger der tanker ud gennem det ellers isolerede menneske-selv. Og disse tanker danner forbindelsen mellem menneskets væsen og åndens eksistens.

Verset er én lang sætning, en enhed. En næsten uigennemtrængelig helhed, som man meditativt kan holde sig for øje som det paradigme, der alene og fuldstændigt udgør menneskets særkende.

Hvor kraftigt denne indre juvel virker i sjælen afhænger af den beslutsomme bevidsthedsstyrke, mennesket investerer i at holde den klart levende i sig. Til at styrke dette, kan det hjælpe at fokusere på sætningens enkelte elementer, eet ad gangen. Ikke for at splitte helheden ad, men for at polere og styrke sjælens eget forhold til versets sætning, juvelen. Det skal de næste betragtninger tjene til, men således at læseren bestandigt bør genlæse hele versets sætning.

Grünewald har malet opstandelsen. Som en sidefløj i Isenheimer altret. Underligt nok ikke som det centrale motiv, men som én del af de tre fløje i ´festopslaget´: bebudelse, fødsel, opstandelse, -og fødslen indtager den centrale plads.

Farverne i ’opstandelsen’ virker på sort baggrund.

Der er to lyse områder: Det køligt hvide i ligklædet, der længere oppe danner opstandelsens farvedynamik og den varme, gyldne hvide i Kristus ansigtet: Det objektivt hvide og det personaliserede varme hvide.

Solens blege hvide vinterlys og forårets varme, skabende lys.

Meget tættere på at male den opstandne som solen selv kan man vel ikke komme? Kristus Solen er som nydannet kun en skive, der ikke når længere end hans udbredte arme. Men smilet fuld af skønhed og glæde vil vokse sig ind i sindene sammen med lyset og livet, skønheden og glæden.

Dagligt kan vi iagttage sollysets udbredelse, dets fejen hen over jorden. Det skinner på hvad som helst, det er inkluderende. Dagligt kan vi øve at forvandle det objektive lys ved at glæde os over skønheden, leve i nuet. Ånds-nærværets mirakel.

Vi ind-ser ved det lys, Kristus-Solen lader skinne. I dette lys ser vi det væsentlige. Dette er begejstrende, dette er stedet, hvor glæden opstår.

´Freude! Schöner Götterfunken.´

Påskens glæde er  gnisten, der sætter indre bevægelser i gang i os mennesker.

Schillers digt, som det kendes fra Beethovens 9. symfoni, fortæller at glæden er den store drivfjeder i den evige natur, glæden driver hjulene i det store verdens ur. Glæden tilsmiler forskeren, når han er på sporet af sandheden.

’Det er skønt at være lige med guderne. Vrede og had skal glemmes, vor dødsfjende tilgives, vor gælds-bog skal slettes. Forsonet er den hele verden! Brødre: over stjerneteltet råder Gud, som vi forrådte.’ (vers 6 i Schillers digt)

Tænkningen har i begyndelsen kun ringe kraft, den har mistet kraften fordi den skal virke i tid. Den bliver bredt ud i tid, vimser hid og did til fortid og fremtid, danner bekymringer og ængstelse. Angst fra fortiden, bekymring om fremtiden. Alt sammen fordi vi vi så gerne vil have nytte af tænkningen.

Men vi skal lære tænkningen at være til stede i nuet, at være nærværende. Så først genvinder den sin kraft. Indtil da må vi lade os nøje med en svagere sammenbinding mellem vores væsen og åndens virkelighed.

Men vi oplever sammenbindingen hver gang vi glædes over et barns øjne, en fugls stemme, en knops brydning.

Jeg klippede roser ned. For nu er det tid. Siger man. Det gjorde næsten ondt at klippe de mange grønne eller røde spirer fra, der er så megen livskraft i dem. Tornene stak gennem handskerne og indeni vidste jeg at det ville blive godt. En utrolig kraft er samlet under jorden, al den kraft må ud gennem grenene, beskæring eller ej. Ser jeg på de tilbageskårne grene fornemmes kraften. Vent bare, så skal du se.

Den tlbageholdte bevægelse er på samme måde: Den store bevægelse skaber styrke. Vigtigt. Bevæg dig. Hold så bevægelsen tilbage. Du kan den, den er der, men du holder den tilbage. Dæmper den, så den kun bliver et ord, hvisket svagt. Eller kun en tanke, fastholdt ubevægeligt. Den dæmpede bevægelse giver tænkningen styrke. Man kan ikke bevæge sig i fortiden eller i fremtiden, kun lige nu! Derfor kan man heller ikke tilbageholde en bevægelse i andet end nuet. Ved at øve det, bliver lyset forvandlet. Som på Grünewalds opstandelse. Se på ansigtet: Ubevæget dynamik. Forvandlet lys.

Menneskets væsen er tæt forbundet med åndens væren. Mennesket er det sted, hvor verden kommer til sig selv. Derfor er mennesket i stand til at tage ansvar: At indse, at vi er andre væsners tolke og at vores rigdom består i at hengive os til hinanden og til andre væsner for at kunne give dem plads i vores bevidsthed.

Vi er indstillet på vækst. Fordi vækst opleves som berigende: jo mere vi lever os ind i tingene, des mere oplever vi deres væsen og jo mere forstår vi af os selv: Vi bliver rigere ved forståelse – og forståelse af enhver ting udenfor os selv giver os forøget selvforståelse.

Vi er betingelsesløst hengivet til vækst. Til at kunne forandre os og lade gamle standpunkter falde fordi ny indsigt byder det.