Uge 30

Es sprießen mir im Seelensonnenlicht
Des Denkens reife Früchte,
In Selbstbewusstseins Sicherheit
Verwandelt alles Fühlen sich.
Empfinden kann ich freudevoll
Des Herbstes Geisterwachen:
Der Winter wird in mir
Den Seelensommer wecken.

 

I sjælens sollys spirer
Min Tænknings modne frugter,
Al følen forvandler sig
Til selvbevidstheds sikkerhed.
Fornemme kan jeg glædefyldt
Efterårets åndsopvågning:
Vinteren vil vække
Sjælens sommer i mig.

Centrum – Omkreds

Det sjælelige sollys (arven fra sommeren) får tænkningens frugter til at spire.
Som konsekvens deraf forvandler enhver følen sig til selvbevidsthed.
Selvfølelse bliver til selvbevidsthed!
– Nu kan jeg ikke blot håbe på at komme igennem vinteren, men ligefrem glæde mig til den ’indre sommer’ igennem hele vintertiden.

Selvfølelse og selvbevidsthed.

Manglende selvfølelse fører til lammelse. Det kan man erfare. Selvfølelse er selvtillidens lillebror. Selvtillid beskriver et ståsted, hvorfra det enkelte menneske kan handle, lære, udvikle sig. Derfor gælder det i al pædagogik om at sørge for at børn har slevtillid (og glæde), for så kan de lære, og et vil de så gerne. Men selvtillid behøver ikke at være ’retvisende’ – Det kan hænde at selvfølelsen indeholder en urealistisk høj selvvurdering, så kan selvtilliden give tilbagesag: Jeg vidste jet kunne, men så viste det sig…

Selverkendelse er en funktion af selviagttagelse og tænkning. Så man kan få et begreb om sig selv som menneske. Menneske først, selv derefter! (Undskyld Søren K.)

Fihedens Filosofi (kap 5): ’Selviagttagelsen fører mig ikke ud over området for det, som hører mig til. Denne selviagttagelse må skelnes fra den tænkende selvbestemmelse. Som jeg føjer den enkelte iagttagelse i den ydre verden ind i verdenssammenhængen gennem tænkningen, således føjer jeg de iagttagelser, jeg har gjort på mig selv, ind i verdensprocessen gemmen tænkningen. Min selviagttagelse indeslutter mig indenfor bestemte grænser. Min tænkning har intet at gøre med disse grænser. I denne forstand er jeg et dobbeltvæsen. Jeg er indesluttet i det område, jeg iagttager som min personlighed; men jeg er bærer af en aktivitet, som bestemmer min begrænsede tilværelse ud fra en højere sfære. Vor tænkning er ikke individuel som vor fornemmelse og følelse. Den er universel. Den får kun et individuelt præg i hvert enkelt menneske, ved at den relateres til dettes individuelle fornemmelse og følelse. ’

Selvfølelsen er individuel. Selverkendelsen universel. Selverkend­elsen placerer mig i forhold til alt andet i verden, den føjer mig ved tænkningens hjælp ind i verdensproces­sen. Jeg kan altså erkende, hvordan min stilling er i forhold til verden. Både som alment menneske og som individ. Igennem selverkendelse opstår menneske­billedet.

Menneskebilledet.

Forståelse af mig selv som ’kosmisk centralvæsen’. Jeg oplever mig til daglig som centrum. I centrum vågner ånden, det kan selvbevidst­heden indse samtidig med at den skaber sig selv. Jeg kan se frem til en vinter med indre sommer. Men kun fordi det var sommer med sol og varme. Verdenssommeren levede jeg i og af, og kræfterne fra sommersolen forvandles til indre forbrænding, der giver varme og lys. Omkrængningsmotivet igen.

Sol Invictus: Solens væsen pendler via naturen fra kosmisk sol til indre sjælesol.


Kiefer_tumblr_ldnc7ry3u51qdfre1o1_500

På en helt konkret måde foretager vi som mennesker i gennem livet store og mindre omkrængninger. Tydeligst er vor tidligste fostertilværelse: Da var det fysiske legeme en sfære, kuglerund uden noget indeni (andet end væske, men det er jo en del). Alle vore organer var funktionelt til stede i denne kugleoverflade. Omkrængningen sker ved at der i kuglens indre vokser en ’kimplade’ frem, som ved flere foldninger og krumninger skaber menneskekroppen – med alle organer som fysiske og funktionelle enheder indeni.