Uge 29.

Sich selbst des Denkens Leuchten
Im Innern kraftvoll zu entfachen,
Erlebtes sinnvoll deutend
Aus Weltengeistes Kräftequell,
Ist mir nun Sommererbe,
Ist Herbstesruhe und auch Winterhoffnung.

 

I sig selv kraftigt at opflamme
Tænkningens lys i det indre,
Tyde det oplevede meningsfuldt
Ud fra verdensåndens kraftkilde,
Er nu min sommerarv
Er efterårsro og tillige vinterhåb.

 

‘Opflam tænkningen og forstå det oplevede meningsfuldt’.

Jamen så gør det! Hvordan? Der er jo så meget, man har oplevet. Nogle synes slet ikke at de oplever noget. Hvad skal man vælge: Småting eller kriser, film, nyheder, handlinger, rutiner, ferierejser, ulykker, død? Alene det at skaffe sig et nok så mangelfuldt billede af det oplevede er en begyndende tydning. Der dukker oplevelser frem, der ellers var glemt. De føjer sig ind i panoramaet af oplevelser og ændrer dets kvalitet. Ændrer kvaliteten af det, der farver og fylder min bevidsthed.

Min bevidsthed er fuld af CO2 kriser og økonomiske kriser, som jeg ikke har oplevet, men hørt og læst om: Der er en krise derude, men jeg oplever den ikke. De udgør alligevel min forståelsesramme, så når jeg oplever at skulle betale mindre for mit lån kan jeg tænke sammenhængen: Finanskrise – rentenedsættelse. Jeg lever i min bevidsthed helt andre steder end i dem, mine førstehåndsoplevelser kommer fra. Hvad ville der ske, hvis jeg fyldte min bevidsthed med forståelse af førstehåndsoplevelser. Andres iagttagelser, teorier og spekulationer ville træde i baggrunden og de direkte oplevelser af vejr, materialer, dag, lys, stjerner, sansning ville vinde plads. Ikke sansning af fjernsyn men nærsansning. Oplev det, du har i hånden, det, der er til stede lige nu.

Lige nu sidder jeg igen ved tasterne og skriver samtidigt med at jeg tænker. Og du læser teksten om ugeverset, der oprindeligt hedder ‘sjælekalenderen’. Det kan føre til at vi har to kalendere! (noget som ellers er meget kaotisk) Nu har jeg en kropskalender, der fortæller mig hvor kroppen skal være, hvile aftaler og møder jeg har osv. Og en sjælekalender, ligeså spækket med opgaver, aftaler og møder. De to kalendere arbejder fint sammen.

I ‘sjælekalenderen’ står der at jeg skal ‘tyde det oplevede meningsfuldt ud fra verdensåndens kraftkilde’. Jeg ser så ned i kassen med oplevelser og ser et rodet sammensurium. Får lyst til at sortere: førstehåndsoplevelser tilden ene side, andenhåndsoplevelser tilden anden. Bunken i den anden side bliver alt for stor i forhold til den beskedne stak førstehåndsoplevelser. Jeg træffer indre beslutninger om at jeg vil stille en mindre procentdel af min bevidsthed til rådighed for andenhåndsoplevelser. Enten ved at give andenhåndsoplevelserne minder plads eller ved at udvide min bevidsthed så den kan rumme flere førstehåndsoplevelser. Uanset hvilken måde: ret fokus på førstehåndsoplevelser, både aktuelle og i erindringen. Så kan det jo være at bevidstheden udvider sig selv i processen eller at også andenhåndsoplevelserne bliver mere meningsfulde.

Oplevelser har det med at vokse når man kaster bevidsthedens lys på dem. Ligesom planter. Lever de i skygge bliver de grå og ubetydelige.

Så alene det at stille sig selv spørgsmålet: Hvilke oplevelser skal jeg tyde meningsfuldt? – er at tyde oplevelserne meningsfuldt, allerede inden en særlig oplevelse er taget frem til meningsfuld tydning.

Dette er verdensåndens kraftkilde. Det bemærkelsesværdige er at vi er så tæt på verdensånden, at vi har vanskeligt ved at fatte det. Verdensånden virker igennem og ved hjælp af vores bevidsthed. Og den belives af selverkendelse, som det fremgik af ugevers 24.

Efterårets vendepunkt set i ‘uge 29’ i forhold til  ‘uge 24’

Jeg vil undersøge et motiv, der bliver klarere når man stiller de to korresponderende uger overfor hinanden, uge 29 og uge 24 (de uger, hvor summen af ugenumrene bliver 53)

Uge 29:                                                                                            Uge 24:

Sich selbst des denkens leuchten                                               Sich selbst erschaffend stets
Im Innern kraftvoll zu entfachen                                               Wird Seelensein sich selbst gewahr;.

Nu: Du må selv igang med at  aktivere tænkningen.             Da: bliv klar over din eksistens ved at skabe dig.

Forholdet til ‘verdensånden’ er ændret fundamentalt:
Uge 29:                                                                                             Uge 24:
Erlebtes sinnvoll deutend                                                              Der Weltengeist er strebet fort
Aus weltengeistes kräftequell,                                                       In selbsterkenntnis neu belebt
Ist mir nun Sommererbe                                                                Und schafft aus Seelenfinsternis
Ist Herbstesruhe und auch Winterhoffnung                              Des Selbstsinns Willensfrucht
Nu (uge 29) er retningen indad mod menneskets indre. Kraftkilden er verdensånden, men at kunne skabe mening er en indre oplevelse.. Det foregår med mig selv som centrum. Jeg har arvet muligheden for at ‘tyde mine oplevelser så de giver mening’ fra sommeren. Det er den evne eller mulighed, der kan give mig ro igennem efteråret og håb om at komme beriget igennem vinteren.

Dengang i september (uge 24) var opmærksomheden retet udad mod verdensaltets ånd. Den stræbte videre og skabte af sjælemørke ’Selvværdets viljesfrugt.’.

I disse ændringer fra uge til uge gennem året tydeliggøres spændingen mellem centrum og omkreds:

Sommertiden fremmer væren i omkredsen.

Om vinteren isolerer vi os og bliver individuelle agenter, orienteret mod centrum.

Medmindre vi bærer arven fra sommeren med os er der risiko for ensomhed, fejltænkning og mærkværdige overreaktioner som overforbrug af snart sagt hvad som helst: Underholdning, mad, plads, penge, vækst. Grådighed.

Ugeversets anbefaling er: at værne om arven for sommeren. At indse, at mening i tilværelsen skabes ud fra verdensåndens kraftkilde. Når vi ikke erkender – og anerkender –  at forståelse og konstruktion af mening sker ud fra de kræfter, vi har modtaget fra ‘verdensåndens kraftkilde’, risikerer vi en overdreven hævdelse af centum-jeget. Det er der tegn på i det moderne menneskes liv:

Det moderne menneske lægger uhyre vægt på at være individuel.  Det er et ideal at kunne forholde sig til udefra kommende tildragelser på en måde, så mennesket selv kan  bestemme, hvordan de påvirker dets liv. At miste kontrollen er at  bryde sammen. Men nogle mennesker udsættes for så drastiske påvirkninger, at de bukker under for dem. De har brug for andres forståelse og hjælp. Hjælp fra omkredsen. Vi kan indse, at ’centrumsbestræbelsen’ hele tiden er afhængig af tilførsel af kræfter fra omkredsen!

Vi er i lige så høj grad omkreds som vi er centrum.

De skiftende årstider kan bidrage til at lære os at holde balance mellem at være perifiri-mennesker og at være centrums-mennesker. Når balancen mistes og vi overvejende opfatter os som individualister, kommer vi let til at bruge kræfterne udefra så vi virker forurenende af omgivelserne. Det kan som konsekvens virke ødelæggende på miljøet, biodiversiteten, klimaet, – og på noossfæren. (Noossfære er et begreb, Teilhard de Chardin fremsatte i sit værk ’Fænomenet menneske’ for at beskrive at vi med vores bevidstheder skaber en sfære rundt om jorden, en sfære der er ligeså reel som atmosfæren.)

Verset (uge 29)  stiller skarpt på at jeg lever i kraft af omgivelsen, at min mulighed for at finde mening i tilværelsen, i alt det, jeg har oplevet, skyldes kræfter fra omkredsen.

Det vækker fornemmelse af et overvældende og lykkeboblende ansvar: Det at erknde sig som helt menneske med både centrum og perifiri, både individuel ånd og verdensånd, gør mig medansvarlig for alle de store kriser, vi kan erkende omkring os. Men også i stand til at finde veje ud og frem.

’Vi er som mennesker en del af noget større og indgår i en cyklus mellem himmel og jord.’ (Anselm Kiefer)