Uge 28.

Ich kann im Innern neu belebt
Erfühlen eigen Wesens Welten
Und krafterfüllt Gedankenstrahlen
Aus Seelensonnenmacht
Dem Lebensrätseln lösend spenden,
Erfüllung manchem Wünsche leihen,
Dem Hoffnung schon die Schwingen lähmte.

 

Jeg kan, belivet påny i det indre,
Mærke mit eget væsens verdener.
Og med styrke give tankestråler
Fra sjælesolmagt
Til løsning af livsgåder,
Og opfylde mangt et ønske
Som ellers lammede håbets vinger.

 

Sidste uge var du Sommersonnegabe – en gave fra solen. Nu er den vokset til noget stærkt fra dit indre: Seelensommermacht – Sjæle Sol Styrke!

Hvordan kan det at erkende sig selv som som en ‘gave fra sommerens sol’ (uge 27),  udvikle sig til selvstændighed? Ved at give videre: ‘Give tankestråler til livets gåder’.

Sætte livets gåder i et nyt lys. – Ud fra Seelensonnenmacht – Sjælens Sol Styrke!

Når jeg prøver – øver – kan det lige være vanskeligt at finde den sjælesolmagt inden i sig selv. Evindeligt vil jeg føle mig som mig selv, det selvbårne menneske, som kulturen har lært mig at se mig som. Først efter at ydmygheden har vundet lidt indpas og dannet en hengiven provins i mit indre dukker sjælesolmagten op. Den er så ikke mig selv i moderne forstand. Den er netop gaven, denne lille provins!

Men jeg aner at gave-andelen af mit sjæleliv kan vokse -på bekostning af mit moderne selv, mit kæmpe ego. Mit Ego, som så konsekvent sammen med alle de andre egoer omkring mig i hele Europa har ført os alle stadig dybere ind i problemer: Finanskrise, miljøkrise, sociale kriser, klimaproblemer, krige, nød, flugt. Ophedning. Overophedning . Og som det altid sker når man overopheder noget – ja så eksploderer og kollapser det!

Set fra Egoets trone er der ikke meget håb om at vi i fællesskab kan løse nogen af de påtrængende kriser, men tværtimod: hvet tiltag ser ud til at lappe et aspekt midlertidigt, men på længere sigt blot drive os endnu dybere ind i kriserne.

‘Gave-mig’. Gavejeget. Den del af mig, som anerkender mig som gave, kan give håb om løsning uden ophedning, men med blid og indlevnede varme fra ‘tankestråler’.

Det er tankestråler fra sjælesolmagt kriserne har brug for. For bag kriserne er der ikke mekanismer eller lovmæssigheder, der er væsner, der har brug for at blive set, erkendt, elsket.

Som ‘Lille-Fut’ sagde til sig selv, medens det udmattet futtede op ad bjergbanen: ‘Jeg ved jeg kan! Jeg ved jeg kan! Og dermed overbeviste sig om at kunne.

Jeg kan gennem-mærke de verdener, der lever i mit væsen. Jeg ved, de er der.

Jeg er krop. Kroppen bevarer mine styrker, husker min fortid. Betjener mig – også i dag.

Jeg er sjæl. Føler mig og verden. Ser forstandigt til, lever sig gemytligt ind, forbinder os bevidst.

Jeg er ånd. Har del i væsnernes væsen, indser forbindelser, danner sammenhæng og mening. Selv på tværs af følelser. Jeg kan se perspektiver, sætte oplevelser i forhold til hinanden, se udveje, skabe løsninger.

Jeg kan!

Sende tankestråler, strålende tanker, afsted mod livets gåder. Så gåderne belyses af tankens stråler. Gåderne opløser sig selv når de bliver belyst, beskrevet.

MEN: Det er en styrkeprøve.

Jeg står foran en vinter, hvor alt trækker sig sammen, aktiviteterne samler sig inde og efterlader sig spor i form af ting og bunker. Det vokser til og jeg kommer til at føle mig fanget, spærret, hæmmet. Uden at kunne yde, hvad jeg føler jeg bør.

Hæmmet. Af kroppen, der ældes, følelserne der blegner, tankerne der bliver skematiske. Kroppen, der altid kun befinder sig eet sted, medens jeg ville (og burde?) være et andet. Tidens og rummets fængsel. Jeg har ikke tid og ikke plads til at gøre, hvad jeg vil og skal. Er jeg fanget hele vinteren?  Har jeg mistet min frihed og har kun længslen efter den tilbage?. Kan jeg? Tvivlen kan nage.

I forårstiden, da der blev skruet op for lyset og sansningen kunne jeg opleve at miste mig selv, fortabe mig i omgivelserne, oplevelserne. – Nu i efteråret mister jeg oplevelserne. Tab på tab!

Eller kan jeg forholde mig således, at årstidernes skift bliver en kilde til vækst? – En vækst, der kan vise sig som kilde til økologisk handling:

Forårets retning er udadvendt: Naturen lokker med mangfoldighed og fuglesang. Lyset tiltager og får alt til at folde sig ud. Jeg foldede mig ud i sanserus, iagttagelse.

Jeg blev eet med naturen, lærte dens væsner og virkeligheder at kende, holdt af dem, ikke som en samling brugbare genstande, men som et vældigt panorama af mig selv: jeg er verden. Nydelsen, glæden, sorgløsheden, begejstringen. Jeg indtog store mængder af lys i møder med naturen. Jeg opgav mig selv og valgte foreningen fordi jeg kunne opleve mig som hjemme i universet

Hvad jeg indtog,  forsvinder ikke, selv om både lys og natur trækker sig tilbage og kommer uden for min rækkevidde. Det forbliver i min erindring og jeg har mulighed for at udvinde kræfter af mine solmøder, mine naturmøder.

Hvad var det, jeg oplevede? Jeg kan sætte billederne og forestillingerne sammen på nye måder, danne helheder, vinde forståelse for hvert et væsen, jeg mødte gennem forårets forventningsfulde forening. Det er af den forening jeg nu kan forme de kræfter, der stråler. Solen flyttede med ind i sjælen. Der er den stadig, nu som en kraft, der gør det muligt at løse eller i det mindste løsne livets gåder, – også mine egne.

Fordi jeg har oplevet mig som del af verden, kan jeg tænke om verden med rigere begreber. Begreber som får fylde af hver oplevelse, hvert møde. Begreberne viser sig som billeder af naturvæsnerne, viser deres væsen selv. Jeg kan tænke noget væsenligt

At lære at tænke på denne måde ved hjælp af årstidernes skiften er at leve sig ind i verden (eller i en lille del af verden) og blive den dels forståer: ’I mennesket kommer naturen til bevidsthed om sig selv’. Når jeg stiller min bevidsthed til rådighed på denne måde bliver den til en beskeden del af naturens selvbevidsthed. Hvis jeg handler ud fra den, bliver det til handlinger der dybest set er i overensstemmelse med naturen. Derfor økologisk

Når ‘tankestråler kan give løsninger på livsgåder’ sker det kun fordi der er intim overensstemmelse mellem tanke og iagttagelse. Den iagttagede genstand bliver ‘hel’ ved at jeg knytter dens begreb til den. For den iagttagede genstand er en enhed af genstand og begreb, blot opfatter jeg den som genstand med min iagttagelse og som begreb med min tænkning. Begrebet er ikke et eller andet, jeg af egennytte eller andre grunde knytter til genstanden. Det er genstanden selv, set som væsen.

Årstidernes skiften gør vækst mulig. Vækst i samhørighed, forståelse og viden. Væksten drives af  ‘Sjæle – sol – magt’. En særegen magtform som vi alle kender, for vi kender solens magt, der viser sig ved at fremkalde vækst. Forbilledet på enhver magt – for den er kilden til al magt, den giver energi til alt og alle.

Denne magt i sjælen er kærlighed. – Kærlighed sender tankestråler, der kan løse livsgåder.

Det er ikke vækst i økonomisk forstand. Den økonomiske vækst har været drevet af snæver egoisme, som er markedsøkonomiens grundregel. Og drevet så vidt, så både klima og økonomi har lidt måske ubodelige skader?

Vi er opvokset med markeds-egoistisk tænkemåde så vi har vanskeligt ved at tro at vores tanker er væsentlige. Men snarere abstrakte konstruktioner, hvis validitet skal testes ved at måle deres resultater – økonomisk.

Derfor er der grund til klimakonference om det indre klima. Til genoptræning i at tænke væsentligt. For snæver egoisme spærrer for den kærlighed, der kan sende tankestråler, der kan løse livsgåder. Markeds-egoisme kan ikke helbredes af psykologi eller healing, fordi den er kollektiv, samfundsmæssig. Den kræver samfundsmæssig behandling: Behandlingen er kapitalismekritik ført ud i de konkrete indretninger af samfundets systemer. Et sted at begynde kunne være skolens uddannelse af tænkning.

Så der er håb. For med årstiderne at forøge den omsorgsfulde erkendelse af livet og løse dens gåder. Michales våben er tankestråler.