Uge 27.

In meines Wesens Tiefen dringen:
Erregt ein ahnungsvolles Sehnen,
dass ich mich selbstbetrachtend finde,
als Sommersonnengabe, die als Keim
in Herbstesstimmung wärmend lebt
Als meiner Seele Kräftetrieb.

 

 

At trænge ind i mit væsens dyb
Vækker en anelsesfuld længsel:
Selvbetragtende at finde mig selv
Som sommer solgave, der som kim
Lever varmende i efterårsstemningen
Som min sjæls kraftkilde.

 

 

Tekst skrevet i anledning af ugeverset

Årstiden er til at slippe naturen derude og vende sig imod naturen derinde.
Ikke blot naturen som jeg bærer i mig (som beskrevet i sidste uge) men med fokus på mit eget indre væsen, som jeg kan trænge ind i med de kræfter og oplevelser, jeg har fået af sommeren.
Det drejer sig ikke om en opladning af lys gennem sommeren og en afladnig gennem vinteren – med nagende frygt for om opladningen holder til næste opladning.
Det er en forvandling, metamorfose, af sanse- og viljeskræfter til erkendelse og selv-erkendelse. Således at det forvandlede næste sommer på en ny og intensivere måde kan inddrage naturen i den udviklingsproces, mennesket er ansvarlig for på dens vegne.
Erkendelse og selverkendelse kommer ikke som det første.

Længsel efter at se mig selv, ikke som isoleret personlighed, der selv skal gestalte sig for at få plads i verden, men som resultat, ja oven i købet som gave.

Prøv at betragte dig selv som en gave!
En gave der bliver givet til nogen. Det kan ødelægge enhver stolthed!
Vi har den gamle traditionelle opdeling mellem herre og tjener. Vi ønsker at være herrer. Så må nogle andre være tjenere. Eller hvis vi ser samfund som gensidighed er vi alle både herrer og tjenere.
Men gaver! Jeg kan se mine nære og kære som gaver fordi de beriger mig. Måske fordi de er hengivne. Men at jeg selv skulle være en gave fra solen til efteråret?

Dog er det let! Og det letter at gøre det!

Jeg ved det jo godt: alt hvad jeg er som levende væsen på jord er solens gave.

Jeg er en solfanger, der udover at koncentrere fysiske kræfter og stoffer vha. min legemlighed også koncentrerer livskraft og mening vha. min sjæl og min ånd. Det er dette koncentrat, der nu viser sig alligevel ikke at være det endelige resultat men det kim, der som enhver plante er forvandlingsdygtigt.
Gennem hele vinteren.
Glæd dig, det bliver vinter.
Til at forvandle dit kim til ny bæredygtighed.

Bliv opmærksom på hvordan denne uges vers (27) er modsat sidste uges (26) ‘Mikaels stemning’:

Linje for linje er modsætningerne slående:

Uge 26:                                                                         Uge 27

Naturmoderens væsen                                               – mit indre væsen
Jeg bærer                                                                       – vækker
viljesvæsen                                                                    – anelse og længsel
magten i min viljes ild                                                – selvbetragtning
åndens drift                                                                  – kimen i sommersolgaven
selvfølelse                                                                     – efterårets stemning.
At bære mig i mig                                                        – min sjæls spirekræfter.
Et formprincip, som går igen mellem de vers, hvis sum giver 53  (26+27)