Uge 26. Michaels-ugen

Natur, dein mütterlisches Sein
Ich trage es in meinem Willenswesen;
Und meines Willens Feuermacht,
sie stählet meines Geistes Triebe
dass sie gebären Selbstgefühl
zu tragen mich in mir.

 

Natur, din moderlige væren
bærer jeg  i mit viljens-væsen, 
og magten i min viljes ild
stålsætter min ånds drifter
at de kan føde selvfølelse,
til at bære mig selv i mig.

Arne Haugen Sørensen: Flygtning 2000

Vendepunkt. Jævndøgn er passeret, nætterne er længere end dagene, forandringerne sker hastigt, mærkbart.
Således også i det indre. Sidste uge (ugevers 25, uddrag):
’Naturen drages mod søvnen, men sjælens dyb skal vågne og bære solglød ind i mørk vinterflod’
i forhold til denne uge:
’Natur, jeg bærer din moderlige eksistens i min viljes væsen.’
– ikke omvendt: Naturen er bærer af mit viljesvæsen!

Denne moderlighed, jeg bærer i kroppen, i arme og ben, i det af mig, der kan udføre handlinger, handlingsmennesket, er derefter det, der giver min urolige ånd retning og føder – som moderlige væsner har som særkende – min selvfølelse.
Min selvtillid?
Min selvhævdelse?
medmindre selvfølelsen får yderligere kræfter til at gøre mig selvberoende, til at bære mig selv i mig.
Særligt i denne tid – efter vendepunktet – er der gode forudsætninger for at erkende, at naturen er en del af mig, at jeg er en ansvarlig bærer af naturen:

Om bæredygtighed.

Egentlig er jeg usynlig, ligesom alle andre mennesker er det. Jeg har for tiden lånt en smule fysisk stof, som jeg har bygget mit synlige legeme op af. Det stof vil jeg, når tiden kommer, levere tilbage i forhåbentlig god stand, så det kan anvendes til andre formål. Jeg selv, som har lånt stoffet, er usynlig. Godt nok har jeg givet denne lille portion stof en særlig form, selv om jeg har arvet det meste fra mine forældre. Men i brug og gennem alle mine handlinger har stoffet dog fået en særlig form, der gør mig genkendelig og som til en vis grad lader ane, hvem der står bag netop denne form. Men jeg må regne med at jeg er usynlig og regne med at alle mine medmennesker også er det. At regne med det åndelige i mennesket til daglig er grundlaget for en Michaelsk tænkemåde. (siger Steiner i et…
Dette usynlige væsen, der for tiden har ’stablet nogle mineraler mv. sammen’ bærer i sin mindst bevidste del, viljesvæsnet, rundt på natureksistensen.
Normalt tror vi det er omvendt: Naturen er til og den har på jorden formet sig til levende væsner, heriblandt mennesket. Men det er os der bærer naturen!
Det er vi blevet klar over i de senere år på en anden og udfordrende måde. Naturen ser ikke ud til at kunne overleve den måde, vi bærer den på. Eller anderledes udtrykt: Vi bærer os ad på en måde, naturen ikke tåler i længden. Vi må gøre op med den adfærd, der har ført til den så dramatiske naturforurening og den begyndende, men truende temperatur­stigning på kloden.
I denne problemstilling betragter vi som regel naturen som værende udenfor os: Vi har bygget byer med huse, veje med biler og luftruter med flyvemaskiner. Overalt er vi inde og synes så at naturen er ude. Vi glemmer, at vi har båret naturen med ind. Vi overser, at det, vi har båret den med ind i – på linje med vores fysiske kroppe – er bygget op af stoffer, som vi har lånt af naturen og som vi skal levere tilbage igen, helst i bedre stand end de var i, da vi lånte dem.
Man må overveje i hvilken udstrækning den ene fejl: At vi normalt betragter os selv som synlige (altså ikke regner med at vi er åndsvæsner) er medvirkende årsag til den anden fejl: at vi er ved at ødelægge naturen?
I os, i vores viljesvæsen, er Moder Natur i stand til at give viljen kraft ved at nære den ild, der lever i viljen. Men ilden har ingen retning, den er ’bare’ kraft. Kraft som kan anvendes af det, min ånd stræber efter, min ånds drifter. (Jeg er ikke helt glad for oversættelsens: ’målsætninger’.) Men min ånd, dvs. det jeg egentlig er som usynligt væsen, vil erkende mig som væsen, dvs. gøre at jeg oplever mig selv som væsen: Selvfølelse, selvtillid, selvbevidsthed. For som selvbevidst væsen har jeg evnen til at bære mig selv i mig.
Verset bruger hele to gange ordet ’tragen’ – bære. Begge gange er det mig selv, der bærer. Den første gang drejer det sig om at jeg bærer naturen, den anden gang at jeg bærer mig selv. Jeg er altså fra begyndelsen bæredygtig, idet jeg bærer på moder natur. Men jeg kan udvikle min (selv)forståelse så jeg også kan bære mig selv. Som selvbærende væsen behøver jeg ikke at forbruge for at gestalte mig selv eller for at få tryghed. Som selvbærende væsen bliver jeg bæredygtig og kan leve bæredygtigt med naturen.

Mon ikke det er en farbar vej eller i det mindste et bæredygtigt bidrag til løsning af vore moderne globale kriser?