Uge 25 (Jævndøgn d. 22/9)

Ich darf nun mir gehören
Und leuchtend breiten Innenlicht
In Raumes und in Zeitenfinsternis.
Zum Schlafe drängt natürlich Wesen,
Der Seele Tiefen sollen wachen
Und wachend tragen Sonnengluten
In kalte Winterfluten.

Dansk oversættelse:

Jeg må nu tilhøre mig selv
Og lysende udbrede indre lys
I rummets og tidens mørke.
Til søvnen drages naturens væsen
Men sjælens dyb skal våge
Og vågent bære sol-gløder
Ind i kolde vinterfloder.
Tekst, skrevet ud fra ugevers 25: 

At være sin egen!

Ikke som den lille kat på vejen.

Men som ansvarligt væsen overfor alle andre væsner. At være sig selv for at kunne bringe oplysning, for at kunne erkende.

Sanseindtrykkene kan være overvældende, forvirrende, usammenhængende. Betydningsløse i den forstand at selve sanseindtrykket ikke fortæller at det hører sammen med andre sanseindtryk. Hvert enkelt sanseindtryk står for sig selv, løsrevet fra sammenhæng. Til at etablere den mest simple sammenhæng mellem en kops rand, dens krop, hank og bund for at danne en helhed: Kop – kræves oplysning. Genstandene i vores iagttagelsesfelt giver først mening, når vi har sat dem sammen til meningsbærende enheder. Egentlig kan vi end ikke iagttage koppens rand, dens cirkel eller ellipseform uden at kæde mangfoldige iagttagelseselementer sammen til helheden: rand, cirkel og i skråt syn: ellipse.

Tilsvarende er det med iagttagelsen af mig selv: Jeg bliver først klar over at jeg er mig selv ved at samle en mængde enkeltiagttagelser til den helhed, jeg kalder: Mig. Jeg!

Den aktivitet, der bringer elementer sammen til forståelige helheder, er tænkningen, Med den finder vi begreber til tingene, kobler dem sammen på en måde, der passer til hvert begrebs natur. Jeg kan tænke begrebet cirkel og opbygge forestillingen om en cirkel, som hvis jeg ser lodret ned i koppen. Begrebet ellipse føjer sig på en lovmæssig møde til begrebet cirkel når jeg ændrer min betragtningsvinkel. Skulle begrebet firkant melde sig i denne sammenhæng, vil det af indre nødvendighed blive bortvist til fordel for ellipsen.

Det er denne grundproces der i uendelige variationer skaber det indre lys, der bevirker, at jeg, mennesket, kan være mig selv og uundgåeligt sprede oplysning i alle de ting og væsner, der holder til indenfor tid og rum. Denne grundproces kan de andre væsner ikke foretage. Ser jeg på mig som sammenhængende med naturen, (og det kan jeg jo netop fordi jeg kan tænke) leverer jeg det sted, hvor de naturvæsner, jeg iagttager, kan komme til bevidsthed om sig selv.

Hegel: ’I mennesket kommer verden til bevidsthed om sig selv.’ – Hvis mennesket lader dele af verden få plads i dets bevidsthed, ikke bare som brugsgenstande men på deres egne betingelser.

Og mennesket selv: Vi kan iagttage os selv og have selvfølelse. Som selvfølende individer isolerer vi os fra verden. Jeg står til tider skarpt overfor de andre, overfor verden. Kæmper for mine rettigheder, min plads, min overlevelse, trivsel, rigdom..

Jeg kan også erkende mig selv. Selverkendelse forener mig med verden, jeg kan indse, hvilken funktion jeg kan have i verden, se, hvilke opgaver, jeg kan løse. Dermed kommer jeg til at kunne tilhøre mig selv. Jeg kan være min egen ved at brede oplysning og ved at brede lys bliver jeg min egen.

I verden findes der muligheder for at mennesker udvikler sig selv ved selverkendelse. Selverkendelse er autopoietisk. Selvskabelsen begrænser sig ikke til individet. Det selverkendende individ er samtidig del af den natur, det erkender. Det er naturvæsnernes bevidstheds højdepunkt. Hele naturen bidrager til, at dette højdepunkt kan opnås. Jeg kan det ikke alene. Det forudsætter at der findes materie, kræfter og love, der i uendeligt fine samspil bringer mig til den mulighed, at jeg kan udvikle det sidste i form af selvbevidsthed. Storm P: ’Hvad mener du om verdenssituationen? – Ingenting. – jeg har fået noget i øjet!’ Et forkert anbragt støvkorn kan opholde hele erkendelsesprocessen. En vakkelvorn affære, som dog fungerer overraskende stabilt.

Udtryk for naturens næsten ufattelige troskab. Det er et erkendeligt aspekt af naturens væsen.

Væsen: Det væsentlige ved naturen, ved æblet, stenen. Stenens væsen. At erkende stenen er at møde dens væsen. At se dens væsen. For stenen er det at blive set. Måske er det lige så vigtigt for sten at blive set som det er for børn (og voksne) At blive set og anerkendt som det væsen, vi er. Børn lever kun trygt, når de ved, at de bliver set. Så kan de hvile i legen, så kan de hellige sig deres udvikling. Uden angst og bekymring.

Måske er det ligesådan med ethvert naturvæsen. Hvis det kan vide sig set, hvis det kan vide, at det bliver anerkendt som væsen, kan det hellige sig sin opgave, udføre sin funktion.

Vi lærer og underviser ikke med tilstrækkelig styrke at respektere og erkende naturens væsner. Vi er derimod gode til at se deres nytteværdi.

Årstiden drager naturens væsen mod søvnen.

Naturen vil gerne trække sig sammen og gå til hvile efter langt og intensivt frugt­bart arbejde. Den har givet og jeg har høstet. Den trænger til at sove – til at dø en lille smule. Naturens væsen er at leve liv i hvert et væsen, i hver en celle og i hver en sten. Måske den ængstes lidt ved at søge søvnen?

Men naturens bevidsthed kan våge, så naturen kan finde hvile og fornyet styrke uden at kulden får fat.

Og vi, der bærer naturens bevidsthed, skylder den at våge, så den kan hvile. Vi har (mod)taget  af naturens rigdomme, så den er slidt.

Medens naturens væsen hviler kan vi vågent bære glød af varme og lys fra solen og for en gangs skyld bidrage til den indre globale opvarmning og ikke til den kolde materialismes opvarmning af det ydre, fordi den anser naturen for en samling af brugsgenstande.