Uge 24.

Det Selv-Skabende Menneske. 9. hovedbillede.
Det Selv-Skabende Menneske. 9. hovedbillede. Michelangelo, Det Sixtinske Kapel, Rom, Okt 1511

Sich selbst erschaffend stets
Wird Seelensein sich selbst gewahr.
Der Weltengeist, er strebet fort
In Selbsterkenntnis neu belebt
Und schafft aus Seelenfinsternis
Des Selbstsinns Willensfrucht

 

Dansk oversættelse:

Stadigt skabende sig selv
Bliver sjæleeksistensen sig selv bevidst.
Verdensånden, den stræber videre
Påny belivet af selverkendelsen
Og skaber af sjælemørke
Selvværdets viljesfrugt.

Den sjælelige eksistens skaber bestandigt sig selv – og bliver i den proces klar over, at den eksisterer. Tilblivelse er altså et resultat af selverkendelse og omvendt. Idet ‘sjælelig eksistens’ erkender sig selv bliver den til. Denne proces foregår og udgør den almene sjæleeksistens, men den kan (naturligvis) genfindes i det enkelte menneskes sjælelige eksistens, som er del af og bærer af den almene sjæleeksistens.

Denne selverkendelsesproces giver nyt liv til verdens-ånden, som bliver mere levende og stræber videre. Når verdensånden stræber videre frembringer den atter nyt: Den skaber af sjælemørke, (et påfaldende udgangsmateriale, der mest af alt minder om ’intet’ eller ‘kaos – det forskels-løse’) Af dette mørke skaber verdensånden ‘viljesfrugt’.

Selvværdets viljesfrugt har jeg forsøgsvis oversat fra: ’Selbstsinns Willensfrucht’. Det er (atter) ordet Sinn der driller: mening, væsen. Det at have mening ved at være sig selv. Dette i sig selv hvilende selv, dette selv, der giver sig selv mening, sammenhængskraft bringer frugt i form af vilje eller handling. Eller handlingens frugt, resultatet af handlingerne. Eller er det handlingen, der giver selvværdet sin mening?

Denne frugt er skabt af sjælemørke, som verdensånden har forvandlet, fordi den selv har fået nyt liv af selverkendelsen og dermed kan belyse eller oplyse de mørke kroge i sjælene.

Når jeg skal prøve at konkretisere denne viljesfrugt, kan jeg ikke komme i tanker om andet og bedre end Michelangelos kunstneriske skaberværk: Frem for nogen står han  som ikonet for dette ugevers: Han har gennem et langt liv vundet bevidsthed om sin egen eksistens ved konstant at arbejde, mest med hammer og mejsel. I arbejdet er han blevet belivet, blevet et nedslag af verdensånden. Og særligt de to sidste linjer passer til Michelangelo: han skabte af sjælemørke sine kunstværker, måske særligt loftet i  ‘Det sikstinske Kapel’. Det blev frugten af hans ustandselige vilje, hårdnakkede arbejdsindsats. Det blev det, der gav ham selvværd, selvforståelse. Sikkert er megen erkendelse af mennesket gået op for ham i de næsten 5 år han arbejdede på stilladset 20 m over gulvet i kapellet, arbejdede med puds og frescofarver i en for ham uvant og ubekvem teknik, men i et for ham måske passende format op imod 800 kvm). Viljesfrugt!

Kommer man til Det sixtinske Kapel hører man at Michelangelo på storslået vis har fortalt skabelsesberetningen i grandiose billeder på pavens loft. Det må være bittert for ham at blive så grundigt misforstået: Han har skabt, tidligt i 1500-tallet, en mangfoldig billedgengivelse af menneskets væsen; både som det er og som det har muligheder for at udvikle sig til. I skabelsen af ’loftet’ har han skabt sig selv. Og for os skabte han en fortælling om vores grundvilkår og en vejledning i at benytte dem til stadig fuldkommengørelse af os selv. En fortælling vi kan læse i billederne så de passer præcis til hver af os, så vi kan vokse af sjælemørke.

Selvskabelse, autopoiese, der breder sig som ringe i vandet og ender med ’Selvværdets viljesfrugt’ – det kunstneriske arbejde der skaber af sjælemørke.

 

Autopoiese:

Et moderne begreb der betyder at noget eller nogen skaber sig selv. Et ’poetisk’ begreb. Poiein er det græske verbum for at frembringe, skabe noget nyt, nydannelse, at gøre. I det gamle testamente gjorde gud verden. Tilsvarende betyder substantivet ‘poiesis’ det gjorte, det skabte. Auto betyder: sig selv.

Begrebet er dannet for at beskrive grundlæggende biologiske processer. En celle kan forstås som et selvskabende system, der opretholder sig selv ved bestandigt at danne de komponenter, den består af. Den optager kun de elementer fra sin omverden, den har behov for, men den gør det ved en energiudveksling med omverdenen. Cellens lukkethed er  forudsætningen for dens åbenhed.

Siden skabelsen – eller rettere siden vi dannede begrebet skabelse – har der været et probelm: Skaberen skaber, vi er skabte. Som skabte kan vi ikke erkende skaberen, for han har evnen at skabe, mennesket er blot skabt. Der er således en uoverstigelig kløft mellem skaberen og det skabte. En af flere årsager til en to-verdensopfattelse, dualisme, som har redet menneskeheden som en mare, og stadig gør det.

Begrebet autopoiese lægger skaberevnen ind i ’det skabte’ som så godt nok er skabt, dannet, frembragt, men ikke af en fjern kraft, der er utilgængelig for erkendelsen, men af de kræfter, der er aktive i det skabte selv. De samme kræfter må således være aktive i erkendelsen, som derfor ikke kan have nogen principiel grænse.

Begrebet autopoises er vist nok brugt første gang i 1987 i Maturanas og Varelas bog: ’Kundskabens træ’, men Rudolf Steiner anvender det her ganske åbenlyst og præcist en ganske imponerende del år tidligere.

Man kan sige, at hvor natur- og senere samfunds-videnskaben anvender autopoiese om hvordan ’systemer’ opfører sig, forklarer Steiner hvad autopoiese er. De to indfaldsveje modsiger så vidt jeg kan se ikke hinanden:

Autopoiese er en – eller måske den – måde, åndelige kræfter virker på. Derfor genfindes autopoiese i alle frembringelser: Celler, sociale systemer, organismer, økosystemer, Gaia, universet o.s.v. ! For vi taler ikke længere  om to verdener, men een. Den s.k. åndelige verden er ikke noget andet end den s.k. fysiske verden. (ligesom lægeverdenen ikke udgør en anden verden end ’min verden’) Når Steiner skriver om forskellige verdener er det at forstå som ’systemer i systemer’ eller som dele af et hele. Dele, der ikke kan eksistere isoleret, men som vi godt kan betragte hver for sig, som vi kan rette opmærksomheden imod, uden at de derved falder ud af sammenhængen med helheden. Og skulle vi for en tid tro, at noget kan behandles som om det var isoleret fra helheden, viser konsekvenserne af vor fejlopfattelse sig snart: vi mente at kunne anvende energi til opvarmning af motorer og huse men ser nu at vi er i gang med en global opvarmning.