Uge 23.

Es dämpfet herbstlich sich

Der sinne Reizesstreben;

In Lichtesoffenbarung mischen

Der Nebel dumpfe Schleier sich.

Ich selber schau in Raumesweiten

Des Herbstes Winterschlaf.

Der Sommer hat an mich

Sich selber hingegeben.

Dansk oversættelse:

Efterårsagtigt dæmper sig sansernes pirringsleg;

I lysåbenbaringen blander tågens dæmpende slør sig ind.

Jeg selv ser i rummets vidder efterårets vintersøvn.

Sommeren har hengivets sig selv til mig.

Sydfrugter

 

En tekst skrevet ud fra meditationen:

4 korte sætninger, ikke noget kompliceret sprog.

Lydmaleriet beherskes af s-, sch- og ch-lyde.

Rent naturmaleri? Det er ved at blive efterår, og den sanselige udlevering aftager. Lyset skifter karakter, fra at have været sommerskarpt dæmper det sig, der optræder tågeslør.

Og når jeg ser ud i naturen kan jeg allerede se vintersøvnen komme. Sommeren er forbi.

Nej vel! For sådan ser det ikke ud derude:

Efterårshimlen er klar og blå, køligheden hindrer tågeslør, farverne er ved at blive kraftigere, de grønne er næsten overmættet og nogle få steder ved at knække over i gyldent og brunt. Snart vil alt være et pragtfuldt gyldnet farveorgie, frugterne farvemættede, luften er fuld af spindelvæv, insekter svirrer, roserne blomstrer endnu, brombærrene sortner og eksploderer i munden af sødme.

Alle vegne er er intensitet i livet, mere farve, mere duft, mere smag.

Friske afgrøder: Rødder, løg, urter.

Det er ind imellem sommeragtigt, varmt, klart.

Men fuglestemmerne er forstummet. Kun lidt spurvepippen ved foderbrættet og krageskrig fra himlen.

De 4 korte konstateringer virker som konklusioner, afslutninger, der svider med deres s-konsonanter og mumler med m-er. Det er ikke en beskrivelse af de ydre forhold i naturen, men en manden sig op til at forlade sommeren og se vinteren i møde.

På 4 planer, 4 niveauer. Som de 4 paukeslag i den første takt af Beethovens Violinkoncert.

  1. Det er mine sansers stræben efter oplevelse, der dæmper sig, – på en efterårsagtig måde. Det fysiske legeme afslutter noget og indstiller sig på nyt.
  2. Den måde, jeg opfatter lyset på, iblandes slør af tåger. Min livsmåde ændres fra kontureret oplevelse til medleven.
  3. Jeg ved, at jeg skal se efteråret som en forberedelse til vintersøvnen. Indsigt og følelsesmæssig justering.
  4. Og på denne rejse har Jeget fået en gave med: Sommeren har pakket sig sammen og overgivet sig til mig.

Det er sammenpaknningen jeg oplever derude: frugter fortættes fra åbne blomster til intense kerner, bladgrønt suges gennem stængler til hemmelig kraft i rodværk, insekter opfylder deres rolle og bliver fugles energi til lange rejser. Fuglene flokkes i rejseselskaber.

(Underligt i øvrigt, hvor alle insekterne pludselig kommer fra? Gennem hele sommeren har der kun været nogle få slags, nu myldrer mangfoldigheden frem. Edderkopperne bygger ivrigt deres net og gør sig til med fangst. Forårets larver forsvandt, sensommerens insekter opstod.)

Alt er en koncentration, en bevægelse indad. I mig skifter orienteringen fra omverdenen til indverdenen. Sommeren har hengivet sig selv til mig. Så jeg kan tage den med mig gennem vinteren.

At samle det væsentlige til rejsen ind i dødsriget, som gravkamrene i Kongernes dal, eller kæmpehøjene i landskabet heromkring. At sove er at dø en lille smule, at gå ind i vinteren er at dø lidt mere, at dø er at slippe det hele og gøre sig klar til at destillere livets udbytte til den smule erkendelse, vi kan bære med. – Være med.

Gerne sukker vi til sommeren: ’Verweile doch, Du bist so schön’ (bliv dog her, du er så skøn) – og det gør den så, men som koncentrat, som hengivelse. Både fysisk og sjæleligt giver den os næring med til rejsen. Vi har set forvandlingen af lys, foretaget af blades grønkorn, udstillet som blomsters farve og duft og indsamlet til frugters mættede væren. Og vi har langt inde vidst, at det var forberedelsen til forvandlingen. Og at forvandlingen kræver afsked.

Afsked som grundvilkår: vi mennesker ved, måske som de eneste, at forandringen sker, at intet varer, at vi må opgive tilknytningen til alt og til enhver. At vi må gå smerten ved afskeden i møde, pibende eller syngende, knugede eller oprette. Den uigenkaldelige afsked, uden vished om noget nyt, uden viden om, hvad der kan fortsætte. Tvivl, angst, uafvendelighed.

Underligt at min død er lige så uafvendelig som min fødsel. Min mor må have følt det markant under sin graviditet: Fødslen vil komme! Forhåbentlig har hun glædet sig, men sikkert også frygtet. Men hun blev glad da hun så mig, det har jeg levet af siden. Måske kan jeg også glæde mig til dødens forvandling, men ikke til at den vil forvandle mine kære.

Sommeren fortæller noget om, hvordan den har hengivet sig til mig. Den siger noget, jeg kan lære af:

’Se jeg har samlet lys, så du kan ernære dig af det vinteren igennem. Min ’storebror’, tidsepokerne, har samlet kul og olie, som du kan bruge af. Så du kan trygt samle lys på den måde, mennesket kan: sjælelys, som lyser ind i åndsdybder. Erkendelse. Båret af kærlighed, så alle de erkendte væsner oplever sig anerkendte.’

Verwandle doch. Ikke: Verweile doch.

‘Gør dig klar til forvandling. Forvandl noget af det, du har oplevet og set. Så véd du med tiden, at du også kan forvandle dig selv. Til ikke at være din krop, men kun det lys, din krop med sanser og mund har spist.’