Uge 22.


Uge 22

Das Licht aus Weltenweiten,

Im Innern lebt es kräftig fort:

Es wird zum Seelenlichte

Und leuchtet in die Geistestiefen,

Um Früchte zu entbinden

Die Menschenselbst aus Weltenselbst

Im Zeitenlaufe reifen lassen.

Dansk oversættelse:

Lyset fra verdensvidderne

Lever kraftfuldt videre i det indre.

Det bliver til sjælelys

Og lyser ind i åndsdybderne,

For at frisætte frugter

Som over tid lader menneskeselvet

Modne ud af verdensselvet.


 

En tekst skrevet ud fra ugevers 22:

At have set verden, udnyttet hele synskredsen, stillet sig på en forhøjning og sanset sig ind i alle retninger, uden sortering, uden at ordne på forhånd. Ladet lyset fortælle om alle de væsner, det belyser. Det er oppakningen, vi har brug for til den videre rejse. Intet andet. At have set det hele. (og hørt, mærket, lugtet, smagt…)

Når man ser, er det ikke sådan at øjnene virker som et par overvågningskameraer, der optager alt foran linsen. Vi ser kun med engagement. Vi ser fordi vi vil se. Så vi ser kun det vi vil se. Eller det vi har forudsætninger for at se, interesse for, begreber for..

Men her er der tale om et opgør: det er ikke lyset fra et lille udsnit af verdensvidderne, selv om det nok kan have sin begrænsede virkning, men simpelthen lyset fra det hele. Jo mere, des bedre. Jo mere vi har set, jo mere vi bruger lyset fra solen, stjernerne, kosmos, des mere lys kommer der ind og lever kraftfuldt videre i det indre. Så væk med filtrene, fordommene, skyklapperne, i hvert fald i udvalgte situationer. (Daglige rutiner kører naturligvis på en slags autopilot, hvor hovedparten af sansningen er slået fra, så vi med forholdsvis lille bevidsthedsinvestering kan komme igennem de mange gøremål, der anses for nødvendige til livets oprethold)

Lyset fra verden bliver til sjælelys, der lyser ind i åndsdybdene. Det gør det for i sidste ende at modne menneskets selv.

Processen, der beskrives er lang og fuld af forvandlinger:

  1. Lyset udefra, det lys vi ser, lever og skaber liv i menneskets indre.
  2. Det indre lys bliver til sjælelys.
  3. Sjælelyset lyser ind i åndens dybder. Vi kan se ind i åndens verdenslag med lys i sjælens pandelampe.
  4. At kunne se ind i åndens verden er frugtbart. Kreativt?
  5. De frugter, der uddannes af at skue ind i ånden, sætter en modningsproces i gang: Modningen af menneskets selv ud af den almene verdens selvheds-substans.
  6. Det sker i tidsforløbet: det tager hele tiden, det drejer sig ikke bare om i dag, dette liv, men om hele rækken af       inkarnationer.
  7. Fortsættelse ud over denne uges vers: menneskeselvet er det reflekterende væsen, der erkender verden.
  8. I mennesket kommer verden til sig selv.

 

Det hele (og det er ikke så lidt) begynder med at lukke lyset fra verdensvidderne ind. Men vi lever for tiden i en kultur, der gerne lærer os at lukke det lys ude.

Hvordan det?

Vi lever med to arter af bevidsthed:

  • Den umiddelbare bevidsthed, der retter sig mod hvad som helst der er til stede lige nu i denne situation, som er der nu.
  • Den formålsbestemte bevidsthed, der udsøger sig det i omverdenen, der kan bidrage til at opfylde et mål, vi har sat os.

Den formålsbestemte bevidsthed ville ikke have en så afgørende så betydning, hvis vores mål var at modne menneskeselvet ud fra verdensselvet. Men det er ikke de målsætninger, der tales om af politikere, uddannelsessystemer, samfundsformer, produktionsselskaber, økonomer osv. Målene vi sætter os er oftest ganske snævre: At blive den hurtigste cykelrytter, at få lønforhøjelse, at blive færdig med at skrælle kartofler, at vinde anerkendelse fra de voksne, vennerne…

Rimeligt nok fører en kortsigtet målsætning til, at vi kan nå den indenfor en kort tid og opleve den tilfredsstillelse, det er, at nå det, man har sat sig som mål. Og sætte sig et nyt mål.

Men den dominerende fokus på korte og nyttige mål indsnævrer det, vi lægger mærke til i verden. Vi lærer at skelne mellem vigtigt og uvigtigt, og at se det vigtige og overse det uvigtige. Men hvad der er vigtigt bliver sat af vores egen målestok (eller af vores samfunds og vores kulturs målestokke, som vi har gjort til vore egne bevidst eller ubevidst)

Mødet med andre kulturer udvider vores horisont! Men vi behøver ikke rejse til andre verdensdele. Vi kan møde andre kulturer ved at se på alle de vante ting, vores omgivelser, uden at have bestemt, hvad der er vigtigt. Du kan øve dig i at se på noget af det, du plejer at synes er uvæsentligt. Behold det i hånden en kort stund inden du smider det ud, æblets kernehus, den tomme mælkekarton, det afklippede græs, sandet mellem tæerne når du kommer hjem fra stranden. Giv det en chance for at fange din opmærksomhed. Og du vil kunne opleve, at det slet ikke er uvigtigt. Kernehuset er et talende eksempel på forskellen mellem nytteværdi og væsensværdi. Faktisk har æbletræet brugt hele sin livsenergi for at danne de små kerner og pakke dem ind så lækkert, at de vil blive spredt så der kan opstå nye æbletræer. Æbletræer der ikke er identiske med modertræet, for bierne har befrugtet blomsterne med støv fra andre træer, så der opstår vedvarende nye varianter, ny mangfoldighed. Så æblekerner ødelægger standardiseringen af æbler, og frugtavlere foretrækker at klone (stiklingsformere) deres æbletræer, for at kunne sikre ensartetheden.

At lade sin opmærksomhed fange af det, der eksisterer, kan tilsidesætte den formålsbestemte bevidsthed!

Det moderne effektive samfund levner ikke megen plads til folk, der falder i staver over et æbleskrog.

Ved at åbne mere for den umiddelbare bevidsthed, kommer der nyt lys ind i det indre, og det kan kaste nyt lys ind i forståelsen af sammenhænge, som med tiden vil lave om på den nogenlunde trygge tilværelse, vi så møjsommeligt har konstrueret.

At lukke mere lys ind er altså at udsætte sig selv for en risiko, og vi har jo netop konstrueret et samfund, hvor vi kan håndtere risikoen.

Til gengæld risikerer vi at blive geniale ved at lukke mere lys ind, ved at udvide vores horisonter, ved at se på det oversete, ved at yde modstand mod det sædvanlige, ved at satse på mangfoldigheden.

 

Ugeverset beskriver i 7 korte linjer det moderne menneske, renæssancemennesket. Vi har som renæssancemennesker enestående muligheder for at anvende vores bevidsthed så den når horisonten rundt, rummer mere lys fra verdensvidderne. For at samle lys og dermed frisætte frugter, der kan modne os selv.

Se på Leonardo da Vinci! Manden vi alle kan lære af. Han kunne det bedre end de fleste.

Se godt og længe på hans selvportræt:

382px-Leonardo_self