Billedet herover har Vincent van Gogh malet i 1890, samme år som han døde. Fortællingen om Lazarus kan du finde lige midt i Johannes-evangeliet. Den er dramatisk: En god ven af Jesus er død. Budskabet når Jesus medens han er langt væk fra hvor Lazarus og hans søstre bor. Jesus skyder det tilsyneladende hen. Først 3 dage senere kommer han til graven og søstrene advarer ham: ‘Han stinker allerede’. Se på Lazarus på billedet. Hans krop er næsten henflydende. Jesus står udenfor graven og kalder på Lazarus, som vågner op. Siden beretter Johannes-evangeliet ikke mere om Lazarus, men om ‘Den Discipel, Herren elskede’, nemlig Johannes selv. Så vidt selve den bibelske beretning.

Siden Påske er der gået 50 dage. Det må have været en forunderlig tid for disciplene dengang. Det var de første 50 dage efter Golgata og påskemorgen med opstandelsen. Den døde Kristus var levende igen, men på et andet plan. Mange spørgsmål tumlede rundt i folks sjæle: Hvad har han mon ment med det, han sagtde ved ‘afskedsmåltidet’ ?(Se mit ‘Brev om Kunst’ fra den 9/4, hvor jeg viste Leonardos ‘Nadverbillede’ – men med en helt anden indfaldsvinkel, end jeg vil bruge i dag.)

Beretningerne om hændelserne skærtorsdag beskæftiger sig med det, der hændte under middagen: Kristus tog brødet, delte det ud med ordene: ‘Dette er mit legeme’. og vinen delte han også med ordene: ‘Dette er mit blod’.

Lige siden har der været mange ihærdige forsøg på at forstå, hvad dette mon kan betyde. Man har talt om ‘forvandling’ af brød og vin, om at det måske ‘bare’ er symboler og et væld af andre mulige forståelser.

Jeg vil her foreslå en helt enkelt (måske teologisk uholdbar men vidtrækkende) forståelse af ordene: Jeg vælger at se dem ganske bogstaveligt. Men på det tidspunkt, Kristus udtalte dem, havde de en vis fremtidskarakter, for det var inden has død på korset langfredag og inden opstandelsen påskemorgen. Men prøv at opfatte dem helt konkret: Brødet er Kristi legeme. Vinen er Kristi blod.

Brød er et kornprodukt. Kornet vokser på markerne, hvor det omdanner solens lys til næring for dyr og mennesker. Det samme gør alle planter. Intet dyr kan leve på jorden uden direkte eller indirekte at spise planter. Rovdyr og kødspisende mennesker spiser ikke kun planter, men andre dyr, der i den sidste ende har levet af planter. Planter er ganske enkelt fundamentet for ethvert menneske- og dyreliv på jorden. Kristus siger om brødet, som et udvalgt og ganske generelt eksempel på mad, at det er hans legeme. Hver gang vi spiser noget, lever vi af Kristus.

Hvad ser du på van Goghs billede? Du ser indefra graven, der er en klippehule, ud mod lyset: Der ses den ene søster i vildt oprevet tilstand, den anden søster har bevaret fatningen. Men Jesus er der ikke. I stedet er solen der, stor og gylden på en lige så gylden himmel. Solen er Kristus. Kristus er solen. Solen har Vincent van Gogh givet en tydelig ring, en corona, som er navnet på netop den ring af lys, man især kan iagttage ved total solformørkelse, hvor synet ikke bliver blændet af solskiven.

Lad os vende tilbage til skærtorsdagens beretning om brødet, som Kristus siger er hans legeme. Hvis du vil gå ind på at forstå ‘forvandlingsordene’ ordret, må du gå en omvej, der viser at forvandlingen er universel og ikke blot vedrører den hostie, der bruges i kristne gudstjenester: Kristus bliver efter himmelfarten og pinse forenet med verden på en ny og meget intim måde. Han bliver solånden. Solens lys skinner på jorden hvor planterne optager lyset og ved dets energi omdanner luft og vand tl organisk stof. Solen inkarnerer så at sige via sit lys i planterne. Planterne, og dermed kornet, bliver til Kristi legeme. ‘Dette er mit legeme, tag det og spis alle af det.’ og det har vi gjort siden, – for hvad skulle vi ellers leve af?

Om vi nu allesammen vil eller kan se planterne som Kristus- Sol-Åndens legemliggørelse i planterne eller om vi vil nøjes med at fæste lid til den mere bio-fysiske del af komplekset: Solens lys ernærer os via planterens fotosyntese: Vi er i alle tilfælde essentielt afhængige af planterne og må derfor – i egen interesse – respektere planterne og være taknemmelige overfor dem. Vi må lade dem leve deres liv på jorden i rigelige mængder. Det er ligetil. Og måske en anelse banalt. Men ikke desto mindre en helt eksakt realitet.

Hvis det kan blive vores holdning – igen – vil vi måske ud fra indsigt give planter plads både i form af den vilde natur (Amazon-skovene) og i form af dyrkede fødevarer. Ud fra indsigt standse rydning af urskov for at give plads til dyrkning af soyabønner, der tjener som svinefoder i bl.a. Danmark. Eller holde af planternes mangfoldighed og holde op med at lade enorme arealer blive brugt til juletræsmarker i stedet for til spiselige afgrøder. Korn.

Det er måske det, vi kan og bør forstå når det nu er pinse og vores tanker kan få en smule mere kraft. Noget med at vi lever i og af en ‘guddommelig’ natur og at det nu er vores tur til at passe på den. Det er måske derfor pinsesolen danser?