Nytårs-ønske. Nytårs-forsæt.

Nytårs-ønske. Nytårs-forsæt.

Edvard Munch: Sol. Fra Oslo Universitets Aula.

Jeg ønsker jer alle et lysfyldt kulturliv i hele det nye år. Kultur er det, der kan få os til at forstå. – Ikke ved tvang, ensretning, massepåvirkning, sociale medier, overvågningskapitalisme osv. Men ved at vi – hver især tager os tid til at sætte vores oplysninger sammen, så de forholder sig til hinanden – som en helhed.

‘Enhver forståelse er egentlig at sætte det ene i forhold til det andet. Vi kan jo kun begribe og forstå verden ved at sætte det ene i relation til det andet.’

Hermed antydes også: at jo større sammenhænge vi kan sætte de enkelte ting ind i, desto bedre, stabilere forståelse. Det vi benytter os af når vi skal sætte de enkelte elementer i forhold til hinanden er tænkningen. Den frie, intuitionslignende tænkning. (ikke den tvungne nyttetænkning!). Denne lysende tænkning øver vi, når vi arbejder med kultur (kunst, videnskab, religiøsitet).

Mit Nytårsønske: At I, hver for sig og sammen, må få bedre muligheder for at beskæftige jer med kultur. Og se verdens spørgsmål i et bredere kulturelt lys. Og oftere have det som samtaleemne. – Det vil være berigende, både for den enkelte og for at kunne løse tidens store spørgsmål.

Mit Nytårsfortsæt: At fortsætte og udbygge det kulturelle, jeg kan bidrage med. Det er kunstforståelse, kunstnerisk arbejde. Jeg vil tilbyde kurser, guidede kunstture på aktuelle udstillinger, kunstrejser, foredrag, undervisning. Og gerne tale om det med andre, høre hvad andre har at bidrage med. .

Måske kan jeg lave en lille ‘kulturblog’ på min hjemmeside – og dette indspark kan være en start.

Vi kan bruge mange negative ord om verden omkring os. F. eks. bliver det nu virkelighed: DR kommer til at sende endnu mindre kultur, endnu mindre sammenhængsskabende journalistik osv… Det er et prioriteringsspørgsmål: Kultur er ikke SÅ vigtigt som altmuligtandet i disse ‘sparetider’!! – jo der er nok at brokke sig over på den store og den lille scene at . Men PYT. Vi kan individuelt gøre noget positivt. Sammen. Måske opdager vi, at vi ser alle ting ved hjælp af det samme lys. Jeg tror, det var derfor Edvard Munch valgte lige det motiv til universitetets aula?

Godt Nytår 2020

Venlig hilsen

Ove Frankel

Comments are closed.