Nytårs Hilsen: Det ydre og det indre lys

Nytårs Hilsen: Det ydre og det indre lys

Nu vender lyset tilbage i årets gang. I det indre har vi fejret jul, Kristi fødsel. Lys i naturen derude. Lys i sjælen derinde.
Lys er velkomment fordi det kommer i mørket. 
Kan man blive ven med mørket? Er det derfra lyset kommer? 

Det kan man blive klogere på gennem billedkunsten, der jo handler om lys, mørke og farver:

Arild Rosenkranz. 1918

Se nøjere på dette værk:
Lyset stråler ud fra barnet. (Jeg tror det er helt almindeligt at nyfødte spreder et overvældende lys, som vi måske ikke ser med øjnene.) Værkets farver begrænser sig fra hvidt over gult til afdæmpet orange og sidst til brunligt, dæmpet orange. Lyset omkring barnet danner en sky eller ‘pose’ som Marias ansigt og overkrop er en del af, medens de tre hyrder står udenfor den. De oplyses af den nedefra, men de ser ikke ind i den.
Bag hyrderne er farven blå-violet, komplementært til det gule i billedets midte. Hyrdernes baggrund forstærker det gule, som igen forstærker det blå-violette. Det giver en farveperspektivisk bevægelse så hyrderne er bagved og udenfor rummet. Samtidigt fastholder farvekontrasten hyrderne, så de bliver mere nærværende når du fokuserer på barnet… 
Hyrderne er berørt af begivenheden, som de ser med hjertet.

 ‘Lys, der varmer de fattige hyrders hjerter.’

Se til sammenligning på dette billede:

Hugo van der Goes: Hyrdernes Tilbedelse. 1477 (Uffizi)

Barnet ligger på et tyndt lag halm, eller er det lysstråler? Scenen er gjort så konkret og håndgribelig som muligt: Der er bygninger, træer, landskaber og mennesker. Der er også en hel del engle, så ganske naturalistisk er det ikke. Men lad os sammenligne hyrderne på de to billeder: 

Hyrderne i er i lige høj grad betaget af situationen. Men på forskellig måde.
Hugo van der Goes’ hyrder er skildret som almindelige, hårdt arbejdende mænd. De er anbragt sikkert i i et rummet.
Se deres hænder: Grove, arbejdsomme, stærke. Ansigterne vejrbidte og med et naivt, hengivet udtryk. De er betagede, overvældede. Som iagttager af biledet kan man leve sig ind i dem og  føle med dem. 

Arild Rosenkranz benytter farven: Den blå-violet-røde baggrund lader det gule belyste træde frem i et  farveperspektiv. Det lyse fornemmes tættere på og det røde holdes usikkert i baggrunden af de blå-violette nuancer. Rummet – og stedet – er ikke stabilt. Det rumlige opstår når betragteren er aktiv; –  i betragterens indre.

Sammenlign de to billeder ved at skubbe th el tv.

Rosenkranz lader lyset og farven skabe en stemning og en bevægelse, vi som beskuere selv skal skabe med iaggtagelsen for at kunne  med-opleve motivet. Det kan vi, fordi vi har direkte kendskab til lyset og farven omkring os. Det sjælelige og åndelige bliver tilgængeligt i og med lys og farve.
Vi behøver ikke kende historien, vi kan opleve lysets og mørkets samspil i utallige situationer i vores eget liv.
Det åndelige er blevet virkeligt ved hjælp af vores egen aktivitet.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: