Noget om tænkning

Tænkning.

En tekst udsprunget af Frihedens Filosofi og efteråret.

Hvilket håb er der nu hvor vi går vinteren kraftigt i møde? Lyset svinder dag for dag, truende hastigt. Myldretrafikken afvikles i mørke, morgenmaden springes næsten over,  og der er  5-6 måneder til det atter bliver lyst. Har vi råd til at forlade Norden i denne vinter? Og tid? Resignation og flugttanker præger tyngende holdningen.

Men det ender jo nok med at vi  giver os hen til vinterens overlevelsessysler: Hverdagen, arbejdet, julen, travlheden.

Sommeren har givet andet end vitaminer og brun hud: Oplevelser vi kan mindes, eller oplevelser vi kan forstå.

Alt det oplevede, lyset, væksten, planternes udvikling, udendørslivet, sammenkomsterne ligger i erindringen som et blandet ophobning af brikker, der måske kan omskabes til en meningsfuld mosaik. Hver eneste brik kan tages frem, beskrives, ses i sammenhæng med en hvilken som helst anden – ikke blot de, den optrådte sammen med, – og sættes ind i et nyt perspektiv, – give inspiration til et nyt billede af mig selv i verden.

Hvad er det for en slags tænkning, der skal til for at kunne det?

Meningen danner sig ikke ved at mimre i minder, at henfalde til melankoli, men ved at skabe lys og sammenhæng. Hvor er jeg nu?  Hvad er og hvem er jeg? Konstruere sit selvbillede på ny, Forsøgsvis uden historie, uden at acceptere, at det bare går som det skal. Hvad er essensen?

Se på hele det oplagrede materiale og vride erkendelse ud af det. Mod til at se nyt, mod til at lægge tilværelsen om, til at ændre indgroede holdninger.

Et overmenneskeligt mod, der kun lader sig realisere når stor motivation er til stede.

Tænkningen er lyset, der blusser op i os og gør perspektivet så overbevisende, at det skaber styrken til at ændre os selv.

Om det nu er efterårets eller livets arv, ro og håb?

Tænkning er noget vi selv laver. Vi kan gøre det ivrigt og flammende, roligt og jævnt, slapt og slattent.

Når tænkning øves – for den skal ligesom alle andre færdigheder øves – virker det besværligt og systematisk. Tænkeøvelser udsættes vi for i matematik, sprogopbygning. Grammatik virker tørt i forhold til lyrik, Matematik virker strengt i forhold til fantasi.

For tænkningen er disse øvelser nødvendige, men de er ikke selve tænkningen. Musikeren øver fingerstillinger, skalaer, løb osv. De er nødvendige, men de er ikke musikken. Tænkeøvelser resulterer i egenskaber som koncentration, fokusering, konsekvens, …

Først når alle egenskaber sættes i gang i frit samarbejde, kan vi opleve tænkningens lys. Lyset er en intens oplevelse ved tænkningen, en oplevelse som vi let kan henføres til noget helt andet end tænkningen, fordi tænkningen forløber ubesværet, helhedsagtigt, billedvævende, berusende let og upåagtet!  Slet ikke som erfaringen er med tænkeøvelser. Som at vandre gennem et betagende landskab i forhold til at træne på et løbebånd.

Der er to forhold ved tænkningen:

Vi må selv fyre op under den, så den kan blive lysende og

Vi kan ikke opleve mening eller sammenhæng i vores iagttagelser uden dette lys.

Der er på en måde tre ’etager’ i tænkningen:

Første etage er dagligdagens tænkning, som på en måde foregår ude foran os, som det var genstande vi manipulerer med hænderne, manipulerer vi tanker om ting med tænkningen.

Anden etage er den altomfattende tænkning i en slags universel bevidsthed. Flow?

Tredje etage er tænkningens hjem, hvor der er total indsigt og overblik. Kosmisk bevidsthed?

At genkalde, genbeskrive, rekomponere, og destillere essens af alt det oplevede med tænkende bevidsthed er det, der giver mod på vinteren.