Møde med Bonnard

Kunstbetragtning på Glyptoteket med Ove Frankel

27. august kl 15:30 til 18 (Fuldt), 10. september kl 13 og (Fuldt). 17. september kl 11. (Få ledige pladser)

Bonnards brev til Glyptoteket 1947:

¨….  Maleriet spiller en rolle i landends indbyrdes relationer, og selv om følsomheden ikke er ens i de forskellige lande, – dvs. måden at fortolke visionen på – forbinder kunsten landene i en fælles oplevelse, hvor skønheden opleves gennem formen og farven.

Naturen er et uudtømmeligt reservoir, og det er kunstnerens opgave at afsløre dette gennem kunstværket. 

Tilskueren går kunstneren i møde den halve vej, og kunstens mirakel vil ske der, hvor kunsten og tilskueren mødes.¨

Fra Bonnards brev til Matisse under krigen:

¨Da jeg jo alligevel er tre fjerdedel vegetar, dør jeg ikke af sult. Og jeg tror såmænd ikke at man har det dårligere af den grund….  Det er ikke penge-sorger det tynger mig… I dag har jeg set det første mandeltræ i blomst og mimoserne begynder at udbrede deres gule pletter..’

‘Det er almindelige dagligdags scener, men de er fulde af liv og fortæller historier uden at forfalde til det anekdotiske¨. 

¨Det gælder om at undgå det pittoreske, maleriske, velkendte motiv.¨  ¨Det vigtigste er overfladen, der uafhængigt af genstanden, har sin egen farve og følger sine egne love. ¨

¨Maleriet – eller transcriptionen af synsnervens eventyr.¨

¨Det lader sig ikke gøre at male livet, det lader sig gøre at gøre maleriet levende.¨(1946)

Bonnard – om sit besøg i Louvre:

¨De smukkeste ting i museet er vinduerne¨

¨Malerens øje gengiver tingene netop som øjet ser dem. Og det er bevægeligt. Denne måde at se på er variabel.

Picasso om Bonnard.

¨Tal ikke til mig om Bonnard. 

Det er ikke malerkunst, han arbejder med. 

Han bevæger sig aldrig ud over sin egen oplevelse. 

Han er ikke i stand til at vælge.

Når Bonnard maler en himmel, maler han den måske føst blå, mere eller mindre på den måde, den ser ud på. Så ser ha n lidt længere på den og opdager lidt violet i den og tilføjer et par strøg villet maling for at være på den sikre side. Så opdager han , at den måske også er  lidt lyserød, o også er der ingen grund til også at stryge lidt lyserødt på.  Resultatet bliver et potpourri af ubeslutsomhed. Hvis han kikker længe nok, ender det med, at han også stryger lidt gult på i stedet for at beslutte sig for, hvilken farve himlen i virkeligheden burde have. 

På den måde kan man ikke male. 

At male er ikke et spørgsmål om følsomhed, men om at tage magten fra naturen og ikke forvente, at den skal forsyne én med oplysninger og gode råd!

Det er derfor, jeg godt kan lide Matisse. Matisse er altid i stand til at foretage et intellektuelt valg mellem farverne. 

Bonnard er ikk nogen moderne maler; han adlyder naturen, men hæver sig ikke over den. Bonnard er bare ny-impressionist, en dekadent maler, afslutningen p en gammelide. Ikke begyndelsen på en ny, 

Det faktum at han muligvis er lidt mere følsom end visse andre malere, er kun en mangel yderligere, som jeg ser det. 

  Den ekstra dosis følsomhed får ham til at synes om ting, man ikke bør synes om.¨ 

Fra kataloget: Painting Applied: ‘The dining room Vernon.’

Vi ser gennem lagene, stopper ved dem, går ind, zoomer ud – så vi mister grebet om de elementer, vigenkender med synet…   Tingene på kommoden bag figuren (bloster  mm) forsvinder for øjnene når de bliver vænnet til at fokuser på overfladeteksturene.   Dette er alt andet end simpelt!

Anti impressionist. Ikke øjeblikkets indtryk skal bevares…

Figurer synes tid-løse  Begvægelses -løse! Tiden er standset.  (af erindringen?)

Rummet er også ophævet. (Bordet rager selvsikkert ind i rummet, men perspektivisk.?.)


Nabis

Serusier: Le Talisman, 1888 Efter besøg hos P. Gauguin.  <Malet på indersiden af låget til en cigarkasse. værket blev inspiration til Les Nabis.

Kunstnergruppe etableret i 1888 , hvor Bonnard var et (førende) medlem.

¨Nabis- kunsten ville søge det specifikt billed-kunstneriske som vejen til kunstnerisk erkendelse. Virkeligheden giver først kunstnerisk mening når den, omsat gennem kunstnerens mentale bearbejdning til ækvivalente billedlige udtryk, fremstår som dekoration, der fremdrager og udtrykker den sublime dimension i tingene.¨ (citeret fra Anne Søeborg: Kunstnergruppen les Nabis 1987)

‘Kunstens platonistiske funktion er at tolke virkelighedens immanente åndelighed.