Mika Rottenberg: Kunst om kapitalismens latterlighed.

Mika Rottenberg: Kunst om kapitalismens latterlighed.

Er Mika Rottenbergs kunst politisk?

Mit svar er NEJ! Sammenlign med den kunst, totalitære regimer har benyttet sig af. Lad mig nævne to eksempler: Nazi regimets plakatkunst, som skulle overbevise almindelig folk om bestemte politisk e holdninger. Jeg mindes i særlig grad en plakat, der bliver vist på ¨Topogarphei des Terrors¨museet i Berlin. Den viste en hæderlig arisk udseende ung stærk mand, der var ved at segne under de krøblinge og homoseksuelle, han måtte bære på sine skuldre. Teksten mere end antydede en Endlösung på det problem. Det var kunst brugt af et politisk parti for at fremme deres synspunkter. Samtidigt blev al anden kunst kaldt ‘Entartet’

Anmeldelse fra Kristeligt Dagblad:

På Louisianas nye udstilling er man fanget i det globale hamsterhjul

Den argentinsk-israelske kunstner Mika Rottenbergs inviterer på Louisiana museumsgæsterne ind i et forunderligt, kitschpræget univers. Det er samfundskritik med skarp kant, underfundig humor og uden løftet pegefinger

Stillbillede fra Mika Rottenbergs ”Bowls Balls Souls Holes” (2014), der er en video- og skulpturel installation.
Stillbillede fra Mika Rottenbergs ”Bowls Balls Souls Holes” (2014), der er en video- og skulpturel installation. Foto: Mika Rottenberg/Hauser and Wirth

Mika Rottenberg har længe været en fremtrædende figur på den internationale kunstscene med deltagelse i biennaler og med soloudstillinger på verdens mest prestigefyldte kunstmuseer, ligesom hun er repræsenteret i nogle af de ypperste internationale gallerier. Men herhjemme er hun mindre kendt. Det råder udstillingen på Louisiana nu bod på med et udvalg af hendes værker fra de seneste 20 år.

”Tom, tom, tom – saligt tom/ er verden for andet end ting,” skrev Klaus Rifbjerg i sin kontroversielle digtsamling ”Konfrontation” (1960), hvor han indledte et modernitetens opgør med hereticanernes for Rifbjerg at se alvor og patos. Linjerne melder sig umiddelbart ved synet af Mika Rottenbergs (født 1976) videoværker med opulente ophobninger af ting. Her møder vi et overflødighedshorn af kitsch, nørdede maskiner og kinetiske skulpturer, pakkasser, oppustelige skulpturer, kunstige halskæder med kunstige perler, plasticgear i alle afskygninger og forunderlige og absurde produktionsenheder, der bliver betjent af overfede mennesker.

Tingene lyser i alle farver og er opstablet på hylder og i rum, der fylder så meget, at butikspersonalet forsvinder i dem. Rottenberg spidder det globale varesamfund i sin kunst, som hun selv opfatter som en blanding af social surrealisme og spirituel marxisme. Gennem tingene leverer hun en både underholdende og skræmmende fortælling om verdens snarlige undergang.

Mika Rottenbergs forældre var oprindelig fra Polen, men flygtede til Argentina under Anden Verdenskrig. I slutningen af 1970’erne flyttede familien til Israel, hvor hun voksede op. Hun er således selv et produkt af den globaliserede verden og føler sig ikke rigtig hjemme specielle steder. Hun er efter eget udsagn mere en verdensborger uden nogen fast national identitet. Siden slutningen af 1990’erne har New York dannet ramme om hendes liv og arbejde.

Rottenberg begyndte sin kunstneriske karriere som maler, men hendes interesse for teksturer og materialer kombineret med et ønske om at skabe billeder i bevægelse drejede hendes praksis over i installations- og videokunsten. I mange år har hun arbejdet udogmatisk ved at mikse mange forskellige materialer og bøje medierne i nye retninger, selvom også et mere traditionelt medie som tegning på papir indgår i udstillingen. Og så vi ikke glemmer lydsiden, der spiller en vigtig rolle i værkerne: Fra skærmene udgår der højlydte nys, knirkelyde og en let hvinen fra håndtag og trisser, der drejes rundt. Skulle man undervejs blive træt af rollen som passiv betragter, kan man selv give en hånd eller fod med og aktivere nogle af Rottenbergs absurde, kinetiske cykel- og drejegrebsmaskiner, der er fyldt med menneskehår, plasticdimser og mekaniske dele. Det handler alt sammen om at synliggøre produktionen af ting af både fysisk og immateriel art.

Fysikundervisning for begyndere

Rottenbergs værker minder lidt om den legendariske schweiziske kunstnerduo Fischli/Weiss’ absurde kunst. Fra 1979-2012 arbejdede de sammen om at skabe en lang række værker, herunder den berømte video ”Der Lauf der Dinge” (Tingenes gang) fra 1987.

Som legesyge børn konstruerede de her i et stort rum et hændelsesforløb, hvor en lang række kædereaktioner af sammenstød og eksplosioner påvirker helt almindelige hverdagsting og husgeråd, der er indstillet til at udløse disse absurde handlinger. En slags fysikundervisning for begyndere. Ikke at forglemme den franske kunstner Jean Tinguely (1925-91), hvis maskinlignende, kinetiske skulpturværker er skabt til at ødelægge sig selv som en allegori over – igen – det industrielle samfunds overproduktion af varer.

Han blev i øvrigt verdensberømt i Danmark med skandaleværket ”Skitse til verdens undergang # 1”, da denne selvdestruerende maskine/skulptur ved et tilfælde tog livet af en due. Det skete i Louisianas park i 1961 og altså på samme kunstmuseum, hvor vi nu kan møde Mika Rottenbergs værker. Også hun er en nørd og et legebarn, der på én gang fascineres af vareproduktionen under den grasserende, globaliserede kapitalisme, samtidig med at hun forholder sig kritisk og dybt alvorligt til den.

I et interview ved udstillingens kurator Anders Kold siger hun blandt andet:

”Vi lever i sådan et hyper konsumerende, produktionssamfund, så hvordan kan man undgå at tænke på produktionen af ting og på de mennesker og systemer, der formidler den globale produktion i denne skala? Det omgiver mig allevegne, og det er inde i mig og uden på mig … Jeg spiser dette stykke slik, som smelter i min mund og nu er inde i min krop. Det er produceret af en eller anden, som befinder sig virkelig langt væk ude i Kina på den anden side af Jorden, og nu er vi på en forunderlig måde forbundet.”

Den røde tråd i kritikken

Som en rød tråd i hendes visuelle kritik af kapitalismen løber tanken om altings forbundethed. De mange tunneler, portaler og åbninger i værkerne demonstrerer forbindelseslinjer eller passager mellem producenter, lande, kontinenter og virkeligheder. I en video kigger vi ned på en tallerken i et kinesisk gadekøkken ved grænsen mellem USA og Mexico og suges pludselig ned i en underjordisk tunnel, som synes at føre os til den anden ende af kloden, måske til samhandelspartneren på godt og ondt: Kina.

Det antydes, at transporten af varer fra det ene fjerne kontinent til det andet er med til at eskalere klimaproblemerne, ligesom hyperproduktionen af varer medfører en øget CO2-udledning, der opheder atmosfæren, hvilket igen fører til nedsmeltningen af isen ved polerne med deraf følgende stigende vandstand i verdenshavene. Dette fremgår af videoværket ”Cosmic Generator” (2017), som bringer et klip med smeltende og forurenede isbjerge. Men tunnelen er også en replik til de mange underjordiske tunneler, som angiveligt er gravet mellem Mexico og USA for at smugle illegale flygtninge og varer over grænsen.

Helt konkret lader Rottenberg denne hyperproduktion komme til syne via nogle absurde iscenesatte arbejdsgange. Til daglig lever de fleste af os i en fremmedgjort samfundsvirkelighed, hvor sporene fra produktionen af de mange masseproducerede objekter er fuldstændig elimineret. Vi kender ikke de arbejdere, der har produceret tingene, vi ved heller ikke, hvorfra materialerne, som de er skabt af, hidrører.

I flere videoer mimer Rottenberg arbejdet ved gamle samlebånd fra Henry Ford og konsorters tid, som det opleves i ”Dough” (Dej, 2006), hvor dej produceres i trange rum mellem mange etager af et stærkt overvægtigt personale og ”Mary’s Cherries” (Marys kirsebær, 2004), hvor lange røde negle bliver klippet af øverst oppe og derefter bliver videreforarbejdet ned gennem etagerne for til slut at ende som plastickirsebær. Her strejfes også det abjekt-agtige, det vil sige affaldsprodukter eller kropsvæsker, der afstødes fra kroppen, og som fremkalder fysisk væmmelse i betragteren.

I et af videoværkerne optræder en hjort, der kaster op, så en grønlig væske rammer jorden i en stor bue. Ækelheden eller væmmelsen lurer i det hele taget mange steder i Rottenbergs værk. Fingre og hestehaler roterer på væggene, og i videoinstallationen ”Lips (Study # 3)” (Læber, 2016/19) ser vi et orgie af kropsdele, såsom tunger, bagdele og hestehaler inde bag de brede, røde læber.

En sælsom verden

I videoen ”Tropical Breeze” fra 2004 med tilhørende installation af store pakkasser tørrer en sort, kvindelig bodybuilder, der agerer lastbilschauffør, sveden af i ét væk med servietter, der efterfølgende indsamles af en kvinde bag i lastbilen. I en morsom scene fanger hun servietterne med sine uhørt lange og smidige ben og presser dem flade for til sidst at pakke dem i kasser.

I videoen ”Sneeze” (Nys, 2012) ser (og hører!) vi forskellige mennesker med abnormt røde næser nyse så højlydt, at de i forløsningsøjeblikket ”føder” en kanin. Absurditeterne, men også det abjekte, står i kø i Rottenbergs værker, der samtidig er æstetisk gennemarbejdede, både hvad angår komposition, scenisk fremstilling og det koloristiske med brug af mange stærke spektralfarver. Man bemærker et skævt og underligt persongalleri af stærkt overvægtige kvinder, som Rottenberg har hyret som sine fiktive arbejdsbier. De lever til daglig af at posere foran kameraer med deres abnorme kroppe, hvis ikke de udlejer dele af dem til specielle formål.

I Mika Rottenbergs videoer møder vi en sælsom verden, som både forekommer velkendt og underligt fremmedgjort eller forvrænget. Den er bestemt ikke rar og er ikke for fastholdere, apropos Klaus Rifbjerg. Siden hans tid er det kun blevet værre med fremmedgørelsen og den accelererende vareproduktion, der truer med at ødelægge vores fremtid på jorden, som det fremgår af Mika Rottenbergs på én gang sorgmuntre spektakulære og tankevækkende værker.

Om værket

Mika Rottenberg: Bowls balls souls holes. Louisiana, Humlebæk. Til den 9. januar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: