Michelangelos Digte

Michelangelo skrev digte. Sonetter og Madrigaler. De har længe været vanskelige at gå til for os, der ikke mestrer det italienske. Lykkeligvis har Christine Marstrand udgivet en bog med titlen: ‘ Michelangelos digtning. Kærligheden som dannende kraft.’

Nedenfor bringer jeg et par af digtene på originalsproget og oversat:

     Non ha l’ottimo artista alcun concetto
c’un marmo solo in sé non circonscriva
col suo superchio, e solo a quello arriva
la man che ubbidisce all’intelletto.
     Il mal ch’io fuggo, e ’l ben ch’io mi prometto,
in te, donna leggiadra, altera e diva,
tal si nasconde; e perch’io più non viva,
contraria ho l’arte al disïato effetto.
     Amor dunque non ha, né tua beltate
o durezza o fortuna o gran disdegno10
del mio mal colpa, o mio destino o sorte;
     se dentro del tuo cor morte e pietate
porti in un tempo, e che ’l mio basso ingegno
non sappia, ardendo, trarne altro che morte.

Selv ikke den bedste kunstner har nogen ide, som ikke en enkelt marmorblok har indskrevet i sig, sammen med det, som er overflødigt. At uddrage den sker kun for den, hvis hånd adlyder indsigten. 

Det dårlige som jeg flygter fra og det gode, som jeg forpligter mig til, skjuler sig på samme måde i dig, yndefulde, stolte og guddommelige kvinde.  

Desværre havde jeg ikke hele oversættelsen..





Michelangelos sonet nr 46

  Se ’l mie rozzo martello i duri sassi


forma d’uman aspetto or questo or quello,
dal ministro che ’l guida, iscorge e tiello,
prendendo il moto, va con gli altrui passi.

     Ma quel divin che in cielo alberga e stassi
altri, e sé più, col propio andar fa bello;
e se nessun martel senza martello
si può far, da quel vivo ogni altro fassi.


     E perché ’l colpo è di valor più pieno
quant’alza più se stesso alla fucina,10
sopra ’l mie questo al ciel n’è gito a volo.


     Onde a me non finito verrà meno,
s’or non gli dà la fabbrica divina
aiuto a farlo, c’al mondo era solo.

Hvis min grove hammer former de hårde sten

til et menneskeligt udseende, 

bevæger den sig med en andens skridt, 

idet den tager sin bevægelse fra den herre

som fører, leder og holder den. 

Men den guddommelige hammer, m

som bor og er i himlen, 

giver skønhed til andre og sig slev;

Da ingen hammer kan laves uden hammer,

er alle andre skabt af denne levende.

Fordi slaget er mere værd,

jo mere det hæver sig over essen,

er det guddommelige slag 

fløjet op til himlen over mit slag.

Det, der ikke var fuldendt,

vil gå tabt for mig,

medmindre den guddommelige smedje, 

hjælper med at skabe det, 

som var unikt i verden. 

Til Vittoria Colonna (G153)

 Non pur d’argento o d’oro
vinto dal foco esser po’ piena aspetta,
vota d’opra prefetta,
la forma, che sol fratta il tragge fora;
tal io, col foco ancora
d’amor dentro ristoro
il desir voto di beltà infinita,
di coste’ ch’i’ adoro,
anima e cor della mie fragil vita.
Alta donna e gradita
in me discende per sì brevi spazi,
c’a trarla fuor convien mi rompa e strazi.

Det er ikke blot støbeformen, der / – tømt for det fuldendte værk / -venter på at blive fyldt igen med guld eller sølv. Smeltet af ilden,/  og som disse kun kan løftes ud, /når den sønderbrydes; /thi således fylder også jeg igen, /med kærlighedens ild, det tomme begær/ efter uendelig skønhed, /efter hende, som jeg tilbeder, /mit skrøbelige livs sjæl og hjerte. /Den højbårne og velkomne kvinde nedstiger i mig ad så smalle sprækker, /at det at løfte hende ud /fordrer, at jeg sønderslås.