Michaelsstemning. – Uge 26

26:    Michaels stemning                                                                                                                                                            

Natur, dein mütterlisches Sein, Ich trage es in meinem Willenswesen; Und meines Willens Feuermacht, sie stählet meines Geistes Triebe dass sie gebären Selbstgefühl zu tragen mich in mir.

Natur, din moderlige væren jeg bærer den i mit viljens-væsen,  og magten i min viljes ild stålsætter min ånds stræben, at de kan føde selvfølelse, til at bære mig selv i mig.

Oversigt:

Vendepunktet. Jævndøgn er passeret, nætterne er længere end dagene, forandringerne sker hastigt, mærkbart. 

Således også i det indre. Sidste uge (ugevers 25, uddrag):  ’Naturen drages mod søvnen, men sjælens dyb skal vågne og bære solglød ind i mørk vinterflod’ 

i forhold til denne uge:  ’Natur, jeg bærer din moderlige eksistens i min viljes væsen.’

Denne moderlighed, jeg bærer i kroppen, i arme og ben, i det af mig, der kan udføre handlinger, handlingsmennesket, er derefter det, der giver min urolige ånd retning og føder – som moderlige væsner har som særkende – min selvfølelse.

Min selvtillid? Min selvhævdelse? Medmindre selvfølelsen får yderligere kræfter til at gøre mig selvberoende, til at bære mig selv i mig. 

Nu – ved vendepunktet – har jeg muligheden for at erkende, at naturen er en del af mig, at jeg er en ansvarlig bærer af naturen. 

Om bæredygtighed.

Egentlig er jeg usynlig, ligesom alle andre mennesker er det. Jeg har for tiden lånt en smule fysisk stof, som jeg har bygget mit synlige legeme op af. Det stof vil jeg, når tiden kommer, levere tilbage i forhåbentlig god stand, så det kan anvendes til andre formål. Jeg selv, som har lånt stoffet, er usynlig. Godt nok har jeg givet denne lille portion stof en særlig form, selv om jeg har arvet en del fra mine forældre. Men i brug og gennem alle mine handlinger har stoffet dog fået en særlig form, der gør mig genkendelig og som til en vis grad lader ane, hvem der står bag netop denne form. Men jeg må regne med at jeg er usynlig og regne med at alle mine medmennesker også er det. At regne med det åndelige i mennesket til daglig er grundlaget for en Michaelsk  tænkemåde. (siger Steiner et eller andet sted)

Dette usynlige væsen, der for tiden har ’stablet nogle mineraler mv. sammen’ bærer i sin mindst bevidste del – viljesvæsnet – på natureksistensen. Normalt tror vi det er omvendt: Naturen er til og den har på jorden formet sig til levende væsner, heriblandt mennesket. Men det er os der bærer naturen! 

Det er vi blevet smerteligt klar over – på en anden og udfordrende måde. Naturen ser ikke ud til at kunne overleve den måde, vi bærer den på. Eller anderledes udtrykt: Vi bærer os ad på en måde, naturen ikke tåler i længden. Vi må gøre op med den adfærd, der har ført til den så dramatiske natur- og klimaforandring.

I denne problemstilling betragter vi som regel naturen som værende udenfor os: Vi har bygget byer med huse, veje med biler og luftruter med flyvemaskiner. Overalt er vi inde og synes så at naturen er ude. Vi glemmer, at det er os mennesker, der har båret naturen med ind. Vi overser, at det, vi har båret den med ind i – på linje med vores fysiske kroppe – er bygget op af stoffer, som vi har lånt af naturen og som vi skal levere tilbage igen, helst i bedre stand end de var i, da vi lånte dem. 

Man må overveje i hvilken udstrækning den ene fejl: At vi normalt betragter os selv som synlige (altså ikke regner med at vi er åndsvæsner) er medvirkende årsag til den anden fejl: at vi er ved at ødelægge naturen?

I os, i vores viljesvæsen, er Moder Natur i stand til at give viljen kraft ved at nære den ild, der lever i viljen. Men ilden har ingen retning, den er ’bare’ kraft. Kraft som kan anvendes  af  det, min ånd stræber efter, min ånds stræben. Men min ånd, dvs. det jeg egentlig er som usynligt væsen, vil erkende mig som væsen, dvs. gøre at jeg oplever mig selv som væsen: Selvfølelse, selvtillid, selvbevidsthed. For som selvbevidst væsen har jeg evnen til at bære mig selv i mig.

Verset bruger hele to gange ordet ’tragen’ – bære. Begge gange er det mig selv, der bærer. Den første gang drejer det sig om at jeg bærer naturen, den anden gang at jeg bærer mig selv. Jeg er altså fra begyndelsen bæredygtig, idet jeg bærer på moder natur. Men jeg kan udvikle min (selv)forståelse så jeg også kan bære mig selv. Som selvbærende væsen behøver jeg ikke at forbruge for at gestalte mig selv eller for at få tryghed. Som selvbærende væsen bliver jeg bæredygtig og kan leve bæredygtigt med naturen. 

Mon ikke det er en farbar vej? Eller i det mindste et bæredygtigt bidrag til løsning af vore moderne globale kriser?

Om Mennesket og naturen

’I mennesket kommer naturen til bevidsthed om sig selv.’  -Det sker ikke bare af sig selv. – Nogen må gøre det. ’Få lettet rumpetten og komme i gang’, som Lars Muhl gentagende gange har sagt. 

Hans forklaring er, at vi nødvendigvis må henvende vores opmærksomhed til de nedre chakraer og ikke tro at de forvandler sig selv, hvis vi blot tager os af de øverste. Billedet var citatet fra biblen (Mat 10,16): ’I skal være vise som slangen og rene som duen.’ En sæt­ning, der ofte læses hen over, fordi den er så uforståelig: Slangen står for den djævelske frister, der fik narret os ud af paradis. 

Men i følge Lars Muhl, er slangen billedet på visdom. Den visdoms­kraft, der ligger indhyllet i de 3 nedre chakraer, eller de 3 nedre himle, som de kaldes i bi­bel­ske tekster. Denne visdom – Sophia – skal ikke undertrykkes men erkendes og dermed frisættes. Slangens kraft skal forløses. Derefter kan den forenes med duens væsen, som re­præsenterer de 3 øverste himle eller chakraer. Foreningen mellem slange og due, det ky­mis­ke bryllup, brudekammermysteriet, foreningen af det mandlige med det kvindelige. I enhver af os – uanset køn. 

Den moderlige natur og dens kræfter bærer jeg inden i mig. Det er kræfter, der får mig til at fun­gere som biologisk væsen, de giver mig simpelthen livet, dette komplekse, vidunderlige og totalt uforståelige biologiske liv, som jeg er. 

Det underlige ved vores vestlige opfattelse af menneskets biologi er, at vi kan studere det i bøger og laboratorier, men ikke dér hvor det faktisk findes, medens vi studerer det: i mit viljes­væsen, i min krop. Når vi læser en biologibog er det vores biologi der læser om sig selv. Og selv om den ikke bliver klar over det, bliver vi klar over det – og over den. Vi er altså både et stykke natur og et stykke udenfor naturen. 

Vi vil gerne forstå naturen, og vi har en kulturel forkærlighed for at lade forståelsen vokse ud af bøger og sekventiel tænkning. Denne kulturelle styrke efterlader et stort blindt om­råde. Den kulturbetingede blinde vinkel har medført, at vi normalt ikke forstår og anerkender naturen direkte inde i os selv. 

Kulturelt set har vi haft lange perioder med naturforskrækkelse. Naturen i os skulle tøjles, bekæmpes, undertrykkes for at vi kunne henvende os til det himmelske og guddommelige. Derfor er der etableret straffe for at opføre sig naturligt: Følger du din rovdyrnatur vil du med stor sandsynlighed overtræde vores love og ende i bur.

Men nu findes det himmelske og guddommelige samme sted som naturen, ikke i en anden verden. Så der må være en mulighed for at se ind i det blinde område, også selv om vi må ofre ’det ene øje’. 

Ved ikke altid at se formålsrationelt på verden og selvcentreret på os selv bliver der færre produktivkræfter til rådighed. Og samtidigt kunne de indsigter, synet i det blinde område ville bringe, skabe barrierer og betænkeligheder ved den rationelle produktionsform. Der­for – kunne man konspiratorisk tro – er kapitalismen ikke interesseret i at investere i frigø­rende kunst og kultur. Hellere ville den nære 

  • frygten for den i viljen boende visdomsmoder, og frygt for at miste hvad vi møjsom­meligt har skrabet sammen.
  • hadet til hjertetænkning og negativ afstandstagen til visdomserkendelse
  • tvivlen om det iboende guddommelige som skabende frihed.

Der skal mod til at se på sin egen natur, eller rettere på det stykke af den almene naturvæ­ren, der har taget bolig i mig og som jeg har behandlet på min måde så det er blevet præget af mig og sikkert er blevet både vind og skævt, bulet og skrammet. Der kræves styrke for at jeg kan henvende mig til naturen inde i mig – uden at falde ind i den og blive opslugt af den. 

Modet og styrken til at holde mig adskilt fra min egen natur kommer af sommerens ople­velser, hvor min hengivenhed til naturen omkring mig smeltede min egenvilje i mødet med de væsner, der som guddommelige kræfter tiltrak sig min opmærksomhed.   Varmeoplevelsen fra i sommers ligger nu som et destillat i min vilje, som en glød der kan hærde og styrke min erkendelsestrang. 

Naturen ønsker at blive erkendt. Det kan man mærke, hvis man prøver.  Den ønsker at jeg erkender den og den gør opmærksom på sig selv – hele tiden. Kun varm medleven og kærlighed til naturen i mig gør den synlig for mig. Der skal afstand til for at kunne erkende den. At etablere den afstand og opretholde den kræver megen energi. Vi må så at sige holde vores indre natur ud fra os selv i strakt arm for at kunne se den

Jeg bærer den moderlige naturs eksistens dybt inde i min organisme og jeg er derfor fuldt integreret med naturen. Og samtidig ved jeg, også selv om jeg har arbejdet med at sætte mig ud over de kulturelle begrænsninger, jeg netop har antydet, at hvis jeg hengiver mig til naturen i mig kan jeg miste mig selv som menneskeligt væsen.  At styrke og hærde sin erkendelsestrang er at arbejde med viljen i åndsarbejdet, øve sig regelmæssigt, være et mediterende menneske. Som mediterende kan jeg vende min bevidsthed til den moderlige natureksistens i mig, lære mine egne kræfter at kende i deres konstante spil fra rod-chakraet og ’opefter’ . Se på dem som de burde være uden alle de buler og skævheder, jeg har forsynet dem med. Så er det mig som alment menneske, som menneskejeg, der ser – dvs. anerkender – kræfterne i slangen og slangen kan udleve sin visdom i mig. Slangen – renset for at tjene den snævre selvfølelse – kan da forenes med duen. 

Dette er en vej til at blive ’vis som slangen og blid som duen.’ 

Undervejs sker der noget, der er lagt godbidder ud på ruten: Min medfødte selvfølelse bli­ver kilden til at jeg kan blive selvbevidst og med tiden komme til at være den, der helt og fuldt kan bære mig: Det selvbærende eller selvberoende menneske. Mennesket der på Mi­kaelsk vis kan være i sig selv idet det an-erkender sin natur. Mennesket der forener sit feminine med sit maskuline i en dynamisk skabende tilværelse. 

Botticelli: Michael – efter Kirkens mening på det tidspunkt – ikke nogen central figur.