Palmesøndag skrev jeg om Michelangelos billede af, hvordan forskellige mennekser kan forholde sig i livets vanskelige situationer.

I dag, Skærtorsdag, vil jeg skrive lidt om det samme: Hvordan forholder forskellige mennekser sig til et eksistentielt, nyt budskab.

Budskabet er udtalt af Kristus på den dag, hvor han spiste en uDGviddet middag med sine fortrolige. Sætningen var: ‘En af jer vil forråde mig!’ og ‘Den der dypper i skålen sammen med mig vil forråde mig’.

Dette er indholdet i et af verdens mest kendte kunstværker: Leonardo da Vincis fresko: ‘Den sidste Nadver’, som han skabte på vægen i spisesalen i klostret Santa Maria delle Grazie i Milano. Leonardo arbejdede på fresken i 3 år fra 1495. Leonardos værk var altså færdigt ca. 10 år før Michelangelo skabte sit Sixtinke Loft. Måske har Michelangelo kendt Leonardos værk. Det er sandsynligt, men der foreligger mig bekendt ikke samtidige dokumenter, der fastslår det.

Forrådelsen ligger altså indenfor den fortrolige gruppe. Man kan ikke regne med nogen. Og alle føler sig truffet. Alle mister orienteringen. De fleste reagerer ud fra deres karakter. Disse karakteristiske reaktioner er Lonardos emne. Der er 12 vidt forskellige reaktioner, som på en måde er typiske for mennesker. Så typiske, at de 12 reaktioner danner reference til mange senere opdagelser. Jeg husker en film om 12 nævninge i en amerikansk retssag, hvor Leonardos 12 typer blev brugt som grundlag for filmen. Den hed vist ’12 vrede mænd’.

Især har skildringen af den person, der sidder nærmest Kristus vakt diskussioner. Er det Johannes, evangelisten, Den Herren elskede? Eller det Maria Magdalena? Lad tvivlen stå hen. Lev dig ind i hver af de mennesker, deres kropsholdning, fødder, ansigtsudtryk. Det der opstår mellem de små grupper omkring bordet. Jeg tror at enhver betragter af værket kan huske sig selv i alle 12 reaktioner? Og måske, når du har set længe og opmærksomt på værket, vil du finde en slags længsel efter at kunne reagere som Johannesskikkelsen. Den der lader hændelsen passere i indre ro og hengivenhed. Den der lever i situationen med kærlighed.

I verden er der nu registreret næsten 1,5 million ‘bekræftede’ tilfælde af Corona. Næsten 90.000 er døde med Corona. Tallene stiger eksponentielt på verdensplan. Dødstallet er både skræmmende og forsvindende lille. Skræmmende hvis de 90.000 mennesker er døde på grund af Coronavirus. Men sådan er opgørelsen ikke. Det er mennesker, der er døde MED Corona. Tallet for hvor mange der dør på verdenplan kan bruges til at forstå relationen: Hver dag dør over 150.000 mennesker. At dø er i virkeligheden ret udbredt. Om Corona pandemien for tiden har krævet ofre, der får det globale dødstal til at stige synligt er ikke ganske klart. Måske har den nedsatte trafik, forurening, festivitas osv.osv. hindret mange i at dø i samme periode. NEJ, jeg er ikke ude på at bagatellisere problemet, blot at sætte det i perspektiv. Det er skræmmende, ikke i første omgang pga. antallet af døde men pga. frygten, det usikre. Vi er ramt af virkeligheden, som den har set ud i stort set alle generationer føre vores. Men vi VED ikke, hvordan vi skal håndtere den. Så vi bliver bange. Og måske kreative?

Reaktionerne har været voldsomme, de samfundsmæssige konsekvneser uoverskuelige. Pludselig blev vi og vores politikere ramt af virkeligheden. Kævl og kiv forstummede og man arbejdede (og arbejder) sammen om at finde og implementere løsninger og hjælp til så mange som muligt. I hvert fald nationalt. Det blev tydeligt at vi måtte handle uden at have noget mål, uden at vide, om handlingerne var de rette, uden at de vante forestillinger som f.eks. partiprogrammer kunne bruges som løsningsmodeller. Alle kunne bidrage med noget ud fra deres standpunkt, Og i hjælpepakkerne ser vi, at et samvirke med hensyn til sa mange mennesker som muligt, er blevet tilstræbt. Husk dette øjeblik. For de viste at vi kan handle skabende i situationen. Det bliver der nok meget brug for i fremtiden.

Jeg vi ønske dig en pause med fred i sindet. en stund, hvor du kan leve som Johannes-skikelsen på Lenonardos billede.

Du kan finde bedre reproduktioner af enkeltheder på nettet, bl.a. her.

Desværre er værket voldsomt beskadiget. Dels af ‘tidens tand’ dele af at Leonardo anvendte nye teknikker og materialer for at få billet-virkningerne frem. Teknikker der viste sig mere følsomme overfor fugt og skimmel.

Da jeg så det første gang var det næsten ukendeligt. I salen var der vist store fotos af lokalet fra krigens tid. Så sent som i 2. verdenskrig? blev lokalet brugt til opbevaring af roer, der lå i et vældigt bjerg op ad kunstværket.

Værket er blevet restaureret flere – ja mange – gange, sidst blev det færdigt i 1999. Se en glimrende beretning her: https://www.information.dk/debat/2001/04/sidste-nadver

Jeg ønsker jer god påske.

Ove Frankel