Hvorfor blev de rigeste rigere?

Hvorfor blev de rigeste rigere?

OXFAM har offentliggjort en rapport om ulighed. Den er blevert citeret i dagspressen og mange andre steder. Den er værd at læse og du kan hente den her.

Forsiden fra Oxfam Report jan 2022 Hent den her

De aller-rigestes formuer er blevet fordoblet under coronakrisen! Det er tankevækkende! Men tankerne må gå meget længere end at vække forargelse over at millioner af mennesker har mistet deres indtægt og derfor lider livstruende nød medens de to rigeste ‘morer’ sig med at tage på rumrejse i egne raketter.

For mig at se er der ikke meget vundet ved at opildne til vendetta med de rigeste personer. Hvis vi ‘afskaffer’ dem kommer der på kort tid nogle nye, fordi vi har et økonomisk system, der gør det muligt at blive ultra-rig uden der er en tilsvarende materiel eller kulturel produktion bag rigdommen.

Der var for nylig en udsendelse i DR P1: Supertanker om de riges adfærd. Meget lærerigt at lytte til: Det gammelkendte mundheld om at magt korrumperer passer i høj grad til de superrige: De bliver omgivet af mennesker, der ikke siger dem imod. De er vant til at få deres ønsker opfyldt uden forsinkelse. Derfor kan de komme til at tro, at de er klogere, bedre…. end alle andre.

Men snarere end at irriteres og forarges over de super-rige må vi vende opmærksomheden mod systemerne, der gør det muligt at forøge allerede store formuer på private hænder.

Vi må identificere de dele af vores økonomiske system, der bevirker at rigdom strømmer opad. Når det er kortlagt må der etableres en politisk vilje til at lave systemerne om. Det ser ikke ud til at så højt på noget politisk partis program. Oxfam/Ibis er ret alene med bestræbelsen på at finde årsagerne til uligheden og midler til at bekæmpe den.

Derfor er spørgsmålet:

Hvilke mekanismer i samfundet bevirker at rigdom flyder opad?

Jeg savner en udbredt diskussion om hvad det er, der bevirker at uligheden til stadighed stiger. . Men der er naturligvis også undtagelser: En gruppe milliardærer skriver i et åbent brev til verdens regeringer at beskatningen på formuer bør sættes op: (de forestiller sig en skat på højest 5%)

As millionaires, we know that the current tax system is not fair. Most of us can say that, while the world has gone through an immense amount of suffering in the last two years, we have actually seen our wealth rise during the pandemic – yet few if any of us can honestly say that we pay our fair share in taxes.

Nogle rigmænd erkender altså det urimelige i systemet, og det er jo prisværdigt. Så regeringerne – også den i Dnmark bør tage dem på ordet! Beskat formuerne og brug provenuet på forbedringer i sundhedsvæsnerne i alle de fattige lande, herunder at få udrullet vaccinationer mod corona til alle, der vil modtage det.

‘Man skal ikke kunne tjene penge på penge.’

har en klog mand engang sagt. Men det er jo netop det der sker: Pengene ser ud til at kunne strømme opad, men det er vel ikke en naturlov. Hvorfor er det ikke sundt at kunne tjene penge på penge? Mest fordi penge er retsdokumenter, der giver ret til at bruge af det, andre har skabt. Den ret kommer af at penge bliver udbetalt som bevis på at modtageren af pengene har skabt værdier, som andre kan bruge eller have nytte af. Der bør altså være ligevægt mellem de værdier den ene skaber og de værdier han/hun bruger. Eller rettere en rimelig (broderlig) fordeling mellem fremstilling of forbrug.

Pumpen, der pumper rigdom opad i samfundet?

Thomas Piketty har forsket i kapital og udgivet bogen ‘Kapitalen i det enertyvende århundrede’. Heri er der belæg for at forrentningen af kapital er højere end den procentuelle stigning af alle lønninger. Det betyder at formuer vokser hurtigere end den velstand, der skabes ved lønarbejde. Men det kan kun være en del af forklaringen: De superriges i forvejen enorme formuer er fordoblet i løbet af de knapt år, coronakrisen har varet. Det betyder at formue-forrentningen må være på knapt 50 % pr. år – og det kan vel ikke være rimeligt??

Så der må kunne beskrives andre mekanismer, der driver PUMPEN. Jeg kan foretille mig, at de må søges indenfor finans-sektoren? Men det er ikke min spidskompetence. Så jeg opfordrer alle der læser dette til at bidrage med deres viden,

Skriv bare til ove@udviklingskunst.dk så samler jeg ideerne og kommentarerne og rundsender dem..

Venlig hilsen

Ove Frankel