Hvordan vi agerer i krise?

Hvordan vi agerer i krise?

Kunst er kronen på værket!‘Syndfloden’ af Michelangelo: Loftet i Det Sixtinske kapel. 1508 til 1512. 

Kære Kunstvenner
DETTE billede har optaget mig vedholdende i denne tid.
Jeg vil gerne fortælle hvorfor. 

Billedet viser ikke uvejr eller en tsunami, der vælter ind over menneskeheden, Vandet i billedet er et fremherskende element, men det er roligt og klart, Se selv efter. De eneste ‘bølger’ skabes af de mennesker, der prøver at komme op eller hindre andre i at komme op i den lille båd i billedets midte. Båden er sket ikke overfyldt, som de både med flygtninge, vi har set så mange billder af de seneste år. Her er der såmænd plads nok til de par stykker, der gerne vil med. 

Noahs Ark er fremstillet som et ret stor husbåd i baggrunden af billedet. Vi ser ikke noget til, hvordan ‘de frelste’ har det inde i båden. Men der kæmpes om den smalle plads på husbådens ræling medens Noah selv spejder op mod himlen uden at ænse kampene på hans arks kant. 
En lille klippe stikker op af vandet th i billedet. Her har en del folk søgt læ og beskyttelse for vinden (se træet over teltdugen) Nogle rækker hjælpsomt ud mod den ældre mand, der bærer en tilsyneladende livsløn ung mand. En anden sidder lænet op af en vintønde og ser ganske desillusioneret ud. 
Den mest markante gruppe af mennesker er på vej. Op fra vandet, ind på en et grønt landstykke, der måske fortsætter udenfor billedet venstre kant. 
Når man følger alle disse mennesker med øjnene, fra den nederste of fjerneste, ser man at de fhar nået at få en del ejendele med. Borde, husgeråd, bylter ar tøj. Læg mærke til det lille mellemrum mellem manden med tøjbylten og den stærke mand, der bærer en kvinde. 
Nødstedte med ejendele
se bag de to nederste skikkelser svømmer en person i vandet. Uden tydelig panik, men som om  han/hun er ved at ombestemme sig og svømme hen til den flok af mennesker, der bjerger sig.

Michelangelo deltager selv.
se godt efter: mellem personen med tøjbylten og manden foran kan du se et halvt ansigt. Det er meget større end hovederne på de andre figurer og har en meget mørkere farve. Det er helt umiskendeligt et selvportræt. Helt ude i venstre kant af freskoen er der en kvinde i stræk orange kjortel, en ældre mand og et lille barn, der holder ok kvindens hoved. Der er også et æsel, der lige stikker sit rolige hoved ind i billedet. Bemærk farverne: Den udmattede kvinde nederst med blå hoveddug, det grædende barn i turkis, den stående kvindes røde kjole og orange kappe og lys blå tørklæde. endelig den ældre mand og barnet forenet af et fælles hovedklæde. Jeg har ikke set nogen kunsthistoriker (ud og Leo Tandrup) der bemærker denne lille familie. Jeg kan kun se dem som ‘Den Hellige Familie’. Det er Josef. Maria og Jesus der med æslet er på flugt fra Herodes. Flugten til Ægypten. 
Hvis det er rigtigt er det det eneste billede af Jesus på alle de store hovedbilleder. Men der er eet til. nemlig i den krans af familieprotrætter, der udgør Jesu slægt. Og de er navngivet hver især. I det modstående hjørne lige over indgangen til kapellet viser Lunetten Jacob og hustru tv. for navneskiltet og Joseph med hustru og barn th. Vi skal lige se nærmere på billedet af Maria, Joseph og Jesus: Maria vender sit ansigt mod os, hun har et tørklæde over skulderen med et  intenst lys og farvespil. Hendes beklædning er i strålende farver. Medens  Joseph er utydelig og uden farver. På hans venstre skulder sidder barnet, der har højre arm omkring Josephs hals og venstre arm strakt ud imod det brød, som et lidt større barn rækker bagud hen imod Jesus. 
Selv om Ansigtet ikke er tydeligt kan man dog se påfaldende ligheder mellem denne Jesusfremstilling og fremstillingen af Barnet i helt ude til venstre i ‘Syndflodsbilledet’.   Prøv selv.

Når dette s.k 2. hovedbillede (Michelangelo malede det som det andet i rækken af de 9 hovedbilleder) samtidigt fremstiller ‘syndfloden’ og ‘Flugten til Ægypten’ der jo ‘historisk’ ligger hundredere af år fra hinanden, må vi forstå billedet på en helt anden måde: Det er et billede af vores meget forskellige måder at håndtere vores livssituationer på. Michelangelos sympati ligger tydeligvis hos de mennesker, der er på vej op fra vandet, op til det grønne. Disse mennesker beskriver også en udvikling fra at være meget glade for ting og sager til at være alene med hinanden. 
 AT VÆRE PÅ VEJ.
Gruppen af mennesker på vej imod det uvisse kommer uden at vide det til at slå følgeskab med Den Hellige Familie, der selv måtte efterlade alt for at  undgå Heroods’ barnemord på grund af magtsyge. 
Billedet giver mig meget ro i disse tider, hvor så meget slår sprækker.


There is a Crack i everything. Thats where the Light gets in. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: