Genopdag Naturen med Michelangelo og Brorson.

Genopdag Naturen med Michelangelo og Brorson.

Michelangelo: David. 1501-04

At stille David op som supplement til Brorsons betagende salme (Op al den ting, som Gud har gjort) er et vovestykke. Dels fordi Michelangelos David er ca. 230 år yngre end Brorsons smukke salme, dels fordi en skulptur kræver, at man betragter den fra alle vinkler, hvilket jo er umuligt på en todimensional skærm. 

Michelangelos skabte sin David i årene 1501 – 1504. Det var en tid, hvor humanismen var i højsædet. Man betragtede mennesket som en værdig del af naturen. Ikke nødvendigvis som stående højere end naturen, og slet ikke som stående udenfor naturen. Det ansås for at være menneskets natur at være bevidst om sin omverden og om sig selv. I denne henseende er Michelangelos hele værk uomgængeligt. Jeg vil her vælge at betragte en lille del af eet af Michelangelos største værker: David.  
Skulpturens navn refererer til den bibelske unge helt, der besejrede den overvældende Goliat. Et motiv, talrige kunstnere har arbejdet med: De andre kunstneres  David er oftest en meget ung mand, der langt fra er stærk nok til opgaven; underforstået: David har overvundet fjenden med Guds hjælp. Ofte ses David efter kampen med sin fod placeret ovenpå den slagne Goliats hovede. 

MIchelangelos David er alene, der er ingen tegn på kamp, men måske på en kommende kamp. Så længe vi holder fast i historien om David, forventer vi at Goliat pludselig kommer farende med overvældende styrke.  
Men prøv at se skulpturen uden at tænke på  historien. (Gå f. eks. en tur langs kajen ved den nu lukkede Afstøbningssamling. Foran pakhuset står en bronze-kopi af David.) 
Michelangelo har fremstillet et fuldstændigt  menneske med det væld af egenskaber og  nuancer, der kendetegner mennesket. Dette er mennesket der, som Michelangelo viser, formår at få alle de sammensatte egenskaber til at arbejde harmonisk sammen. Det  er denne ‘over-egenskab’, der forlener mennesket med en styrke, der er groet frem af naturen og stadig i overensstemmelse med den. 
Lige nu kan du desværre kun se det foto af David, jeg bringer. Du kan ikke bevæge dig rundt om statuen og med-opleve de forskellige træk. Men mit foto viser trods alt noget: Læg mærke til om ansigtet er harmonisk. Ved første blik, Ja. Men snart bemærker du, at der er mange ting i gang: Læg mærke til at hovedet er drejet ind over venstre skulder samtidigt med at øjnene er drejet yderligere til venstre. Og se på øret: Du kan næsten se, at det lytter. Sanserne er vågne og du kan medopleve at David har hørt en støj bagfra til venstre, at han drejer synet i den retning og at hovedet følger med. Se så på venstre næsebor: Udspilet, David må være ved at trække vejret dybt. Munden er i modsætning hertil let sammenknebet. Og se så på Davids venstre tommelfinger: Den ellers kun let anspændte muskulatur i armen forstærker det meget kraftige greb om slyngen, der løber fra hånden op over  venstre skulder.
Prøv også at vurdere halsmuskulaturens aktivitet! Altsammen noget der understreger en årvågen bevidsthed.  
Hvis du nu kunne gå over til højre side af skulpturen, ville du opleve, at her er David langt mere afslappet, hvilende, afventende. 
Hele skulpturen er over 5 m. høj og rigtigt meget læres af at betragte den grundigt og fra alle sider. Det slående ved mit fotografi af David er at menneskets skønhed beror på at det er et bevidst væsen, der er fast besluttet på at klare sig selv.
Når man har lejlighed til at betragte David, opdager man, at han er sammensat af mangfoldige træk, der kan blive til en sekvens, der udgør helheden. Skiftende udtryk, nye holdninger, spændtheder, afslappethed,  optræder afhængig af den vinkel, man ser ham fra. Selv ret små ændringer i vinklen vil give David en anden følelse og karakter. Han kan være vred, afslappet, frygtsom, lyttende, årvågen, statisk, være ved at lade op til en bevægelse eller midt i en bevægelse. Men i dette ene foto kan du se skønheden i ansigtet, ikke fordi det er overvældende harmonisk (sammenlign med Donatellos David nedenfor), men fordi de træk, der viser polært modsatte tilstande (anspændthed / hvile etc.) er tydelige og samtidige og bragt i indbyrdes balance. Det er det, der gør David til et vågent, bevidst og værdigt menneske. 

Brorsons salme: Op al den ting, som Gud har gjort:
Op al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise!
 skriver Brorson i første linie. Og digtet udfolder i de følgende vers alle de herlige naturelementer som mennesket må stå undrende overfor. Men digtet bemærker ikke, at mennesket selv er en beundringsværdig del af naturen.
Jeg vi kun citere et af versene i Brorsons salme: (Resten kan du hente ved at klikke på verset.)

Gik alle konger frem i rad
I deres magt og vælde
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
Brorson: Op al den ting... (1734)
Klik på verset og då kan læse Informations artikel og hele salmen.
Som barn var jeg optaget af dette billede, for det taler stærkt til fantasien. Jeg så kongerne for mig, alle de magtfulde og stolte, klædt i prægtige klæder. Måske var Goliat en af dem? Og jeg så dem blive fortvivlede, da de ikke magtede at sætte nældens mindste blad på igen.  
De magtede det ikke!
Det var en skøn fornemmelse for mig som barn, der oplevede naturen som en fortrolig ven, at de store og magtfulde Goliatter ikke kunne udrette noget mod naturen, for de var jo ikke venner med den.
Brorson lader sin bevidsthed glædes og forundres over en række naturbilleder, løfter bevidstheden til stjernerne og derfra til Gud: Hvor er din visdom stor. 
Brorson afslører dermed, at menneskets visdom er så stor, at den kan indse Guds storhed ved at læse i ‘naturens store bog’. Men han har måske ikke gjort sig klart, at det er ham selv, der ved hjølp af sin egen tænkning har indset det. 
 Michelangelos kunst viser, at mennesket er stort, fordi det har bevidsthed om sig selv og samtidigt er en del af naturen. Det er menneskets natur at være bevidst og dermed  har det mulighed at stille sin bevidsthed til rådighed for naturen.
‘I mennesket kommer naturen til bevidsthed om sig selv.’  (Hegel)
Er det på tide vi lærer den styrke at kende, som David fortæller om og så lade den magt, ‘kongerne’ har, få mindre betydning?
Donatello: David fra 1440.. Til sammenligning med Michelangelos David fra 1503

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: