Browsed by
Kategori: Kunstbetragtning

At se.

At se.

Fra Mythos til Logos

Rembrandt har skabt en sammenhæng, som vi kan  bruge til at lære at se lidt mere.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rembrandt 1606-1669:REmbrandt Aristoteles Homer.jpg
Rembrandt: Aristoteles med buste af Homer. 

Aristoteles er ’den moderne videnskabs fader’. Gennem århundreder gjaldt han som den ultimative autoritet i naturvidenskabelige spørgsmål.

Som eksempel: Helt frem til Galilei var man overbevist om, at ting opførte sig efter deres ’natur’.  Det er stenens natur at høre til jorden, Ildens natur at høre til solen. Røgens natur at høre til luften. Store sten holder mere af jorden end mindre sten.  Det kan man overbevise sig om ved at løfte en stor sten. Den ’klamrer’ sig til jorden, meget mere intenst end en lille sten gør. Følgelig vil en stor tung sten falde hastigere til jorden end den lille, lette sten.  sådant kan man læse hos Aristoteles. 

Selv om det forekommer os naivt, var det et betydeligt fremskridt i forhold til Homer, der skildrede, at  guderne driver deres værk med mennesker og med naturen. I Illiaden forekommer alle naturvæsner besjælede og tilmed har de kræfter, vi i dag kalder egenskaber eller karaktertræk, gude-oprindelse. Eris er navnet på en græsk gud. Hun er stridbarhedens gud. Og ordet eris på græsk betyder strid: Når mennesket er kværulantisk og gene vil skændes skyldes det, at dette menneske bliver berørt af Eris, Stridbarhedens gud (inde). Alle sindsbevægelser var indre oplevelser i mennesket af at blive berørt af en eller flere guder. Mod, tapperhed, kærlighed, visdom: Alt blev forstået som virkninger af guderne. mennesket havde et tæt og intimt samliv med guderne. Det kan man opleve ved at læse de homeriske digte. 

Aristoteles så tingene som noget i sig selv. Han havde lært hos Platon, der i sin forståelse havde forvandlet guderne til Ideer. Ideer som levende og skabende væsner, der er årsagen til enhver genstand. Stolens idé er årsagen til enhver stol. Hvis en stol er smuk eller god er lige netop denne stol et mere sandt afbillede af stolens ide. 

Denne ‘platoniske idealisme’ var Aristoteles ikke enig med sin lærermester i: Stolens idé skal findes inde i stolen. Den er udtrykt i stolens FORM. Former kan både ses som den enkelte genstands form eller som en model, ligesom en kageform. I kageformen kan man lave mange ensartede kager. Formen er hos levende væsner deres natur, deres væsen. 

Den nyere måde at se på.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rafael 1483-1520:ath-plat.jpg
Rembrandt selvprotræt 1655. (ca 50 år gl.)

Sammen med Renæssancen opstod der en helt ny måde at se verden på: Mennesket opfattede sig selv som individ. Individualismens tidsalder begyndte. Rembrandt er så klart en af de kunstnere, der gik helt sine egne veje. Han malede ikke i nogen tradition, men skabte med sin intuition en helt ny tradition, hvor motiverne, personerne som regel står mellem lys og mørke, og ofte opstår lyset i personen. Han opfatter mennesket – og især sig selv som en individuel personlighed, der har sine egne tanker, sine egne evner og egenskaber og selv er ansvarlig for at bevare, udvikle og anvende dem. Det er overvældende krævende. Se godt på portrættet ovenfor: Rembrandt blev født i 1606 og han malede dette selvportræt i 1655. Kun 49 år gammel. Det er ikke et idealiseret selvbillede, han ser måske ikke engang godt ud. Snarere slidt. Livet har sat sine spor, men slid og bekymringer har også bragt indsigt med sig. Han opfatter sig som en mand, der kan SE. Gennemskue. Fange det væsentlige i de mennesker , han møder og maler. Visdommen er ved at manifestere sig i hans personlighed, men ikke en afklaret visdom, der kan levere svar på alle livets spørgsmål, men en parathed til at tage fat på spørgsmålene og kvalerne med sig selv som indsats.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rafael 1483-1520:school_athens[1] god.jpg
Rembrandt Selvportræt fra 1655, udsnit

Jeg har tilladt mig at vise et udsnit af selvportrættet. Se på lysfordelingen: Øjnene er helt i mørke og dog kan du som betragter få fornemmelsen af at blive set og mødt. Det er en person man bliver nødt til at forholde sig til. Lyset er kraftigst på hans højre kindben og på næsetippen. De røde nuancer på kinderne, læberne og næseryggen bringer en forunderlig livlighed i billedudsnittet. Det kommer tydeligere frem fordi Rembrndt har brugt lidt grønlige flader, f. eks. skråt tv. nedenfor det rødlige område. Men farverne er ikke kraftige og ikke rene. Du skal lade dit blik vandre i billedet i længere tid, før det bliver tydeligt.

Sagt på en anden måde: Du skal yde et bevidst arbejde for at møde bevidstheden og livfuldheden i billedet. Ikek en opmuntrende livfuldhed, men en realistisk.

Sammenfatning: Oplevelsen af Rembrandts selvportræt fordrer at du som kunstbetragter yder en individuel indsats med din bevidsthed for at komme til oplevelsen af den individuelle bevidsthed, Rembrandt repræsenterede. Den tidligere måde at anskue verden på (repræsenteret ved Platon og Aristoteles.) var en forstandig måde i forhold til Homers mytiske måde at forstå verden på.

Vi har såleds for os en tretrins udvikling: Fra Mythos (Den græske oldtid) til Logos (den klassisk græske kultur) og den individuelle oplevelse af at det er mig der tænker mine egne tanker om mine egne helt individuelle iagttagelser.

Men bør den udvikling distancere os fra Mythos og Logos, eller kan vi på en moderne måde genopleve tingenes væsen?

Derom mere næste gang.

Hvis du synes om ¨Ove Frankels Breve om Kunst¨ er du velkommen til at anbefale dem til andre og alle er velkomne til at tilmelde sig mailinglisten. Det koster ikke noget og der er ingen forpligtelser forbundet med det.

Kunst er bevægelse

Kunst er bevægelse

Bevægelsen lever.
John Neumeier er leder af sin egen balletskole i Hamburg. Han har skabt en række musik-balletter, som taler et nyt kunstnerisk sprog.
Jeg vil her mest vise hen til John Neumeiers ballet: Mahlers 3. Symfoni.
I Information skrev Valdemar lønsted  den 7/4-20 en anmeldelse med overskriften:Gustav Mahlers tredje symfoni taler lige ind i en coronatid.  I anmeldelsen skriver Valdemar Lønsted bl. a:
‘Man kan høre Mahlers tredje symfoni som en seers indsigt i en altomfattende sammenhæng, han fremlægger en fortælling om eksistensernes hierarki og fællesskab, fra den uorganiske natur over planter, dyr, mennesker frem til Gud som det højeste væsen, alt levendes fundament, opfyldelse og fuldendelse.’

Jeg  mener at dette er helt i tråd med den forståelse, John Neumeier har lagt til grund for sin ballet. Balletten lever af musikken og iver musikken nyt liv.  En udvidelse til øjet og kroppen, så ørene ikke alene skal leve sig ind i dette kunstneriske univers.
John Neumeier fortæller om skabelsen af balletten, at det jo var et – for ham – helt nyt problem, som der ikke var nogen forudgående løsninger på.
Balletter fortæller gerne historier. Oftest er der en tekst, en libretto, som kan fortælle om ‘ ‘Snedronningen’, ‘Nøddeknækkeren’, ‘Napoli’ elller andet. Danserne og instruktøren kan illustrere denne fortælling..
Vi kunne se ind i kunstnernes værksted, da DR i går bragte en udsendelse om Dronning Margrethes kunstneriske arbejde – med vægt på hendes scenografi-arbejde til ‘Snedronningen’. Det var en fængslende og lærerig fortælling om hvordan det er at arbejde kunstnerisk. 
John Neumeyer går – af gode grunde – en anden vej, når han skal skabe scenografien til en symfoni af Mahler: Musikken tilbyder ikke en historie. Der er ikke et narrativt grundlag at arbejde ud fra. Der mangler ganske enkelt det materiale, der skal iscenesættes!
Hvad gør man så? – Man skaber ud af intet!  
Neumeier beskriver arbejdsprocessen således: ‘Først måtte jeg lade danserne lytte og bevæge sig. Give dem til opgave, at leve sig så intimt og ærligt ind i musikken, som det var dem muligt. Dansere kan ikke leve sig ind med forstandsmæssig forståelse, men med kroppens oplevelse. Kroppenes oplevelser kunne jeg se og begynde at forme i. Dæmpe nogle udtryk, sætte andre sammen, understrege ved lys, farver. komponere med horisontale og vertikale bevægemønstre..
Denne proces forstærkede og fordybede dansernes indlevelse og der opstod bestandigt nyt materiale, der kunne iscenesættes. Således opstod ballletten som et nært samarbejde’.  
Derfor var det en stor overraskelse for os, at vi kunne købe billetter til Det Kongelige Teater, som skulle opføre John Neumeiers ballet.
– Men den blev så aflyst af Corona. 
Du kan dog finde Mahlers 3 symfoni som video optaget på Opera Garnier, Paris. 

Sidste år var vi så heldige at være i Hamburg for at overvære John Neumeiers Beethoven Projekt. Derfra en enkelt billede: At gøre musikken synlig –
var også en opgave, Rudolf Steiner arbejdede med at løse.
Han skabte Eurytmien, hvor menneskekroppen bliver anvendt og uddannet til at være et ‘musikinstrument’.  Her bliver kroppens bevægelser forstærket af farver og af beklædningen, som ‘tegner’ bevægelserne i luften, så de får en vis varighed. 
Et eksempel kan du se her: Beethoven Pathetique

Uden at ville bedømme eller evaluere de to meget forskellige kunstarter: Ballet og Eurytmi – og især John Neumeiers ballet-udtryk, vil jeg anbefale at man benytter chancen til at overvære såvel det ene som det andet kunstudtryk, når den kommer engang. Når Corona er besejret.   

Valdemar Lønsteds afslutter sin anmeldelse af Mahlers 3. symfoni med ordene: 
‘Og hvad var det for ord, Paulus sluttede med i det citerede skriftsted ovenfor? »Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.«’
Det er præcis det centrale: Kunst skabes af kærlighed til handlingen.  Kunstbetragtning er en kunstnerisk skabelsesproces der også drives af kærlighed.
Lad glæden få overtaget!

Lad glæden få overtaget!

Grünewald. Opstandelsen fra Isenheim Alter
Når solen fra verdensvidderne 
taler til menneskers forståelse
og glæde fra sjælens dyb
i anskuelsen forener sig med lyset,
da stiger tanker op fra selvets indre
ud i rummets fjerne
og forbinder dumpt
menneskets væsen med åndens væren. 

Rudolf Steiner: Ugevers til Påskeugen oversat af Ove Frankel

Glædelig Påske

Lad glæden få overtaget!

Der er grund til glæde:
Lyset strømmer os i møde i længere tid end mørket.
Vi er kommet forbi jævndøgn – den 20. marts.
Det har lige været fuldmåne – den 8. april. 
Det er Solens dag – søndag – i dag. 
Det er Påskedag, hvor lyset bekræfter livet.
og ser du på månen i aften er den en lille smule aftagende. så der er en lille mørk akål i overkanten af den lysende måneskive, et billede af gralsskålen.  

Ovenfor er et udsnit af Grünewlads Isenheimer Alter: Kristi Opstandelse. 
Grünewald har malet opstandelsen som en sidefløj i Isenheimer altret. Ikke det centrale motiv, men som en højre sidefløj. Opstandelsen ser man først efter at altertavlen er åbnet, så man må trænge om bag ved korsfæstelsen og lidelsen for at kunne opleve den. Som du kan se på gengivelsen nedenfor er opstandelsen det fjerde billede i rækken: Bebudelsen, Den Sfæriske Musikscene, Kristi fødsel og Opstandelsen. 

Vi skulle have været på Kunstrejse lige nu. Vi skulle have besøgt Colmar, hvor Grünewalds flerfløjede altertavle er at se.  Det skal vi så ikke, fordi Corona-smitten skal begrænses. Men det giver også ro ot styrke til at vi  kan aktivere os selv opleve værkerne på en anden måde:

Farverne i ’opstandelsen’ virker på sort baggrund.  Der er to lyse områder: Det blåligt hvide i ligklædet, der længere oppe danner opstandelsens farvedynamik. Den varme, gyldne hvide i Kristi ansigt. Det objektivt hvide overfor det personaliserede varme hvide.  Solens blege hvide vinterlys overfor forårets varme, skabende lys.

Kunstbetragtning af ‘Opstandlesen’
Lad øjet komme på udflugt i billedet:
Øjet vil gerne hæfte sig ved ansigtet og dets direkte blik med de indtrængende øjne omgivet af glydent lys.
Og modsætningen: den brunlige klippeblok, der ikke rigtig har sin tyngde i behold.
Imellem de to poler glider blikket opefter igen, forbi de blege ben, ind i den røde verden, ind gennem det betagende farvebånd, som det blege ligklæde er forvandlet til. Det fører blikket op i det gyldne på skuldre og overarme og tililbage til ansigtet, lyset, blikket.
Til oplevelsen af at blive set.
Højre side af brystkassen er blottet. Der er et sår i siden. Brystkassen har en blålig tone, der medvirker til at forstærke de gyldne farver.
Hovedet  er uden klart afgrænsede konturer, så det dets synlige størrelse kan variere. Det kan smelte sammen med cirklens midte eller blive tydeligere afhængigt af, hvor betragterens blik lige har været.
Hænderne er derimod markante, spinkle, med åbne, opadvendte håndflader, der ligesom foregriber den blå-orange overgang i cirklen. Som om hænderne bestandigt åbner cirklen, som efterhånden erobrer mørket. Se de dybblå toner i himlen lige over klippeblokken. 
Sårene lyser, deres lys er lys-resonanser af sollyset. Smerte forvandlet til lys, til liv, til glæde. 

Hvis du prøver dette i flere minutter vil du få en oplevelse af at kunstværket bliver rigere af din aktive betragtning. Det så at sige opstår for øjnene af dig. Kunstiagttagelse er kunstnerisk skaben.

Meget tættere på at male den opstandne som solen selv kan man vel ikke komme? Kristus Solen er nydannet og når kun lidt længere end hans udbredte arme. Smilet, fuldt af skønhed og glæde, vil vokse sig ind i sindene sammen med lyset og livet, skønheden og glæden.
Dagligt kan vi iagttage sollysets udbredelse, dets fejen hen over jorden.
¨Sol ser ind i slot og Vrå, ser på drot og tigger¨.
Solen skinner på hvad som helst, det er inkluderende.
Dagligt kan vi øve at forvandle det objektive lys ved at glæde os over skønheden, leve i nuet. Åndsnærværets mirakel. 
Vi ind-ser ved det lys, Kristus-Solen lader skinne. I dette lys ser vi det væsentlige. Dette er begejstrende, dette er stedet, hvor glæden opstår.
¨Freude! Schöner Götterfunken….¨. 
Påskens glæde er gnisten, der sætter indre bevægelser i gang i os mennesker. 

Langfredag citerede jeg Rudolf Steiners uge-vers for passionsugen: Skønheden skaber livskraft, som forbinder menneskers legeme og ånd. Lige under opstandelsesbiledet har jeg skrevet min oversættelse af Påske-ugens vers. 
Skønheden er blevet til glæde:
Når mennesket tillader sig selv at opleve skønhed ved at forene sig med lyset fra solen opstår glæden. Da jeg var lærer opdagede jeg, at kun glade børn kan lære noget nyt. Det gælder også voksne. Med glæden kan vore tanker komme i flugt, ud af det snævre. Forvandle sig fra ‘mig-tanker’ til ‘kosmiske’ tanker. (Kosmos er græsk og betyder verdensorden.) Vi kan så småt begynde at få tanker, begreber om verdens orden. Vi kan få intuitioner. Vi kan opleve frihed. 

Grünewald. Isenheim Alter
Kunst er kronen på værket. nr. 3

Kunst er kronen på værket. nr. 3

Palmesøndag skrev jeg om Michelangelos billede af, hvordan forskellige mennekser kan forholde sig i livets vanskelige situationer.
Skærtorsdag førte jeg betragtningen videre med Leonardos Nadverbillede, der viser 12 karakteristiske reaktioner på en skæbnebestemmende meddelelse. 

I dag, Langfredag, vil jeg prøve at se begivenhederne fra den anden side. Hvordan ser Korsfæstelsen ud, hvis man ser den som åndelig begivenhed? Fra Angelico: Korsfæstelse med engle, Maria og St Domenicus. 1441

I St. Marco klostret i Firenze har malermunken Fra Angelico skabt fresker i de spartansk udstyrede små rum, munkene havde som deres individuelle opholdssteder. Freskerne fylder den ene væg i klostercellen. Alle freskerne har kristne motiver og et meget forenklet billedsprog. Nogle har opstandelsen som motiv, andre viser scener fra lidelseshistorien.  Alle er skabt som meditative imaginationer. Fra Angelicos ‘offentlige’ værker har lette, glade farver, meget guld og et mylder af detaljer. Men her ser vi Fra Angelicos meditativt-spirituelle udtryk.  
Korsfæstelses-billederne i klostret har en mørk himmel, en gold jord og i stedet for bjerget Golgatha er der en dyb dal med en lille forhøjning , hvorpå korset står. Det virker næsten som et ‘negativt’  billede. Ved siden af korset knæler Maria og St. Domenicus (1170 – 1221). Det er en imagination af en mystisk fordybelse. De to personers ansigter er da også afklarede og rolige. 
Den korsfæstede Kristus er ikke lidende, som man vil kunne se på andre fremstilinger fra samme tid. (f. eks. Korsfæstelsen i G. Grünewalds Isenheimer Alter).
Læg mærke til blodet: Fra Kristi side strømmer blodet ud i en stråle og det opfanges i  Gralen, der bæres en Engel. Fra Kristi fødder strømmer blodet ned i den golde jord. Kristi livskraft forener sig med jorden og verden. 
Denne korsfæstelse er chokerende ved at englene deltager aktivt og ivrigt i at korsfæste Kristus. Begivenheden på Golgatha skildres som en guddommelig handling, Den er set fra et spirituelt perspektiv. Kristi død betød overvindelsen af menneskets begrænsninger og gav mulighed for menneskelig frihed, fordi det blev muligt at forbinde det åndelige og det legemlige.  Ånd og materie, gud og verden er forenet og kan forstås som een helhed.
 
Den hændelse, der fra et jordisk perspektiv hører til de mest grusomme og frygtelige, kan  få mening når man ser den i et spirituelt perspektiv.  ‘fra den anden side’. Lidelsen er Kristi uselviske offer og offergaven er at give jorden et muligt liv på et højere bevidsthedsniveau. 

For nogle år siden skrev jeg tekster til Rudolf Steiners ‘Seelenkalender, på dansk kaldet Ugevers. Det er et digterisk værk, hvor der er et vers for hver uge gennem hele året.  Vi er lige nu (langfredag i ‘Den Stille Uge’) i den uge, der i Sjælekalenderen er årets sidste. Næste uge, påskeugen er dermed  årets første. De to vers vil jeg stille sammen. det ene i dag, det andet på søndag: 

 Når ånden fra sjælens dyb
Vender sig hen imod verdens eksistens
Og skønhed strømmer  fra rummets vidder.
Da trænger livskræfter ind i menneskelegemer
Og forener, kraftigt virkenede
Åndens væsen med mennesketilværelsen. 

Det er ikke let forståeligt. Men forsøg at læse teksten stille og langsomt og se Fra Angelicos billede samtidigt:
Skønhed strømmer til jorden fra himlen. Solen lyser op, den har nu længere tid end natten. Naturen svarer på lyset med vækst og fuglesang. Vi går ud i lyset og bliver gennemvarme og lyse i sindet. 
Imedens vi hengiver os til denne skønhedsoplevelse, trænger livskraft, livsmod ind i vore legemer og forener legeme og ånd. Den funktion, der kraftigt kan forbinde vores ånd og legeme kalder vi for sjæl. Og der skal en sund og stærk sjæl til, for at holde forbindelsen mellem de to, så de kan blive os fortrolige som een enhed. Det materielle og det åndelige er to sider af samme sag. Det er en af de forståelser af Påske, man kan finde i kunsten. 

På en privat klinik i Berlin har de indrettet klinikken til at tage sig af coronapatienter. De har gode – men anekdotiske – erfaringer med at hjælpe patienterne til at fokusere på et livsperspektiv, holde kontakt med lyset og solen og lære at tænke på det gode, det sande og det smukke. Det er deres erfaring, at frygt, usikkerhed og indelukkethed fremmer patienternes modtagelighed for infektioner. 

Med venlig hilsen

Ove Frankel