Billede og Musik

Billede og Musik

Ejendommeligt at mærke, hvordan musikken påvirker os ganske anderledes end billedkunsten gør.
Vi tåler at se rædselsfulde billeder uden at blive voldsomt følelsesmæssigt påvirkede. Her er et ret aktuelt motiv – men fra 1898.

pastedGraphic.png

Arnold Böcklin: Pesten. 1898

Pesten er en pestillens, der fejer alt liv væk fra gaden i den lille by. Måske er det Fiesole i nærheden af Firenze? Farverne er forrådnelses grønlige, brune og sorte. Det eneste oplivende er kvindens røde klædedragt, men hun er styrtet omkuld under dragen med døden siddende baglæns overskrævs på sin ryg. Hendes muntert farvede klædedragt er fuldstændigt malplaceret. Hun er ramt af sorg og har i rædsel kastet sig over en hvidklædt, død skikkelse, der ligger på gaden. En kraftig, ansigtsløs mand er ved at tumle omkuld i vestre side af billedet. Foran dragen skimtes skikkelser, der flygter i panik. Knokkelmanden svinger blindt sin le, der blinker uheldsvangert mellem husene, hvis farver formørkes af ulykkesskyen, der fylder rummet over dragen.

Værre kan det vel ikke være?


Men læg mærke til din reaktion: Hvordan bliver dine følelsesmæssige reaktioner sat igang? Sikkert formidlet af dit synsindtryk via din forståelse af hvad du ser? Måske af en forestilling, hvis du har haft oplevelser, der vækkes til live af synet. Først derpå mærker du frygten, sorgen, faren…  Billeder vækker gerne forestillinger som vi kan sætte samme og forholde os til. Først dette forestillingskompleks vækker følelserne. 

Lyt og se til sammenligning denne musikvideo:

Toile – new music at KØN museum, Aarhus.

pastedGraphic_1.png
Anna Jalving i Museum KØN, Århus

Det er en ung violinistinde, Anna Jalving, der spiller sin egen komposition i det corona-nedlukkede museum.
Du kan se og høre hele værket her: https://www.divertimentoensemble.tv/concerts/videos/2-ypds 

Kunstnerne kæmper for at holde sig oven vande under nedlukningen, så du bliver bedt om at opgive din betalingsmåde, men det er både hæderligt og sikkert. Og du kan få 14 dages gratis adgang.

Det varer en halv time, og det er værd (og en prøvelse) at lytte opmærksomt hele vejen.

Det er en billedkunstnerisk solokoncert, hvor billeder forstærker violinens klange og klangene giver liv til stærke følelser ved at se videoens billeder. Værket blev opført i august 2020. Koncerten er under corona-nedlukningen blevet optaget af en virkelig kyndig kameramand.

pastedGraphic_2.png

Billederne – fra museets trapperum – er filmet sådan, at gelændere og trin kommer i forgrunden og forstærker fornemmelsen af indelukkethed og tvang.
Enkelte scener er optaget med drone fra Mindeparken i Århus Her mindes de faldne danske, der blev tvunget til at være soldater i den tyske hær i krigen 1914-1918. I den cirkelrunde mur er der indhugget navne på de over 4000 faldne.
Virkningen af at se Anna Jalving og høre hendes musik i ‘Mindeparken’, dette ‘dødens indelukke’, er stærkt fortvivlende: Endelig kommer vi ud af museets rum, men kun for at blive begrænset af en mur med døde soldaters navne.

pastedGraphic_3.png

Marselisborg monumentet. Panoramaoptagelse.

Unddrager musikken sig vores bevidste kontrol?

Læg mærke til dine reaktioner, når du lytter! Her kommer den følelsesmæssige reaktion først. Det er den, du kan iagttage og forholde dig til – hvis du altså når det inden du bliver revet med! Reaktionerne er ofte særdeles kraftige. Overvejelser eller samtaler må vente til bagefter.

Mine var endog meget kraftige. Ofte ville jeg bare slukke for lyden, for der vældede så megen vrede og sorg frem i mig, at jeg bagefter på en helt anden måde forstod de uretfærdigheden og misforhold, vores samfund har praktiseret mellem mænd og kvinder. Jeg oplevede mig lukket inde, begrænset. Og at håbet gang på gang blev skuffet.

De to ‘påvirkningsveje’ som de to kunstarter benytter sig af er virkelig en berigelse. De supplerer hinanden. men forudsætningen er naturligvis at den kunstneriske kvalitet for såvel musik- som billedkunst er høj!

Til temaet Ligestilling:

NATURLIGVIS skal alle mennesker nyde individuel respekt og ingen skal forskelbehandles pga køn, rase, religion mm. Kun respekten for individet kan fremme, at enhver kan handle i frihed. 

Når et andet menneske mener, siger eller gør noget, du er uenig med kan du forholde dig kritisk til handlingen, tænkningen eller udtalelsen, ikke til mennesket. Det er muligheden for at undgå, at opfatte andre mennesker som repræsentanter for en gruppe eller art (kvinder, store, rige, flygtninge, jøder …. ) At lære at se det individuelle i det enkelte menneske er nok det mest værdifulde man kan lære ved at øve kunstbetragtning: At betragte ethvert menneske som et individuelt kunstværk, uanset om det så er mere billede eller mere musik.

Venlig hilsen

Ove Frankel

pastedGraphic_4.png

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: