Browsed by
Forfatter: Ove

At være en del af naturen?

At være en del af naturen?

Franz Marc: ‘Kæmpende former’. 1914
Franz Marc: Naturens dynamiske balance.
Vi tager et langt spring fra høj- renæsancen til få dage før første verdenskrig brød ud i 1914.
Men det er jo ikke et billede af naturen!
Og dog: I overensstemmelse med naturen. De to former er vidt forskellige og har dog mange ligheder. Der er runde, hvirvlende former i dem begge, men hvor den røde form er udadreagerende og aggressiv er den sortblå form sammentrukket som forbrerdte den en eksplosion, medens den pindsvineagtigt værger for sig.  Farverne svarer til den stemning, formerne giver. Ikke mindst farverne, formerne lever i. Begge forner er i overensstemmelse med deres omgivelser: grøn – gul- orange i venstre side og blå, violet purpur i højre side. 
Når du betragter billedet i længere tid kan du bemærke at dit syn, den måde du bruger dine øjne på, i begyndelsen forstærker modsætningerne mellem billedets to sider: Den ene side er ved at ‘vinde’ over den anden, men så skifter det.
Senere bliver modsætningen til en polarisering, hvor den ene form eksisterer i kraft af den anden. Ingen af formerne kan komme til sin ret ved at ‘udkonkurrere’ den anden. Den ene pol eksisterer i kraft af den anden. 
Det er et grundprincip i naturen: Modsætninger betinger gensidigt hinanden. 
En af de mest fundamentale polariteter er liv og død.
Overalt i naturen nærer hendøen opleven.
Vækst er i polær modsætning til henfald. De to poler er i indbyrdes balance. 
Kun i helt forstyrrede tilfælde kan et element i naturen vokse ubegrænset, og det endda m´kun i ret begrænset tid. Græshoppesværme kan være ødelæggende, men de forsvinder igen. Hvis den øvrige natur er i en rimelig helbredstilstand. 
Balance. 
Se igen på Franz Marcs billede ovenfor: Han kunne lige så godt have kaldt det ‘Former i balance’  En meget dynamisk balance. 
Franz Marc: ‘Dyreskæbner’. 1913
Naturens vs. Menneskets systemer. 
Når ligeværdigheden mellem polariteter bliver forstyrret, opstår nød og måske en pandemi.
I dette værk kan man kan mærke dyrenes jammer.
Man kan ikke SE, hvad der er årsagen til nødsituationen.
Der er røde og blå spidser, som lyn, der jager diagonalt gennem billedet. Vi kan prøve at forklare det som f. eks. skovbrand, men det holder kun for en tid. Det er en mere grundlæggende ødelæggelse af naturens balance, der er tale om:
Dyrene flygter ikke i samlet flok bort fra katastrofen.
De forskellige dyregrupper reagerer panisk hver på deres måde: De grønne heste i venstre side vrinsker i skingre toner.  Den blå hjort i midten stejler i tavs rædsel. Rævene i højre side danner en vifte af rådvildhed… 
Mange har set dette værk som en forudanelse af verdenskrigens rædsler. Jeg ser billedet som et varsel, –  om at vi er ved at forstyrre naturen så grundlæggende, at også vores eksistens er truet. 
Værket blev voldsomt beskadiget under krigen og Franz Marcs venner fra ‘Der Blaue Reiter‘ rekonstruerede efter hukommelsen det ødelagte parti til højre, De dæmpede farver viser det rekonstruerede område.
Franz Marc malede dette værk i slutningen af 1913. Han blev soldat i krigen  i 1914 og faldt ved Verdun i 1916 kun 36 år gammel. 



Corona og samfundets reaktion på pandemien har afdækket svagheder og sprækker i vores menneskeskabte systemer: 
Krisen efterlader et betragteligt hul i vores samfundsøkonomi. Mange økonomer vurderer at vi får et fald i BruttoNationalProduktet , BNP på op til 10 %. Ikke godt, når vi har indrettet vores økonomiforståelse så BNP skal vokse med 1-2 % om året. 
Men andre økonomer argumenterer med solide grunde for, at BNP ikke er noget relevant mål for velstand, trivsel eller muligheden for at gøre noget godt ved klimaforandringerne. De seneste årtiers stigning i BNP har nemlig ikke forbedret levevilkårene for mennesker i almindelighed, og heller ikke lettet presset på klimaet ved at nedsætte CO2 udledningen. 
Der findes en gruppe af Økologiske Økonomer.I  Danmark er det f. eks. Professor Inge Røpke, som kalrt og forståeligt forklarer, hvorfor Naturen skal være med i vores økonomiske overvejelser. Fordi økonomi først og fremmest handler om bio-fysiske størrelser.
Den traditionelle samfundsøkonomi kan ikke se naturen, for den indgår ikke i de økonomiske modeller og heller ikke i BNP. Derfor er vi nødt til at omtænke vores økonomiske systemer, så de på relevant måde tager hensyn til naturen og dens levevilkår. Som altså ikke indbefatter ubegrænset vækst, men ligevægt mellem vækst og hendøen. 
Det har altså vist sig (igen) at vore økonomiske systemer ikke er modstandsdygtige overfor ‘angreb’ fra naturen. 
Når vi nu ‘åbner” samfundet igen, bør vi tage noget af det, vi har lært, med ind i den samfundsmæssige overvejelse. Det er ikke enkelt og ligetil, men kræver at vi lærer at se helheden og ikke lader os styre af isoleret systemtænkning. 


Med venlig hilsen

Ove Frankel
Vi hænger sammen med naturen. 

Vi hænger sammen med naturen. 

Leonardo da Vinci: Studie af ansigter.

Rafael fik orden på det hele, – men uden naturen!I modsætning til Rafael stræbte Leonardo da Vinci ikke efter at indfang det skønne, men det karakteristiske ved mennesker og alt muligt andet, han beskæftigede sig med. 
Rafaels værk, skolen i Athen, som jeg viste i mit seneste ‘brev om kunst’ viser mange mennesker. De er smukke og i balance med sig selv og indbyrdes.  Du kan f. eks. se på kompositionen som en vægt, hvor vægtskålene, grupperne af personer i højre og venstre side er i balance  – selv om antallet ikke stemmer… De forskellige videnskaber vil altså altid indgå i en harmonisk helhed…  Se nærmere om hvem der er med på billedet ved at klikke her:

Rafaels billeder drejer sig om åndsliv: Kunst, videnskab og religion, ikke om natur. Ingen  planter eller dyr er til stede. Menneskene er ikke naturlige: de spiser ikke, de har ingen legemlige behov, som skal tilfredsstilles. 
Leonardo tegner for at forstå. Skitsen herover er ikke komponeret eller afbalanceret. Leonardo tegner på små stumper af papir, ofte på begge sider og i ale hjørner, hvor der nu lige er plads. Men han fanger det særlige, specielle, underlige. Som i tegningen ovenfor. Stemninger, emotioner, handligner, bevægelser. Uden orden og uden forklaring.  
Hvis du kan komme til at se Leonardos ‘Grottemadonna’ (i Paris eller i London) kan du beundre Leonardos fremstilling af blomster  og vækster i alle afkroge af billedet, – og hans landskaber i det fjerne. 
Naturen er det wild-card, der gør at vores orden ikke holder!

Det er ikke noget nyt. Til hver en tid har vi haft et anstrengt eller problematisk forhold til Naturen. 

Leonardo da Vinci: Grottemadonna (Paris version) 1508

Platon og Aristoteles.
Modstillingen i mit sidste ‘Brev om Kunst’ mellem platonikere og aristotelikere, kan man fortsætte ved at betegne Rafael som platoniker overfor aristotelikeren Leonardo. 
Leonardo SÅ  naturen, og han tegnede den alt hvad han så. Selv vind og storm har han tegnet…… De herligste billeder af menneskets anatomi kommer fra Leonardos hånd, og de er også i dag ganske gyldige som dokumentation for hvordan strukturer ser ud inde i os. 
Rafael SÅ de fuldkomne ideers verden og bragte dem nærmere til os. 

Leonardos tegneinger var en slags advarsler, men med håb:
Vi mennesker kan IKKE kontrollere naturen, men vi må tilpasse os naturens udsving og det gør vi bedst ved at forstå naturen, som vi er en integreret del af. Leonardo ser og gengiver naturens dynamik: Alt er i forandring.
Kun hvis vi forstår denne forandringens lovmæssighed kan vi tilpasse os og leve med  og af naturen.. 

Corona er en stump natur, som har slået store sprækker i vores systemer.
Det er nok overdrevet at kalde corona en ¨fjende, som vi ikke kender og ikke kan se¨.
Vira er en del af naturen og en integreret del af vores egen organisme.
Men pandemien viser os vores systemers skrøbelighed. 
Vores traditionelle samfundsøkonomi er et eksempel på vores systemers skrøbelighed.
Vi kan følge Leonardo ved at forstå naturens forandringslove og tilpasse vores systemer, så de i højere grad kommer i harmoni med naturen.

Det vil jeg komme nærmere ind på næste gang.

Med venlig hilsen

Ove Frankel

At se det væsentlige. Sammen! 

At se det væsentlige. Sammen! 

Rafael: Skolen i Athen. ca. 1509

Rafael: Skolen i Athen. 1509-1511

Dengang vi fik orden på det hele.

For 5-600 år siden begynder en ny tid, Renæssancen. Det tager fart i Firenze og breder sig først udover Italien, siden i hele Europa. En ny måde at forstå sig selv og verden på, med mennesket i centrum. DEt er mennesket der forstår, og mennesket kan forstå naturen ved hjælp af sin egen iagttagelse og tænkning. Tankerne er ikke længere givet ‘oppefra’ men hvert enkelt menneske kan selv danne tanker og sammenhænge mellem tanker, så alle de forvirrede iagttagelser giver mening. Det fremgår om noget af dette værk af Rafael: ‘Skolen i Athen’. 
Medens Rafael skabte sine velordnede fresker i Vatikanets mere private sale, Stanzerne, arbejdede Michelangelo med sine udfordrende fresker i Det Sixtinske Kapel, også i Vatikanet. 
Dette billede udgør den venstre sidevæg når man ser imod vinduet i et stort arbejdsværelse.
Det er ikke helt i orden, at se dette billede alene, for Rafael har malet et helt tilsvarende billede lige overfor på den højre sidevæg, men af gode grunde kan men ikke se det ene uden at vende ryggen til det andet.
Det er – for mig at se – en afgørende del af kompositionen. Billedet overfor, Disputa del Sacramento viser det religiøse verdensbillede, hvor dette, Skolen i Athen viser det videnskabelige verdensbillede. Rafael bliver med god grund anset for at være kompositionens mester og for at være ¨den pæne dreng’, som Michelangelo vrængende sagde til Pave Julius 2: ‘Det kan du få Rafael til. Han maler så pænt’. Og ‘Pænt’ var langt fra at være Michelangelos ideal.   
Rafael som kompositionens mester, anbringer de to måder at se verden på lige overfor hinanden i Pavens arbejdeværelse, kan man både se at de to verdensbilleder supplerer hinanden, og – når man ER til stede i rummet (verden) – at man nødvendigvis må vende ryggen til det ene for at se det andet. Atlså: ‘Vend dig mod videnskaben, og du vender ryggen til religionen’, eller: ‘Vend dig mod religionen, og du vender ryggen til videnskaben’. 
Hvis de to skal have en chance for at forenes må det nødvendigvis være inde i det enkelte menneske.
Lad os  betragte Rafaels ‘Skolen i Athen’: Naturligvis har Rafael ikke ønsket at gengive skolen som en fornem renæssancebygning med velordnede studerende i gruppearbejde. Man kan ved nærstudium identificere og navngive rigtig mange af de afbillede mennesker, selv om de ikke  levede samtidigt. Jeg vil koncentrere mig om de to centrale figurer: Den ældre rødklædte med højre hånd pegende opad og den blåtklædte yngre med højre hånd pegende vandret. Platon og Aristoteles. De to er skildret ligeværdige og de bærer hver på sit værk: Timaeus – den ar Platons ‘dialoger’ der fremstiller verdens og menneskets natur – set i forhold til de evige ideers verden.  og Etikken af Aristoteles, hans måske mest indflydelsesrige værk, der nøje undersøger, hvad der skal til for at leve et godt eller lykkelig liv. 

Platon og Aristoteles.
Rafael var en af de mest genuine renæssancekunstnere, fordi han med sit velordnede livssyn var med til at ‘genføde’ de klassiske idealer, som stråler os i møde fra hans værk ‘Skolen i Athen’. Mennesker er i stand til at tænke og i deres tankeverden kan ideerne mødes og udvikles. Frit og uden autoriteter der skal bestemme, hvad der er sandt eller falsk. Platon og Aristoteles var fundamentalt uenige, men de kunne forstå hinandens tanker og drøfte dem. Platon indså at det forgængelige, dvs. det materielle eller det fysiske, var udtryk for evigt herskende ideer, der eksisterede som selvstændige åndelige væsner i ‘ideerenes verden’. Aristoteles så ideerne som de princiller og lovmæssighedder (former) der lever tingene. Denne grundlæggende forskellighed kan du med lethed finde i vore dages debater.
Der er altid både platonikere og aristotelikere til stede – enten som personer eller som holdninger. Men de kan tale sammen og forstå hinanden. 

Corona:
har givet os lejlighed til at se fastlåste holdninger svinde go give plads for og  fælles beslutninger om hjælpepakker mm. Nu er vi snatr ved at miste fokus på at corona er en biologisk dims. Nu er det snarere et politisk og økonomisk problem-sæt, som vi kan planlægge os ud af.
Men det er værd at huske, at meens pandemien gik voldsomt ud over mange mennesker i Italien har f. eks. Tysklands corona-beredskab højest været udnyttet 17%. Dvs at over 80 % af kapaciteten på intensivafdelinger har stået ubrugt hen, medens sundhedssystemerne i Italien var overbelastede. Måske kan vi lære, at se hele billedet og vedtage systemer, der kan kanalisere ressourcerne derhen, hvor der er brug for dem, også selv om der ligger et par landegrænser imellem?

Ove Frankel

At se.

At se.

Fra Mythos til Logos

Rembrandt har skabt en sammenhæng, som vi kan  bruge til at lære at se lidt mere.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rembrandt 1606-1669:REmbrandt Aristoteles Homer.jpg
Rembrandt: Aristoteles med buste af Homer. 

Aristoteles er ’den moderne videnskabs fader’. Gennem århundreder gjaldt han som den ultimative autoritet i naturvidenskabelige spørgsmål.

Som eksempel: Helt frem til Galilei var man overbevist om, at ting opførte sig efter deres ’natur’.  Det er stenens natur at høre til jorden, Ildens natur at høre til solen. Røgens natur at høre til luften. Store sten holder mere af jorden end mindre sten.  Det kan man overbevise sig om ved at løfte en stor sten. Den ’klamrer’ sig til jorden, meget mere intenst end en lille sten gør. Følgelig vil en stor tung sten falde hastigere til jorden end den lille, lette sten.  sådant kan man læse hos Aristoteles. 

Selv om det forekommer os naivt, var det et betydeligt fremskridt i forhold til Homer, der skildrede, at  guderne driver deres værk med mennesker og med naturen. I Illiaden forekommer alle naturvæsner besjælede og tilmed har de kræfter, vi i dag kalder egenskaber eller karaktertræk, gude-oprindelse. Eris er navnet på en græsk gud. Hun er stridbarhedens gud. Og ordet eris på græsk betyder strid: Når mennesket er kværulantisk og gene vil skændes skyldes det, at dette menneske bliver berørt af Eris, Stridbarhedens gud (inde). Alle sindsbevægelser var indre oplevelser i mennesket af at blive berørt af en eller flere guder. Mod, tapperhed, kærlighed, visdom: Alt blev forstået som virkninger af guderne. mennesket havde et tæt og intimt samliv med guderne. Det kan man opleve ved at læse de homeriske digte. 

Aristoteles så tingene som noget i sig selv. Han havde lært hos Platon, der i sin forståelse havde forvandlet guderne til Ideer. Ideer som levende og skabende væsner, der er årsagen til enhver genstand. Stolens idé er årsagen til enhver stol. Hvis en stol er smuk eller god er lige netop denne stol et mere sandt afbillede af stolens ide. 

Denne ‘platoniske idealisme’ var Aristoteles ikke enig med sin lærermester i: Stolens idé skal findes inde i stolen. Den er udtrykt i stolens FORM. Former kan både ses som den enkelte genstands form eller som en model, ligesom en kageform. I kageformen kan man lave mange ensartede kager. Formen er hos levende væsner deres natur, deres væsen. 

Den nyere måde at se på.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rafael 1483-1520:ath-plat.jpg
Rembrandt selvprotræt 1655. (ca 50 år gl.)

Sammen med Renæssancen opstod der en helt ny måde at se verden på: Mennesket opfattede sig selv som individ. Individualismens tidsalder begyndte. Rembrandt er så klart en af de kunstnere, der gik helt sine egne veje. Han malede ikke i nogen tradition, men skabte med sin intuition en helt ny tradition, hvor motiverne, personerne som regel står mellem lys og mørke, og ofte opstår lyset i personen. Han opfatter mennesket – og især sig selv som en individuel personlighed, der har sine egne tanker, sine egne evner og egenskaber og selv er ansvarlig for at bevare, udvikle og anvende dem. Det er overvældende krævende. Se godt på portrættet ovenfor: Rembrandt blev født i 1606 og han malede dette selvportræt i 1655. Kun 49 år gammel. Det er ikke et idealiseret selvbillede, han ser måske ikke engang godt ud. Snarere slidt. Livet har sat sine spor, men slid og bekymringer har også bragt indsigt med sig. Han opfatter sig som en mand, der kan SE. Gennemskue. Fange det væsentlige i de mennesker , han møder og maler. Visdommen er ved at manifestere sig i hans personlighed, men ikke en afklaret visdom, der kan levere svar på alle livets spørgsmål, men en parathed til at tage fat på spørgsmålene og kvalerne med sig selv som indsats.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rafael 1483-1520:school_athens[1] god.jpg
Rembrandt Selvportræt fra 1655, udsnit

Jeg har tilladt mig at vise et udsnit af selvportrættet. Se på lysfordelingen: Øjnene er helt i mørke og dog kan du som betragter få fornemmelsen af at blive set og mødt. Det er en person man bliver nødt til at forholde sig til. Lyset er kraftigst på hans højre kindben og på næsetippen. De røde nuancer på kinderne, læberne og næseryggen bringer en forunderlig livlighed i billedudsnittet. Det kommer tydeligere frem fordi Rembrndt har brugt lidt grønlige flader, f. eks. skråt tv. nedenfor det rødlige område. Men farverne er ikke kraftige og ikke rene. Du skal lade dit blik vandre i billedet i længere tid, før det bliver tydeligt.

Sagt på en anden måde: Du skal yde et bevidst arbejde for at møde bevidstheden og livfuldheden i billedet. Ikek en opmuntrende livfuldhed, men en realistisk.

Sammenfatning: Oplevelsen af Rembrandts selvportræt fordrer at du som kunstbetragter yder en individuel indsats med din bevidsthed for at komme til oplevelsen af den individuelle bevidsthed, Rembrandt repræsenterede. Den tidligere måde at anskue verden på (repræsenteret ved Platon og Aristoteles.) var en forstandig måde i forhold til Homers mytiske måde at forstå verden på.

Vi har såleds for os en tretrins udvikling: Fra Mythos (Den græske oldtid) til Logos (den klassisk græske kultur) og den individuelle oplevelse af at det er mig der tænker mine egne tanker om mine egne helt individuelle iagttagelser.

Men bør den udvikling distancere os fra Mythos og Logos, eller kan vi på en moderne måde genopleve tingenes væsen?

Derom mere næste gang.

Hvis du synes om ¨Ove Frankels Breve om Kunst¨ er du velkommen til at anbefale dem til andre og alle er velkomne til at tilmelde sig mailinglisten. Det koster ikke noget og der er ingen forpligtelser forbundet med det.

Blind? Dem eller Os?

Blind? Dem eller Os?

Bruegel: Den blinde leder den blinde. 1568
At famle sig frem i blinde Det er både til at le og græde over:  Den blinde viser vej for den blinde. En betænkelig affære!
Bruegels billede af de 6 blinde mænd der stavrer henimod et styrt, som allerede er sket for mændenes leder, den forreste mand.  
Billedet er værd at betragte nærmere i disse tider: Verden er udsat for noget nyt. Når noget er nyt kan man ikke bruge sin erfaring. Vi stavrer alle i blinde.
Pandemien stiller nye krav og betingelser for menneskelig adfærd, og der er ingen der kan se løsningerne. Vi famler i blinde.

Om Bruegels billede fra 1568
De blinde mænd er alle blinde af hver sin grund.
Prøv at hente en god kvalitet af billedet her og se nærmere på detaljerne.
De 6 mænd danner i forgrunden en nedadgående diagonal, som understreges af kløften i landskabet forrest og modsætningen til kirken og landsbyen i baggrunden. Diagonalens virkning er forstærket af billedes proportioner: Det er ca dobbelt så bredt som det er højt. (en sjælden billedstørrelse i en tid, hvor man foretrak proportioner som det gyldne snit eller tilsvarende) Mændene er udenfor, så at sige på ‘Herrens Mark’ , dog uden at der er antydet nogen hjælp fra Herren. 
Læg mærke til at Bruegel har undgået klare farver og tydelige kontraster. Det gør billedet vanskeligt at se. Du mærker sikkert allerede en trang til at skrue op for lysstyrken på din skærm eller til at forstørre billedet. Men det er lidt moderne ‘snyd’, – så prøv at lade være:
Du må altså anstrenge dit syn for at få øje på værkets righoldighed. Se nærmere på ansigterne og øjnene. Alle mændene er blinde af forskellige grunde. 
Jo mere du anstrenger dit syn, desto mere vil du opleve blindheden selv. I oplevelsen mærker du lysten til at komme til at stå og gå sikkert og trygt. Og du konstaterer det paradoksale: at du lægger mærke til ‘blindheden’ ved at se. 
Som Niklas Luhmann skal have sagt: ‘Man ser kun det man ser. Og man ser ikke det, man ikke ser. Og man ser ikke, at man ikke ser, det man ikke ser’.  
En påstand, der implicit fortæller, at vi altid har en blind plet, en blind vinkel, men at vi ikke kan se – eller opdage – at vi har den.
I hvert fald ikke umiddelbart. 
Men det kan jeg ikke affinde mig med: jeg vil se mere end jeg ser nu. Lære at se i mørket. lære at indse i stedet for bare at se, blinde pletter eller ej. 
Det næste billede er også af en blind: 
Rembrandt: Homer 1665
Rembrandt: Homer  1665
Dette værk kan du ligeledes hente på nettet i en fin kvalitet: 
https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/5/59/Rembrandt_Harmensz._van_Rijn_061.jpg

Om Homer virkelig har levet og om han virkelig var blind, kan vi i denne sammenhæng lade stå hen. 
Det vigtige er at de vældige skildringer i Illiaden og Odysseen er tilskrevet en blind forfatter. Og sikket et billedsprog han anvender . Han må have set på en anden måde. Måden kan måske forstås ud fra de første vers i Illiaden: Guderne må handle fordi Paris har fået den skønne Helena i ‘bestikkelsesgave’ af Eris, stridbarhedens gudinde. Læs selv efter her. – og i Illiaden.  
Af fortællingens ‘ramme’ fremgår det, at Homer skildrer alt det, der sker i den verden, der for andre ikke er synlig.  Homer ‘forklarer’ de jordiske hændelser (krigen mm) med det højere synspunkt: Striden mellem guderne (åndelige kræfter) Dette klare syn gengiver Rembrandt i sit billede. Kan vi. som ‘blinde’ overfor nye problematikker. lære at se eller erkende helheden?
Så er der lagt op til en lille serie ‘Breve om Kunst’ der kan komme mere ind på det at se – og det at indse.  

Ove Frankel