Browsed by
Forfatter: Ove

Genopdag Naturen!

Genopdag Naturen!

Lige præcis på Grundlovsdag indledte dagbladet Information en serie om ‘at genopdage naturen.  Sammenfaldet mellem Grundlovsdag og arbejdet med at genopdage naturen er tankevækkende: Måske burde også Naturen have grundlovssikrede rettigheder? Mine ¨Breve om Kunst¨ har ofte omhandlet vores forhold til naturen, og jeg vil forsøge at supplere Informations artikler og digte med kunstværker, der forhåbentlig kan opfordre til en tankevækkende dialog med digtenes natursyn.

Serien indledes med ordene: ¨Vores samfund er i gang med at genopdage naturen. Efter at vi i århundreder har taget naturen for givet som vores livsgrundlag, efter at vi alt for længe har forsømt, svigtet, udbyttet og udnyttet den, har klimakrisen tvunget os til igen at tænke radikalt over, hvad vi er for naturen, og hvad naturen er for os¨. Informations serie vil lade kunsten, i første omgang digterkunsten belyse vores forhold til naturen. 

Serien udmærker sig ved at anvende en kunstnerisk tilgang til emnet: ¨Hvordan kan vi forstå naturen og os selv¨, og ikke en naturvidenskabelig tilgang. Naturvidenskab er ellers et højt respekteret område, og vi lytter fortrinsvis til videnskaben når vi har spørgsmål om vores forhold til naturen. Se bare på grundlaget for håndteringen af den verserende pandemi. De vidtrækkende politiske beslutninger bliver truffet på baggrund af naturvidenskabelige oplysninger. På den måde virker det som om den naturvidenskabelige tilgang skulle være værdifri (objektiv) medens den politiske er præget af (subjektive) holdninger.

Jeg er begejstret over, at dagbladet Information vil bruge den kunstneriske snarere end den videnskabelige tilgang til en ‘Genopdagelse’ af naturen. Og jeg håber at kunne bidrage med en forståelse af, at de to tilgange skal supplere snarere end at modsige hinanden.

Jan Vermeer, Mælkepige. 1658

Jeg vil sætte Vermeers billede op imod det digt af Thomas Kingo, information bringer som det første i serien: ¨Den klare sol går ned¨ Digtet kan i læse her sammen med en fornem tekst af Erik Skyum Nielsen.

Nu hvor du har haft lejlighed til at læse digtet hvor Kingo forstår mennesket som hævet over naturen, fordi det af Gud er udstyret med evigt liv. Han beder og at Gud vil fjerne alle hans synder og ¨kast dem ned i evighed i havet med din hånd¨. (vers 9) Så ud i havet med alt det forkerte, mennesket har gjort! – Så er der VÆK!! En metode, vi har brugt så rigeligt: ud i havet med skidtet!! I sidste vers kalder Kingo menneskets krop for en ‘Ormesæk’, som dog af Gud skal vækkes både til næste dags dont og siden til evigheden (vers 14).

Vermeers billede af mælkepigen har ikke meget tilfælles med Kingos ‘ormesæk’, men billedet er fra 1658, hvor Kingos digt er fra 1674. Altså ikke langt fra hinanden. lad os nu se nærmer på Vermeers værk: Pigen hælder mælk fra en kande ned i en skål. Prøv at følge handlingen: Den er IKKE gået i stå, men den fortsætter, bliver ved, hun kan hele tiden blive ved med at hælde mælk, det får aldrig ende, der er ubegrænset tid. Mennesket er evigt selv om vi alle ved, at handlinger er tidsbegrænsede. Så vi har her et værk, der får timelighed og evighed til at hænge uløseligt sammen. Se nøje efter, hvordan Vermeer har opnået den effekt. Lyset fra det høje vindue i venstre side, den blå farve i pigens forklæde. Og læg mærke til, med hvilken omsorg, alle fødevarerne på bordet er fremstillet. Kærlighed til handlingen! Kærlighed til naturen. Mennesket står også i Vermeers kunstværk over naturen, men er i overensstemmelse med sig selv og sin ydmyge handling.

Lad dette digt være en tankevækkede afslutning på dette brev om kunst:

Dengang var der ingen forurening og miljø,
Nej, hvis man havde noget affald, blev det bar’ smidt i en sø.
Og alt det dér med grundvand var der ikke noget med.
Nej, hvis man havde noget giftigt, blev det bare gravet ned.
Og vi åd røde pølser, fyldt med plastic og nitrit,
og vi ku’ ses i mørke, for vi åd osse optisk hvidt.
Det gav hjerneskader, dårlig ånde, dårlig teint.
Der var ingen forurening dengang far var dreng.
Troels Trier, 1985

Informations serie ‘Genopdag Naturen’ fortsætter hver uge indtil videre og jeg skal forsøge at støtte mine kunstbetragtninger til teksterne som du hver gang vil kunne finde i fuld tekst uden at skulle ind på Informations hjemmeside. Bare klik på http://www.udviklingskunst.dk/genopdag-naturen/ – der vil du få mulighed for at hente alle teksterne efterhånden.

Venlig hilsen

Ove Frankel

Pinse: Solens Corona!

Pinse: Solens Corona!

Vincent van Gogh: Lazarus´opvækkelse. 1890

Billedet herover har Vincent van Gogh malet i 1890, samme år som han døde. Fortællingen om Lazarus kan du finde lige midt i Johannes-evangeliet. Den er dramatisk: En god ven af Jesus er død. Budskabet når Jesus medens han er langt væk fra hvor Lazarus og hans søstre bor. Jesus skyder det tilsyneladende hen. Først 3 dage senere kommer han til graven og søstrene advarer ham: ‘Han stinker allerede’. Se på Lazarus på billedet. Hans krop er næsten henflydende. Jesus står udenfor graven og kalder på Lazarus, som vågner op. Siden beretter Johannes-evangeliet ikke mere om Lazarus, men om ‘Den Discipel, Herren elskede’, nemlig Johannes selv. Så vidt selve den bibelske beretning.

Siden Påske er der gået 50 dage. Det må have været en forunderlig tid for disciplene dengang. Det var de første 50 dage efter Golgata og påskemorgen med opstandelsen. Den døde Kristus var levende igen, men på et andet plan. Mange spørgsmål tumlede rundt i folks sjæle: Hvad har han mon ment med det, han sagtde ved ‘afskedsmåltidet’ ?(Se mit ‘Brev om Kunst’ fra den 9/4, hvor jeg viste Leonardos ‘Nadverbillede’ – men med en helt anden indfaldsvinkel, end jeg vil bruge i dag.)

Beretningerne om hændelserne skærtorsdag beskæftiger sig med det, der hændte under middagen: Kristus tog brødet, delte det ud med ordene: ‘Dette er mit legeme’. og vinen delte han også med ordene: ‘Dette er mit blod’.

Lige siden har der været mange ihærdige forsøg på at forstå, hvad dette mon kan betyde. Man har talt om ‘forvandling’ af brød og vin, om at det måske ‘bare’ er symboler og et væld af andre mulige forståelser.

Jeg vil her foreslå en helt enkelt (måske teologisk uholdbar men vidtrækkende) forståelse af ordene: Jeg vælger at se dem ganske bogstaveligt. Men på det tidspunkt, Kristus udtalte dem, havde de en vis fremtidskarakter, for det var inden has død på korset langfredag og inden opstandelsen påskemorgen. Men prøv at opfatte dem helt konkret: Brødet er Kristi legeme. Vinen er Kristi blod.

Brød er et kornprodukt. Kornet vokser på markerne, hvor det omdanner solens lys til næring for dyr og mennesker. Det samme gør alle planter. Intet dyr kan leve på jorden uden direkte eller indirekte at spise planter. Rovdyr og kødspisende mennesker spiser ikke kun planter, men andre dyr, der i den sidste ende har levet af planter. Planter er ganske enkelt fundamentet for ethvert menneske- og dyreliv på jorden. Kristus siger om brødet, som et udvalgt og ganske generelt eksempel på mad, at det er hans legeme. Hver gang vi spiser noget, lever vi af Kristus.

Hvad ser du på van Goghs billede? Du ser indefra graven, der er en klippehule, ud mod lyset: Der ses den ene søster i vildt oprevet tilstand, den anden søster har bevaret fatningen. Men Jesus er der ikke. I stedet er solen der, stor og gylden på en lige så gylden himmel. Solen er Kristus. Kristus er solen. Solen har Vincent van Gogh givet en tydelig ring, en corona, som er navnet på netop den ring af lys, man især kan iagttage ved total solformørkelse, hvor synet ikke bliver blændet af solskiven.

Lad os vende tilbage til skærtorsdagens beretning om brødet, som Kristus siger er hans legeme. Hvis du vil gå ind på at forstå ‘forvandlingsordene’ ordret, må du gå en omvej, der viser at forvandlingen er universel og ikke blot vedrører den hostie, der bruges i kristne gudstjenester: Kristus bliver efter himmelfarten og pinse forenet med verden på en ny og meget intim måde. Han bliver solånden. Solens lys skinner på jorden hvor planterne optager lyset og ved dets energi omdanner luft og vand tl organisk stof. Solen inkarnerer så at sige via sit lys i planterne. Planterne, og dermed kornet, bliver til Kristi legeme. ‘Dette er mit legeme, tag det og spis alle af det.’ og det har vi gjort siden, – for hvad skulle vi ellers leve af?

Om vi nu allesammen vil eller kan se planterne som Kristus- Sol-Åndens legemliggørelse i planterne eller om vi vil nøjes med at fæste lid til den mere bio-fysiske del af komplekset: Solens lys ernærer os via planterens fotosyntese: Vi er i alle tilfælde essentielt afhængige af planterne og må derfor – i egen interesse – respektere planterne og være taknemmelige overfor dem. Vi må lade dem leve deres liv på jorden i rigelige mængder. Det er ligetil. Og måske en anelse banalt. Men ikke desto mindre en helt eksakt realitet.

Hvis det kan blive vores holdning – igen – vil vi måske ud fra indsigt give planter plads både i form af den vilde natur (Amazon-skovene) og i form af dyrkede fødevarer. Ud fra indsigt standse rydning af urskov for at give plads til dyrkning af soyabønner, der tjener som svinefoder i bl.a. Danmark. Eller holde af planternes mangfoldighed og holde op med at lade enorme arealer blive brugt til juletræsmarker i stedet for til spiselige afgrøder. Korn.

van Gogh: Kornmark med Krager. 1890

Det er måske det, vi kan og bør forstå når det nu er pinse og vores tanker kan få en smule mere kraft. Noget med at vi lever i og af en ‘guddommelig’ natur og at det nu er vores tur til at passe på den. Det er måske derfor pinsesolen danser?

At være en del af naturen?

At være en del af naturen?

Franz Marc: ‘Kæmpende former’. 1914
Franz Marc: Naturens dynamiske balance.
Vi tager et langt spring fra høj- renæsancen til få dage før første verdenskrig brød ud i 1914.
Men det er jo ikke et billede af naturen!
Og dog: I overensstemmelse med naturen. De to former er vidt forskellige og har dog mange ligheder. Der er runde, hvirvlende former i dem begge, men hvor den røde form er udadreagerende og aggressiv er den sortblå form sammentrukket som forbrerdte den en eksplosion, medens den pindsvineagtigt værger for sig.  Farverne svarer til den stemning, formerne giver. Ikke mindst farverne, formerne lever i. Begge forner er i overensstemmelse med deres omgivelser: grøn – gul- orange i venstre side og blå, violet purpur i højre side. 
Når du betragter billedet i længere tid kan du bemærke at dit syn, den måde du bruger dine øjne på, i begyndelsen forstærker modsætningerne mellem billedets to sider: Den ene side er ved at ‘vinde’ over den anden, men så skifter det.
Senere bliver modsætningen til en polarisering, hvor den ene form eksisterer i kraft af den anden. Ingen af formerne kan komme til sin ret ved at ‘udkonkurrere’ den anden. Den ene pol eksisterer i kraft af den anden. 
Det er et grundprincip i naturen: Modsætninger betinger gensidigt hinanden. 
En af de mest fundamentale polariteter er liv og død.
Overalt i naturen nærer hendøen opleven.
Vækst er i polær modsætning til henfald. De to poler er i indbyrdes balance. 
Kun i helt forstyrrede tilfælde kan et element i naturen vokse ubegrænset, og det endda m´kun i ret begrænset tid. Græshoppesværme kan være ødelæggende, men de forsvinder igen. Hvis den øvrige natur er i en rimelig helbredstilstand. 
Balance. 
Se igen på Franz Marcs billede ovenfor: Han kunne lige så godt have kaldt det ‘Former i balance’  En meget dynamisk balance. 
Franz Marc: ‘Dyreskæbner’. 1913
Naturens vs. Menneskets systemer. 
Når ligeværdigheden mellem polariteter bliver forstyrret, opstår nød og måske en pandemi.
I dette værk kan man kan mærke dyrenes jammer.
Man kan ikke SE, hvad der er årsagen til nødsituationen.
Der er røde og blå spidser, som lyn, der jager diagonalt gennem billedet. Vi kan prøve at forklare det som f. eks. skovbrand, men det holder kun for en tid. Det er en mere grundlæggende ødelæggelse af naturens balance, der er tale om:
Dyrene flygter ikke i samlet flok bort fra katastrofen.
De forskellige dyregrupper reagerer panisk hver på deres måde: De grønne heste i venstre side vrinsker i skingre toner.  Den blå hjort i midten stejler i tavs rædsel. Rævene i højre side danner en vifte af rådvildhed… 
Mange har set dette værk som en forudanelse af verdenskrigens rædsler. Jeg ser billedet som et varsel, –  om at vi er ved at forstyrre naturen så grundlæggende, at også vores eksistens er truet. 
Værket blev voldsomt beskadiget under krigen og Franz Marcs venner fra ‘Der Blaue Reiter‘ rekonstruerede efter hukommelsen det ødelagte parti til højre, De dæmpede farver viser det rekonstruerede område.
Franz Marc malede dette værk i slutningen af 1913. Han blev soldat i krigen  i 1914 og faldt ved Verdun i 1916 kun 36 år gammel. 



Corona og samfundets reaktion på pandemien har afdækket svagheder og sprækker i vores menneskeskabte systemer: 
Krisen efterlader et betragteligt hul i vores samfundsøkonomi. Mange økonomer vurderer at vi får et fald i BruttoNationalProduktet , BNP på op til 10 %. Ikke godt, når vi har indrettet vores økonomiforståelse så BNP skal vokse med 1-2 % om året. 
Men andre økonomer argumenterer med solide grunde for, at BNP ikke er noget relevant mål for velstand, trivsel eller muligheden for at gøre noget godt ved klimaforandringerne. De seneste årtiers stigning i BNP har nemlig ikke forbedret levevilkårene for mennesker i almindelighed, og heller ikke lettet presset på klimaet ved at nedsætte CO2 udledningen. 
Der findes en gruppe af Økologiske Økonomer.I  Danmark er det f. eks. Professor Inge Røpke, som kalrt og forståeligt forklarer, hvorfor Naturen skal være med i vores økonomiske overvejelser. Fordi økonomi først og fremmest handler om bio-fysiske størrelser.
Den traditionelle samfundsøkonomi kan ikke se naturen, for den indgår ikke i de økonomiske modeller og heller ikke i BNP. Derfor er vi nødt til at omtænke vores økonomiske systemer, så de på relevant måde tager hensyn til naturen og dens levevilkår. Som altså ikke indbefatter ubegrænset vækst, men ligevægt mellem vækst og hendøen. 
Det har altså vist sig (igen) at vore økonomiske systemer ikke er modstandsdygtige overfor ‘angreb’ fra naturen. 
Når vi nu ‘åbner” samfundet igen, bør vi tage noget af det, vi har lært, med ind i den samfundsmæssige overvejelse. Det er ikke enkelt og ligetil, men kræver at vi lærer at se helheden og ikke lader os styre af isoleret systemtænkning. 


Med venlig hilsen

Ove Frankel
Vi hænger sammen med naturen. 

Vi hænger sammen med naturen. 

Leonardo da Vinci: Studie af ansigter.

Rafael fik orden på det hele, – men uden naturen!I modsætning til Rafael stræbte Leonardo da Vinci ikke efter at indfang det skønne, men det karakteristiske ved mennesker og alt muligt andet, han beskæftigede sig med. 
Rafaels værk, skolen i Athen, som jeg viste i mit seneste ‘brev om kunst’ viser mange mennesker. De er smukke og i balance med sig selv og indbyrdes.  Du kan f. eks. se på kompositionen som en vægt, hvor vægtskålene, grupperne af personer i højre og venstre side er i balance  – selv om antallet ikke stemmer… De forskellige videnskaber vil altså altid indgå i en harmonisk helhed…  Se nærmere om hvem der er med på billedet ved at klikke her:

Rafaels billeder drejer sig om åndsliv: Kunst, videnskab og religion, ikke om natur. Ingen  planter eller dyr er til stede. Menneskene er ikke naturlige: de spiser ikke, de har ingen legemlige behov, som skal tilfredsstilles. 
Leonardo tegner for at forstå. Skitsen herover er ikke komponeret eller afbalanceret. Leonardo tegner på små stumper af papir, ofte på begge sider og i ale hjørner, hvor der nu lige er plads. Men han fanger det særlige, specielle, underlige. Som i tegningen ovenfor. Stemninger, emotioner, handligner, bevægelser. Uden orden og uden forklaring.  
Hvis du kan komme til at se Leonardos ‘Grottemadonna’ (i Paris eller i London) kan du beundre Leonardos fremstilling af blomster  og vækster i alle afkroge af billedet, – og hans landskaber i det fjerne. 
Naturen er det wild-card, der gør at vores orden ikke holder!

Det er ikke noget nyt. Til hver en tid har vi haft et anstrengt eller problematisk forhold til Naturen. 

Leonardo da Vinci: Grottemadonna (Paris version) 1508

Platon og Aristoteles.
Modstillingen i mit sidste ‘Brev om Kunst’ mellem platonikere og aristotelikere, kan man fortsætte ved at betegne Rafael som platoniker overfor aristotelikeren Leonardo. 
Leonardo SÅ  naturen, og han tegnede den alt hvad han så. Selv vind og storm har han tegnet…… De herligste billeder af menneskets anatomi kommer fra Leonardos hånd, og de er også i dag ganske gyldige som dokumentation for hvordan strukturer ser ud inde i os. 
Rafael SÅ de fuldkomne ideers verden og bragte dem nærmere til os. 

Leonardos tegneinger var en slags advarsler, men med håb:
Vi mennesker kan IKKE kontrollere naturen, men vi må tilpasse os naturens udsving og det gør vi bedst ved at forstå naturen, som vi er en integreret del af. Leonardo ser og gengiver naturens dynamik: Alt er i forandring.
Kun hvis vi forstår denne forandringens lovmæssighed kan vi tilpasse os og leve med  og af naturen.. 

Corona er en stump natur, som har slået store sprækker i vores systemer.
Det er nok overdrevet at kalde corona en ¨fjende, som vi ikke kender og ikke kan se¨.
Vira er en del af naturen og en integreret del af vores egen organisme.
Men pandemien viser os vores systemers skrøbelighed. 
Vores traditionelle samfundsøkonomi er et eksempel på vores systemers skrøbelighed.
Vi kan følge Leonardo ved at forstå naturens forandringslove og tilpasse vores systemer, så de i højere grad kommer i harmoni med naturen.

Det vil jeg komme nærmere ind på næste gang.

Med venlig hilsen

Ove Frankel

At se det væsentlige. Sammen! 

At se det væsentlige. Sammen! 

Rafael: Skolen i Athen. ca. 1509

Rafael: Skolen i Athen. 1509-1511

Dengang vi fik orden på det hele.

For 5-600 år siden begynder en ny tid, Renæssancen. Det tager fart i Firenze og breder sig først udover Italien, siden i hele Europa. En ny måde at forstå sig selv og verden på, med mennesket i centrum. DEt er mennesket der forstår, og mennesket kan forstå naturen ved hjælp af sin egen iagttagelse og tænkning. Tankerne er ikke længere givet ‘oppefra’ men hvert enkelt menneske kan selv danne tanker og sammenhænge mellem tanker, så alle de forvirrede iagttagelser giver mening. Det fremgår om noget af dette værk af Rafael: ‘Skolen i Athen’. 
Medens Rafael skabte sine velordnede fresker i Vatikanets mere private sale, Stanzerne, arbejdede Michelangelo med sine udfordrende fresker i Det Sixtinske Kapel, også i Vatikanet. 
Dette billede udgør den venstre sidevæg når man ser imod vinduet i et stort arbejdsværelse.
Det er ikke helt i orden, at se dette billede alene, for Rafael har malet et helt tilsvarende billede lige overfor på den højre sidevæg, men af gode grunde kan men ikke se det ene uden at vende ryggen til det andet.
Det er – for mig at se – en afgørende del af kompositionen. Billedet overfor, Disputa del Sacramento viser det religiøse verdensbillede, hvor dette, Skolen i Athen viser det videnskabelige verdensbillede. Rafael bliver med god grund anset for at være kompositionens mester og for at være ¨den pæne dreng’, som Michelangelo vrængende sagde til Pave Julius 2: ‘Det kan du få Rafael til. Han maler så pænt’. Og ‘Pænt’ var langt fra at være Michelangelos ideal.   
Rafael som kompositionens mester, anbringer de to måder at se verden på lige overfor hinanden i Pavens arbejdeværelse, kan man både se at de to verdensbilleder supplerer hinanden, og – når man ER til stede i rummet (verden) – at man nødvendigvis må vende ryggen til det ene for at se det andet. Atlså: ‘Vend dig mod videnskaben, og du vender ryggen til religionen’, eller: ‘Vend dig mod religionen, og du vender ryggen til videnskaben’. 
Hvis de to skal have en chance for at forenes må det nødvendigvis være inde i det enkelte menneske.
Lad os  betragte Rafaels ‘Skolen i Athen’: Naturligvis har Rafael ikke ønsket at gengive skolen som en fornem renæssancebygning med velordnede studerende i gruppearbejde. Man kan ved nærstudium identificere og navngive rigtig mange af de afbillede mennesker, selv om de ikke  levede samtidigt. Jeg vil koncentrere mig om de to centrale figurer: Den ældre rødklædte med højre hånd pegende opad og den blåtklædte yngre med højre hånd pegende vandret. Platon og Aristoteles. De to er skildret ligeværdige og de bærer hver på sit værk: Timaeus – den ar Platons ‘dialoger’ der fremstiller verdens og menneskets natur – set i forhold til de evige ideers verden.  og Etikken af Aristoteles, hans måske mest indflydelsesrige værk, der nøje undersøger, hvad der skal til for at leve et godt eller lykkelig liv. 

Platon og Aristoteles.
Rafael var en af de mest genuine renæssancekunstnere, fordi han med sit velordnede livssyn var med til at ‘genføde’ de klassiske idealer, som stråler os i møde fra hans værk ‘Skolen i Athen’. Mennesker er i stand til at tænke og i deres tankeverden kan ideerne mødes og udvikles. Frit og uden autoriteter der skal bestemme, hvad der er sandt eller falsk. Platon og Aristoteles var fundamentalt uenige, men de kunne forstå hinandens tanker og drøfte dem. Platon indså at det forgængelige, dvs. det materielle eller det fysiske, var udtryk for evigt herskende ideer, der eksisterede som selvstændige åndelige væsner i ‘ideerenes verden’. Aristoteles så ideerne som de princiller og lovmæssighedder (former) der lever tingene. Denne grundlæggende forskellighed kan du med lethed finde i vore dages debater.
Der er altid både platonikere og aristotelikere til stede – enten som personer eller som holdninger. Men de kan tale sammen og forstå hinanden. 

Corona:
har givet os lejlighed til at se fastlåste holdninger svinde go give plads for og  fælles beslutninger om hjælpepakker mm. Nu er vi snatr ved at miste fokus på at corona er en biologisk dims. Nu er det snarere et politisk og økonomisk problem-sæt, som vi kan planlægge os ud af.
Men det er værd at huske, at meens pandemien gik voldsomt ud over mange mennesker i Italien har f. eks. Tysklands corona-beredskab højest været udnyttet 17%. Dvs at over 80 % af kapaciteten på intensivafdelinger har stået ubrugt hen, medens sundhedssystemerne i Italien var overbelastede. Måske kan vi lære, at se hele billedet og vedtage systemer, der kan kanalisere ressourcerne derhen, hvor der er brug for dem, også selv om der ligger et par landegrænser imellem?

Ove Frankel