Browsed by
Forfatter: Ove

‘Lys, der oplyser de vise kongers hoveder’

‘Lys, der oplyser de vise kongers hoveder’

Vise  vs. magtfulde mænd og kvinder.

De tre vise mænd. Del af venstre processionsmosaik. Apolinare Nuovo i Ravenna ca. år 500

 De tre indviede vise Balthassar, Melchior og Caspar danner den forreste del af en procession af mere end 20 vise kvinder, der går frem til den tronende Sophia med Kristus på skøddet. (Se næste billede).
Deres hovedbeklædning, Frygiske Bedehuer (forløberen for vor tids nissehue?) viser at de er indviede, vise eller klarsynede. Det bekræftes at ledestjernen og af englens indbydende gebærde.
Farverne i deres klædedragt spejler hinanden. Deres gaver er store og  rige. Noget der i senere traditioner har gjort dem til konger, for hvem skulle ellers være så rige?
Men gaverne er ikke nødvendigvis materielle. Både guld, røgelse og myrrah er tegn på at vismændene anerkender at’barnet har en  høj grad af indvielse eller guddommelighed. 
Englen er den første af 4 engle, der står ved siden af den violetklædte tronende kvinde med Kristus på skødet. 

Den tronende Sophia med kristus på skøddet. (Apolinare Nuovo)

Den tronende kvindeskikkelse er helt klædt i violet. Maria gengives ofte med blå kappe om rød kjortel, Sophia derimod i violet.  I katolsk tradition har Maria bl.a tilnavnet ¨Visdommens moder¨. Sophia betyder visdom på græsk. 
Sophia holder en voksen men kropslig lille Kristus på skøddet. At det ER kristus ses af at der er kors i glorien. Kristushovedet er anbragt direkte ud for Sophias hjerte.
Begge har store øjne, der frotæller at de ser meget.
Guldgrunden, der er gennemgående i hele mosaikken, er ‘himmelsk, snarere end jordisk. Ligesom ‘det omvendte perspektiv’ giver indtryk at at begivenhederne ses fra det hinsides. 
Sophias og Kristi kropsholdning svarer til hinanden: De viser velkommen med højre hånd, de sidder på samme måde, selv fodstillingerne svarer til hinanden. 

Moisaici bizantini di Ravenna, della Basilica di Sant’Apollinare. Le vergini

Basilikaens to langvægge er polære: På den højre langvæg er der en procession af hellige mænd, der går frem imod en tronende, herskende Kristus. Der er altså ligevægt mellem det kvindelige og det mandlige i Basilikaen. 
Over kvindernes procession er der billedfortællinger om nytestamentlige undere og mirakler. Over mændenes procession er der modsvarende billeder af konkrete hændelsesforløb i evangelierne. 
Som besøgende i basilikaen kan man gå roligt op imod apsis og alteret. Derved følges man af de vise kvinder oppe til venstre og af de handlekraftige mænd oppe til højre. 
(De nævnte s.k ‘Evangeliske mosaik billeder helt oppe under loftet kan måske blive temaer til en et fremtidigt brev om kunst – eller måske en kunstrejse?)

Den Venstre (nordlige) basilikavæg i sin helhed. Du kan studere billederne i bedre gengivelse her.
Magtens mænd. 
Giotto: Barnemordet i Betlehem.   (Scrovegni-kapellet, Padova 1304

Næppe var Kristus født, før der blev ballade: Magthaverne (Herodes) ville med al magt beskytte sin magt.
Giottos skildring er voldsom og nærmer sig at være realistisk. En bunke af myrdede børn flyder på jorden, en kvinde forsøger desparat at redde sit barn. Imedens ser Herodes med tilfredshed til fra sin ophøjede stilling. 
Steinerskolernes ¨Hellig 3 kongers spil¨, fortæller at kongerne kom til Herodes’ palads for at høre om det nyfødte barn. Herodes kendte ikke noget til det, men blev straks foruroliget. Han beder slesk de vise konger om at komme tilbage, når de har fundet barnet, ‘at også jeg kan vise barnet min respekt’! Men de vise konger får i drømme at vide, at de skal tage en anden vej hjem. 
Magtmennesket Herodes kunne ikke selv finde det guddommelige barn, så han beordrer alle drengebørn under to år henrettet. 
‘Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.'(Mat 2. 16-18)
At mægtige mænd føler sig snydt og går til yderligheder er desværre ikke gået af mode, – endnu. 

Nytårs Hilsen: Det ydre og det indre lys

Nytårs Hilsen: Det ydre og det indre lys

Nu vender lyset tilbage i årets gang. I det indre har vi fejret jul, Kristi fødsel. Lys i naturen derude. Lys i sjælen derinde.
Lys er velkomment fordi det kommer i mørket. 
Kan man blive ven med mørket? Er det derfra lyset kommer? 

Det kan man blive klogere på gennem billedkunsten, der jo handler om lys, mørke og farver:

Arild Rosenkranz. 1918

Se nøjere på dette værk:
Lyset stråler ud fra barnet. (Jeg tror det er helt almindeligt at nyfødte spreder et overvældende lys, som vi måske ikke ser med øjnene.) Værkets farver begrænser sig fra hvidt over gult til afdæmpet orange og sidst til brunligt, dæmpet orange. Lyset omkring barnet danner en sky eller ‘pose’ som Marias ansigt og overkrop er en del af, medens de tre hyrder står udenfor den. De oplyses af den nedefra, men de ser ikke ind i den.
Bag hyrderne er farven blå-violet, komplementært til det gule i billedets midte. Hyrdernes baggrund forstærker det gule, som igen forstærker det blå-violette. Det giver en farveperspektivisk bevægelse så hyrderne er bagved og udenfor rummet. Samtidigt fastholder farvekontrasten hyrderne, så de bliver mere nærværende når du fokuserer på barnet… 
Hyrderne er berørt af begivenheden, som de ser med hjertet.

 ‘Lys, der varmer de fattige hyrders hjerter.’

Se til sammenligning på dette billede:

Hugo van der Goes: Hyrdernes Tilbedelse. 1477 (Uffizi)

Barnet ligger på et tyndt lag halm, eller er det lysstråler? Scenen er gjort så konkret og håndgribelig som muligt: Der er bygninger, træer, landskaber og mennesker. Der er også en hel del engle, så ganske naturalistisk er det ikke. Men lad os sammenligne hyrderne på de to billeder: 

Hyrderne i er i lige høj grad betaget af situationen. Men på forskellig måde.
Hugo van der Goes’ hyrder er skildret som almindelige, hårdt arbejdende mænd. De er anbragt sikkert i i et rummet.
Se deres hænder: Grove, arbejdsomme, stærke. Ansigterne vejrbidte og med et naivt, hengivet udtryk. De er betagede, overvældede. Som iagttager af biledet kan man leve sig ind i dem og  føle med dem. 

Arild Rosenkranz benytter farven: Den blå-violet-røde baggrund lader det gule belyste træde frem i et  farveperspektiv. Det lyse fornemmes tættere på og det røde holdes usikkert i baggrunden af de blå-violette nuancer. Rummet – og stedet – er ikke stabilt. Det rumlige opstår når betragteren er aktiv; –  i betragterens indre.

Sammenlign de to billeder ved at skubbe th el tv.

Rosenkranz lader lyset og farven skabe en stemning og en bevægelse, vi som beskuere selv skal skabe med iaggtagelsen for at kunne  med-opleve motivet. Det kan vi, fordi vi har direkte kendskab til lyset og farven omkring os. Det sjælelige og åndelige bliver tilgængeligt i og med lys og farve.
Vi behøver ikke kende historien, vi kan opleve lysets og mørkets samspil i utallige situationer i vores eget liv.
Det åndelige er blevet virkeligt ved hjælp af vores egen aktivitet.  

Den længste nat – Lyset fra modsætninger.

Den længste nat – Lyset fra modsætninger.

Vintersolhverv. den 21. december 2020 kl. 11:03. 
Oprindelig nordisk naturforståelse bød mennesker at ære solen på denne dag, hvor den var mindst synlig. – I tillid til at den ville vende tilbage med lys og varme. I solens fravær måtte mennesket opleve den i sit indre: Det indre lys og den indre varme. Lysets mysterium, hvor sommerens ydre forvandles til vinterens indre oplysning. En viden om og en erkendelse af at menneske og verden hører sammen.
At de er polariteter, der gensidigt betinger hinanden og som opleves igennem årets rytmer.

På denne dag er solhverv ledsaget af et sjældent fænomen:
Jupiter og Saturn mødes på aftenhimlen.
Man kan se dem på himlen mod sydvest i aften efter solnedgang  kl. 15:38 og inden de sammen går ned under horisonten kl 18:12! 
Billedet ovenfor skal illustrere de to planeter: Jupiter som den kølige, Saturn som den varme.
De to planeter kan opfattes som polære modsætninger: Saturn en gigantisk gasplanet med fast stof kredsende omkring sig i de karakteristiske ringe, Jupiter, solsystemets største, med en samlet masse som alle andre planter tilsammen. Saturn udsender et blidt lys, Jupiter et køligere. 
Saturn og Jupiter har nærmet sig hinanden gennem længere tid, og præcis i dag står de nærmest hinanden. Det er den ‘Store Konjunktion’ der kun optræder på himlen hvert tyvende år. 
Astronomer har beregnet deres møde for meget længe siden. Himmelfænomenerne kan forudsiges – modsat hændelserne blandt os mennesker, hvor vi end ikke kan forudsige, hvordan vi kan leve med hinanden om få dage! 
Men Jupiter-Saturn mødet minder os om, at to sider mødes i os selv.

Rembrandt: Selvportræt  (1655)

I den gamle astrologiske opfattelse kan man finde, at Jupiter står for at erkende og ordne kosmos, Saturn for den indre  indlevelse og modenhed. Denne polaritet kan genfindes i:

Menneskets ansigt.
I barndommen og ungdommen er menneskets ansigt overvejende symmetrisk. Fra puberteten og i voksenalderen bliver det i stigende grad asymmetrisk.Ofte på den måde at højre ansigtshalvdel har en tendens til at blive aktivt udad, betragtende og erkendende, venstre halvdel får derimod en tendens til at være indlevende, forstående, følsom. Nogle ser i dette en ‘spejling’ af Saturn- Jupiter. Mennesket er ikke enten erkendende eller indfølende, men altid begge dele, således at det er individet selv, der veksler mellem de to poler. 
Rembrandt har set og forstærket dette i sine selvportrætter. Betragt det nøje og du kan lære dig at iagttage forskellene hos dig selv og andre.(Du kan hente billedet i stor opløsning her )
Måske har du prøvet at se på et foto af dig selv? Det virker i begyndelsen fremmed, fordi du er vant til at se dit ansigt spejlvendt?
Helt fremmed bliver det, hvis du fra et foto tager en kopi af den ene side af et ansigt fotograferet direkte forfra spejlvender det halve ansigt og sætter billedet sammen af de to højre- eller venstre- sider.

Du kan anse de to  ansigtshalvdele som polære: De betinger gensidigt hinanden. De udgør forudsætningerne for en frugtbar dialog. Dialogen må udspille sig mellem polariteterne og vil søge hen imod en ‘syntese’, hen imod personligheden selv. Denne samtale udspiller sig bestandig som en indre dialog: jeget afvejer hensyn og forståelse i forhold til  erkendelse og viden
I denne jule- og solhvervs-tid præget af Jupiter-Saturn konjunktionen i kosmos er det velanbragt at føre samtalen på tre planer:

  • På det indre plan, samtalen med ‘mig selv’. 
  • På det sociale plan: Samtalen med de andre   og
  • På det helt store plan: samtalen med kosmos: 

Samtale med ‘mig selv’: Hver af os må bestandigt afveje erkendelse og medfølelse.
I coronatider: Leve efter reglerne eller biologien. 
Samtale med de andre: medmennesker står (mindst) lige så splittede overfor både sig selv og verden som du selv gør. Men på mangfoldige forskellige måder. Mange lider afsavn, fanges af angst, tør ikke håbe længere. Alt med god grund. Selv om vi bør undgå fysisk kontakt har vi rige muligheder for at dyrke social kontakt. Vi kan tale sammen. Lytte til hinanden. Opbygge sjælelige og åndelige fællesskaber. 
Samtale med verden:
‘I mennesket kommer verden til bevidsthed om sig selv’ skal Hegel have sagt.
Vores bevidsthed er ikke udenfor verden, men en del af verden, måske endda den mest lovende del. Vores forståelse er ikke et isoleret titilfældigt (subjektivt) billede af verden udenfor, men – som Hegel-citatet siger – det centrum, hvor verden forstår sig selv.
I dialogen med verden kan vi forstå dens væsen – og regulere vores adfærd overfor den?

Solhvervstiden og juletiden kan gå hånd i hånd. 
I ønskes en glædesfuld tid. 

Ove Frankel

Naturens frugtbarhed

Naturens frugtbarhed

Georgia O’Keeffe og Ambrosius Stub
Georgia O’Keeffe: Blå blomst. ca 1919
Ambrosius Stub: ‘Den kiedsom vinter gik sin gang’
 Og Vaaren pynter Bøgen ud – til Brud.
Naar Soelen brender som en Glød,
Og stikker Ild i Barm og Skiød,
– Fra 4. vers i ‘Den Kiedsom Vinter git sin gang’
Du kan læse hele Ambrosius Stubs digt ved at klikke her
Som du kan læse i den beskrivelse af digtet, Information bringer den 19/6, rummer digtet erotiske anstrøg. Det er intime forårsbilleer.
Solen Stikker Ild til Barm og Skiød,
Fuglene bygger rede.
Bøgen skal stå brud. 
Det tager jeg som anledning til at bringe Georgia O’Keeffes ‘blomster’- billeder som et supplement til Stubs digt – selv om der er lang tid imellem.
‘Den Blå Blomst’, som du ser ovenfor er stadig kølig, afmålt. Dens konsekvente symmetri giver ro fordi billedet slægter vores symmetriske legeme på.
Læg mærke til ‘himlen’ over blomsten. Den er let blå i midten lige over bomstens åbning, bliver så mere intens blå opadtil, ligesom vi har kunnet opleve gennem de seneste måneder, fordi farverne er klaret op og ingen fly udspyr deres forbrændigsgasser.
Helt ude, oppe i hjørnerne af billedet danner himlen et nat-blå-sort hvælv, der skaber ekkoer i blomstens midte og mellem dens kronblade.  
Nederst står en gul lysende ‘støvdrager’ som en forvandling af lyset.
Billedet bliver ved tæt betragtning mere end et nærbillede af en blomst. Det er en forvandlingsproces af lyset til liv, vækst. En forvandling, der realt finder sted i hver eneste blomst og blad. 
Ambrosius Stubs digt  er lettet over at ¨Den kiedsom Vinter gik sin Gang¨  er gået. Men den kommer jo igen. Hvis ikke vi kan forvandle den fra at være kiedsom!

Det er midsommer.
Vi har netop årets korteste nat bag os. 
På tirsdag er det St. Hans Aften.: Vi vil fred her til lands...

Vi står foran muligheden for en intens oplevelse af sommeren, uden lange rejsers  adspredelse.
At opleve lyset og varmen længe og måske lidt drømmende kan mætte os med sanseoplevelser af naturen, og de kan trænge lidt dybere ind i sindet, så vi kan tage dem med gennem efteråret og forvandle deres lys til indre oplysning.
Så sommerens lys bliver styrken til vinterens erkendelse. Hvis vi formår det kommer vi ikke til at opleve endnu en ‘Kiedsom Vinter’.
Lad mig bringe endnu et værk af Georgia O’Keeffe:
Georgia O’Keeffe: Abstraction ca 1960
Jeg satte anførselstegn om ordet blomster ovenfor. Georgia O’Keeffe er mest kendt og afholdt for sine meget store, farverige billeder, der har blomsterkarakter. Nogle af dem har hun givet blomsternavne. Det er tydeligt at hun lever sig så langt ind i blomstens ‘natur’, at det ikke længere er billeder af botaniske blomster, men langt mere af liv og frugtbarhed.
Senere skaber Georgia O’Keeffe helt agstrakte billeder som dette (se ovenfor).
Det er bevægelig forvandling. Om spiralen folder sig ud eller om den vikler sig ind afhænger af betragteren.
Det mørke øverst omhyller og beskytter den indre bevægelse. Lyset kommer nedefra og forstærkes betragteligt af mørket for oven.
Prøv at betragte det uden at ‘ville’ noget som helst i nogle minutter.
Bliver billedet dybere? Bliver blikket suget ind? Hvirvlet ud? Kommer det til ro i en stillestående bevægelse?
Nu kan farverne begynde at berette: De holder af hinanden. De fremelsker hinanden. Farverne  danner på samme tid bevægelse og ro. De er sommer og vinter integreret. 


Georgia O’Keeffe 
Mange af de store værker skabte hun ude i landskabet, hvor hun havde opøvet et usædvanligt skarpt blik for farver. Hun blev tragisk tvunget til at holde op med at male da hun i 1972 fik AMD, som gjorde hende næsten blind. 
Genopdag Naturen med Michelangelo og Brorson.

Genopdag Naturen med Michelangelo og Brorson.

Michelangelo: David. 1501-04

At stille David op som supplement til Brorsons betagende salme (Op al den ting, som Gud har gjort) er et vovestykke. Dels fordi Michelangelos David er ca. 230 år yngre end Brorsons smukke salme, dels fordi en skulptur kræver, at man betragter den fra alle vinkler, hvilket jo er umuligt på en todimensional skærm. 

Michelangelos skabte sin David i årene 1501 – 1504. Det var en tid, hvor humanismen var i højsædet. Man betragtede mennesket som en værdig del af naturen. Ikke nødvendigvis som stående højere end naturen, og slet ikke som stående udenfor naturen. Det ansås for at være menneskets natur at være bevidst om sin omverden og om sig selv. I denne henseende er Michelangelos hele værk uomgængeligt. Jeg vil her vælge at betragte en lille del af eet af Michelangelos største værker: David.  
Skulpturens navn refererer til den bibelske unge helt, der besejrede den overvældende Goliat. Et motiv, talrige kunstnere har arbejdet med: De andre kunstneres  David er oftest en meget ung mand, der langt fra er stærk nok til opgaven; underforstået: David har overvundet fjenden med Guds hjælp. Ofte ses David efter kampen med sin fod placeret ovenpå den slagne Goliats hovede. 

MIchelangelos David er alene, der er ingen tegn på kamp, men måske på en kommende kamp. Så længe vi holder fast i historien om David, forventer vi at Goliat pludselig kommer farende med overvældende styrke.  
Men prøv at se skulpturen uden at tænke på  historien. (Gå f. eks. en tur langs kajen ved den nu lukkede Afstøbningssamling. Foran pakhuset står en bronze-kopi af David.) 
Michelangelo har fremstillet et fuldstændigt  menneske med det væld af egenskaber og  nuancer, der kendetegner mennesket. Dette er mennesket der, som Michelangelo viser, formår at få alle de sammensatte egenskaber til at arbejde harmonisk sammen. Det  er denne ‘over-egenskab’, der forlener mennesket med en styrke, der er groet frem af naturen og stadig i overensstemmelse med den. 
Lige nu kan du desværre kun se det foto af David, jeg bringer. Du kan ikke bevæge dig rundt om statuen og med-opleve de forskellige træk. Men mit foto viser trods alt noget: Læg mærke til om ansigtet er harmonisk. Ved første blik, Ja. Men snart bemærker du, at der er mange ting i gang: Læg mærke til at hovedet er drejet ind over venstre skulder samtidigt med at øjnene er drejet yderligere til venstre. Og se på øret: Du kan næsten se, at det lytter. Sanserne er vågne og du kan medopleve at David har hørt en støj bagfra til venstre, at han drejer synet i den retning og at hovedet følger med. Se så på venstre næsebor: Udspilet, David må være ved at trække vejret dybt. Munden er i modsætning hertil let sammenknebet. Og se så på Davids venstre tommelfinger: Den ellers kun let anspændte muskulatur i armen forstærker det meget kraftige greb om slyngen, der løber fra hånden op over  venstre skulder.
Prøv også at vurdere halsmuskulaturens aktivitet! Altsammen noget der understreger en årvågen bevidsthed.  
Hvis du nu kunne gå over til højre side af skulpturen, ville du opleve, at her er David langt mere afslappet, hvilende, afventende. 
Hele skulpturen er over 5 m. høj og rigtigt meget læres af at betragte den grundigt og fra alle sider. Det slående ved mit fotografi af David er at menneskets skønhed beror på at det er et bevidst væsen, der er fast besluttet på at klare sig selv.
Når man har lejlighed til at betragte David, opdager man, at han er sammensat af mangfoldige træk, der kan blive til en sekvens, der udgør helheden. Skiftende udtryk, nye holdninger, spændtheder, afslappethed,  optræder afhængig af den vinkel, man ser ham fra. Selv ret små ændringer i vinklen vil give David en anden følelse og karakter. Han kan være vred, afslappet, frygtsom, lyttende, årvågen, statisk, være ved at lade op til en bevægelse eller midt i en bevægelse. Men i dette ene foto kan du se skønheden i ansigtet, ikke fordi det er overvældende harmonisk (sammenlign med Donatellos David nedenfor), men fordi de træk, der viser polært modsatte tilstande (anspændthed / hvile etc.) er tydelige og samtidige og bragt i indbyrdes balance. Det er det, der gør David til et vågent, bevidst og værdigt menneske. 

Brorsons salme: Op al den ting, som Gud har gjort:
Op al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise!
 skriver Brorson i første linie. Og digtet udfolder i de følgende vers alle de herlige naturelementer som mennesket må stå undrende overfor. Men digtet bemærker ikke, at mennesket selv er en beundringsværdig del af naturen.
Jeg vi kun citere et af versene i Brorsons salme: (Resten kan du hente ved at klikke på verset.)

Gik alle konger frem i rad
I deres magt og vælde
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
Brorson: Op al den ting... (1734)
Klik på verset og då kan læse Informations artikel og hele salmen.
Som barn var jeg optaget af dette billede, for det taler stærkt til fantasien. Jeg så kongerne for mig, alle de magtfulde og stolte, klædt i prægtige klæder. Måske var Goliat en af dem? Og jeg så dem blive fortvivlede, da de ikke magtede at sætte nældens mindste blad på igen.  
De magtede det ikke!
Det var en skøn fornemmelse for mig som barn, der oplevede naturen som en fortrolig ven, at de store og magtfulde Goliatter ikke kunne udrette noget mod naturen, for de var jo ikke venner med den.
Brorson lader sin bevidsthed glædes og forundres over en række naturbilleder, løfter bevidstheden til stjernerne og derfra til Gud: Hvor er din visdom stor. 
Brorson afslører dermed, at menneskets visdom er så stor, at den kan indse Guds storhed ved at læse i ‘naturens store bog’. Men han har måske ikke gjort sig klart, at det er ham selv, der ved hjølp af sin egen tænkning har indset det. 
 Michelangelos kunst viser, at mennesket er stort, fordi det har bevidsthed om sig selv og samtidigt er en del af naturen. Det er menneskets natur at være bevidst og dermed  har det mulighed at stille sin bevidsthed til rådighed for naturen.
‘I mennesket kommer naturen til bevidsthed om sig selv.’  (Hegel)
Er det på tide vi lærer den styrke at kende, som David fortæller om og så lade den magt, ‘kongerne’ har, få mindre betydning?
Donatello: David fra 1440.. Til sammenligning med Michelangelos David fra 1503