At se.

At se.

Fra Mythos til Logos

Rembrandt har skabt en sammenhæng, som vi kan  bruge til at lære at se lidt mere.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rembrandt 1606-1669:REmbrandt Aristoteles Homer.jpg
Rembrandt: Aristoteles med buste af Homer. 

Aristoteles er ’den moderne videnskabs fader’. Gennem århundreder gjaldt han som den ultimative autoritet i naturvidenskabelige spørgsmål.

Som eksempel: Helt frem til Galilei var man overbevist om, at ting opførte sig efter deres ’natur’.  Det er stenens natur at høre til jorden, Ildens natur at høre til solen. Røgens natur at høre til luften. Store sten holder mere af jorden end mindre sten.  Det kan man overbevise sig om ved at løfte en stor sten. Den ’klamrer’ sig til jorden, meget mere intenst end en lille sten gør. Følgelig vil en stor tung sten falde hastigere til jorden end den lille, lette sten.  sådant kan man læse hos Aristoteles. 

Selv om det forekommer os naivt, var det et betydeligt fremskridt i forhold til Homer, der skildrede, at  guderne driver deres værk med mennesker og med naturen. I Illiaden forekommer alle naturvæsner besjælede og tilmed har de kræfter, vi i dag kalder egenskaber eller karaktertræk, gude-oprindelse. Eris er navnet på en græsk gud. Hun er stridbarhedens gud. Og ordet eris på græsk betyder strid: Når mennesket er kværulantisk og gene vil skændes skyldes det, at dette menneske bliver berørt af Eris, Stridbarhedens gud (inde). Alle sindsbevægelser var indre oplevelser i mennesket af at blive berørt af en eller flere guder. Mod, tapperhed, kærlighed, visdom: Alt blev forstået som virkninger af guderne. mennesket havde et tæt og intimt samliv med guderne. Det kan man opleve ved at læse de homeriske digte. 

Aristoteles så tingene som noget i sig selv. Han havde lært hos Platon, der i sin forståelse havde forvandlet guderne til Ideer. Ideer som levende og skabende væsner, der er årsagen til enhver genstand. Stolens idé er årsagen til enhver stol. Hvis en stol er smuk eller god er lige netop denne stol et mere sandt afbillede af stolens ide. 

Denne ‘platoniske idealisme’ var Aristoteles ikke enig med sin lærermester i: Stolens idé skal findes inde i stolen. Den er udtrykt i stolens FORM. Former kan både ses som den enkelte genstands form eller som en model, ligesom en kageform. I kageformen kan man lave mange ensartede kager. Formen er hos levende væsner deres natur, deres væsen. 

Den nyere måde at se på.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rafael 1483-1520:ath-plat.jpg
Rembrandt selvprotræt 1655. (ca 50 år gl.)

Sammen med Renæssancen opstod der en helt ny måde at se verden på: Mennesket opfattede sig selv som individ. Individualismens tidsalder begyndte. Rembrandt er så klart en af de kunstnere, der gik helt sine egne veje. Han malede ikke i nogen tradition, men skabte med sin intuition en helt ny tradition, hvor motiverne, personerne som regel står mellem lys og mørke, og ofte opstår lyset i personen. Han opfatter mennesket – og især sig selv som en individuel personlighed, der har sine egne tanker, sine egne evner og egenskaber og selv er ansvarlig for at bevare, udvikle og anvende dem. Det er overvældende krævende. Se godt på portrættet ovenfor: Rembrandt blev født i 1606 og han malede dette selvportræt i 1655. Kun 49 år gammel. Det er ikke et idealiseret selvbillede, han ser måske ikke engang godt ud. Snarere slidt. Livet har sat sine spor, men slid og bekymringer har også bragt indsigt med sig. Han opfatter sig som en mand, der kan SE. Gennemskue. Fange det væsentlige i de mennesker , han møder og maler. Visdommen er ved at manifestere sig i hans personlighed, men ikke en afklaret visdom, der kan levere svar på alle livets spørgsmål, men en parathed til at tage fat på spørgsmålene og kvalerne med sig selv som indsats.

Beskrivelse: SSDHD:Users:ovefrankel2:Kunstbilleder2:Rafael 1483-1520:school_athens[1] god.jpg
Rembrandt Selvportræt fra 1655, udsnit

Jeg har tilladt mig at vise et udsnit af selvportrættet. Se på lysfordelingen: Øjnene er helt i mørke og dog kan du som betragter få fornemmelsen af at blive set og mødt. Det er en person man bliver nødt til at forholde sig til. Lyset er kraftigst på hans højre kindben og på næsetippen. De røde nuancer på kinderne, læberne og næseryggen bringer en forunderlig livlighed i billedudsnittet. Det kommer tydeligere frem fordi Rembrndt har brugt lidt grønlige flader, f. eks. skråt tv. nedenfor det rødlige område. Men farverne er ikke kraftige og ikke rene. Du skal lade dit blik vandre i billedet i længere tid, før det bliver tydeligt.

Sagt på en anden måde: Du skal yde et bevidst arbejde for at møde bevidstheden og livfuldheden i billedet. Ikek en opmuntrende livfuldhed, men en realistisk.

Sammenfatning: Oplevelsen af Rembrandts selvportræt fordrer at du som kunstbetragter yder en individuel indsats med din bevidsthed for at komme til oplevelsen af den individuelle bevidsthed, Rembrandt repræsenterede. Den tidligere måde at anskue verden på (repræsenteret ved Platon og Aristoteles.) var en forstandig måde i forhold til Homers mytiske måde at forstå verden på.

Vi har såleds for os en tretrins udvikling: Fra Mythos (Den græske oldtid) til Logos (den klassisk græske kultur) og den individuelle oplevelse af at det er mig der tænker mine egne tanker om mine egne helt individuelle iagttagelser.

Men bør den udvikling distancere os fra Mythos og Logos, eller kan vi på en moderne måde genopleve tingenes væsen?

Derom mere næste gang.

Hvis du synes om ¨Ove Frankels Breve om Kunst¨ er du velkommen til at anbefale dem til andre og alle er velkomne til at tilmelde sig mailinglisten. Det koster ikke noget og der er ingen forpligtelser forbundet med det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: