At se det væsentlige. Sammen! 

At se det væsentlige. Sammen! 

Rafael: Skolen i Athen. ca. 1509

Rafael: Skolen i Athen. 1509-1511

Dengang vi fik orden på det hele.

For 5-600 år siden begynder en ny tid, Renæssancen. Det tager fart i Firenze og breder sig først udover Italien, siden i hele Europa. En ny måde at forstå sig selv og verden på, med mennesket i centrum. DEt er mennesket der forstår, og mennesket kan forstå naturen ved hjælp af sin egen iagttagelse og tænkning. Tankerne er ikke længere givet ‘oppefra’ men hvert enkelt menneske kan selv danne tanker og sammenhænge mellem tanker, så alle de forvirrede iagttagelser giver mening. Det fremgår om noget af dette værk af Rafael: ‘Skolen i Athen’. 
Medens Rafael skabte sine velordnede fresker i Vatikanets mere private sale, Stanzerne, arbejdede Michelangelo med sine udfordrende fresker i Det Sixtinske Kapel, også i Vatikanet. 
Dette billede udgør den venstre sidevæg når man ser imod vinduet i et stort arbejdsværelse.
Det er ikke helt i orden, at se dette billede alene, for Rafael har malet et helt tilsvarende billede lige overfor på den højre sidevæg, men af gode grunde kan men ikke se det ene uden at vende ryggen til det andet.
Det er – for mig at se – en afgørende del af kompositionen. Billedet overfor, Disputa del Sacramento viser det religiøse verdensbillede, hvor dette, Skolen i Athen viser det videnskabelige verdensbillede. Rafael bliver med god grund anset for at være kompositionens mester og for at være ¨den pæne dreng’, som Michelangelo vrængende sagde til Pave Julius 2: ‘Det kan du få Rafael til. Han maler så pænt’. Og ‘Pænt’ var langt fra at være Michelangelos ideal.   
Rafael som kompositionens mester, anbringer de to måder at se verden på lige overfor hinanden i Pavens arbejdeværelse, kan man både se at de to verdensbilleder supplerer hinanden, og – når man ER til stede i rummet (verden) – at man nødvendigvis må vende ryggen til det ene for at se det andet. Atlså: ‘Vend dig mod videnskaben, og du vender ryggen til religionen’, eller: ‘Vend dig mod religionen, og du vender ryggen til videnskaben’. 
Hvis de to skal have en chance for at forenes må det nødvendigvis være inde i det enkelte menneske.
Lad os  betragte Rafaels ‘Skolen i Athen’: Naturligvis har Rafael ikke ønsket at gengive skolen som en fornem renæssancebygning med velordnede studerende i gruppearbejde. Man kan ved nærstudium identificere og navngive rigtig mange af de afbillede mennesker, selv om de ikke  levede samtidigt. Jeg vil koncentrere mig om de to centrale figurer: Den ældre rødklædte med højre hånd pegende opad og den blåtklædte yngre med højre hånd pegende vandret. Platon og Aristoteles. De to er skildret ligeværdige og de bærer hver på sit værk: Timaeus – den ar Platons ‘dialoger’ der fremstiller verdens og menneskets natur – set i forhold til de evige ideers verden.  og Etikken af Aristoteles, hans måske mest indflydelsesrige værk, der nøje undersøger, hvad der skal til for at leve et godt eller lykkelig liv. 

Platon og Aristoteles.
Rafael var en af de mest genuine renæssancekunstnere, fordi han med sit velordnede livssyn var med til at ‘genføde’ de klassiske idealer, som stråler os i møde fra hans værk ‘Skolen i Athen’. Mennesker er i stand til at tænke og i deres tankeverden kan ideerne mødes og udvikles. Frit og uden autoriteter der skal bestemme, hvad der er sandt eller falsk. Platon og Aristoteles var fundamentalt uenige, men de kunne forstå hinandens tanker og drøfte dem. Platon indså at det forgængelige, dvs. det materielle eller det fysiske, var udtryk for evigt herskende ideer, der eksisterede som selvstændige åndelige væsner i ‘ideerenes verden’. Aristoteles så ideerne som de princiller og lovmæssighedder (former) der lever tingene. Denne grundlæggende forskellighed kan du med lethed finde i vore dages debater.
Der er altid både platonikere og aristotelikere til stede – enten som personer eller som holdninger. Men de kan tale sammen og forstå hinanden. 

Corona:
har givet os lejlighed til at se fastlåste holdninger svinde go give plads for og  fælles beslutninger om hjælpepakker mm. Nu er vi snatr ved at miste fokus på at corona er en biologisk dims. Nu er det snarere et politisk og økonomisk problem-sæt, som vi kan planlægge os ud af.
Men det er værd at huske, at meens pandemien gik voldsomt ud over mange mennesker i Italien har f. eks. Tysklands corona-beredskab højest været udnyttet 17%. Dvs at over 80 % af kapaciteten på intensivafdelinger har stået ubrugt hen, medens sundhedssystemerne i Italien var overbelastede. Måske kan vi lære, at se hele billedet og vedtage systemer, der kan kanalisere ressourcerne derhen, hvor der er brug for dem, også selv om der ligger et par landegrænser imellem?

Ove Frankel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: