Arne Haugen Sørensen: En bekendelse

Isak ofring beskåret

Jeg tror, at både religiøsitet og trangen til at lave kunst alledybest nede i den menneskelige sjæl har én og samme rod. At male er i virkeligheden en måde at bede på, selv om der ikke altid er hverken ansigt eller en bestemt adresse på bønnen.

Jeg var ung og begyndte at male lige efter den lange, grusomme krig, der skulle til for at knuse nazismen. Alle gamle værdier kunne ikke længere bruges, og selv den gode, gamle kristne religion med himmel og helvede og en Gud i himlen var totalt til grin. Skrigene og de fortvivlede bønner fra gaskamrene hang stadig som et ubærligt ekko i luften over os.

I lang tid så det ud som om, kunsten stille og roligt havde overtaget religionens rolle. Med det nonfigurative maleri havde man nemlig fundet en mere direkte vej til sandheden, uden Bibelen eller andre gamle, belastede historier. Et par spontane strøg og en lille portion held var nok til at gøre dem til magiske tegn, som var så rummelige, at tilskueren kunne genkende alle sine ønsker og længsler i dem. En slags ønskespejl uden forstyrrende elementer. Hver kunstner sit magiske tegn.

Det var lige ved, at man anså den abstrakte kunst som endemålet for al kunstnerisk stræben. Men lidt efter lidt, i takt med at tidens altdominerende politiske utopier afslørede deres hæslige bagside, begyndte også denne smukke og idealistiske kunst at visne som afskårne blomster. Ved at have fordrevet menneskefiguren fra kunsten havde man samtidig fjernet den værdiskala, der gav det hele mening – selve den grundlæggende målestok, der gjorde malerkunsten til et sprog, man kunne kommunikere med. Vam/kold, let/tung, hård/blød, stor/lille, op/ned, ja endda godt og ondt blev pludseligt anset som forældede og meningsløse begreber, som man resolut havde hældt ud med badevandet. Hver maler skulle opfinde sit eget og helt nye sprog.

De følgende år gennemlevede jeg en stærk ironisk periode med skræmte billeder befolket med absurde surrealistiske gopler, der umærkeligt blev til dyr og damer i farlige og grusomme fælder. Fortvivlede skalamodeller af de umenneskelige vilkår i en gudløs verden.

Da det gik op for mig, at min sarkastiske rustning effektivt holdt mig ude af både verden og fællesskabet, begyndte jeg forsigtigt at nærme mig det ¨klassiske¨ og grundlæggende i den europæiske tankegang og kunst.

Her fandt jeg i kristendommens billeder mange af de motiver, jeg møjsommeligt selv havde forsøgt at opfinde. Et spejl til min søgende og mørke side. I de græske guders dramatiske kærlighedsliv fandt jeg et spejl til min lyse og sensuelle side. Jeg tog et par skridt tilbage for at få tilløb til at komme videre.

Kunst er mange ting, men først og fremmest en enorm palimpsest, hvor alle maler på det samme billede ned gennem historien. Jeg maler oven på Giotto, Berlini, Goya, Rembrandt, Nolde og Picasso for blot at nævne dem, der først falder mig ind, og man kan stadig skimte dem under mine billeder. Som en kommentar til en kommentar.

Mit livslange forhold til de kristne historier begyndte som sådan en kommentar, oven i købet en stærkt ironisk kommentar. Først i halvtredserne lavede jeg en lille radering, hvor en ensom, miserabel Jesus vandrer rundt i natten og prædiker for et par uforstående får. Et måske lidt ubeskedent sindsbillede af min egen situation dengang.

Der kom flere af disse antireligiøse kommentarer. Længe var de blot udvendige, ironiske latterliggørelser af de totalt urimelige og forargelige bibelske historier; men lidt efter lidt begyndte de samme historier at arbejde i mig.

Som i et magisk spejl lokkede de mig længere og længere ind i de inderste kroge af min bevidsthed, ofte længere end jeg brød mig om, og kastede lys ind i steder, jeg ikke anede fandtes i mig.

Det har været en berigende åndelig opdagelsesrejse, der også i dag fylder i mit liv, og som har givet mig en forståelse for ting i den europæiske kultur, der, skønt fundamentale, i dag må leve under jorden:

Tro, håb og kærlighed.

At disse samme foragtede og tabubelagte motiver og myter har været til dyb inspiration for andre malere, levende og døde, giver mig direkte mulighed for at samtale med dem om de største og mest sårbare ting, som vores blufærdighed ellers forbyder os at tale om. For der er evige og påtrængende spørgsmål, som hver ny generation må tage stilling til, på hver deres måde, midt i den larmende samtid.

At male er en daglig brydekamp med Jakobs engel for at få den velsignelse, der skal til for at gøre et billede færdigt.

Gøre det ti kunst.

Når man har gjort alt, man kan, man mangler det sidste, som man ikke selv magter, da føles det som en pludselig gave, en velsignelse udefra, når tingene pludselig falder på plads, udsletter ens eget ego og med ét gør værket større end én selv.

En bøn er blevet hørt og modtaget.

Arne Haugen Sørensen, Friligiana februar 2009