Det kan opleves som om alle kriser flyder sammen lige nu:
Corona krisen – er langt fra overstået ude i verden.
Uligheds-krisen buldrer derudaf.
Krigstrusler hænger tungt over vore hoveder.
Klimaændringer er mærkbare.
Splittelse i samfundet i grupper, der næppe kan tale sammen – og slet ikke kan forstå hinanden.
Mennesker i vores del af verden lider i stigende grad af stress og livsstilssygdomme
fortsæt bare listen….
Men hvad kan der gøres. Det har jeg naturligvis ikke svaret på, men jeg har – som de fleste andre – gjort mig tanker. Hvis vi lytter til hinandens tanker kan der måske opstå en synergi.
Derfor har jeg skrevet to artikler, som jeg nu offentliggør på hjemmesiden:
Hvorfor bliver de rigeste rigere.
Erkendelse af Mennesket vil ændre samfundet – til det bedre. (offentliggjort i tidsskriftet Antroposofi jan 2022)
Dertil en ny fane/menupunkt, der hedder Kilder: her vil jeg løbende bringe henvisninger, jeg finder værdifulde. Du er velkommen til at sende mig dine forslag, så sætter jeg også dem på…
Mika Rottenberg: Kunst om kapitalismens latterlighed.
Mit svar er NEJ! Sammenlign med den kunst, totalitære regimer har benyttet sig af. Lad mig nævne to eksempler: Nazi regimets plakatkunst, som skulle overbevise almindelig folk om bestemte politisk e holdninger. Jeg mindes i særlig grad en plakat, der bliver vist på ¨Topogarphei des Terrors¨museet i Berlin. Den viste en hæderlig arisk udseende ung stærk mand, der var ved at segne under de krøblinge og homoseksuelle, han måtte bære på sine skuldre. Teksten mere end antydede en Endlösung på det problem. Det var kunst brugt af et politisk parti for at fremme deres synspunkter. Samtidigt blev al anden kunst kaldt ‘Entartet’
Anmeldelse fra Kristeligt Dagblad:
På Louisianas nye udstilling er man fanget i det globale hamsterhjul
Den argentinsk-israelske kunstner Mika Rottenbergs inviterer på Louisiana museumsgæsterne ind i et forunderligt, kitschpræget univers. Det er samfundskritik med skarp kant, underfundig humor og uden løftet pegefinger
Stillbillede fra Mika Rottenbergs ”Bowls Balls Souls Holes” (2014), der er en video- og skulpturel installation. Foto: Mika Rottenberg/Hauser and Wirth
Mika Rottenberg har længe været en fremtrædende figur på den internationale kunstscene med deltagelse i biennaler og med soloudstillinger på verdens mest prestigefyldte kunstmuseer, ligesom hun er repræsenteret i nogle af de ypperste internationale gallerier. Men herhjemme er hun mindre kendt. Det råder udstillingen på Louisiana nu bod på med et udvalg af hendes værker fra de seneste 20 år.
”Tom, tom, tom – saligt tom/ er verden for andet end ting,” skrev Klaus Rifbjerg i sin kontroversielle digtsamling ”Konfrontation” (1960), hvor han indledte et modernitetens opgør med hereticanernes for Rifbjerg at se alvor og patos. Linjerne melder sig umiddelbart ved synet af Mika Rottenbergs (født 1976) videoværker med opulente ophobninger af ting. Her møder vi et overflødighedshorn af kitsch, nørdede maskiner og kinetiske skulpturer, pakkasser, oppustelige skulpturer, kunstige halskæder med kunstige perler, plasticgear i alle afskygninger og forunderlige og absurde produktionsenheder, der bliver betjent af overfede mennesker.
Tingene lyser i alle farver og er opstablet på hylder og i rum, der fylder så meget, at butikspersonalet forsvinder i dem. Rottenberg spidder det globale varesamfund i sin kunst, som hun selv opfatter som en blanding af social surrealisme og spirituel marxisme. Gennem tingene leverer hun en både underholdende og skræmmende fortælling om verdens snarlige undergang.
Mika Rottenbergs forældre var oprindelig fra Polen, men flygtede til Argentina under Anden Verdenskrig. I slutningen af 1970’erne flyttede familien til Israel, hvor hun voksede op. Hun er således selv et produkt af den globaliserede verden og føler sig ikke rigtig hjemme specielle steder. Hun er efter eget udsagn mere en verdensborger uden nogen fast national identitet. Siden slutningen af 1990’erne har New York dannet ramme om hendes liv og arbejde.
Rottenberg begyndte sin kunstneriske karriere som maler, men hendes interesse for teksturer og materialer kombineret med et ønske om at skabe billeder i bevægelse drejede hendes praksis over i installations- og videokunsten. I mange år har hun arbejdet udogmatisk ved at mikse mange forskellige materialer og bøje medierne i nye retninger, selvom også et mere traditionelt medie som tegning på papir indgår i udstillingen. Og så vi ikke glemmer lydsiden, der spiller en vigtig rolle i værkerne: Fra skærmene udgår der højlydte nys, knirkelyde og en let hvinen fra håndtag og trisser, der drejes rundt. Skulle man undervejs blive træt af rollen som passiv betragter, kan man selv give en hånd eller fod med og aktivere nogle af Rottenbergs absurde, kinetiske cykel- og drejegrebsmaskiner, der er fyldt med menneskehår, plasticdimser og mekaniske dele. Det handler alt sammen om at synliggøre produktionen af ting af både fysisk og immateriel art.
Fysikundervisning for begyndere
Rottenbergs værker minder lidt om den legendariske schweiziske kunstnerduo Fischli/Weiss’ absurde kunst. Fra 1979-2012 arbejdede de sammen om at skabe en lang række værker, herunder den berømte video ”Der Lauf der Dinge” (Tingenes gang) fra 1987.
Som legesyge børn konstruerede de her i et stort rum et hændelsesforløb, hvor en lang række kædereaktioner af sammenstød og eksplosioner påvirker helt almindelige hverdagsting og husgeråd, der er indstillet til at udløse disse absurde handlinger. En slags fysikundervisning for begyndere. Ikke at forglemme den franske kunstner Jean Tinguely (1925-91), hvis maskinlignende, kinetiske skulpturværker er skabt til at ødelægge sig selv som en allegori over – igen – det industrielle samfunds overproduktion af varer.
Han blev i øvrigt verdensberømt i Danmark med skandaleværket ”Skitse til verdens undergang # 1”, da denne selvdestruerende maskine/skulptur ved et tilfælde tog livet af en due. Det skete i Louisianas park i 1961 og altså på samme kunstmuseum, hvor vi nu kan møde Mika Rottenbergs værker. Også hun er en nørd og et legebarn, der på én gang fascineres af vareproduktionen under den grasserende, globaliserede kapitalisme, samtidig med at hun forholder sig kritisk og dybt alvorligt til den.
I et interview ved udstillingens kurator Anders Kold siger hun blandt andet:
”Vi lever i sådan et hyper konsumerende, produktionssamfund, så hvordan kan man undgå at tænke på produktionen af ting og på de mennesker og systemer, der formidler den globale produktion i denne skala? Det omgiver mig allevegne, og det er inde i mig og uden på mig … Jeg spiser dette stykke slik, som smelter i min mund og nu er inde i min krop. Det er produceret af en eller anden, som befinder sig virkelig langt væk ude i Kina på den anden side af Jorden, og nu er vi på en forunderlig måde forbundet.”
Den røde tråd i kritikken
Som en rød tråd i hendes visuelle kritik af kapitalismen løber tanken om altings forbundethed. De mange tunneler, portaler og åbninger i værkerne demonstrerer forbindelseslinjer eller passager mellem producenter, lande, kontinenter og virkeligheder. I en video kigger vi ned på en tallerken i et kinesisk gadekøkken ved grænsen mellem USA og Mexico og suges pludselig ned i en underjordisk tunnel, som synes at føre os til den anden ende af kloden, måske til samhandelspartneren på godt og ondt: Kina.
Det antydes, at transporten af varer fra det ene fjerne kontinent til det andet er med til at eskalere klimaproblemerne, ligesom hyperproduktionen af varer medfører en øget CO2-udledning, der opheder atmosfæren, hvilket igen fører til nedsmeltningen af isen ved polerne med deraf følgende stigende vandstand i verdenshavene. Dette fremgår af videoværket ”Cosmic Generator” (2017), som bringer et klip med smeltende og forurenede isbjerge. Men tunnelen er også en replik til de mange underjordiske tunneler, som angiveligt er gravet mellem Mexico og USA for at smugle illegale flygtninge og varer over grænsen.
Helt konkret lader Rottenberg denne hyperproduktion komme til syne via nogle absurde iscenesatte arbejdsgange. Til daglig lever de fleste af os i en fremmedgjort samfundsvirkelighed, hvor sporene fra produktionen af de mange masseproducerede objekter er fuldstændig elimineret. Vi kender ikke de arbejdere, der har produceret tingene, vi ved heller ikke, hvorfra materialerne, som de er skabt af, hidrører.
I flere videoer mimer Rottenberg arbejdet ved gamle samlebånd fra Henry Ford og konsorters tid, som det opleves i ”Dough” (Dej, 2006), hvor dej produceres i trange rum mellem mange etager af et stærkt overvægtigt personale og ”Mary’s Cherries” (Marys kirsebær, 2004), hvor lange røde negle bliver klippet af øverst oppe og derefter bliver videreforarbejdet ned gennem etagerne for til slut at ende som plastickirsebær. Her strejfes også det abjekt-agtige, det vil sige affaldsprodukter eller kropsvæsker, der afstødes fra kroppen, og som fremkalder fysisk væmmelse i betragteren.
I et af videoværkerne optræder en hjort, der kaster op, så en grønlig væske rammer jorden i en stor bue. Ækelheden eller væmmelsen lurer i det hele taget mange steder i Rottenbergs værk. Fingre og hestehaler roterer på væggene, og i videoinstallationen ”Lips (Study # 3)” (Læber, 2016/19) ser vi et orgie af kropsdele, såsom tunger, bagdele og hestehaler inde bag de brede, røde læber.
En sælsom verden
I videoen ”Tropical Breeze” fra 2004 med tilhørende installation af store pakkasser tørrer en sort, kvindelig bodybuilder, der agerer lastbilschauffør, sveden af i ét væk med servietter, der efterfølgende indsamles af en kvinde bag i lastbilen. I en morsom scene fanger hun servietterne med sine uhørt lange og smidige ben og presser dem flade for til sidst at pakke dem i kasser.
I videoen ”Sneeze” (Nys, 2012) ser (og hører!) vi forskellige mennesker med abnormt røde næser nyse så højlydt, at de i forløsningsøjeblikket ”føder” en kanin. Absurditeterne, men også det abjekte, står i kø i Rottenbergs værker, der samtidig er æstetisk gennemarbejdede, både hvad angår komposition, scenisk fremstilling og det koloristiske med brug af mange stærke spektralfarver. Man bemærker et skævt og underligt persongalleri af stærkt overvægtige kvinder, som Rottenberg har hyret som sine fiktive arbejdsbier. De lever til daglig af at posere foran kameraer med deres abnorme kroppe, hvis ikke de udlejer dele af dem til specielle formål.
I Mika Rottenbergs videoer møder vi en sælsom verden, som både forekommer velkendt og underligt fremmedgjort eller forvrænget. Den er bestemt ikke rar og er ikke for fastholdere, apropos Klaus Rifbjerg. Siden hans tid er det kun blevet værre med fremmedgørelsen og den accelererende vareproduktion, der truer med at ødelægge vores fremtid på jorden, som det fremgår af Mika Rottenbergs på én gang sorgmuntre spektakulære og tankevækkende værker.
Om værket
Mika Rottenberg: Bowls balls souls holes. Louisiana, Humlebæk. Til den 9. januar.
En undersøgende og nysgerrig holdning til den pædagogik, der ligger til grund for Rudolf Steiner Skolerne vil overbevise om at bevægelse er helt central i alle klassetrin og i alle fag.
Et af tidens symptomer (eller sygdomme?) er manglen på bevægelse. Det fører til tiltag, der skal opfordre og lokke især børn og unge til at bevæge sig mere. Sport og idræt bliver prioriteret højere end tidligere og det forsøges at få mere bevægelse ind i børnenes skoledag. Alt sammen nødvendigt og prisværdigt.
Kunstnerisk Bevægelse:
Den bevægelse, der er indbygget som en integreret del af skoledagen på en steinerskole, går på mange områder videre. Ideen er, at der skal være tale om meningsfuld og om kunstnerisk bevægelse.
Billedet ovenfor viser – med sløret bevægelse – nogle elever der bevæger sig i en kunstform , der hedder Eurytmi. Det påfaldende er de kraftige farver, lange gevandter og ’slør’ der går ned over skuldrene og armene, tendens hænderne er frie. Denne beklædning bevirker, at bevægelserne, eleverne gør med deres arme, ben og hele kroppen bliver til en synlig farvesymfoni. Det medfører at man kan bevæge sig anderledes når man er blå end når man er gul. Det er en kunstnerisk proces at bevæge sig i eurytmi. Og eleverne har faget Eurytmi igennem alle 12 klassetrin. Naturligvis på helt alderssvarende måder.
I Eurytmien bevæger man sig efter musik eller digte. Det går at tilgangen til både musik og poesi er bevægelse. Ud over den tilgang lærer alle eleverne også at spille et instrument, i de små klasser er det fløjter, der kun kan spille harmonisk (Pentaton- fløjter) Senere bliver det til almindelige blokfløjter, hvor de faste toner skal dannes af forudbestemte fingerstillinger. Endelig suppleres fløjterne af begynderundervisning i violin, hvor eleven selv skal danne tonen ved at lytte til andre.
Musikundervisningen er – som eurytmiundervisningen – gennemgående i alle 12 klasser. De 4 overskoleklasser danner sammen et egentligt orkester med mange mulige instrumenter. Den specielle instrumentalundervisning forstår udenfor skoletiden men som regel på skolen med særlige instrumental- lærere.
Allerede fra første klasse har eleverne maleundervisning. De maler med aquarel, med store pensler og på vådt papir, så farven løber hastigt hen over fladen og tørrer op til et individuelt billede. Alle billeder er vellykkede. Også maleundervisningen gennemføres i alle 12 klasser.
Musik, Eurytmi og Malinger kunstneriske fag og de kræver begge en væsentlig aktivitet fra eleverne: At øve sig. At øve er tidkrævende og en udfordring af tålmodigneden. Men en nødvendig pædagogisk udfordring.
Håndværksmæssig bevægelse:
Gennem hele skolegangen har eleverne håndværk. I de mindste klasser lærer de at strikke og hækle. Men tillige alle de håndværk, der hører hjemme i en almindelig husholdning. Det er håndværk, som eleverne hovedsagelig lærer i deres eget klasselokale.
I skolens sidste 4 klasser (overskolen) bliver håndarbejdsfagene forvandlet til egentlige håndværksfag. Der er indrettet værksteder til en række forskellige fag: Skosyning, Snedkeri, Keramik, Syning, Vævning, Smedning (først med kobber, siden med jern, hærdbart stål og endelig med sølv (eller guld).
Det er ønskværdigt at der som tillæg til dette skrift bliver oprettet et ‘komplet’ katalog over de håndværksfag, skolerne tilbyder, og en fortællign om, hvad eleverne udfører i hvert fag og ikke mindst: Hvilke egenskaber fremmer det hos eleven.
Men lige nu, som en afslutning af denne indledende bemærkning bringes en ufuldstændig oversigt:
Spejlneuroner:
Hvordan kan det være at vi kan opfatte et billede af en bold som en bold?
Billedet af bolden er jo bare en cirkelrund skive med forskellige nuancer.
I sammenhæng med udforskningen af spejlneuroner har man gjort denne opdagelse: På et tidspunkt har barnet en bold i hænderne. Hænderne sanser boldens rundhed, dens overfladestruktur, dens vægt, duft, hårdhed sov, Måske har barnet forsøgt at spise bolden. Men den var heldigvis for stor til at komme ind i munden. Men den smagte af bold! Og læbernes berøring af bolden gav barnet et endnu tydeligere sanseindtryk af boldens egenskaber. Bolden er sikkert trillet ud af barnet hænder og er hoppet ned på gulvet, hvor den har hoppet lystigt nogle gange og så er den trillet væk – ind under bordet.
Efter at have oplevet en virkelig bold stifter barnet så bekendskab med et billede af en bold. Og erkender med det samme og uden besvær, at det er en bold og ikke bare en rund skive.
En forklaring er at barnet ved de første sanseindtryk af den fysiske bold har aktiveret et helt kompleks af Spejlneuroner. Sansepåvirkningen aktiverer spejlneuronrene så de danner det mønster, der skal til for at tage fat om bolden på et senere tidspunkt. Og endda, hvis barnet har set sin far eller søster kaste og gribe bolden. Alle disse bevægelser har lagret sig i konfigurationer af spejlneuroner som mønstre til handlinger, der ikke bliver udført.
Hvad så, hvis søster ikke griber bolden? Det viser sig, at spejlneuronsystemet også kan forstå intentionen ved en handling, selv om handlingen ikke bliver udført – og selv om barnets iagttagelse af handlingen bliver afbrudt. Det betyder, at der bliver oprettet billede af en mere fuldstændig proces, end den, der blev iagttaget.
Så når barnet ser billedet af bolden aktiveres hele det mønster , spejlneuronerne har dannet. Altså både at bolden er kuglerund, at den har en bestemt tekstur, at den er lavet af et særligt materiale, der gør at den kan hoppe.
Eksemplet med bolden stammer fra forskningen i spejlneuroner. Men det gælder naturligvis ikke kun for bolde. Det gælder for enhver form for sanseiagttagelse.
Det gælder altså i almindelighed: Jo mere vi har sanset af og i den gode tredimensionelle verden, derom mere righoldige bliver vores begreber.
Modsætningsvis kan man påstå, at et barn, der henter en stor del af sine sanseoplevelser fra flade skærme danner meget fattige, todimensionelle begreber: Skærmbarnet, der er så heldig at det ikke har haft en bold i virkeligheden, vil ikke kunne se at billedet af bolden er er bold.
Det er jo – helt reelt – en cirkelrund skive med forskellige nuancer.
Hånden griber bolden. Grundlaget for at danne begrebet bold.
Kildehenvisninger.
Bøger: Kunst und Handarbeit, Anregungen von Rudolf Steiner für Pädagogen und Künstler. Zusammengestellt von Hedwig Hauck, Verlag Freies Geistesleben. 1993. Engelsk udgave Handwork and Handicrafts – Indications by Rudolf Steiner -eBook https://www.waldorflibrary.org/books/3/view_bl/89/handwork/61/handwork-and-handicrafts-indications-by-rudolf-steiner-ebook Bogen kan hentes som PDF udgave ganske gratis. Det skal dog bemærkes, at den engelske udgave skal betragtes som ‘Bind 1’ – Bind 2 kommer til at omfatte Steiners udtalelser om pædagogik, håndværk og kunst i 30 velordnede grupper talt op imod 300 sider. Hjemmesiden fra Research Institute for Waldorf Education https://www.waldorfresearchinstitute.org er en righoldig kilde til viden om Steinerpædagogik. Gå på opdagelse i deres https://www.waldorfpublications.org
Ejendommeligt at mærke, hvordan musikken påvirker os ganske anderledes end billedkunsten gør. Vi tåler at se rædselsfulde billeder uden at blive voldsomt følelsesmæssigt påvirkede. Her er et ret aktuelt motiv – men fra 1898.
Arnold Böcklin: Pesten. 1898
Pesten er en pestillens, der fejer alt liv væk fra gaden i den lille by. Måske er det Fiesole i nærheden af Firenze? Farverne er forrådnelses grønlige, brune og sorte. Det eneste oplivende er kvindens røde klædedragt, men hun er styrtet omkuld under dragen med døden siddende baglæns overskrævs på sin ryg. Hendes muntert farvede klædedragt er fuldstændigt malplaceret. Hun er ramt af sorg og har i rædsel kastet sig over en hvidklædt, død skikkelse, der ligger på gaden. En kraftig, ansigtsløs mand er ved at tumle omkuld i vestre side af billedet. Foran dragen skimtes skikkelser, der flygter i panik. Knokkelmanden svinger blindt sin le, der blinker uheldsvangert mellem husene, hvis farver formørkes af ulykkesskyen, der fylder rummet over dragen.
Værre kan det vel ikke være?
Men læg mærke til din reaktion: Hvordan bliver dine følelsesmæssige reaktioner sat igang? Sikkert formidlet af dit synsindtryk via din forståelse af hvad du ser? Måske af en forestilling, hvis du har haft oplevelser, der vækkes til live af synet. Først derpå mærker du frygten, sorgen, faren… Billeder vækker gerne forestillinger som vi kan sætte samme og forholde os til. Først dette forestillingskompleks vækker følelserne.
Kunstnerne kæmper for at holde sig oven vande under nedlukningen, så du bliver bedt om at opgive din betalingsmåde, men det er både hæderligt og sikkert. Og du kan få 14 dages gratis adgang.
Det varer en halv time, og det er værd (og en prøvelse) at lytte opmærksomt hele vejen.
Det er en billedkunstnerisk solokoncert, hvor billeder forstærker violinens klange og klangene giver liv til stærke følelser ved at se videoens billeder. Værket blev opført i august 2020. Koncerten er under corona-nedlukningen blevet optaget af en virkelig kyndig kameramand.
Billederne – fra museets trapperum – er filmet sådan, at gelændere og trin kommer i forgrunden og forstærker fornemmelsen af indelukkethed og tvang. Enkelte scener er optaget med drone fra Mindeparken i Århus Her mindes de faldne danske, der blev tvunget til at være soldater i den tyske hær i krigen 1914-1918. I den cirkelrunde mur er der indhugget navne på de over 4000 faldne. Virkningen af at se Anna Jalving og høre hendes musik i ‘Mindeparken’, dette ‘dødens indelukke’, er stærkt fortvivlende: Endelig kommer vi ud af museets rum, men kun for at blive begrænset af en mur med døde soldaters navne.
Marselisborg monumentet. Panoramaoptagelse.
Unddrager musikken sig vores bevidste kontrol?
Læg mærke til dine reaktioner, når du lytter! Her kommer den følelsesmæssige reaktion først. Det er den, du kan iagttage og forholde dig til – hvis du altså når det inden du bliver revet med! Reaktionerne er ofte særdeles kraftige. Overvejelser eller samtaler må vente til bagefter.
Mine var endog meget kraftige. Ofte ville jeg bare slukke for lyden, for der vældede så megen vrede og sorg frem i mig, at jeg bagefter på en helt anden måde forstod de uretfærdigheden og misforhold, vores samfund har praktiseret mellem mænd og kvinder. Jeg oplevede mig lukket inde, begrænset. Og at håbet gang på gang blev skuffet.
De to ‘påvirkningsveje’ som de to kunstarter benytter sig af er virkelig en berigelse. De supplerer hinanden. men forudsætningen er naturligvis at den kunstneriske kvalitet for såvel musik- som billedkunst er høj!
Til temaet Ligestilling:
NATURLIGVIS skal alle mennesker nyde individuel respekt og ingen skal forskelbehandles pga køn, rase, religion mm. Kun respekten for individet kan fremme, at enhver kan handle i frihed.
Når et andet menneske mener, siger eller gør noget, du er uenig med kan du forholde dig kritisk til handlingen, tænkningen eller udtalelsen, ikke til mennesket. Det er muligheden for at undgå, at opfatte andre mennesker som repræsentanter for en gruppe eller art (kvinder, store, rige, flygtninge, jøder …. ) At lære at se det individuelle i det enkelte menneske er nok det mest værdifulde man kan lære ved at øve kunstbetragtning: At betragte ethvert menneske som et individuelt kunstværk, uanset om det så er mere billede eller mere musik.
Baptisteriet i Firenze ‘Hvis vi kan opholde os længe nok i spændingsfeltet mellem modsætninger – understøtte det; være ærlige overfor det – kan vi til tider blive et kar, som de guddommelige modsætninger flyder sammen i og føder en ny virkelighed.’ Marie-Louise von Franz. If we can stay with the tension of opposites long enough – sustain it, be true to it – we can sometimes become vessels within which the divine opposites come together and give birth to a new reality.
Marie-Louise von Franz var C. G. Jungs nærmeste medarbejder. Hun har skrevet flere bøger om eventyr og drømme.
I dette brev vil jeg forsøge at skildre polariteter, vi står i, når vi træder ind i kunstværket: Baptisteriet i Firenze. Foran domkirken i Firenze, Santa Maria del Fiore finder du den ottekantede, senromanske bygning: Battistero di San Giovanni (St. Johannes’ dåbskapel). Kupplen er indvendigt beklædt med een gylden mosaik, som blot ved sin størrelse kan få betragteren til at juble. Første gang jeg kom ind i baptisteriet blev jeg så overvældet og betaget af kuplens mosaik, at jeg satte mig på en marmorbænk ude ved kanten af det ottekantede rum og kluklo af åndenød og begejstring uden at vide det mindste om hvad jeg så. Du kan se rundt bygningens indre og hele kuppelmosaikken ved at prøve denne 360 grader ‘tur’ Du kan selv stille skarpt på næsten alt – og i en god kvalitet.. Dåben i Baptisteriet.
De oplyste voksne mennesker, der havde besluttet at de ville døbes, kom ind ad indgangs-portalen mod øst – helt th. på grundplanen.. De udøbte gik så hen til dåbskarret. Det er ottekanten midt i rummet lige under lanternen i toppen af kuplen. Vandet i dåbskarret har været så dybt, at den, der skulle døbes, kunne dukkes helt ned under vandet, for så at stige ud af dåbskarret og gå som nydøbt hen mod alteret (mod vest) Det er herudfra jeg vil betragte lidt af kuplens mosaik. Forestil dig at du står opret lige midt i dåbskarret, altså lige midt i rummet med front mod altret. I denne afgørende position skal vi betragte nogle få af billederne, der er højt oppe over dig. Du må lade din moderne forestillingsverden træde til side: I dag er rummet oplyst, så alle mosaikkerne er klart synlige. Tidligere har der kun været sparsomt dagslys gennem lanternen i kuplens top og lidt fra ganske beskedne vinduer i galleriet lige under mosaikkens underkant. Det var altså mere virkningen end den synsmæssige iagttagelse, der påvirkede mennesket i midten af bygningen. Dette udsnit af den centrale del af kuplen viser kun lanternen, båndet med plantedekorationer og båndet med engle. Billedet vender som tegningen af grundplanen med den røde streg, der angiver vejen fra indgangen til midten i dåbskarret. Bemærk, at der er (latinske) navne skrevet over 7 af englene. Dem bruger jeg oversat til dansk i det følgende. Set fra dette standpunkt er det nu således: Oppe bag dig (øst) er der to skytsengle. Deres sfære trådte du ind i som det første, da du kom ind i rummet. Foran dig (tv. i billedet) er Kristus omgivet af Kærlighedens Ånder, (med de røde vinger) og Harmoniens Ånder (med de blå vinger) Over højre skulder (nord) har du Formens Ånder (Potestates) og endelig Over venstre skulder (syd) råder Bevægelsens Ånder (Virtutes).
Din situation i dette kunstværk er altså: Du er på vej, støttet af din(e) skytsengle frem imod Kristus, der er omgivet af kærlighed og harmoni. På vejen må du skabe en tilværelse mellem Form og Bevægelse. For megen form og alt stivner, for megen bevægelse fører til kaos. De to akser i den korsformede ligevægt mellem frem og tilbage: Kristus og Skytsenglene højre og venstre: Form og Bevægelse kan udelukkende skabes i hvert øjeblik af dig selv.
Eller er det omvendt? Du bliver dannet af de kræfter du kan modtage, som støtter dig i ryggen og de kræfter, du arbejder dig henimod. Imens bliver du skabt af samvirket mellem formens og bevægelsens kræfter.
Lad os se lidt nærmere på hvad der skildres under hhv. form og bevægelse: Formens Ånder:Kuppemosaik Nord: Potestates.Dette er billedet af det, der i dåbsøjeblikket befinder sig over den døbtes højre skulder. Lige over hovedet har den døbte lyset fra lanternen, dvs solens lys. Øverst i billedet ser du to meget store engle, de er ens og de har lange oprette lanser i deres højre hånd. Over dem står deres ‘navn’: Potestates. Under dem er der 4 billedbånd. (Det nederste er skåret lidt af i denne gengivelse) Hvert billebånd fortæller begyndelsen af en historie. 1: Verdens begyndelse, Skabelsesberetningen, 2: Begyndelsen på Josefs historie (1 mosebog kap 37-50)3: Bebudelsen og Jesu fødsel. 4: Forkyndelsen til faderen af Johannes Døberens fødsel. Alle 4 billedfortællinger handler om at sætte noget igang, få FORM på noget. Læg mærke til billedernes enkle komposition. Og se søjlerne, der adskiller billederne: Statiske, stabile. Godt begyndt er halvt fuldendt. Alt dette er noget der sker under Formens Ånders kræfter. Bevægelsens Ånder:Kuppemosaik Syd: Virtutes.Under Bevægelsens (Virtutes) ånder finder du afslutningen på hver af de 4 historier: 1: Skabelsesberetningen ender i syndflod og redningen af de få ‘retfærdige’. 2: Josefs historie ender med at familien genforenes. 3: Kristi historie ender med korsfæstelse og opstandelse og 4: Johannes’ bliver blive halshugget og begravet.
Hver historie ender uventet – med opløsning af de faste former og med (potentiel) fornyelse. Betragt – så godt du kan – nogle af de enkelte billeder: Se hvordan formen bliver opløst. Ja selv søjlerne der adskiller billederne forandrer sig – og en er endda helt forsvundet.. Alt dette er noget der sker under indflydelse af Bevægelsens Ånders kræfter. PolaritetForm og bevægelse er i dette kunstværk skildret som hinandens modsætninger. I kuplens mosaik er de anbragt lige overfor hinanden. Selv billedsproget er modsætningspræget: I billederne under ‘bevægelsens ånder‘ myldrer det med mennesker. Der er voldsom gestikuleren. Under ‘formens ånder‘ er der enkelhed og ro. Stående i midten af Dåbskapellet er form og bevægelse lige stærke. Det harmoniske menneske kan kun dannes, når disse to arter af kræfter i et afbalanceret samarbejder med hinanden, men de er samtidigt ifølge deres natur uforenelige, – polære. Foreningen af polariteter er derfor ikke en blanding af lige dele fra hver side, men en aktiv benyttelse af deres kræfter, deres natur. Det er en syntese eller en forvandling. Derfor kan man formulere at det liv, der bevæger sig stadigt nærmere kærlighed og harmoni (Kristus) må skabes som en syntese af form og bevægelse.
Eller prøv med et andet eksempel: Et møde hvor flere skal nå til enighed om et eller andet: Mødet må have en form. Men tager formen overhånd, stivner de forskellige meninger og mødet kan kun afsluttes med en intetsigende fælleserklæring. Dominerer bevægelsen derimod kommer det heller ikke til en levedygtig beslutning. Det forbliver ‘snak’. Det møde, der opleves frugtbart, forløber i en rytmisk afvekslen mellem form og bevægelse. Hver af mødedeltagerne har kunnet bidrage med både form og bevægelse til forskellige tider. Note om polaritet og modsætning. Jeg har arbejdet med at forstå polariteter ved hjælp af kunsten. I daglig tale bruger vi ordet ‘modsætninger’ som betegnelse for noget, vi anser for at være meget anderledes end noget andet. At noget er POLÆRT betyder, som jeg skal prøve at belyse i denne og de næste ‘Breve om Kunst’ noget væsentligt andet. Lad mig først pege på at poler er kendt fra jordens geografi: Vi har Nordpolen og Sydpolen. Begge frosne og isbelagte. Imellem dem kan vi mennesker leve. Polerne er også magnetiske: De sørger for at kompasnålen peger mod nord. Kompasnålens sydpol bliver tiltrukket af jordens nordpol og omvendt. Endelig: Kan du huske din barndoms ‘stangmagnet’? Vi havde såden en i skolens fysiklokale. Vores lærer fortalte og viste hvad den kunne. Det var vildt facinerende at lege med magneter. Denne usynlige kraft, der kunne gå lige gennem bordpladen og få en kanppenål til at danse. Vores lærer tog en nedstryger og ville til at skære stangmagneten over på midten. Og vi havde set, at den IKKE var magnetisk på midten. Så kunne vi måske få en Nordpol-stangmagnet og en Sydpol-stangmagnet? Vi stirrede på at han savede. Og hvad fik vi så ud af det?? To stangmagneter med præcis lige stærke nord- og sydpoler!! Der, hvor den var savet over, blev der på fournderligste vis dannet helt nye poler. Forklaringen?? Den kan du finde her. f. eks. . Dette er et af de særkender, der er med polariteter: De eksisterer i gensidigafhængighed. Og de bestyrker gensidigt hinanden. Man kan ikke komme af med den ene uden at miste den anden samtidigt. Ordet Modsætninger bruges tit i flæng om to helt forskellige indhold: Dels synonymt med polariteter som i udtalelsen: ¨Modsætninger mødes og sød musik opstår.’ Dels bruger vi ordet modsætninger til at betegne det er uforenelige størrrelser, der udelukker hinanden. De er ‘enten-eller’ ! Jeg vil her forsøge at bruge polariteter som betegnelse for de kvaliteter, der kan opfattes som gensidigt betingende hinanden, som ‘både-og’. I de engelsksprogede citater bruges ordet Opposites som jeg her bruger ordet polariteter. All colors are the friends of their neighbors and the lovers of their opposites. Marc ChagallKunstbetragtning Der bliver rige muligheder for andre kunstbetragtninger og kurser når restriktionerne falder bort. Jeg vil meget gerne genoptage de forliste planer om at besøge Goetheanum i Dornach, Isenheimer Altertavlerne i Colmar og kunstmuseerne i Basel. Måske bliver det muligt i Juni 2021 – eller 2022?? Mere herom senere. Indtil da: Se det skønne.
Kærlig hilsen
Ove FrankelOve Frankel: Breve om Kunst. Jeg vil med uregelmæssige mellemrum skrive om kunst. I den næste ‘Breve om Kunst’ vil jeg forsøge at komme lidt dybere ind i polaritet og forvandling i kunsten. Der bliver nok også plads til en uddybning eller to om Baptisteriet i Firenze
Hvis du har kommentarer til brevene er du velkommen til at maile til mig på info@udviklingskunst.dk
